torsdag den 25. september 2014

Vogt dig for inkvisitionen

Ja, nu er det næsten oplagt at skrive et par bevingede ord omkring "solsorte-gate", hvor Louise Sonne fra Vores Børn, gennem den seneste uge er blevet beskyldt for det alle forældre frygter - nemlig at blive hængt ud som pædofil pga. en klumme hun har skrevet for sit magasin om en uskyldig leg med sin søn. Ærlig talt er det egentlig skræmmende, hvor hurtigt selvudråbte "Dydens Vogtere" hvæsser høtyvene og lader sig inspirere af hinanden, så et kommentarfelt løber over med ord som "incest", "pædofili", "sygt", "skal fyres" og yada yada yada.

Jeg bakker 100% op omkring Louise, og håber, at dette stormvejr snart letter for hende. For satan (som Clara ville sige, når noget er lige lidt for vildt), det kan på ingen måde være rart at være ugens offer. I øvrigt vil jeg anbefale jer, at læse dette fantastiske indlæg hos Nutidensmor om sagen. Hun har en skarp pen og tegner tilsvarende godt.

***
Den inkvisition jeg egentlig vil skrive om, er ikke mindre insisterende, end den der jagter Louise. Men i modsætning til førnævnte har denne inkvisition faktisk noget af have deres påstande i.

Har du børn, der tegner, maler, laver perleplader, laver rainbow looms, sømmer brædder sammen, laver kunstværker ud af ler, samler små og store grene, sten, kastanjer, insekter, blade m.m. og gladeligt giver dem til dig i en lind strøm? Hvis ja, så er du måske i enkelte tilfælde, kommet til at smide nogle af de, ellers utroligt kunstneriske kreationer i skraldespanden (naturligvis ved et frygteligt uheld)? Hvis du endnu ikke har begået denne fodfejl, så har jeg her et par fifs til, hvordan du minimerer risikoen for at din fodfejl bliver opdaget, når det sker (og ja, det kommer til at ske).

Det bedste råd jeg kan give dig er: Skjul alle spor!

Du er nødt til at tænke i "a perfect crime" hver gang, for før eller siden bliver du sløset, fordi du tror du er snu og aldrig bliver afsløret. Flere gange har barnet måske stillet sig tilfreds med et venligt "det ved jeg desværre ikke skat, har du kigget i bunkerne på dit værelse" på spørgsmålet om du har set et bestemt mesterværk/pind/stensamling/perleplade (her ved jeg godt, at der ligger et slet skjult hint til barnet om, at det bør rydde op. Det kan du ligeså godt spare dig forsøget, børn forstår - ligesom mænd - ikke hints).

En effektiv afledningsmanøvre er, at tilbyde at hjælpe med at finde tingen. Det minimerer i øvrigt sandsynligheden for at de mistænker dig, for at have skilt dig af med den, hvis du tilbyder at lede ca. fem minutter i sengetid. En anden med lidt mindre succesrate er at tilbyde, at I kan lave eller finde en ny på et andet tidspunkt. Denne anden taktik virker primært på mindre børn, da de fra ca. 5 år ikke mener at deres geni-streg kan genskabes/findes igen. Alt er unika og den tilknytningen har nærmest episke dimensioner, derfor er det en god idé at afsætte lidt ekstra på børneopsparingen til psykologtimer senere hen.

Hvis du ikke bukker under og bekender al skyld med det samme, kan jeg garantere dig, at du begynder at svede på et eller andet tidspunkt i deres forhør, for der er ingen som børn, der kan stirre anklagende på dig uden at blinke eller vige blikket. Og har de først bidt sig fast, er det nærmest ikke til at ryste dem af sig igen.

Bliver man tilpas presset kan du vælge at ty til en afledningsmetode, der altid virker. "Ej skat, har du ikke lyst til en vingummi?" Det har de sjovt nok altid, men selvom de aldrig kan huske, hvor deres hjemmesko er i børnehaven eller gymnastikposen i skolen, så glemmer de aldrig en forsvundet ting og genoptager forhøret ufortrødent, når slikket er slugt.

Men på trods af at du måske er sluppet afsted med din taktik om at minimere bunkerne af kreationer, så er det sikkert som en regnvejrsdag i september, at en dag finder barnet sin gave til dig og begynder at udfritte dig, om hvordan det er den er havnet under resterne af aftensmaden?

Det sker, at du kan tørre den af på din mand, og på den måde se ham vride sig, når han kæmper for at undgå jeg-er-skuffet-over-dig-blikket fra sit barn. Selvom dette kan være underholdende nok, så er det ikke en metode, jeg vil anbefale særligt ofte. Man må vel være sine handlinger moden?

Nå, men uanset om du bukker under for mini-Hercule Poirot eller Miss Marble juniors forhørsmetoder eller endnu engang flyver sikkert under radaren, så vil du nok på et tidspunkt vakle og seriøst overveje, om det er det værd? Om du ikke bare burde lave (endnu) en kasse med memorabilia og lægge alle gaver deri?

Men det er det værd. Alternativet er at du inden for få år kommer til at bo i en veritabel bunke af kreationer af varierende kvalitet. Og kastanjedyr kan faktisk slet ikke holde sig ret lang tid uden at rådne. Jeg taler af erfaring.

Claras første selvportræt er til gengæld en keeper,
som ikke er i fare for at blive sendt på forbrændingen. 


onsdag den 24. september 2014

Min madkultur er bedre end din!

For et par uger siden kunne jeg læse, at fødevareminister Dan Jørgensen (S), havde nedsat en ”Tænketank”, hvis formål er ”at komme med forslag til, hvordan vi kan gøre måltidskulturen i Danmark bedre.” Tænketanken, der har direktør for Landbrug og Fødevarer, Søren Gade, som formand, er desuden repræsenteret af en række prominente navne, der alle klinger velkendt i de mange danskeres ører, såsom Claus Meyer, Christian Bitz og Adam Price. Foruden stjernedrysset er der også en række fødevareeksperter og interesseorganisationer, der i fællesskab skal komme med forslag til, hvordan danskerne kan ændre på deres vaner omkring mad og måltider. Eksemplet der oftest er blevet brugt er argumentet om, at vi har en rig madkultur i Danmark, men alligevel står der alt for ofte ”spaghetti med kødsovs” på de danske middagsborde.

Det første jeg tænkte, da jeg læste dette var, hvorfor er spaghetti med kødsovs blevet prügelknabe? Og hvis spiseborde taler vi egentlig om? Hos mine forældre eller min mormor er det bestemt ikke spaghetti med kødsovs, der bliver serveret mest af. Omvendt tror jeg ikke, jeg kender en børnefamilie, hvor den ikke er på programmet ugentligt. Det er nemt at lave, smager godt og der er en pæn chance for at det glider ned hos ungerne – også uden kamp.

Jo mere jeg læser om tænketanken, jo flere spørgsmål dukker der op, som jeg nysgerrig efter at få svar på? Fx, hvem er det disse nye måltidsråd, skal få til at spise bedre og mere varieret? Hvorfor er der kun tv-kokke, anmeldere og interesseorganisationer med i tænketanken? Hvad med nogle af dem, som ikke har den ”rigtige” madkultur – hvis de er defineret? Og hvis kultur er defineret som vaner, må man så ikke forvente, at der skal lidt mere til end et sæt officielle råd?

Jeg kan rigtig godt lide, at Dan Jørgensen tager emnet madkultur op. Den største fare i projektet er nok, at rådene ikke kommer til at vække genklang hos dem de er tiltænkt. Kritikere mener fx, at dette blot er et eksempel på at ”madeliten, vil presse deres madvaner ned over hovedet på ”os andre” og frelse os med økologi, spelt og råkost”.

Personligt synes jeg ikke, der er noget som helst i vejen ved at ville udfordre vores madvaner. Hvis ingen gjorde det ville vi slet ikke have spaghetti med kødsovs på menuen. Det er især ærgerligt, hvis forsøget på at italesætte danskernes madkultur ender som en ”os” og ”dem”-kamp. Kampen om hvem, der har den rigtige madkultur, hvor vi står i hver vores ringhjørne med korslagte arme og råber ”min madkultur er bedre end din!” til hinanden. 

Der er ingen tvivl om at mad sætter gang i stærke følelser. Hver gang der har været en historie om at en børnehave ikke længerer serverer frikadeller eller leverpostej for børnene, får vi nærmest en kollektiv psykose. Eller da det for nylig faldt mange for brystet her i Århus, fordi Enhedslisten foreslog en ugentlig dag med vegetarmad i offentligt regi.

Men disse reaktioner er netop interessante, fordi det er jo et tydeligt eksempel på, at mad ikke er ligegyldigt for os. Derfor er det efter min ringe mening også alfa og omega at tænketanken lytter til store som små, fattige som rige, børnefamilierne og de ældre osv., hvis de vil gøre sig noget håb om have nogen effekt.

En par spæde ideér fra min egen, personlige enmands-tænketank – absolut uden kendiseffekt – er om man ikke kunne overveje at bruge pengene et helt andet sted? Brug dem til at bringe variationen og de fælles måltider helt ind i institutionerne. Lad børn være med til at dyrke, røre ved, tilberede, smage og gøre sig deres egne erfaringer fra de er helt små. Prioritér sund, varierede mad i skolerne, spis et måltid i fælleskab på tværs af årgange og opprioritér madkundskab gennem hele skoletiden. Opfordr til og støt fællesspisningsaftener i lokalsamfund, hvor man mødes på tværs af et generationer (og kulturer) om et billigt, veltilberedt måltid måske endda af lokale, friske råvarer.

De gode eksempler findes med garanti derude, de skal bare frem i lyset så vi andre kan lade os inspirere. På lidt mindre skala kan jeg kun opfordre til at lave en lille hverdags-madklub med familie eller venner. Ikke noget fancy, bare skiftes til at lav en omgang spaghetti med kødsovs eller noget andet og nemt og nyd hinandens selskab imens!

Ovenstående er en min klumme, der blev bragt i Århus Stiftstidende fredag d. 19. september 2014.

mandag den 15. september 2014

10 idiotsikre tips til at gøre en flytning stresset

Det er nu ved at være tre måneder siden vi flyttede fra vores lille, 112 m2 hus til en kæmpe kasse på 160 m2 + 90 m2 kælder på den anden side af vejen. Seks måneders arbejde og bekymringeringer lå inden det faktiske salg og efterfølgende overtagelse.

Efter overtagelsen i maj har det været tre måneders ups and down. Det er en "dream-come-true", men jeg havde slet ikke kunnet forudse, hvor drænende denne tilsyneladende "lille" flytning ville blive. Hvis nogen af jer, kunne tænke jer en rigtig stresset flytning, så har jeg her 10 idiotsikre tips til at hjælpe jer på vej.
  1. Hav 14 dages overtagelsesfrist.
  2. Lad være med at anskaffe 1000vis af flyttekasser. Nøjes med 10-12 stykker – I skal jo alligevel pakke ud undervejs (don't - just don't). 
  3. Flyt over på den anden side af vejen – så kan man jo tage lidt af gangen (gaaaaah). 
  4. Hav store planer om at sætte 160 m2 filt op OG male på en uge (dette vil jeg slet ikke kommentere).
  5. Lad være med at få børnene passet imens I flytter. Det er nemlig supernemt at flytte 112 m2 + loft + garage + sigøjnerlejr samtidig med tre børn under seks år (hvoraf mindst en kaster op) og to fuldtidsjobs med to crazy deadlines undervejs (mmm-hmmm). 
  6. Brug en hel dag på at tage til KBH og se koncert med Justin Timberlake (men gør det alligevel). 
  7. Lad manden tage af sted en hel lørdag (jep , inkl. natten) sammen med alle de fyre, der ellers skulle hjælpe med at flytte og komme tilbage med tømmermænd. 
  8. Lad være med at forholde dig til det crap, der står på loftet (eller i kælderen) i 6+ år - inden et par dage før du flytter (no really... don't). 
  9. Det samme med garagen (ditto). 
  10. Og sigøjnerlejren, hvis du har sådan en (just don't).
Jeg kan skkert gode finde på flere ting, I kan overveje, for at gøre det ekstra hårdt, men disse 10 er afprøvet IRL og fungerer uden tvivl.

Udsnit af 90m2 kælder:
her skal bl.a. være krea-rum, gæsteværelse, vaskekælder,
opryddet og hyggeligt - på sigt.
PS! Skal du flytter nogensinde vil jeg anbefale dig først at læse mit indlæg igen og så skynde dig over til Kong Mor, der om nogen har tjek på, hvordan man er mega sej, når man flytter. Kender du hende ikke, kan du starte HER.

mandag den 25. august 2014

Spis nu din broccoli!

Jer, der trofast har fulgt med på sidelinjen her på bloggen og på min instagram-profil (@campchaos), har nok ikke kunne undgå at opdage, at jeg for det første både elsker mad og elsker at lave mad sammen med mine børn. Jeg vil så gerne lære mine børn gode, fornuftige og overvejende sunde madvaner - uden at det skal være en evig kilde til tænders gnidslen fra både forældre og børn. 

Hver femte uge har jeg muligheden for at udbrede mig om lige netop det jeg gerne vil i den lokale østjyske sprøjte, Århus Stiftstidende, hvor jeg har en klumme i deres fredags-tillæg "Mad og Familie". Disse klummer lægger jeg efterfølgende her på bloggen, og jeg håber, at jeg på den måde kan være med til at inspirere, skabe interesse for og forhåbentlig skabe debat omkring emnet.

Hvis nogle af jer har ideer til noget i gerne vil læse mere om (og som jeg kan få lov til kloge mig om) - eller gode erfaringer med at have børn med i køkkenet hører jeg rigtig gerne fra jer på regsen(krusedulle a)gmail.com.

*** 

I rigtig mange børnefamilier er aftensmaden evig kilde til konflikter. En krigszone, hvor den ene part, beskyder den anden med broccoli og den anden fører en nådesløs udmattelseskamp, med sammenknebne læber og hovedrysten: JEG.KAN.IKKE.LI’.DET!

Vi kæmper også mange kampe herhjemme over aftensmaden. Mine piger kan godt lokkes til at smage på det vi serverer, men vil jeg være sikker på at de spiser noget, er der en håndfuld retter, jeg ved finder nåde hos dem. Det afholder os ikke fra at prøve noget nyt, velvidende at de nok ikke bryder ud i jubel, men alene for at introducerer andet end pasta og boller i karry for dem.

Jeg var selv virkelig kræsen, da jeg var barn. Maden i mit barndomshjem var en god blanding af traditionelle danske retter og et eksperimenterende hippie-køkken med klidboller, ufarvet spegepølse og rosenkål. Jeg var på ingen måde overbevist om klidbollerens fortræffeligheder, og nød sommerferierne hos min mormor, hvor der var guldkorn og trestjernet spegepølse på bordet hver dag.

Apropos rosenkål. Hvor mange, skyr ikke rosenkål som pesten den dag i dag, fordi den blev serveret udkogt og ildelugtende som eneste tilbehør til kødet udover de tilsvarende udkogte kartofler? Hvor kartoflerne kunne maskeres med sovs og dermed var til at klemme ned, voksede rosenkålen bare i munden og var en lang pinsel at indtage. For spises skulle den, før man måtte rejse sig – ellers var det synd for de sultne børn i Afrika. Ikke engang hunden, der lå på lur efter en godbid, værdigede denne udkogte kugle et blik, hvis man sneg sig til at ”tabe” den på gulvet.

Jeg har i årevis nægtet at tro på, at denne kålplage kunne smage godt - uanset tilberedningsmetode. Jeg måtte tage tilløb i mange år, før jeg gav efter og fandt ud af, at det jo faktisk smager virkelig lækkert, når man bare afholder sig fra at (ud)koge den. Rå, revet i en salat, eller lynstegt på panden og tilsat en smule honning og et nip groft salt, kan man næsten ikke forstå, at nogen kunne finde på at smide dem i en gryde med kogende vand i.

På trods af udkogt rosenkål, så synes jeg min mor havde fat i noget, fordi hun stædigt blev ved med at præsentere os for nye retter, selvom det ville have været meget nemmere at servere afprøvede og børnegodkendte retter på bordet hver dag.

Jeg ville være en lykkelig mor, hvis mine børn, spiste alt det vi serverede uden sammenknebne læber. For ville det ikke være dejligt med børn, der ville med på sushirestaurant, eller kunne spise krydret mad uden at blive panisk over fornemmelsen af noget stærkt i munden?

Det er ikke lige der, vi er, men vi prøver at tage det oppefra og ned og ikke presse børnene til at spise en masse de ikke bryder sig om. Men smage skal de – om ikke andet, så kan de måske lide det om en tredive års tid, når de selv har fået børn og måske skal føre nervekrig om broccolien ved spisebordet.


Indlægget er også bragt som klumme i Århus Stiftstidende, fredag d. 22. august 2014

tirsdag den 12. august 2014

Sommerferie i haven

Kære alle

Det er ikke mange pip, der kommer fra mig i denne tid. Det er der flere årsager til. En af de væsentligste er, at det er kommet bag på mig, hvor stressende det sidste halv år har været for mig og min familie. Jeg øver mig derfor i at vælge til frem for fra - derfor hviler bloggen sig den næste tid. Da jeg stadig skriver en klumme for Århus Stiftstidende af kan det være at jeg fortsat lægger de klummer ud for at der stadig er en lille smule aktivitet herinde. Imens nyder jeg at vejret stadig er til bare tæer i græsset og korte ærmer, at pigerne bliver sjovere og sødere dag for dag og opgaven med at lære et nyt hus og have at kende.

Nedenfor min seneste klumme i Århus Stiftstidende, bragt i industriferien.

***
Det er sommerferie og min mand og jeg har ikke lagt nogen planer. Jeg er nødt til lige at gentage mig selv – vi har ikke lagt nogen planer. Det virker næsten helt forbudt at sige det, når planer er en uundgåelig del af livet i en børnefamilie med to udearbejde forældre, et skolebarn og to børnehavebørn.

Facebook bugner i øjeblikket med statusopdateringer om venners campingferier i Italien, kanoture og sommerhushygge og annoncerne i siderne vil gerne friste mig med sidste øjebliks tilbud om rejser til fjerne destinationer. Sidste år var vi på Kreta med mine forældre. Prisen for en uges charterferie for fire voksne og tre børn i højsæson var svimlende. Det var også en skøn ferie, men min indre jyde har det svært ved at brænde så mange penge af på en enkelt uge.

I år har vi derfor valgt, at sommerferien holdes på egen matrikel. Nu forventer du måske en længere pibekoncert om, hvor synd det er for mig. Men sagen er faktisk at jeg nyder, at vi alle fem kan bruge vores eget hjem som base for mindre udflugter.

I foråret solgte vi vores hus og flyttede på den anden side af gaden i et større hus med plads til en familie på fem. Det er kommet meget bag på mig, hvor ekstremt stressende, hele processen omkring salg af hus og overtagelse af et nyt har været. Især efter vi er flyttet ind og det hele er begyndt at bundfælde sig er det gået op for os, hvor stor en omvæltning en flytning er for både store og små.  

Så efter en halvt års konstant planlægning rundt om køb og salg af hus, flytning og fuldtidsarbejde føles det helt igennem afslappende ikke at skulle nå noget. Ren afslapning bliver det måske ikke, for der er stadig tre små generaler, som holder os, de menige forældre, i geled i døgnets vågne timer. Men de nyder helt klart også at have os helt tæt på uden  konstante formaninger om at de skal skynde sig med at få tøj og sko på og komme ud af døren. Vores tvillinger er blevet fire år nu og nyder at have deres storesøster tæt på og finder på mange fælles lege.

I haven står der et stort badebassin, som de tidligere ejere gav til os. Jeg tør ikke helt tænke på, hvordan vores næste vandregning ser ud, men når den kommer, vil jeg tænke på alle de hvin og grin, der har været i det bassin.  Når solen står højt over Danmark i sommerhalvåret, så lokker badeferie i Italien ikke på samme måde, som når tre uger tiltrængt ferie tilbringes inden døre med at kigge opgivende ud på heldagsregn. Og vejret er perfekt til staycation (som vist er det hippe ord for ”vi har ikke råd og/eller orkede ikke at planlægge noget andet, så vi bliver hjemme i år”). Vi har planer om at slå et telt op i haven og sove derude med pigerne. Det har de ikke prøvet før, så for dem er det en oplevelse i sig selv.

I øvrigt er Århus og omegn et fantastisk sted at holde ferie. Hvem har brug for en strand i Italien, når man ikke skal mange kilometer væk for at finde smukke og børnevenlige sandstrande, der fungerer som fluepapir for solhungrende sommergæster, der er forlystelser, biografer, isbutikker og smuk natur at tage på cykeltur i. Jeg glæder mig allerede.


Rigtig god sommer!

En snap af vores post-bade-aftenhygge foran pejsen på terrassen.

søndag den 8. juni 2014

Stilhed – det evige faresignal

Mine forældre har naboer, der for nylig desværre mistede deres yngste dreng på nitten år efter længere tids sygdom. Til begravelsen var kirken stuvende fuld af venner, familie og bekendte. Efter højtideligheden var alle inviteret med på den lokale kro for at snakke og mindes. Drengens onkel holdt en mindetale, hvor han bl.a. fortalte om sine oplevelser med drengen og dennes storebror. Det lød til at de to brødre fik Emil fra Lønneberg til at ligne en artig skoledreng. Der var gang i den fra morgen til aften og stilhed i deres selskab burde få alle alarmklokker til at ringe. I talen sagde onklen med masser af varme i stemmen, at hvis han fortalte, at de skulle have gæster, og folk spurgte, hvem der kom på besøg, svarede han altid: Vi får såmænd besøg af 1. og 2. Verdenskrig!

Jeg tror ikke ligefrem, at det er det ry, som vores piger har blandt venner og familie, trods et højt aktivitetsniveau. Men det er ikke længe siden, at stilhed i vores hjem før kl. 19 var noget, der med rette burde afføde en vis bekymring. Stilheden involverede nemlig gerne at pigerne legede enten med toiletbørsten, klippede dukkehår eller tømte køkkenskabe.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Nu er stilhed heller ikke noget, der er ret meget af  i vores hjem med et børnehaveklassebarn og tvillinger i børnehavealderen.

Vores tvillingepiger deler et værelse i øjeblikket, da vi er ved at renovere børneværelser. Da pladsen er lidt trang med to store senge, er det sjældent at de leger sammen derinde. Men undtagelsesvist havde de søndag morgen gang i en rigtig god leg derinde, hvor de klædte sig ud og legede far, mor og børn med deres dukker og bamser.

De grinede og havde en dejlig leg, og min mand og jeg kiggede lettede på hinanden. Uden ord bekræftede vi hinanden i, at det var skønt, at de endelig kunne lege godt sammen, uden at vi skulle være der hele tiden som igangsættere og mæglere. Fire år og store piger. Godt nok var de ikke specielt stille, men de legede i det mindste sammen uden at vi skulle intervenere hver andet minut.

Efter en rum tid, kom de ud og ville have et underlag, så de kunne tegne. En af dem kom med to tuscher uden tutter på, at jeg bad hende om at sætte dem på igen. Hvis de ville tegne kunne de gøre det inde i stuen.  Det var de på ingen måde enige i, så jeg gik ind på værelset for at finde tutterne.

Igen burde jeg have været mistænkelig allerede da de kom med tuscher. For de burde slet ikke være på værelset. Den tanke slog ned i mig alt for sent. Da jeg kiggede op igen og rundt i rummet kunne jeg konstatere, at de havde tegnet på alle vegne. Dem selv, sengene, sengetøjet, lagnerne, væggene, madrasser, trægulvet – ja selv den dukke der for et par måneder siden fik en smart korthårsfrisure af en børnesaks. Min smil stivnede og hjertet sank. For hrrrrelvede! Her gik vi lige og slappede af, og så viser det sig, at vi er blevet slået hjem som to ludo-brikker.

Der var ikke så meget andet at gøre end at tage en dyb indånding, tale med lidt store bogstaver til de to Picassoer og finde sprit og klud frem.

De var ikke helt stolte af situationen og forsikrede os, som så mange gange før, om, at det ikke ville ske igen. Den forsikring er nok omtrent lige så sandsynlig, som at vi kommer til at sove til længere end klokken seks ugens syv dage de næste mange år.

Klumme i Århus Stiftstidende 6. juni 2014


torsdag den 22. maj 2014

Flytning er serious business

Som jeg skrev om for nylig, så har jeg flyttet mig ude i det virkelige liv i den seneste tid. Ikke kun mig, men også mine piger og heldigvis også min søde mand. Ikke langt dog. Sådan nærmere 25 meter på tværs af vores gade.

Som nævnt fik vi 22. december sidste år muligheden for at se naboens hus, som de overvejede at sætte til salg. Jeg var solgt i det øjeblik vi kom ind og så stuen med pejsestue, det store spisekøkken, børneafdelingen og kælderen. Der var vaskekælder. Jeg er nødt til lige at skrive det igen. V A S K E K Æ L D E R - med tilhørende walk-in closet! Godt nok malet i flot mintgrøn farve, men halløj - ikke noget med at tørre vasketøj i stuen længere, og ikke noget med at have vasketøj liggende allevegne i huset, fordi vi ikke orkede at få det lagt på plads. Og sauna. Hva' ba! Hvem ønsker sig ikke sådan en til opmagasinering af klapstole, dåseøl og havehynder?

At det lykkedes er nærmest uvirkeligt. Jeg er glad, lettet og på nuværende tidspunkt træt helt ind i knoglerne. Flytning er serious business. Godt nok tænker man, at det ikke kan være så besværligt at flytte fra den ene side af gade til den anden, men omg, det har ikke været tilfældet her. Faktisk synes jeg vi flyttede ting over gaden det meste af de fjorten dage, vi havde mellem overtagelse af det nye hus - og overdragelse af det gamle hus. De nye ejere fik nøglen d. 15. maj kl. 15 - og vi flyttede de sidste ting ud af garagen et kvarter før de kom.

Jeg er på én gang både lettet om hjertet og fyldt med vemod. Det hus har været vores trygge base i seks dejlige år. Tiltagende småt som vi fik Clara og Rosa og efterhånden som de voksede var overvejelserne og bekymringerne omkring vores boligsituation et tilbagevendende emne både i samtaler mellem Kasper og jeg, men også her på bloggen. På arbejde har jeg også haft min egen "føljeton" i forbindelse med vores ugentlige fredagsbrødsmøder, til stor moro eller måske i virkeligheden udtalt kedsomhed, for mine kollegaer.

Men nu er vores boligsituation ligesom på plads. Vi har masser af plads at boltre os på - og masser af nye projekter at gå i krig med. Så som at pakke en trilliard flyttekasser ud. Eller få tapetseret køkkenet. Og børneværelserne. Og resten af de 160 m2 i stuehøjde (kælderen er i denne sammenhæng den "unævnelige" rent m2-mæssig).

Hvis vi bare orkede.

Jeg har det som om, jeg er en ballon, der har været pustet lidt for hårdt op til en børnefødselsdag og nu ligger halvflad og rynket, i spænd under en sofa. Sådan en, der kun lige kortvarigt kan hænge i luften, hvis man forsøger at kaste med den, og ellers bare dovent lader sig falde ned igen.

Jeg magter i disse dage kun at ligge mig på sofaen efter unger er puttet og tænde for crap tv, som de tidligere ejere har været så venlige ikke at afmelde i tide. Ved siden af min mand, som heldigvis har sin iPad, så han slipper for at se De unge mødre og Dance Moms sammen med sin ugidelige hustru.

Så hvis I ikke lige får stribevis af billeder fra mit nye domicil, så er det fordi jeg lider af apati for en stund.

Nogen ideer til, hvordan jeg får energiniveauet op igen? Redbull har jeg prøvet - det er vist ikke holdbart i længden.
Vi er ikke de eneste der er trætte.
Rosa falder også jævnligt om -
dog som regel som følge af arrigskab.

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...