søndag den 8. juni 2014

Stilhed – det evige faresignal

Mine forældre har naboer, der for nylig desværre mistede deres yngste dreng på nitten år efter længere tids sygdom. Til begravelsen var kirken stuvende fuld af venner, familie og bekendte. Efter højtideligheden var alle inviteret med på den lokale kro for at snakke og mindes. Drengens onkel holdt en mindetale, hvor han bl.a. fortalte om sine oplevelser med drengen og dennes storebror. Det lød til at de to brødre fik Emil fra Lønneberg til at ligne en artig skoledreng. Der var gang i den fra morgen til aften og stilhed i deres selskab burde få alle alarmklokker til at ringe. I talen sagde onklen med masser af varme i stemmen, at hvis han fortalte, at de skulle have gæster, og folk spurgte, hvem der kom på besøg, svarede han altid: Vi får såmænd besøg af 1. og 2. Verdenskrig!

Jeg tror ikke ligefrem, at det er det ry, som vores piger har blandt venner og familie, trods et højt aktivitetsniveau. Men det er ikke længe siden, at stilhed i vores hjem før kl. 19 var noget, der med rette burde afføde en vis bekymring. Stilheden involverede nemlig gerne at pigerne legede enten med toiletbørsten, klippede dukkehår eller tømte køkkenskabe.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Nu er stilhed heller ikke noget, der er ret meget af  i vores hjem med et børnehaveklassebarn og tvillinger i børnehavealderen.

Vores tvillingepiger deler et værelse i øjeblikket, da vi er ved at renovere børneværelser. Da pladsen er lidt trang med to store senge, er det sjældent at de leger sammen derinde. Men undtagelsesvist havde de søndag morgen gang i en rigtig god leg derinde, hvor de klædte sig ud og legede far, mor og børn med deres dukker og bamser.

De grinede og havde en dejlig leg, og min mand og jeg kiggede lettede på hinanden. Uden ord bekræftede vi hinanden i, at det var skønt, at de endelig kunne lege godt sammen, uden at vi skulle være der hele tiden som igangsættere og mæglere. Fire år og store piger. Godt nok var de ikke specielt stille, men de legede i det mindste sammen uden at vi skulle intervenere hver andet minut.

Efter en rum tid, kom de ud og ville have et underlag, så de kunne tegne. En af dem kom med to tuscher uden tutter på, at jeg bad hende om at sætte dem på igen. Hvis de ville tegne kunne de gøre det inde i stuen.  Det var de på ingen måde enige i, så jeg gik ind på værelset for at finde tutterne.

Igen burde jeg have været mistænkelig allerede da de kom med tuscher. For de burde slet ikke være på værelset. Den tanke slog ned i mig alt for sent. Da jeg kiggede op igen og rundt i rummet kunne jeg konstatere, at de havde tegnet på alle vegne. Dem selv, sengene, sengetøjet, lagnerne, væggene, madrasser, trægulvet – ja selv den dukke der for et par måneder siden fik en smart korthårsfrisure af en børnesaks. Min smil stivnede og hjertet sank. For hrrrrelvede! Her gik vi lige og slappede af, og så viser det sig, at vi er blevet slået hjem som to ludo-brikker.

Der var ikke så meget andet at gøre end at tage en dyb indånding, tale med lidt store bogstaver til de to Picassoer og finde sprit og klud frem.

De var ikke helt stolte af situationen og forsikrede os, som så mange gange før, om, at det ikke ville ske igen. Den forsikring er nok omtrent lige så sandsynlig, som at vi kommer til at sove til længere end klokken seks ugens syv dage de næste mange år.

Klumme i Århus Stiftstidende 6. juni 2014


torsdag den 22. maj 2014

Flytning er serious business

Som jeg skrev om for nylig, så har jeg flyttet mig ude i det virkelige liv i den seneste tid. Ikke kun mig, men også mine piger og heldigvis også min søde mand. Ikke langt dog. Sådan nærmere 25 meter på tværs af vores gade.

Som nævnt fik vi 22. december sidste år muligheden for at se naboens hus, som de overvejede at sætte til salg. Jeg var solgt i det øjeblik vi kom ind og så stuen med pejsestue, det store spisekøkken, børneafdelingen og kælderen. Der var vaskekælder. Jeg er nødt til lige at skrive det igen. V A S K E K Æ L D E R - med tilhørende walk-in closet! Godt nok malet i flot mintgrøn farve, men halløj - ikke noget med at tørre vasketøj i stuen længere, og ikke noget med at have vasketøj liggende allevegne i huset, fordi vi ikke orkede at få det lagt på plads. Og sauna. Hva' ba! Hvem ønsker sig ikke sådan en til opmagasinering af klapstole, dåseøl og havehynder?

At det lykkedes er nærmest uvirkeligt. Jeg er glad, lettet og på nuværende tidspunkt træt helt ind i knoglerne. Flytning er serious business. Godt nok tænker man, at det ikke kan være så besværligt at flytte fra den ene side af gade til den anden, men omg, det har ikke været tilfældet her. Faktisk synes jeg vi flyttede ting over gaden det meste af de fjorten dage, vi havde mellem overtagelse af det nye hus - og overdragelse af det gamle hus. De nye ejere fik nøglen d. 15. maj kl. 15 - og vi flyttede de sidste ting ud af garagen et kvarter før de kom.

Jeg er på én gang både lettet om hjertet og fyldt med vemod. Det hus har været vores trygge base i seks dejlige år. Tiltagende småt som vi fik Clara og Rosa og efterhånden som de voksede var overvejelserne og bekymringerne omkring vores boligsituation et tilbagevendende emne både i samtaler mellem Kasper og jeg, men også her på bloggen. På arbejde har jeg også haft min egen "føljeton" i forbindelse med vores ugentlige fredagsbrødsmøder, til stor moro eller måske i virkeligheden udtalt kedsomhed, for mine kollegaer.

Men nu er vores boligsituation ligesom på plads. Vi har masser af plads at boltre os på - og masser af nye projekter at gå i krig med. Så som at pakke en trilliard flyttekasser ud. Eller få tapetseret køkkenet. Og børneværelserne. Og resten af de 160 m2 i stuehøjde (kælderen er i denne sammenhæng den "unævnelige" rent m2-mæssig).

Hvis vi bare orkede.

Jeg har det som om, jeg er en ballon, der har været pustet lidt for hårdt op til en børnefødselsdag og nu ligger halvflad og rynket, i spænd under en sofa. Sådan en, der kun lige kortvarigt kan hænge i luften, hvis man forsøger at kaste med den, og ellers bare dovent lader sig falde ned igen.

Jeg magter i disse dage kun at ligge mig på sofaen efter unger er puttet og tænde for crap tv, som de tidligere ejere har været så venlige ikke at afmelde i tide. Ved siden af min mand, som heldigvis har sin iPad, så han slipper for at se De unge mødre og Dance Moms sammen med sin ugidelige hustru.

Så hvis I ikke lige får stribevis af billeder fra mit nye domicil, så er det fordi jeg lider af apati for en stund.

Nogen ideer til, hvordan jeg får energiniveauet op igen? Redbull har jeg prøvet - det er vist ikke holdbart i længden.
Vi er ikke de eneste der er trætte.
Rosa falder også jævnligt om -
dog som regel som følge af arrigskab.

torsdag den 8. maj 2014

Vil du have en smagsprøve eller en stor portion?

”Ej, mor, det kan jeg ikke liiiii’” udbryder mine pigerne jævnligt både i kor og på skift når aftensmaden kommer på bordet. Lige så jævnligt får jeg lyst til at rive mig selv i håret, for selvom jeg er rimelig eksperimenterende i køkkenet, når det kommer til familiemad, så sørger jeg altid for, at der er noget på bordet, som jeg ved de kan lide. Eller i hvert fald troede de kunne lide indtil det blev serveret.

I lang tid var det et stort hit blandt mine piger på snart fire og seks år, hvis der pasta vendt i pesto på bordet. Fra den ene dag til den anden duede pasta ikke længere, medmindre jeg lige ville smække en Shrek-sovs (spinatsovs) sammen til at akkompagnere dem. Nok er det nemt at lave det, men på ingen måde, noget jeg vil gøre, når resten af maden står på bordet.

Det kommer efterhånden ikke bag på mig, at mindst en af pigerne har sadlet om i forhold til deres madmæssige præferencer fra dagen før, når vi sætter os til middagsbordet. Derfor har vi altid peberfrugt, agurk og gulerødder i køleskabet og majs på dåse i skabet, da de som regel gerne vil spise den type grønsager til aftensmaden. På den måde kan vi forældre godt lave tilbehør som vi kan lide, men som ikke nødvendigvis rammer deres smagsløg..

Min mand og jeg husker med gru, at der blev serveret masser af udkogte rosenkål, lørdagskyllinger og koteletter i fad, da vi var børn.  I det hele taget var der ret meget mad, der var rodet godt og grundig sammen –gerne vendt i en eller anden form for sovs. Det var først et godt stykke inde i 80’erne at pasta og hvide ris begyndte at konkurrere med kartoflen og de lejlighedsvise brune ris hos vores forældre. Pastaen udkogt og risen al dente, men dog en kærkommen forandring.

Jeg er efterhånden kommet frem til at sandsynligheden for, at mine børn spiser det, der er på bordet hænger tæt sammen med, hvis de enten selv har været med til at lave den, eller hvis de selv må vælge det, de vil have op på tallerkenen. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor børn skal tvinges til at spise det op, de har på tallerkenen – især ikke, hvis de ikke selv har øst op. Det er svært at forestille sig, at man nogensinde får et afslappet forhold til noget man ikke har lyst til, hvis man af flere omgange har været tvunget til at blive siddende til fx rosenkålen var spist.

VI har ikke den regel herhjemme. Eneste regel er, at de skal smage på den mad, der kommer på bordet. Det tilbagevendende spørgsmål de får er: ”Vil du have en smagsprøve eller en stor portion?” Bryder de sig ikke om det, kan de sige det, og så vælge grønsager og et stykke brød Andre gange beder de om mere og  glemmer, at de først ikke havde lyst til at spise det.

Mens jeg skrev stikord til dette indlæg, kom jeg til at tænke på, om jeg nogensinde har hørt en voksen, der i ramme alvor har sagt: ”Mine forældre lavede altid mad, jeg rigtig godt kunne lide!”? Jeg tror det næppe. Heldigvis bliver de færreste af os ved med at foretrække pasta med ketchup og grønsagsstænger, og lærer efterhånden at sætte pris på noget af den mad vores forældre serverede gang efter gang. Måske tilpasser vi den endda til vores smagsmæssige præferencer, hvilket med al sandsynlighed er den overvejende grunde til at rosenkål stadig kan købes.

Klumme i Århus Stiftstidende d. 2. maj 2014

fredag den 2. maj 2014

Home Sweet Home

Jeg ved ikke om nogen af jer, undrede jer over, at jeg for noget tid siden lagde et billede op af vores hus, der  skulle sælges - uden yderligere forklaring - og så fjernede jeg det igen kort tid efter.

I løbet af det sidste år, har jeg også underholdt med vores tilbagevendende tanker omkring vores boligsituation. Med et mindre hus med kun to børnværelser og tre piger var det ligesom en boligform, der havde en naturlig udløbsfrist. Vi har overvejet forskellige løsninger, hvoraf de tilbagevendende har været:
a) ikke gøre noget
b) bygge til
c) sælge og håbe på at vi kunne købe noget større derfter.
22. december bankede det så på døren. Vores genbo overvejede at sælge huset. Han havde til vores årlige sommerfest nævnte for mig om at de måske ville sælge, når deres teenagepiger var blevet lige lidt ældre - som i om et par år. Jeg havde aldrig set huset, men nævnte at hvis de overvejede at sælge måtte de gerne lige nævne det for os inden.

Næste morgen tænkte jeg ikke mere over det - det lå jo en del år ude i fremtiden.

Vi så huset om eftermiddagen den 22. december - og jeg var solgt. Jeg ville SÅ meget have vores juletræ til at stå i det hus.

160 m2 med børneafdeling, stort køkkenalrum, stue og pejsestue (halloooooo juletræ!), forældreafdeling og en stor kælder med fællesrum, masser af opbevaring, bryggers, 3. (!) bad og sauna.

Jeg kunne næsten ikke tænke på andet hele julen. At det så var yderligere kompliceret af, at der var andre, der var interesserede gjorde det ikke just nemmere.

For at gøre en meget lang historie kort, så brugte vi et par måneder på at gøre vores eget hus salgsklart. Vi fik taget billeder af det samme dag, som jeg rejste til Singapore, to dage før jeg rejste hjem, lå det på nettet og da jeg kom hjem fra der fremvisninger i kalenderen ugen frem.

Dagen efter jeg kom hjem blev vi syge på skift. Flere gange kørte jeg rundt med børn der kastede op og en mand, der lignede en der var ved at tage billetten, mens vores for-første-gang-i-seks-år-pletfrie hjem blev vist frem. Det var ærligt talt ligesom at bo i et museum, men trods syg familie, så turde vi ikke aflyse. Sæt nu det var den ene chance vi fik?

En uge efter kunne vi fjerne "Til Salg"-skiltet og begynde at underskrive de endeløse dokumenter vedrørende salg og ikke mindst køb af vores nye hus.

Vi har været jævla heldige, at det hele flaskede sig, og det ved vi godt. Og I går fik vi nøglen til det nye hus og er nu gået i gang med, hvad der føles som et kamikaze-projekt med at få gjort klart til at flytte ind om en uge.

Forvent billedspam inden længe.

Jaaaah da, vi kan da sagtens lige nå at fjerne tapet i en stor del af huset
og sætte filt op i stedet på en uge... Det tager fx ingen tid i et køkken
med trappenedgang. #mendetblivergodt! 

tirsdag den 29. april 2014

Det bliver nemmere med tiden

Indlægget her stammer fra en klumme fra Århus Stiftstidende fra februar 2014. Huset er i mellemtiden blevet solgt. Pigerne synes stadig jeg er en lortemor med jævne mellemrum. I morges truede Miriam med at flytte hjemmefra - når hun blev ni (hun er seks år nu) og jeg måtte ikke få at vide, hvor hun flyttede hen. Men det blev måske et sted i Tyskland. 

Vi skal til at sælge vores hus, der er ved at blive for småt til to voksne og tre børn. I den forbindelse er vi gået i gang med at sælge ud af ting, som vi ikke bruger mere. Især børneudstyr, legetøj de er vokset fra og tøj de er vokset ud af, skifter hænder i denne tid.

I dag kom et par forbi, som gerne ville købe vores tvillingebarnevogn. De havde allerede to børn, ville gerne have et tredje barn – som så viste sig at være tvillinger. Vores piger har ikke brugt vognen i lang tid, og jeg kom til at tænke på den rejse, vi har været igennem de seneste knap fire år, da jeg så vognen med babyliftene i – og hendes gravide mave.

Når folk tidligere har sagt: "Bare vent, det bliver nemmere med tiden " har jeg bare kigget uforstående på dem med opgivelsen mejslet i de permanente bekymringsrynker i panden. HVORNÅR? HVORNÅR BLIVER DET NEMMERE? har jeg haft lyst til at skrige af dem, mens jeg rystede dem i kraven.

Måske er det en slags nemesis, fordi jeg faktisk synes, det det første år som trebørnsmor, var rimelig nemt. Skal love for at jeg har fået lov til at æde mine egne ord mange gange sidenhen. Mellem halvandet og tre-et-halvt år, synes jeg næsten ikke, jeg har opfattet noget af det, der foregik omkring mig.

Men mens jeg i årevis har skrevet masser af indlæg på min blog om, hvor hjernedødt hårdt, jeg synes det ofte har været med tre små børn, så har det være meget anderledes de seneste måneder.

Det er ikke blevet rosenrødt alt sammen. Vores tvillingepiger på tre er gået all-in på ”terrible threes. De kæmper gerne om alt på en måde, så man nogle gange tror at deres hoveder eksploderer af arrigskab. Og med alt, mener jeg ALT. Fra farven på deres strømper til antallet af majs på tallerknerne. Og min døtre lider ikke i stilhed. De smækker gerne med dørene, så de klaprer om ørerne på os, mens de skiftes til at skrige "DUMMME MOOOOOAAAAAR, du er bare en LOOOORT", når jeg fx ikke serverer tyggegummi til morgenmad eller de ikke må låne iPad'en på selvvalgte tidspunkter.

Men i modsætning til tidligere, hvor jeg synes, det var op af bakke, så er det blevet nemmere og sjovere på en mærkbar bedre måde. Og når jeg ikke lige er lortemor, så krammer og kysser de os og fortæller os mig om deres oplevelse af verden, så vi daglig trækker på smilebåndene. Om natten kommer de stadig listende ind i vores seng, og putter sig helt ind til os, mens de fletter deres små tykke fingre ind i vores og falder helt til ro. Er vi på tur, kan de også tilsidesætte egne behov kortvarigt, så det ikke altid ender i skrig og skrål.


Måske er det lige præcis her, andre har været i livet, når de tidligere har sagt ”det bliver nemmere til os”, og der er da ingen tvivl om at i glemslens klare lys virker alting nemmere – og heldigvis for det, for ellers ville de færreste nok få barn nummer to, tre eller fire. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at det kan virke altopslugende hårdt, mens det står på. Og familien der købte vores barnevogn skal igennem det hele, og måske mere til, inden for overskuelig fremtid. Jeg håber, at de kommer nemmere gennem, end vi gjorde. Og indtil de er der, hvor vi er nu, kan jeg jo altid slutte mig til koret, der siger ”bare vent, det bliver nemmere med tiden”.

onsdag den 23. april 2014

Avokado mash med smuldret feta og karse

Jeg ved ikke om det er gået nogens næse forbi, at jeg for nyligt var i Singapore og Bali. En væsentlig del af turen levede jeg som en anden hobbit og fik ofte både morgenmad og "elevensies" samt frokost og aftensmad af flere omgang på en dag. Nå ja, foruden alle de snacks og bubble teas jeg skulle fortære ind imellem.

Jeg har spist masser af god mad på min tur, og har taget billeder af de fleste, for hvor andre måske nyder at se egne billeder af landskaber og solnedgange, så elsker jeg at se billeder af min (og andres) mad. Så da en af mine yndlingsmadbloggere Sofies Spisekammer, postede et billede på Instagram af en avokadomad med feta (@sofiesspisekammer) fra en af de restauranter, jeg også hang ud på, da jeg var på Bali var det lige en tur ned af memory lane. Og meget sulten.

Jeg er hjemme med skoldkopperamt Rosa, som sover sødt efter at have været oppe til over midnat pga. den dumme kløe. I går var jeg i København hele dagen og trængte derfor til en god morgenmad.

Jeg har altid avokadoer og feta på lager, så jeg lavede på få minutter min egen version af en morgenmadsklassiker.
Avokadomash med smuldret feta og karse
Det eneste du skal bruge er:
 To stykker rugbrød
 En moden avokado
 Feta efter lyst
 Lidt karse.
  1. Mos en avokadoen direkte på rugbrødet (det dur kun, hvis den er moden)
  2. Smuldrer feta ud over 
  3. Drys med karse
  4. Et voila! Spis og nyd.


tirsdag den 15. april 2014

Voksen 2.0

Der var engang, da jeg læste, boede i egen lejlighed, havde lejlighedsvise kærester, arbejde på café og i bund og grund følte mig sådan rimelig voksen. Også selvom jeg jævnligt fik et lille tilskud fra mine forældre til at klare mig for - og alligevel syntes, at det var lidt svært at få enderne til at mødes.

Efter jeg har fået børn og vi købte hus i forstæderne for længe siden har voksenheden lige fået et nøk opad. Ikke fordi jeg ikke har fattet at jeg har ansvaret for mere end at skifte mine egne underbukser, men også de vilde engles og at der er en ikke uvæsentlig husleje, der skal betales hver måned. Det sker bare af og til, at det bliver ekstra tydeligt, at det liv jeg levede præ-børn og nu post-børnefødsler er virkelig anderledes.

Ved godt, at jeg lige havde en fri-uge for nylig, hvor jeg på alle måneder nød frugterne af, at mine unger nu er så store, at de i princippet sagtens kan undvære deres mor i et stykke tid, hvis hun bare har virkelig gode gaver med hjem, og hvem hænderne op - hvem ville ikke nyde en uge, hvor de kunne lægge med fødderne oppe på denne helt igennem over-the-top-uvirkelige måde.

Nå, men hvis man i et kort øjeblik tænkte, at man måske kun var semi-voksen, når dette kan forekomme, så skal man bare underskrive et bjerg af papirer omkring hussalg og -køb og tage en dag i Dinoland sammen med en håndfuld unger med overvægt af dem på 4 år og under. Mine ører ringer stadig. De synes alle det har været den mest fantastiske dag af dem alle, og derfor er jeg også ret godt tilpas.

Men hvor ironisk er det ikke, at man ligefrem skal have et stempel (til den nette som af 89 kr. (- gisp), hvor at dokumentere, at man har ret til at sidde stille/trøste børn/gå rundt og holde øje med at ens egne børn ikke splitter stedet ad. Stempler hører natklubber og den slags til. Sgu da ikke legeland aka helvedes forgård.

Denne voksne kommer til at savne sine blå klinker,
når hun flytter over i sit endnu-mere-voksne-hus.
Under alle omstændigheder, kan vi så ikke blive enige om, at der er flere versioner af at blive voksen, og at de fleste af os, kun er nået til voksen 2.0-stadiet?

Tal mig endelig efter munden uden at jeg tigger jer om det. Pleeaaaaaase!

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...