fredag den 10. november 2017

Bare vent, det bliver nemmere med tvillinger...

Jeg har lige siddet og rodet med nogle gamle kladder til bloggen, og faldt over nogle ikke-udgivede indlæg fra dengang jeg faktisk bloggede.

Her helt tilbage fra 2013:
"Det er efterårsferie og jeg føler næsten trang til at skrive et vammelsødt indlæg om, hvor dejligt det er og hvor skønne mine unger er. Det er helt surrealistisk.
Det er nok ikke helt min stil - slet ikke at være sådan en med overskud, der både får krattet forhaven for ukrudt, lavet ikke bare et men syv (7 Niller!) græskar, malet legehus (næsten) færdigt...
Når folk har sagt "det bliver nemmere med tvillinger" har jeg bare kigget uforstående på dem med opgivelsen mejslet i de permanente bekymringsrynker i ansigtet: HVORNÅR??? HVORNÅR BLIVER DET NEMMERE! har jeg haft lyst til at skrige af dem, men jeg ryster dem i kraven.
En slags nemesis, fordi jeg faktisk synes, det var sådan OK nemt det første år som trebørns-mor. 
Skal love for at jeg har fået lov til at æde mine egne ord mange gange sidenhen. Mellem halvandet og tre-et-halvt synes jeg næsten ikke jeg fattede noget af det der foregik omkring mig. Tanken om at tage alene på tur med dem alle tre forekom nærmest utopisk før de blev teenagere (hvor de så sikkert hellere vil bruge tiden på at hade på os forældre og høre hjerte-smerte musik på deres værelser)."
Da jeg havde læst det blev jeg nærmest sådan helt rørt ved tanken om (emo-mor - det er mig), hvor fin en ferie det var - og også lidt ærgerlig over, at kladden først har fundet vej til bloggen nu. For mens jeg i månedsvis tidligere har brugt indlæg op og indlæg ned om, hvor hjernedødt hårdt jeg synes det hele har været med tre små børn, så ser verden helt anderledes ud nu. 
Jow jow, det er jo ikke rosenrødt alt sammen. 
Især Clara er gået all-in på terrible threes og er til tider en kriger ud over alle grænser. Hun kæmper gerne om alt på en måde, så jeg nogle gange tror at hendes hoved eksploderer af arrigskab. Og med alt mener jeg ALT. Fra farven på hendes strømper til antallet af majs på hendes tallerken. 
Og min datter lider ikke i stilhed. Dørene de klaprer om ørerne på os, mens hun skriger "DUMMME MOOOOOAAAAAR, du er bare en LOOOOORT" når vi fx ikke serverer tyggegummi før aftensmad eller at hun ikke må låne iPad'en på valgfrie tidspunkter. Kommer man for vare at stå i vejen, så får man lige et los med. 
Men hun er også skidesød, på den måde, der kan få mig til at kaste om mig med tyggegummi og finde iPad'en frem (ja, jeg er meget konsekvent, kan I nok høre). Og når jeg ikke lige er lortemor, så krammer og kysser og fortæller hun mig om verden gennem hendes optik hele tiden. Om natten kommer hun (og hendes søstre for den sags skyld) listende ind i vores seng, og putter sig helt ind til os, mens hun fletter sine små tykke fingre ind i mine og falder helt til ro, på en måde så jeg slet ikke kan få nok af hende."
Moralen - hvis der er en er: Er du mor til en eller flere tre-årige - så fortvivl ikke. OK, hvis din tre-årige kan flå tapetet ned fra væggene med sine skrig og ikke er bange for at tage kampen mod uretfærdighed op ("mener du VIRKELIG, at jeg ikke må dyppe min ene pommes frites 10 gange i remoulade, mellem jeg spiser den musebidder?" ), så fortsætter det sikkert.

Forskellen er bare, at der bliver længere mellem udbruddene og et barn på 7, forsøger faktisk nogle gange at argumentere for, hvorfor det er vigtigt, at den pommes druknes i remo:

"Mor (*dybt suk*) - de er jo skide tørre uden remo". 

Point taken.

tirsdag den 25. august 2015

Comfort food: Toast med avokado og æg

Jeg har været syg, de sidste par dage, og har tilbragt det meste af tiden på sofaen med henholdsvis at sove og at se gamle udsendelser af Masterchef, mens resten af familien har været afsted.

I dag er jeg så tilpas klar i hovedet igen til at jeg kan tilføje "indtagelse af mad" til min ret krævende "sove-se-Masterchef-sove"-rutine".

Jeg havde lyst til noget der ikke krævede noget særligt at lave, og har på det seneste fået et godt øje til vores toastmaskine. Jeg elsker smeltet ost, men jeg kan godt gå lidt kold i den klassiske parisertoast med skinke og ost.

En af mine all-time favoritter er med tun, cheddar, dijon og koriander. Men jeg havde hverken tun eller koriander, så derfor måtte jeg kigge dybt i køleskabet.

For nylig kiggede jeg på morgenmadsforslag i en Jamie Oliver kogebog (guilty, jeg elsker ham altså), hvor han lavede den med æg og avokado. Jeg har aldrig lavet toast med de ingredienser før, men det var lige hvad jeg havde i køleskabet.

Måske laver de smørporcheret hummer i Masterchef,
men det her er perfekt comfort food.

Ingredienser
4 fuldkornstoastbrød
1 lille avokado (eller en halv stor)
2 æg
1 tsk smør
Salt/peber

Fremgangsmåde

  1. Start med at opvarme toastmaskinen.
  2. Smør begge stykker toastbrød med smør (fra weekenden havde jeg en rest hvidløgssmør rørt med persille og en smule basilikum, som varmt kan anbefales). 
  3. Avokadoen blev delt, stenen fjernet og jeg skar lange stykker af den.
  4. Start med at lægge to stykker toastbrød med smørsiden nedad i den varme toaster. Smørret skal give toasten, den lækre, knasende overflade.
  5. Tag æggene og slå dem forsigtigt ud over hvert brød. Hviden kan godt løbe lidt, det gør ikke noget.
  6. Læg forsigtigt avokado på hvert brød.
  7. Drys med lidt salt og peber.
  8. Til sidst lægger du forsigtigt de smurte toastbrød ovenpå (smørsiden opad) og lukker toasteren (igen forsigtigt så ægget ikke løber for meget)
  9. Når toasten har fået en gylden, let mørk (ikke brændt) skorpe er æggehviden ved at være færdig.
  10. Tag ud af toasteren, skær toastbrødet diagonalt, køl af og E N J O Y! (bare rolig, hvis æggehviden stadig virker lidt for blød, så giver du den bare et par minutter mere i toasteren. Et voila!
For nogle lyder varm avokado måske lidt for sært, men sammen med ægget og den (manglende) ost giver det en lækkert cremet smag. 

Mine børn er også vilde med toast med æg til morgenmad, men foretrækker den med ost og/eller lidt skinke i stedet for avokadoen.

onsdag den 19. august 2015

Vigtige huskeregler i et hjem med børn: Mad, vol. 2

Det er ved at være flere år siden, jeg postede mit indlæg om Vigtige huskeregler i et hjem med børn: Mad.

Med tre piger i huset på hhv. 5 og 7 år kan disse huskeregler vist godt trænge til en opdatering.

Regel #1: Server aftensmaden senest kl. 17.30
Maden kan godt serveres efter 17.30 - nogle gange faktisk først kl. 19 før der blodsukkeret er faldet så meget at vi er blevet transformeret til "dumme lorte-forældre!"

Regel #2: Blend alle tilberedte grønsager
Blendet mad er stadig et hit herhjemme - og fars. Efter lang tids sukken, er Kasper endda holdt op med at se opgivende ud, når aftensmaden igen-igen er suppe med pastaskruer. Dog er pigerne langt mere eventyrlystne og kaster sig ikke ned på gulvet hvis deres frikadelle er blevet strejfet af noget sovs, eller hvis maden ved almindelig inspektion viser sig at indeholde spor af løg.

Regel #3: Glem alt om ris
Ris kan vi godt servere nu uden halvdelen ligger spredt på gulvet. Nok primært fordi det meste bliver i gryden. Hvorfor de ikke har fidus til det, har jeg ingen idé om. Jeg forstår det ikke, for jeg er faktisk god til at koge ris, så de bliver ikke udsat for samme klister, som min mor - egentlig meget imponerende - var i stand til at frembringe gang på gang. Hmmm. Mærkelige børn.

Og så kommer vi til det med isen og slikket.

Regel #4: Spis is hurtigt
Ja, her er der ingen ændring whatsoever. Jo - nu jeg tænker over det, skal der tilføjet ordet "lyn" foran hurtigt.

Regel #5: Spis ikke slik, før du er 100% sikker på, at børnene sover
Ingen ændringer hertil. Husk at sørge for at skabet ikke knirker. De har ører som katte (på nær lige vores kat, Dixie, for han er stokdøv, men mere om det en anden gang) og kan opfange selv den mindste lyd af slik, der forsøges sneget ind i sofaen, eller skruelåg der åbnes.

*

Når alt dette er sagt, har jeg grinet helt utroligt meget i dag af videoen herunder fra kvinderne bag "The BreakWomb". Jeg elsker deres krøllede hjerner og kan genkende det hele fra dengang, jeg skrev det oprindelige indlæg.

søndag den 8. marts 2015

Måske sådan en familie, der laver madplan?

Jeg har været inde på skat.dk. I fredags. Der var "kun" et par tusinde i kø før mig, så jeg var inde i løbet af få minutter (hva' ba'!). Det var et godt besøg. For en gangs skyld var det en fordel at være utroligt meget bedre til ord end til tal. Til min fordel (ja ja, jeg har godt forstået det der med at det jo er mine egne penge og yada yada yada, men eftersom jeg kun håbede, så er det lidt ligesom at vinde en lille gevinst i Lotto), men jeg ved også at min bankrådgiver sikkert danser en lille happydance, fordi den kan gå lige ned i "det store huskøbshul".

I februar gik jeg desuden ned på 32 timer - og jeg skal hilse og sige, at det kan mærkes her i marts. Derfor er jeg gået i gang med at planlægge en madplan for næste uge, så vi forhåbentlig kan få brugt noget af det, der ligger i vores fryser i stedet for at købe take away og "på vej hjem med trætte unger, fordi manden kommer sent hjem"-sidste-øjebliks-indkøb.

Vores madplan for den kommende uge ser derfor nogenlunde sådan her ud:

Mandag: "Noget-fra-fryseren" med ris og gnavegrønt
Tirsdag: Blomkålssuppe med pasta, bacon og hvidløgsflutes
Onsdag: Kyllingelår og pasta med spinatsovs (sidstenævnte er et kæmpe børnehit herhjemme og easy-peasy-lækkert)
Torsdag: Broccolitærte med røget laks og salat (
Fredag(stradition): Pizza
Lørdag: (her håber vi på at blive inviteret ud - hint hint! Ellers) noget fra fryseren
Søndag: Risotto med ærter og parmaskinke

Uanset alle de gode intentioner, så vil jeg vædde med,
at en af dagene kommer til at se sådan her ud (x5).

lørdag den 28. februar 2015

Memphis Roadhouse

For nylig var jeg til en helt utrolig hyggelig reception for søde Klidmoster, der kunne fejre sit 100. besøg på Memphis Roadhouse i løbet af to-et-halvt år. Det i sig selv er jo helt vildt, men som I kan læse på hendes blog, så kommer hun der dels fordi maden er virkelig god og dels fordi folkene omkring stedet er blevet nære venner i løbet af den tid, hun er kommet der.

Jeg forstår godt begge dele. Stedet har et helt utrolig dejlig feel to it - for lige at henfalde i en amerikansk jargon. Maden er et kapitel for sig,  og portionerne er nærmest amerikanske i forhold til dansk målestok. Der er reel fare for at selv en inkarneret kødspiser bryder ud i kødsved undervejs, men så kan man altid bede om en doggiebag goodiebag, som leveres med det største smil. Det i sig selv er helt unikt i forhold til dansk standard (tror jeg nok - jeg spiser jo efterhånden sjældent andre steder end hos venner og en sjælden gang hos MæcDonna...).

Men maden er én ting. Det andet er alt det andet, der følger med stedet. Den uprætentiøse indretning, det helt utroligt søde, afslappede og dygtige (og lækre) personale og ejeren Chris, der med sin amerikanske baggrund og charmerende facon får alle til at føle sig særlige og velkomne. Og det uanset om man er kommet der 100 gange, eller har forvildet sig ind første gang.

Selv retternes navne er blevet til med uprætentiøs humor. De finger-snaskende forretter, har navne som "Trailer trash" (majschips overhældt med chili con carne og smeltet ost, serveret i chipsposen) og den klassiske "mac n cheese" (lysår bedre end noget, jeg har smagt i USA).

Hovedretterne er krydret sydstatsmad med masser af kød, fx Kansas City Ribs (alle andre der serverer spareribs - bare gå hjem) og Lil' Bucket of Fried Chicken. Som de skriver på deres hjemmeside, så handler det om "heart, soul and smoke". Er man som jeg fan af (perfekt) røget mad, så går man ikke galt hos M.R.

Desserterne... åh desserterne, kræver næsten et indlæg for sig selv. Jeg er faktisk en af de få (OK...just shoot me), der hellere vil have en forret end en dessert, men når der fx er Oreo Chocolate Peanut Butter Pie og New York Style Cheesecake på menuen, så er det liiiige før jeg lader mig lokke. Sjældent har jeg hørt så mange uhmmm's og mmmmm's som ved middagen i går.

Drikkevarerne serveres blandt andet i originale Mason jars og drinksene har navne som Kardashian Ho' og Honey Boo Boo, som ud over at være lækre drinks også er navnene på nogle af de mest karikerede amerikanere jeg kender. Margaritas og øl kan fås i pitchers - og så går man bare ikke helt galt. Og så har jeg ikke engang været omkring, deres signatur drink - en pickleback shot... men det må I læse om hos Klidmoster, hvad det er for noget djævelskab.

I det hele taget var det fantastisk at være ude at fejre den skønne Klidmoster sammen med nogle søde og inspirerende mennesker. Til selve middagen bagefter, var vi kun kvinder. Men hvilke kvinder! Alle kvinder, der elsker mad og som ikke holdt sig tilbage, selvom menuerne måske kaloriemæssigt ikke var noget, der understøtter et eventuelt nytårsforsæt. Det var fantastisk.

Udover Malou, var der en række madbloggere med også, så hvis du mangler inspiration og ikke allerede er fast læser hos disse skønne kvinder, vil jeg anbefale dig også at kigger forbi:

Frøken Annes Køkken og Signes mad.

Rigtig god lørdag til dig!

PS - af en eller anden årsag har jeg ingen billeder fra den eftermiddag - aften. I blame the Kardashian Ho'!







søndag den 16. november 2014

Rikke on tour vol. 2

Jeg tror, jeg er født med sigøjnerblod i årene. Jeg var 11 da jeg første gang begyndte at spørge mine forældre om jeg ikke nok måtte komme på et års udveksling i USA og 15, da jeg var gammel nok til at tage afsted. Som 13-årig var jeg alene på Gran Canaria i praktik som guide og i gymnasiet gik jeg i en international klasse og sang i et kor, hvor vi også var afsted.
Efter gym brugte jeg to år og alle mine penge på at rejse Asien tyndt, med pit-stop i DK for at tjene penge til at komme afsted igen.
På uni tog jeg ud når jeg havde muligheden og pengene til det, og jeg kan levende huske, da mine veninder og jeg vurderede priser på ting blev sammenlignet med, hvor mange flybilletter, man kunne få for det samme.
Et af mine første jobs efter uni havde ordlyden "60-90 rejsedage om året" i kontrakten og jeg elskede det.

Efter pigerne er kommet har der været et brat stop for rejser. Jeg ved godt at man sagtens kan rejse med børn, men vi har simpelthen været for trætte. Et par småture er det blevet til, men det har egentlig været alt rigeligt bare at være sammen. Sommeren 2014 brugte vi fx i et badebassin i haven, og det var bedre end Italien - mest pga. vejret.

Til gengæld har jeg to gange i pr fået muligheden for at rejse for mig selv. I marts var jeg i Singapore og på Bali for at besøge en veninde. Og i skrivende stund sidder jeg på en terasse i Santa Barbara i Californien og har udsigt til bjerge og et appelsintræ i haven. Det er varmt og jeg sidder i top, nederdel og bare tæer.
Igen besøger jeg en veninde og hendes familie, der bor et år herovre ved den "amerikanske riviera". Denne gang er jeg rejst sammen med en fælles studieveninde, der er i sammen situation som mig, med tre små piger under seks år. Det er hendes første gang væk og hun kniber sig i armen over hendes held.
Selvfølgelig drømmer jeg om at tage min familie under armen og drage ud i verden med dem, men indtil vi får råd til det (sikkert når jeg fylder 60 eller 70...), så suger jeg mit held til mig over at kunne få disse oplevelser med i min bagage. En uge med sol, sommer og strand sammen med dejlige veninder.

Jeg har problemer med at uploade billeder fra min mobil, men følg med på Instagram (@campchaos), hvor jeg løbende ligger billeder op.

onsdag den 5. november 2014

Pytkassen

Jeg kan ikke ligefrem bryste mig selv af at være et særligt pædagogisk talent, når det kommer til at opdrage mine børn. Jeg bliver skide sur nogle gange og kan slet ikke overskue alle de konflikter der kan opstå mellem tre piger i alderen 4,5 til knap 7 år. Så ja, jeg råber nogle gange og bliver irriteret på dem fordi jeg ikke kan trænge igennem.

Med tre piger i huset er en standard replik fra mange: 1) nårh, det bliver "sjovt" når de bliver teenagere (efterfulgt at et lille fnis), 2) Så får I da brug for mange badeværelser hva'?

Starter lige bagfra med nr. 2). En af årsagerne til at jeg ikke har skrevet så meget her på bloggen skyldes at vi i maj flyttede fra vores lille, dejlige hus, til et meget større og meget dejligere hus. I det gamle hus havde vi to børneværelser og et badeværelse. I det nye har vi en børneafdeling med eget badeværelse, forældresoveværelse med badeværelse og derudover et tredje, og stort badeværelse med sauna i kælderen. Vi mangler på ingen måde plads, så medmindre pigerne vil slås om det samme badeværelse, så tror jeg vi klarer det til den tid.

Mht. 1) så tænker jeg, at hvis de slægter mig det mindste på (hvilket de gør), så skal vi nok opleve en del døre, der smækker, når hormonerne for alvor raser. Dertil kommer, at vi garanteret ikke kan undgå at være totalt pinlige forældre, som betyder, at de kommer til at hade os!

Omvendt, så kan jeg ikke lade være med at tænke håbe, at med tre piger så tæt i alder, så må der da være mindst én, der vælger en mindre offen-/defensiv tilgang til sine forældre?

I pigernes børnehave skal alle i storebørnsgruppen, som skal I skole igennem en "pyt-test" før sommerafslutningen. Derfor øver børnene sig i at kunne sige "pyt" til hændelser, som de har svært ved at slippe, men som måske ikke ligefrem kræver halve og hele timers snot og tårer (a la han K I G G E D E på mig! eller hun G I K  F O R A N mig i køen til rutsjebanen!)

Tankegangen har vi adopteret herhjemme, hvor de vilde engle nogle gange kan have en udpræget retfærdighedssans som afskærer dem fra at slippe tankerne om at de er blevet uretfærdigt behandlet eller at vi er onde, og de i hvertfald vil flytte hjemmefra og A L D R I G kommer hjem igen.

Derfor har vi forsøgsvist introduceret Pytkassen. Pytkassen er en lille kasse vi har fået i en gave, som pigerne har fået lov til at dekorere med deres foretrukne tusch (selvfølgelig den jeg bruger til at skrive navn i deres tøj, og som ikke længere virker...).
Dekoreret Pytkasse fra De Vilde Engle

Hvis de putter en træls oplevelse i pytkassen, må de tage noget andet fra kassen. Afhængigt af hændelsens dramatiske niveau og tåreudledning (vi er ude i et spænd a la - mærket i min bluse kradser og jeg er sikker på jeg skal dø til jeg har fået et gok i nødden af min ene søster, fordi jeg stod i vejen) kan de i bytte for et "pyt" pt. enten få et klistermærke eller en tatovering.

Jeg må indrømme, at jeg er ret imponeret over, hvordan en lille prinsessetatovering kan aflede selv det tilsyneladende værste traume ever og Pytkassen virker helt klart som en afledning herhjemme. Vi har med vilje ikke puttet slik eller tyggegummi deri, fordi så ville A L T skulle i Pytkassen, og det er ligesom heller ikke ideen.
Et lille vue ned i pytkassens magiske indre.

Er rimelig sikker på at Pytkasser også virker ved drenge. Overvejer at smide "den ultimative pytkasse-gave" i også - nemlig plaster! Tror faktisk at det kan minimere gråd til et minimum herhjemme. Tiger og Søstrene Grene here I come!

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...