søndag den 16. november 2014

Rikke on tour vol. 2

Jeg har altid haft udlængsel. Jeg var 11 da jeg første gang begyndte at spørge mine forældre om jeg ikke nok måtte komme på et års udveksling i USA og 15, da jeg var gammel nok til at tage afsted. Som 13-årig var jeg alene på Gran Canaria i praktik som guide og i gymnasiet gik jeg i en international klasse og sang i et kor, hvor vi også var afsted.
Efter gym brugte jeg to år og alle mine penge på at rejse Asien tyndt, med pit-stop i DK for at tjene penge til at komme afsted igen.
På uni tog jeg ud når jeg havde muligheden og pengene til det, og jeg kan levende huske, da mine veninder og jeg vurderede priser på ting blev sammenlignet med, hvor mange flybilletter, man kunne få for det samme.
Et af mine første jobs efter uni havde ordlyden "60-90 rejsedage om året" i kontrakten og jeg elskede det.

Efter pigerne er kommet har der været et brat stop for rejser. Jeg ved godt at man sagtens kan rejse med børn, men vi har simpelthen været for trætte. Et par småture er det blevet til, men det har egentlig været alt rigeligt bare at være sammen. Sommeren 2014 brugte vi fx i et badebassin i haven, og det var bedre end Italien - mest pga. vejret.

Til gengæld har jeg to gange i pr fået muligheden for at rejse for mig selv. I marts var jeg i Singapore og på Bali for at besøge en veninde. Og i skrivende stund sidder jeg på en terasse i Santa Barbara i Californien og har udsigt til bjerge og et appelsintræ i haven. Det er varmt og jeg sidder i top, nederdel og bare tæer.
Igen besøger jeg en veninde og hendes familie, der bor et år herovre ved den "amerikanske riviera". Denne gang er jeg rejst sammen med en fælles studieveninde, der er i sammen situation som mig, med tre små piger under seks år. Det er hendes første gang væk og hun kniber sig i armen over hendes held.
Selvfølgelig drømmer jeg om at tage min familie under armen og drage ud i verden med dem, men indtil vi får råd til det (sikkert når jeg fylder 60 eller 70...), så suger jeg mit held til mig over at kunne få disse oplevelser med i min bagage. En uge med sol, sommer og strand sammen med dejlige veninder.

Jeg har problemer med at uploade billeder fra min mobil, men følg med på Instagram (@campchaos), hvor jeg løbende ligger billeder op.

Location:Santa Barbara,USA

onsdag den 5. november 2014

Pytkassen

Jeg kan ikke ligefrem bryste mig selv af at være et særligt pædagogisk talent, når det kommer til at opdrage mine børn. Jeg bliver skide sur nogle gange og kan slet ikke overskue alle de konflikter der kan opstå mellem tre piger i alderen 4,5 til knap 7 år. Så ja, jeg råber nogle gange og bliver irriteret på dem fordi jeg ikke kan trænge igennem.

Med tre piger i huset er en standard replik fra mange: 1) nårh, det bliver "sjovt" når de bliver teenagere (efterfulgt at et lille fnis), 2) Så får I da brug for mange badeværelser hva'?

Starter lige bagfra med nr. 2). En af årsagerne til at jeg ikke har skrevet så meget her på bloggen skyldes at vi i maj flyttede fra vores lille, dejlige hus, til et meget større og meget dejligere hus. I det gamle hus havde vi to børneværelser og et badeværelse. I det nye har vi en børneafdeling med eget badeværelse, forældresoveværelse med badeværelse og derudover et tredje, og stort badeværelse med sauna i kælderen. Vi mangler på ingen måde plads, så medmindre pigerne vil slås om det samme badeværelse, så tror jeg vi klarer det til den tid.

Mht. 1) så tænker jeg, at hvis de slægter mig det mindste på (hvilket de gør), så skal vi nok opleve en del døre, der smækker, når hormonerne for alvor raser. Dertil kommer, at vi garanteret ikke kan undgå at være totalt pinlige forældre, som betyder, at de kommer til at hade os!

Omvendt, så kan jeg ikke lade være med at tænke håbe, at med tre piger så tæt i alder, så må der da være mindst én, der vælger en mindre offen-/defensiv tilgang til sine forældre?

I pigernes børnehave skal alle i storebørnsgruppen, som skal I skole igennem en "pyt-test" før sommerafslutningen. Derfor øver børnene sig i at kunne sige "pyt" til hændelser, som de har svært ved at slippe, men som måske ikke ligefrem kræver halve og hele timers snot og tårer (a la han K I G G E D E på mig! eller hun G I K  F O R A N mig i køen til rutsjebanen!)

Tankegangen har vi adopteret herhjemme, hvor de vilde engle nogle gange kan have en udpræget retfærdighedssans som afskærer dem fra at slippe tankerne om at de er blevet uretfærdigt behandlet eller at vi er onde, og de i hvertfald vil flytte hjemmefra og A L D R I G kommer hjem igen.

Derfor har vi forsøgsvist introduceret Pytkassen. Pytkassen er en lille kasse vi har fået i en gave, som pigerne har fået lov til at dekorere med deres foretrukne tusch (selvfølgelig den jeg bruger til at skrive navn i deres tøj, og som ikke længere virker...).
Dekoreret Pytkasse fra De Vilde Engle

Hvis de putter en træls oplevelse i pytkassen, må de tage noget andet fra kassen. Afhængigt af hændelsens dramatiske niveau og tåreudledning (vi er ude i et spænd a la - mærket i min bluse kradser og jeg er sikker på jeg skal dø til jeg har fået et gok i nødden af min ene søster, fordi jeg stod i vejen) kan de i bytte for et "pyt" pt. enten få et klistermærke eller en tatovering.

Jeg må indrømme, at jeg er ret imponeret over, hvordan en lille prinsessetatovering kan aflede selv det tilsyneladende værste traume ever og Pytkassen virker helt klart som en afledning herhjemme. Vi har med vilje ikke puttet slik eller tyggegummi deri, fordi så ville A L T skulle i Pytkassen, og det er ligesom heller ikke ideen.
Et lille vue ned i pytkassens magiske indre.

Er rimelig sikker på at Pytkasser også virker ved drenge. Overvejer at smide "den ultimative pytkasse-gave" i også - nemlig plaster! Tror faktisk at det kan minimere gråd til et minimum herhjemme. Tiger og Søstrene Grene here I come!

torsdag den 30. oktober 2014

Frygten for smørrebrødet

Jeg har aldrig været fan af smørrebrød. Som barn fik jeg akut spisevægring, når der landede et stykke smørrebrød på min tallerken. Og mens alle andre sagde ”uhm” og smækkede med læberne over et stykke dyrlægens natmad eller æg og rejer, havde jeg travlt med at finde en måde at slippe af med det på, uden at påkalde mig unødig opmærksomhed. For at sige, man ikke bryder sig om smørrebrød her i landet, svarer nærmest til at sige, at man ikke tilhænger af demokratiet og er helt igennem madkulturløs.

Før jeg kom til Aarhus Universitet arbejdede jeg som it-konsulent i et par forskellige private virksomheder. Især ét sted, havde en rigtig god kantine og der var altid masser at vælge imellem. Et par gange om året skete der, efter min helt og aldeles subjektive mening, dog en kortslutning i køkkenet. De kastede sig nemlig ud i et smørrebrøds-ekstravaganza uden lige. Bord efter bord dækket op med farvestrålende og højtbelagt smørrebrød i alle afskygninger. Jeg indrømmer, at jeg synes, det ser flot ud, men derfra og til at spise det – det kan jeg bare ikke.

Jeg kan ikke helt sige, hvad det er ved smørrebrød, der gør mig utilpas. Tror det er kombinationen af alt for meget pålæg og alt for meget ”snask” under og ovenpå, der aldrig har tiltalt mig. Og så måske det, at alt er koldt.

Har du gættet, hvor jeg vil hen med det her?

I de seneste uger har vi set, hørt og læst en masse om ugegammelt, vakuumpakket ældremad– herunder historierne om op til ni-dage gammelt smørrebrød. Set i lyset af ovenstående, kommer nok ikke bag på jer, at dette er et skrækscenarie for mig. Godt nok er der mange år til at det bliver aktuelt, og risikoen for at man til den tid ikke serverer vakuumpakket mad, men i stedet har opfundet et produkt, der bare skal røres op i vand, så dækker de ældres ernæringsmæssige behov, er vel til stede (oh gru og ve).

Alligevel bliver jeg trist ved tanken om, at det i nutiden er den type beslutninger, der bliver taget for at få kommunernes økonomi til at hænge sammen. Det er svært at forestille sig, at de kommuner, der har valgt denne løsning har haft ondt i sinde, og den ubehagelige sandhed er nok at besparelserne alligevel skulle have været foretaget – blot et andet sted, hvor det også ville gøre ondt. Men hvem forsvarer egentlig de ældres ret til ordentlig mad? Var samme forslag kommet på bordet i forbindelse med madordninger i børneinstitutioner var ramaskriget nok ikke gået nogens ører forbi, før beslutningen om besparelsen var taget.

Underernæring og spisevægring hos ældre er et emne, vi jævnligt hører om i medierne. Men hvis man hver dag får serveret et smagsløst genopvarmet måltid, hvor interessant er mad i længden så?

Handler det ikke om at pirre sanserne og servere velduftende, veltilberedt mad, der er ernæringsmæssigt tilpasset de ældres behov. Hvem kender ikke forventningens glæde ved at gå og dufte til den mad, der bliver lavet og mærke mundvandet stige, når låget løftes af gryden eller ovndøren åbnes og køkkenet og omkringliggende rum fyldes med duften af mad? For derefter måske endda at spise den sammen med andre? Når man tænker på, hvor ekstremt meget vi taler og tænker på mad gennem hele livet, virker det nærmest komisk, at vi i alderdommen skulle miste denne glæde.

Derfor var det også dejligt at se at Aarhus Kommune har afsat 36 millioner over fire år til at løfte ældremaden i kommunen og for at sikre at de ældre får lokalt tilberedt mad. Det bliver spændende at følge projektet og finde ud af, hvordan pengene forvaltes og om der opnås en højere livskvalitet blandt de ældre. I så fald kan jeg bare håbe, at erfaringerne er så gode, at jeg ikke risikerer at blive spist af med smørrebrød, når jeg bliver gammel.

Klumme i Århus Stiftstidende fredag d. 24. oktober 2014

torsdag den 25. september 2014

Vogt dig for inkvisitionen

Ja, nu er det næsten oplagt at skrive et par bevingede ord omkring "solsorte-gate", hvor Louise Sonne fra Vores Børn, gennem den seneste uge er blevet beskyldt for det alle forældre frygter - nemlig at blive hængt ud som pædofil pga. en klumme hun har skrevet for sit magasin om en uskyldig leg med sin søn. Ærlig talt er det egentlig skræmmende, hvor hurtigt selvudråbte "Dydens Vogtere" hvæsser høtyvene og lader sig inspirere af hinanden, så et kommentarfelt løber over med ord som "incest", "pædofili", "sygt", "skal fyres" og yada yada yada.

Jeg bakker 100% op omkring Louise, og håber, at dette stormvejr snart letter for hende. For satan (som Clara ville sige, når noget er lige lidt for vildt), det kan på ingen måde være rart at være ugens offer. I øvrigt vil jeg anbefale jer, at læse dette fantastiske indlæg hos Nutidensmor om sagen. Hun har en skarp pen og tegner tilsvarende godt.

***
Den inkvisition jeg egentlig vil skrive om, er ikke mindre insisterende, end den der jagter Louise. Men i modsætning til førnævnte har denne inkvisition faktisk noget af have deres påstande i.

Har du børn, der tegner, maler, laver perleplader, laver rainbow looms, sømmer brædder sammen, laver kunstværker ud af ler, samler små og store grene, sten, kastanjer, insekter, blade m.m. og gladeligt giver dem til dig i en lind strøm? Hvis ja, så er du måske i enkelte tilfælde, kommet til at smide nogle af de, ellers utroligt kunstneriske kreationer i skraldespanden (naturligvis ved et frygteligt uheld)? Hvis du endnu ikke har begået denne fodfejl, så har jeg her et par fifs til, hvordan du minimerer risikoen for at din fodfejl bliver opdaget, når det sker (og ja, det kommer til at ske).

Det bedste råd jeg kan give dig er: Skjul alle spor!

Du er nødt til at tænke i "a perfect crime" hver gang, for før eller siden bliver du sløset, fordi du tror du er snu og aldrig bliver afsløret. Flere gange har barnet måske stillet sig tilfreds med et venligt "det ved jeg desværre ikke skat, har du kigget i bunkerne på dit værelse" på spørgsmålet om du har set et bestemt mesterværk/pind/stensamling/perleplade (her ved jeg godt, at der ligger et slet skjult hint til barnet om, at det bør rydde op. Det kan du ligeså godt spare dig forsøget, børn forstår - ligesom mænd - ikke hints).

En effektiv afledningsmanøvre er, at tilbyde at hjælpe med at finde tingen. Det minimerer i øvrigt sandsynligheden for at de mistænker dig, for at have skilt dig af med den, hvis du tilbyder at lede ca. fem minutter i sengetid. En anden med lidt mindre succesrate er at tilbyde, at I kan lave eller finde en ny på et andet tidspunkt. Denne anden taktik virker primært på mindre børn, da de fra ca. 5 år ikke mener at deres geni-streg kan genskabes/findes igen. Alt er unika og den tilknytningen har nærmest episke dimensioner, derfor er det en god idé at afsætte lidt ekstra på børneopsparingen til psykologtimer senere hen.

Hvis du ikke bukker under og bekender al skyld med det samme, kan jeg garantere dig, at du begynder at svede på et eller andet tidspunkt i deres forhør, for der er ingen som børn, der kan stirre anklagende på dig uden at blinke eller vige blikket. Og har de først bidt sig fast, er det nærmest ikke til at ryste dem af sig igen.

Bliver man tilpas presset kan du vælge at ty til en afledningsmetode, der altid virker. "Ej skat, har du ikke lyst til en vingummi?" Det har de sjovt nok altid, men selvom de aldrig kan huske, hvor deres hjemmesko er i børnehaven eller gymnastikposen i skolen, så glemmer de aldrig en forsvundet ting og genoptager forhøret ufortrødent, når slikket er slugt.

Men på trods af at du måske er sluppet afsted med din taktik om at minimere bunkerne af kreationer, så er det sikkert som en regnvejrsdag i september, at en dag finder barnet sin gave til dig og begynder at udfritte dig, om hvordan det er den er havnet under resterne af aftensmaden?

Det sker, at du kan tørre den af på din mand, og på den måde se ham vride sig, når han kæmper for at undgå jeg-er-skuffet-over-dig-blikket fra sit barn. Selvom dette kan være underholdende nok, så er det ikke en metode, jeg vil anbefale særligt ofte. Man må vel være sine handlinger moden?

Nå, men uanset om du bukker under for mini-Hercule Poirot eller Miss Marble juniors forhørsmetoder eller endnu engang flyver sikkert under radaren, så vil du nok på et tidspunkt vakle og seriøst overveje, om det er det værd? Om du ikke bare burde lave (endnu) en kasse med memorabilia og lægge alle gaver deri?

Men det er det værd. Alternativet er at du inden for få år kommer til at bo i en veritabel bunke af kreationer af varierende kvalitet. Og kastanjedyr kan faktisk slet ikke holde sig ret lang tid uden at rådne. Jeg taler af erfaring.

Claras første selvportræt er til gengæld en keeper,
som ikke er i fare for at blive sendt på forbrændingen. 


onsdag den 24. september 2014

Min madkultur er bedre end din!

For et par uger siden kunne jeg læse, at fødevareminister Dan Jørgensen (S), havde nedsat en ”Tænketank”, hvis formål er ”at komme med forslag til, hvordan vi kan gøre måltidskulturen i Danmark bedre.” Tænketanken, der har direktør for Landbrug og Fødevarer, Søren Gade, som formand, er desuden repræsenteret af en række prominente navne, der alle klinger velkendt i de mange danskeres ører, såsom Claus Meyer, Christian Bitz og Adam Price. Foruden stjernedrysset er der også en række fødevareeksperter og interesseorganisationer, der i fællesskab skal komme med forslag til, hvordan danskerne kan ændre på deres vaner omkring mad og måltider. Eksemplet der oftest er blevet brugt er argumentet om, at vi har en rig madkultur i Danmark, men alligevel står der alt for ofte ”spaghetti med kødsovs” på de danske middagsborde.

Det første jeg tænkte, da jeg læste dette var, hvorfor er spaghetti med kødsovs blevet prügelknabe? Og hvis spiseborde taler vi egentlig om? Hos mine forældre eller min mormor er det bestemt ikke spaghetti med kødsovs, der bliver serveret mest af. Omvendt tror jeg ikke, jeg kender en børnefamilie, hvor den ikke er på programmet ugentligt. Det er nemt at lave, smager godt og der er en pæn chance for at det glider ned hos ungerne – også uden kamp.

Jo mere jeg læser om tænketanken, jo flere spørgsmål dukker der op, som jeg nysgerrig efter at få svar på? Fx, hvem er det disse nye måltidsråd, skal få til at spise bedre og mere varieret? Hvorfor er der kun tv-kokke, anmeldere og interesseorganisationer med i tænketanken? Hvad med nogle af dem, som ikke har den ”rigtige” madkultur – hvis de er defineret? Og hvis kultur er defineret som vaner, må man så ikke forvente, at der skal lidt mere til end et sæt officielle råd?

Jeg kan rigtig godt lide, at Dan Jørgensen tager emnet madkultur op. Den største fare i projektet er nok, at rådene ikke kommer til at vække genklang hos dem de er tiltænkt. Kritikere mener fx, at dette blot er et eksempel på at ”madeliten, vil presse deres madvaner ned over hovedet på ”os andre” og frelse os med økologi, spelt og råkost”.

Personligt synes jeg ikke, der er noget som helst i vejen ved at ville udfordre vores madvaner. Hvis ingen gjorde det ville vi slet ikke have spaghetti med kødsovs på menuen. Det er især ærgerligt, hvis forsøget på at italesætte danskernes madkultur ender som en ”os” og ”dem”-kamp. Kampen om hvem, der har den rigtige madkultur, hvor vi står i hver vores ringhjørne med korslagte arme og råber ”min madkultur er bedre end din!” til hinanden. 

Der er ingen tvivl om at mad sætter gang i stærke følelser. Hver gang der har været en historie om at en børnehave ikke længerer serverer frikadeller eller leverpostej for børnene, får vi nærmest en kollektiv psykose. Eller da det for nylig faldt mange for brystet her i Århus, fordi Enhedslisten foreslog en ugentlig dag med vegetarmad i offentligt regi.

Men disse reaktioner er netop interessante, fordi det er jo et tydeligt eksempel på, at mad ikke er ligegyldigt for os. Derfor er det efter min ringe mening også alfa og omega at tænketanken lytter til store som små, fattige som rige, børnefamilierne og de ældre osv., hvis de vil gøre sig noget håb om have nogen effekt.

En par spæde ideér fra min egen, personlige enmands-tænketank – absolut uden kendiseffekt – er om man ikke kunne overveje at bruge pengene et helt andet sted? Brug dem til at bringe variationen og de fælles måltider helt ind i institutionerne. Lad børn være med til at dyrke, røre ved, tilberede, smage og gøre sig deres egne erfaringer fra de er helt små. Prioritér sund, varierede mad i skolerne, spis et måltid i fælleskab på tværs af årgange og opprioritér madkundskab gennem hele skoletiden. Opfordr til og støt fællesspisningsaftener i lokalsamfund, hvor man mødes på tværs af et generationer (og kulturer) om et billigt, veltilberedt måltid måske endda af lokale, friske råvarer.

De gode eksempler findes med garanti derude, de skal bare frem i lyset så vi andre kan lade os inspirere. På lidt mindre skala kan jeg kun opfordre til at lave en lille hverdags-madklub med familie eller venner. Ikke noget fancy, bare skiftes til at lav en omgang spaghetti med kødsovs eller noget andet og nemt og nyd hinandens selskab imens!

Ovenstående er en min klumme, der blev bragt i Århus Stiftstidende fredag d. 19. september 2014.

mandag den 15. september 2014

10 idiotsikre tips til at gøre en flytning stresset

Det er nu ved at være tre måneder siden vi flyttede fra vores lille, 112 m2 hus til en kæmpe kasse på 160 m2 + 90 m2 kælder på den anden side af vejen. Seks måneders arbejde og bekymringeringer lå inden det faktiske salg og efterfølgende overtagelse.

Efter overtagelsen i maj har det været tre måneders ups and down. Det er en "dream-come-true", men jeg havde slet ikke kunnet forudse, hvor drænende denne tilsyneladende "lille" flytning ville blive. Hvis nogen af jer, kunne tænke jer en rigtig stresset flytning, så har jeg her 10 idiotsikre tips til at hjælpe jer på vej.
  1. Hav 14 dages overtagelsesfrist.
  2. Lad være med at anskaffe 1000vis af flyttekasser. Nøjes med 10-12 stykker – I skal jo alligevel pakke ud undervejs (don't - just don't). 
  3. Flyt over på den anden side af vejen – så kan man jo tage lidt af gangen (gaaaaah). 
  4. Hav store planer om at sætte 160 m2 filt op OG male på en uge (dette vil jeg slet ikke kommentere).
  5. Lad være med at få børnene passet imens I flytter. Det er nemlig supernemt at flytte 112 m2 + loft + garage + sigøjnerlejr samtidig med tre børn under seks år (hvoraf mindst en kaster op) og to fuldtidsjobs med to crazy deadlines undervejs (mmm-hmmm). 
  6. Brug en hel dag på at tage til KBH og se koncert med Justin Timberlake (men gør det alligevel). 
  7. Lad manden tage af sted en hel lørdag (jep , inkl. natten) sammen med alle de fyre, der ellers skulle hjælpe med at flytte og komme tilbage med tømmermænd. 
  8. Lad være med at forholde dig til det crap, der står på loftet (eller i kælderen) i 6+ år - inden et par dage før du flytter (no really... don't). 
  9. Det samme med garagen (ditto). 
  10. Og sigøjnerlejren, hvis du har sådan en (just don't).
Jeg kan skkert gode finde på flere ting, I kan overveje, for at gøre det ekstra hårdt, men disse 10 er afprøvet IRL og fungerer uden tvivl.

Udsnit af 90m2 kælder:
her skal bl.a. være krea-rum, gæsteværelse, vaskekælder,
opryddet og hyggeligt - på sigt.
PS! Skal du flytter nogensinde vil jeg anbefale dig først at læse mit indlæg igen og så skynde dig over til Kong Mor, der om nogen har tjek på, hvordan man er mega sej, når man flytter. Kender du hende ikke, kan du starte HER.

mandag den 25. august 2014

Spis nu din broccoli!

Jer, der trofast har fulgt med på sidelinjen her på bloggen og på min instagram-profil (@campchaos), har nok ikke kunne undgå at opdage, at jeg for det første både elsker mad og elsker at lave mad sammen med mine børn. Jeg vil så gerne lære mine børn gode, fornuftige og overvejende sunde madvaner - uden at det skal være en evig kilde til tænders gnidslen fra både forældre og børn. 

Hver femte uge har jeg muligheden for at udbrede mig om lige netop det jeg gerne vil i den lokale østjyske sprøjte, Århus Stiftstidende, hvor jeg har en klumme i deres fredags-tillæg "Mad og Familie". Disse klummer lægger jeg efterfølgende her på bloggen, og jeg håber, at jeg på den måde kan være med til at inspirere, skabe interesse for og forhåbentlig skabe debat omkring emnet.

Hvis nogle af jer har ideer til noget i gerne vil læse mere om (og som jeg kan få lov til kloge mig om) - eller gode erfaringer med at have børn med i køkkenet hører jeg rigtig gerne fra jer på regsen(krusedulle a)gmail.com.

*** 

I rigtig mange børnefamilier er aftensmaden evig kilde til konflikter. En krigszone, hvor den ene part, beskyder den anden med broccoli og den anden fører en nådesløs udmattelseskamp, med sammenknebne læber og hovedrysten: JEG.KAN.IKKE.LI’.DET!

Vi kæmper også mange kampe herhjemme over aftensmaden. Mine piger kan godt lokkes til at smage på det vi serverer, men vil jeg være sikker på at de spiser noget, er der en håndfuld retter, jeg ved finder nåde hos dem. Det afholder os ikke fra at prøve noget nyt, velvidende at de nok ikke bryder ud i jubel, men alene for at introducerer andet end pasta og boller i karry for dem.

Jeg var selv virkelig kræsen, da jeg var barn. Maden i mit barndomshjem var en god blanding af traditionelle danske retter og et eksperimenterende hippie-køkken med klidboller, ufarvet spegepølse og rosenkål. Jeg var på ingen måde overbevist om klidbollerens fortræffeligheder, og nød sommerferierne hos min mormor, hvor der var guldkorn og trestjernet spegepølse på bordet hver dag.

Apropos rosenkål. Hvor mange, skyr ikke rosenkål som pesten den dag i dag, fordi den blev serveret udkogt og ildelugtende som eneste tilbehør til kødet udover de tilsvarende udkogte kartofler? Hvor kartoflerne kunne maskeres med sovs og dermed var til at klemme ned, voksede rosenkålen bare i munden og var en lang pinsel at indtage. For spises skulle den, før man måtte rejse sig – ellers var det synd for de sultne børn i Afrika. Ikke engang hunden, der lå på lur efter en godbid, værdigede denne udkogte kugle et blik, hvis man sneg sig til at ”tabe” den på gulvet.

Jeg har i årevis nægtet at tro på, at denne kålplage kunne smage godt - uanset tilberedningsmetode. Jeg måtte tage tilløb i mange år, før jeg gav efter og fandt ud af, at det jo faktisk smager virkelig lækkert, når man bare afholder sig fra at (ud)koge den. Rå, revet i en salat, eller lynstegt på panden og tilsat en smule honning og et nip groft salt, kan man næsten ikke forstå, at nogen kunne finde på at smide dem i en gryde med kogende vand i.

På trods af udkogt rosenkål, så synes jeg min mor havde fat i noget, fordi hun stædigt blev ved med at præsentere os for nye retter, selvom det ville have været meget nemmere at servere afprøvede og børnegodkendte retter på bordet hver dag.

Jeg ville være en lykkelig mor, hvis mine børn, spiste alt det vi serverede uden sammenknebne læber. For ville det ikke være dejligt med børn, der ville med på sushirestaurant, eller kunne spise krydret mad uden at blive panisk over fornemmelsen af noget stærkt i munden?

Det er ikke lige der, vi er, men vi prøver at tage det oppefra og ned og ikke presse børnene til at spise en masse de ikke bryder sig om. Men smage skal de – om ikke andet, så kan de måske lide det om en tredive års tid, når de selv har fået børn og måske skal føre nervekrig om broccolien ved spisebordet.


Indlægget er også bragt som klumme i Århus Stiftstidende, fredag d. 22. august 2014

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...