Mig? Nej, jeg kan stoppe hvilken dag det skal være...

Den anden dag skrev jeg om at være barn af speltsegmentet, og om at jeg ville prøve at tage livtag med min sukkerafhængighed.

Ligesom min mor, kan jeg virkelig godt lide gode råvarer, men på ét punkt ligner jeg hende på ingen måde. Sukkerafhængigheden. Den har hun nemlig ikke. Ikke at hun ikke kan lide et stykke godt chokolade eller et stykke kage, for hvem kan ikke det, men jeg har vist kun set hende spise et par labre laver i ny og næ. Mig - jeg spiser hele posen og snapper efter hænder, der kommer i nærheden.

Da jeg var teenager fik min mor mig af et par omgange overtalt til at afholde mig fra slik i et helt år, med undtagelse af min fødselsdag og juleaften for hvad, der vel svarer til peanuts i dag. Men stædig, pligtopfyldende og gak gak, som jeg er holdt jeg det.

Gid det også var tilfældet i dag. Jeg kan nemlig næsten ikke få sukker nok. Og jeg her overhovedet ikke kræsen, hvor det kommer fra. Så uanset hvor helse-else, jeg nok i virkeligheden er og køber en ikke uvæsentlig del af vores indkøb økologisk, så kan jeg bare ikke få e-numre nok. Jo mere farvestrålende det er, jo større sandsynlighed for at jeg køber det. Det er ikke bare dumt, der er direkte åndsvagt. For jeg smager næsten ikke på det. Kaster det bare i gabet, tygger i et par gange og så er fingrene allerede på vej videre ned i posen efter næste fix. 

Jeg er da bestemt heller ikke bleg for at lege med e-numre, når det kommer til kage, for selvom rødbedesaft er fantastisk til at lave lyserød glasur med, så kan det desværre ikke farve nok til en regnbuekage til en fem-års-fødselsdag.

Min unger får også langt mere sødt, end jeg fik derhjemme. De får ikke Guldkorn og den slags, men de lider ingen nød på sugar-rush-siden. Det har desværre den lidt uheldige sidegevinst at de hurtigt bliver skide sure, fordi deres blodsukker hopper op og ned. Så selvom de bliver så glade, når de får slikket, så går der ti minutter og så vil de have mere - og bliver sure, når de ikke må få det.

Jeg er ikke parat til at give helt slip på alt det søde, og jeg leder konstant efter mit næste fix, som ikke indeholder kunstige sødestoffer, men som heller ikke kun er et æble. Jeg elsker fx medjool-dadler, som man kan købe i de fleste helsekost-butikker (fx HER) og også i flere dagligvarebutikker. Det er ikke dem i kasse, som kan være så bløde og hvinende søde, at selv en sukkerjunkie får nok. Medjool-dadler er en mellemting mellem tørrede "jule-dadler" og "dem-i-kassen", som man kan få ved grøntsagshandlere. Store, bløde og lækre. 

Men tørret frugt kan faktisk nogle gange været lidt for sødt, så jeg prøver gerne alternativer. En af de blogs, jeg følger fast er Madbanditten, som skrives af Jane Faerber, der udover at være passioneret LCHF-tilhænger også er tvillingemor. Jeg har ikke tænkt mig at gå all-in som hende, men jeg synes hun formidler sit materiale på en dejlig, afslappende måde. Der er plads til både fejltrin og fredage med bobler, hvilket gør hende langt mere interessant end portrætteringen af det perfekte liv. Og dertil kommer at hun ofte kommer med nogle gode alternativer til e-numrene, som jeg har så svært ved at give op. Se fx HER. Især er jeg ret vild med denne "wanna-be Snickers", som godt nok kræver at du kan lide peanutbutter og meget mørk chokolade, men hvis det er tilfældet, så uh la la.

Nok om sukker for nu. Hvis du har det ligesom jeg, så er du sikkert allerede på vej mod dit hemmelige lager for bare at tage et lille-bitte stykke vingummi/chokolade/karamel/indsæt-noget-med-sukker-her...

Den og flere HER

Barn af speltsegmentet

Tidligere i dag postede jeg et billede på Instagram af mine blege stænger i et par løbesko. Teksten var noget med, at det var så længe siden, at jeg havde været ude at løbe, at jeg faktisk troede skoene var blå, da jeg fandt dem frem.

Det går lidt trægt med at komme i form selvom jeg virkelig godt ved, at jeg burde gå lidt hårdere til værks. Det er som om min tidligere pride and joy, den flade mave, bare ikke rigtig har tænkt sig at komme tilbage, bare ved at jeg henter Haribo-poserne i skabet tilstrækkeligt ofte.

I min blå bog i gymnasiet stod der - udover at jeg havde en meget feminin pillen næse (argh!)- at jeg var den, der mest sandsynlig fik sin egen helsebutik.

Jeg har vist bare altid haft en forkærlighed for den rene vare. Dvs. da jeg var barn, var det min mor, der bagte brændenældeboller og rugbrød af surdej, som føltes så surt, at jeg husket det som om munden nærmest rimpede sig sammen. Det som jeg så som den største treat i hele verden, var den pink spegepølse fra 3-stjernet, som virkede så meget mere appetitlig end den naturlige, brune variant, som hun altid købte. En gang forsøgte hun endda at overtale min far og jeg til at blive vegetarer, men uden nogen synderlig held.

I dag, mange år senere er der ingen tvivl om at min mor var en forløber for speltsegmentet. Hvis I vidste hvor stenhårde boller med alle mulige kerner, hun har bagt til mig (mor, hvorfor må jeg ikke få hvide, bløde boller?), hvor mange hjemmespirede spirer jeg har fået serveret (addr, mor det kan jeg ikke lide!) og hvor lidt sukker jeg har fået i min barndom (mor, hvorfor må jeg ikke få Guldkort ligesom de andre?), så kunne man måske forestille sig, at jeg ville været gået i en hel anden grøft i voksenlivet.

Men nej, på rigtig mange punkter jeg jeg præcis som hende. Jeg bager selv mit rugbrød - dog med væsentligt mindre surdej (mine børn: moar! jeg bryder mig ikke om det), jeg kan næsten ikke bage en bolle uden at smide et ton kerner i (mine børn: moar: Vi kan ikke lide dem, der er for mange kerner i) og jeg kunne aldrig drømme om at købe en pink spegepølse (mine børn: moar! må vi ikke få den pølse der ligner en bamse?). Jeg var endda vegetar fra jeg var 15 til jeg var 18 i et anfald af lige dele stædighed og idealisme.

I dag er jeg selvfølgelig superglad for, at hun insisterede på, at vi skulle spise ordentlige hjemmelavede, råvarer, og at hun eksperimenterede med forskellige ingredienser, uanset hvor lidt jeg brød mig om spirer og mørke boller. Hun har da helt sikkert også en del af æren for at, der i min blå bog stod at jeg selv var en helse-else og at jeg et eller andet sted godt kunne se mig selv gå rundt i fylde hylder op i en økobutik i stedet for at at være bag et skrivebord.

Nå, men hvorom altid er, så prøver jeg nu endnu engang at tage livtag med sukkeret i hverdagen. Det bliver babysteps, og hvis jeg kender mig selv ret, så bliver det fandeme op af bakke. Jeg skal prøve at holde jer opdateret med, hvordan det går, men I skal nok ikke spille på, at jeg klarer det, hvis I skal have penge tilbage.

Måske skulle jeg gå all in og vælge denne tattoo?

Det obligatoriske "undskyld jeg ikke er her oftere" indlæg

Hvis du har en blog, og i en periode bliver tacklet af hverdagen, der nogle gange bare er en røv, der kaster ekstreme mængder arbejde, vasketøj og - hvis du er haveejer - ukrudt efter dig. Og andre gange er helt utrolig charmerende og lokker med lange dovne eftermiddage i haven, vennebesøg og glade, raske børn foruden virkelig mange afsnit af Vampire Diaries på Netflix, så ved du, at det kan være svært at komme op på hesten igen. For der er pænt mange historier i sådan en dagligdag, og hvordan får man lige dem alle formidlet efter lidt radiotavshed.

Ulempen ved at misligeholde sin digital identitet på sin blog er, at man nemt kommer til at ligge inde med jævla mange kladder i bloggens maskinrum. Kladder som måske har en overskrift og stikord til indhold, men som af en eller anden årsag bare ikke skriver sig selv.

Ja, jeg antager jo nok lidt her, at hvis du er kommet forbi, så er det forbi du enten har Googlet på "kan dovendyr prutte" seriøst, det viser statistikken nogle hits på, eller måske har en lille interesse i at høre, hvad der sker herhjemme. Jeg håber selvfølgelig på det sidste, for på trods af manglende indlæg, så savner jeg det hver dag, og banker jeg mig selv i hovedet med dårlig samvittighed over min manglende tid.

Det går pænt stærkt herhjemme i tiden. Clara og Rosa er begyndt i børnehaven, er fyldt tre år og har smidt bleen siden sidst. Miriam har været på besøg i skolen og har næsten fået rokket sin første fortand løs. Vi har forvirret os selv yderligere omkring hele den her sælge/bygge-til gordiske knude, som vi har fået os viklet eftertrykkeligt ind i og der er charterferie con amore i sigte i sommerferien.

Dertil kommer at jeg vist nok har lovet en af de flinke brugere på Instagram (@campchaos) at jeg ville skrive noget om en skakternet kage, jeg bagte til Clara og Rosas fødselsdag.

Så. Uden at gøre en lang historie endnu længere, så vil jeg bare sige, at jeg håber, I ikke forlader mig helt i min semi-absentia. I'll be back.

Det sidste sæt tøj har ingen lommer

Klumme i Århus Stiftstidende fredag d. 10. maj 2013

For nylig trak min mand og jeg stikket ud fra en hektisk hverdag med fuldtidsjobs, transporttid, madpakker og vasketøj og tog på en fire-dages tur til et feriecenter i Nordtyskland med vores tre piger.

Som så mange andre børnefamilier, er vi dårlige til at komme væk fra vores matrikel og få nogle andre indtryk. I lang tid var vores ”undskyldning”, at logistikken var for overvældende med tre børn under fem år. Og det er bestemt heller ingen underdrivelse, at vi har været spændt hårdt for. Foruden de åbenlyse praktikaliteter ved at have tre små børn, så ligger problemet ligeså meget hos min mand og jeg.  Af og til skal vi huske at minde os selv om, at alting ikke handler om arbejde, at betale af på hus- og billån og at det hvide tøj skal sorteres fra det kulørte inden vask.

Jeg behøver vist ikke skrive, at vores piger var ellevilde over det lille afbræk fra hverdagen. De nød 100% opmærksomhed fra os, en fraværende sukkerpolitik og udvidede sengetider. Vi nød til sammenligning, at det eneste vi skulle holde styr på, var om badetøjet kunne nå at tørre mellem turene i badeland.

Noget af det jeg synes var bedst på turen var faktisk ikke, alle de praktiske ting vi slap for at forholde os til. I stedet var det muligheden for at tilbringe en masse tid med pigerne. Vi synes, vi kender dem godt og prioriterer at være sammen med dem, så meget som muligt, men mellem morgenstress og ulvetime er der ikke altid tid til at dvæle ved deres indbyrdes ligheder og forskelligheder i det daglige.

Miriam på fem, fik lige pludselig superkræfter, efter hun fik et par dykkerbriller og svømmevinger på i vandet og brugte imponerende mængder af energi på at udforske evnen til at have hovedet under vand uden at holde sig for næsen.

Ved første besøg havde hverken Clara og Rosa meget fidus til konceptet vandland. De sad helst limet fast på kroppen af os og nægtede kategorisk at få mere end tæerne dyppet i det lune vand. Men da vi først fik lokket Clara til at tage en tur på verdens mindste vandrutsjebane, var hun solgt. Rosa lod sig ikke forføre af vandets fortræffeligheder så nemt og brugte lang tid på at vænne sig til vandet og de mange lyde. Til gengæld var hun pavestolt, da hun endelig mestrede en rutsjebane selv.

Da vi tog hjem igen, var det med nogle af de mest renskurede børn, jeg har kendt. Det varede knap en time, så havde to af dem overbrækket sig selv og bilen. Jeg slap derfor ikke for at sende vores vaskesøjle en venlig tanke inden vi var hjemme, men  da det skete, var der ikke noget der kunne slå mig ud.

Mine forældre plejer at sige, at hvis der er nogle penge tilbage, når de ikke er her mere, så er det fordi de har regnet forkert. Jeg synes, det er en dejlig indstilling og håber, at de får ret. For selvom jeg er helt med på, at man skal sætte tæring efter næring, så skader det ikke nogen af og til at minde sig selv om, at det sidste sæt tøj ingen lommer har og at mindet om og udsigten til fælles oplevelser er noget af det, der giver mental overskud i en travl hverdag.

Rigtig god weekend!

Vinder af Grønsagsskræller og kniv + bonusvinder

Okkedog. Og her gik jeg lige og troede at jeg skrabede bægeret med overskud, slet ikke kunne mønstre noget energi til at få trukket en heldig vinder af dette skønne sæt, af mærket Willy Mia Fred, som Dorthe, der ejer den lækre webshop Kitchen4kids, har været så sød at sponsorere til en heldig deltager.

Er det ikke bare fint? Er stadig helt verliebt i begge dele.

Og den heldige vinder er (trut truuuuuuuuuut: ByKirsti. Stort tillykke med det, jeg håber I bliver rigtig glade for sættet!

Bonusvinder
I mit indlæg omkring giveaway'en nævnte jeg også et knivsæt fra Kuhn Rikon, som desværre var udgået. MEN igen kom Dorthe to the rescue. Hun smed nemlig en KiddiKutter i puljen til endnu en heldig vinder. Denne kniv er til de helt små køkkenhjælpere, som endnu ikke helt har mestret kunsten at tackle en skrap kniv.

Små fingre, der ikke bliver savet over af store knive

Og hvem vandt så denne smækre lille sag? Det gjorde Tanja fra bloggen Den lille hyggelige. Jeg håber, at den er et lille plaster på såret over at du ikke vandt sættet, som du skrev, du havde haft på ønskesedlen :)

Endnu engang tak til Kitchen4kids for at sponsorere nogle gode sager et par heldige vindere. Og tak til alle 46 deltagere, det er dejligt at I gider kigge forbi.

Kære Badeland. Har I fundet mit overskud på bunden af et bassin?

- i hvert fald fysisk. Det var noget med at vi holdt ferie hele sidste uge, og de er på en eller anden måde lidt faux pas at sprede det glade budskab over hele indernættet om, at vi havde planer om at drage sydover tre børn bagi bilen uden pas, for at tilbringe fire dage i et østtysk-ish feriecenter komplet med bade- og legeland til den helt store familiehoneymoon - i hvert fald, hvis man gerne vil højne muligheden for at få uventet besøg i hjemmet i mellemtiden. Who am I kidding. Herhjemme ville en indbrudstyv skride igen uden at bryde ind, for han ville automatisk tænke at han kom en postgang for sent qua det allestedsnærværende rod i huset.

Men altså. Totalt idyl og lykke i Camp Chaos i flere dage, med 22 grader og glade, efterhånden permanent rosinrynkede børn efter timevise ophold i badelandet. De havde faktisk aldrig været så rene før, da vi vendte skuden og kørte hjemover i fredags - indtil Clara og Rosa på skift brækkede sig efter hhv. en halv og en hel times kørsel. Jep, sådan en biltur bliver bestemt ikke mindre tiltalende når der ligger bunker af overbrækket tøj bagi.

Aaaaanyways.

Der har lige været lidt meget smæk på siden vi kom hjem, og jeg har svært ved at ryste en underlig post-ferie-træthed af min, så derfor har jeg ikke fået trukket en heldigvinder af min giveaway, hvor man kunne vinde et børnevenligt skrælle- og knivsæt, sponsoreret af Kitchen4kids.dk. Jeg har ikke glemt det - og hvis det er et plaster på såret, så er der faktisk en ekstrapræmie, som jeg har fået lov til at udtrække. Jeg skal bare liiiiige have ordnet en 7-8000 gøremål i mit virkelige liv, som på en eller anden måde tillader sig at presse sig på også. Dammit.

Forår i haven

Klumme i Århus Stiftstidende fredag d. 5. april 2013

Vi har de sidste mange måneder slæbt os en pukkel til, når våde flyverdragter, sko og vanter fra tre små børn, skulle slæbes frem og tilbage mellem hjem og institution. Selv vores børn, der ellers er de evige optimister, når der kommer til sne, er ved at have fået nok af at kælke og spise sne. Vores ældste datter, Miriam på fem, spurgte med vantro i stemmen: ”Åh nej mor, holder det aldrig op?”, da vinteren gjorde et bidende comeback i midten af marts.

Selv hungrer jeg efter at lyset, farverne, varmen og duftene vender tilbage. Ud med sne og kulde, og ind med trængsel i havecentrene og på cykelstierne. Mest af alt glæder jeg mig til at se vores have gå fra braklagt og brun til frodig og farverig.

Før jeg blev husejer, rystede jeg opgivende på hovedet af venner og familie med have. Tænk sig frivilligt at bruge timevis på at rode i jord. Og det virkede som om, det eneste de gjorde var, at bekymre sig om mængden af mos i deres græsplæner og højden på hækken ind til naboen.

Det første år vi boede i vores hus, var min begejstring for haven også til at overse. Det var dejligt at sidde derude med sin kaffe, men den kunne være groet til om ørerne på mig, og jeg havde ikke løftet et øjenbryn. Jeg nød bare, at jeg kunne gå fra stuen og ud på terrassen sammen med vores ældste datter, Miriam, der dengang kun var et halvt år.

Anderledes var det med min mand, der brugte hele sommeren på at fjerne en gammel havedam og på at fælde træer og genstridige buske med indædt beslutsomhed. Han brugte flere uger i en episk kamp med særligt én busk, og dens gigantiske rod. Op kom den til sidst, han lignede en storvildtjæger, der havde nedlagt sin første elefant.

Der gik et par år inden jeg fik øjnene op for vores have. Det skete samtidig med, at vi fik et stort drivhus og anlagde et par højbede. I drivhuset kunne man i løbet af de første forårsmåneder opsnappe varmen fra solstrålerne, og i løbet af sommeren kom der en frodighed af en anden verden.

Nu tror du måske, at vi nu kun taler om mos og højden på hækken. Næppe. Der er på ingen måde tale om en prydhave. Nærmere sådan et ”børnevenligt morads”. Men det er på samme måde som mange kvinders udseende. Der er gået mange penge og timer med at få den til at se ud, som om den bare ”passer sig selv”. Egentlig kan man også sige, at haver er omtrent ligeså krævende som småbørn. Slapper du af, for at se, om den kan passe sig selv et kort øjeblik, kan du være sikker på, at der er sket ting, du gerne ville have været foruden.  

I virkeligheden betyder det ikke så meget. De fleste jeg kender – både dem med og uden egen have, opfører sig som økologiske køer, der lukkes på græs efter en lang vinter, når foråret først har bidt sig fast med løftet om sommer.

Når I læser denne klumme, håber jeg derfor, at Frøken Tø har indledt et lidenskabeligt forhold til Kong Vinter, så krokus, vintergækker og tulipaner igen myldrer op af jorden og temperaturmåleren har sneget sig et godt stykke over frysepunktet.

Med håbet om varmegrader til alle, rigtig god weekend!

 

Kære Have, skynd dig lige at se sådan her ud igen!