mandag den 15. september 2014

10 idiotsikre tips til at gøre en flytning stresset

Det er nu ved at være tre måneder siden vi flyttede fra vores lille, 112 m2 hus til en kæmpe kasse på 160 m2 + 90 m2 kælder på den anden side af vejen. Seks måneders arbejde og bekymringeringer lå inden det faktiske salg og efterfølgende overtagelse.

Efter overtagelsen i maj har det været tre måneders ups and down. Det er en "dream-come-true", men jeg havde slet ikke kunnet forudse, hvor drænende denne tilsyneladende "lille" flytning ville blive. Hvis nogen af jer, kunne tænke jer en rigtig stresset flytning, så har jeg her 10 idiotsikre tips til at hjælpe jer på vej.
  1. Hav 14 dages overtagelsesfrist.
  2. Lad være med at anskaffe 1000vis af flyttekasser. Nøjes med 10-12 stykker – I skal jo alligevel pakke ud undervejs (don't - just don't). 
  3. Flyt over på den anden side af vejen – så kan man jo tage lidt af gangen (gaaaaah). 
  4. Hav store planer om at sætte 160 m2 filt op OG male på en uge (dette vil jeg slet ikke kommentere).
  5. Lad være med at få børnene passet imens I flytter. Det er nemlig supernemt at flytte 112 m2 + loft + garage + sigøjnerlejr samtidig med tre børn under seks år (hvoraf mindst en kaster op) og to fuldtidsjobs med to crazy deadlines undervejs (mmm-hmmm). 
  6. Brug en hel dag på at tage til KBH og se koncert med Justin Timberlake (men gør det alligevel). 
  7. Lad manden tage af sted en hel lørdag (jep , inkl. natten) sammen med alle de fyre, der ellers skulle hjælpe med at flytte og komme tilbage med tømmermænd. 
  8. Lad være med at forholde dig til det crap, der står på loftet (eller i kælderen) i 6+ år - inden et par dage før du flytter (no really... don't). 
  9. Det samme med garagen (ditto). 
  10. Og sigøjnerlejren, hvis du har sådan en (just don't).
Jeg kan skkert gode finde på flere ting, I kan overveje, for at gøre det ekstra hårdt, men disse 10 er afprøvet IRL og fungerer uden tvivl.

Udsnit af 90m2 kælder:
her skal bl.a. være krea-rum, gæsteværelse, vaskekælder,
opryddet og hyggeligt - på sigt.
PS! Skal du flytter nogensinde vil jeg anbefale dig først at læse mit indlæg igen og så skynde dig over til Kong Mor, der om nogen har tjek på, hvordan man er mega sej, når man flytter. Kender du hende ikke, kan du starte HER.

mandag den 25. august 2014

Spis nu din broccoli!

Jer, der trofast har fulgt med på sidelinjen her på bloggen og på min instagram-profil (@campchaos), har nok ikke kunne undgå at opdage, at jeg for det første både elsker mad og elsker at lave mad sammen med mine børn. Jeg vil så gerne lære mine børn gode, fornuftige og overvejende sunde madvaner - uden at det skal være en evig kilde til tænders gnidslen fra både forældre og børn. 

Hver femte uge har jeg muligheden for at udbrede mig om lige netop det jeg gerne vil i den lokale østjyske sprøjte, Århus Stiftstidende, hvor jeg har en klumme i deres fredags-tillæg "Mad og Familie". Disse klummer lægger jeg efterfølgende her på bloggen, og jeg håber, at jeg på den måde kan være med til at inspirere, skabe interesse for og forhåbentlig skabe debat omkring emnet.

Hvis nogle af jer har ideer til noget i gerne vil læse mere om (og som jeg kan få lov til kloge mig om) - eller gode erfaringer med at have børn med i køkkenet hører jeg rigtig gerne fra jer på regsen(krusedulle a)gmail.com.

*** 

I rigtig mange børnefamilier er aftensmaden evig kilde til konflikter. En krigszone, hvor den ene part, beskyder den anden med broccoli og den anden fører en nådesløs udmattelseskamp, med sammenknebne læber og hovedrysten: JEG.KAN.IKKE.LI’.DET!

Vi kæmper også mange kampe herhjemme over aftensmaden. Mine piger kan godt lokkes til at smage på det vi serverer, men vil jeg være sikker på at de spiser noget, er der en håndfuld retter, jeg ved finder nåde hos dem. Det afholder os ikke fra at prøve noget nyt, velvidende at de nok ikke bryder ud i jubel, men alene for at introducerer andet end pasta og boller i karry for dem.

Jeg var selv virkelig kræsen, da jeg var barn. Maden i mit barndomshjem var en god blanding af traditionelle danske retter og et eksperimenterende hippie-køkken med klidboller, ufarvet spegepølse og rosenkål. Jeg var på ingen måde overbevist om klidbollerens fortræffeligheder, og nød sommerferierne hos min mormor, hvor der var guldkorn og trestjernet spegepølse på bordet hver dag.

Apropos rosenkål. Hvor mange, skyr ikke rosenkål som pesten den dag i dag, fordi den blev serveret udkogt og ildelugtende som eneste tilbehør til kødet udover de tilsvarende udkogte kartofler? Hvor kartoflerne kunne maskeres med sovs og dermed var til at klemme ned, voksede rosenkålen bare i munden og var en lang pinsel at indtage. For spises skulle den, før man måtte rejse sig – ellers var det synd for de sultne børn i Afrika. Ikke engang hunden, der lå på lur efter en godbid, værdigede denne udkogte kugle et blik, hvis man sneg sig til at ”tabe” den på gulvet.

Jeg har i årevis nægtet at tro på, at denne kålplage kunne smage godt - uanset tilberedningsmetode. Jeg måtte tage tilløb i mange år, før jeg gav efter og fandt ud af, at det jo faktisk smager virkelig lækkert, når man bare afholder sig fra at (ud)koge den. Rå, revet i en salat, eller lynstegt på panden og tilsat en smule honning og et nip groft salt, kan man næsten ikke forstå, at nogen kunne finde på at smide dem i en gryde med kogende vand i.

På trods af udkogt rosenkål, så synes jeg min mor havde fat i noget, fordi hun stædigt blev ved med at præsentere os for nye retter, selvom det ville have været meget nemmere at servere afprøvede og børnegodkendte retter på bordet hver dag.

Jeg ville være en lykkelig mor, hvis mine børn, spiste alt det vi serverede uden sammenknebne læber. For ville det ikke være dejligt med børn, der ville med på sushirestaurant, eller kunne spise krydret mad uden at blive panisk over fornemmelsen af noget stærkt i munden?

Det er ikke lige der, vi er, men vi prøver at tage det oppefra og ned og ikke presse børnene til at spise en masse de ikke bryder sig om. Men smage skal de – om ikke andet, så kan de måske lide det om en tredive års tid, når de selv har fået børn og måske skal føre nervekrig om broccolien ved spisebordet.


Indlægget er også bragt som klumme i Århus Stiftstidende, fredag d. 22. august 2014

tirsdag den 12. august 2014

Sommerferie i haven

Kære alle

Det er ikke mange pip, der kommer fra mig i denne tid. Det er der flere årsager til. En af de væsentligste er, at det er kommet bag på mig, hvor stressende det sidste halv år har været for mig og min familie. Jeg øver mig derfor i at vælge til frem for fra - derfor hviler bloggen sig den næste tid. Da jeg stadig skriver en klumme for Århus Stiftstidende af kan det være at jeg fortsat lægger de klummer ud for at der stadig er en lille smule aktivitet herinde. Imens nyder jeg at vejret stadig er til bare tæer i græsset og korte ærmer, at pigerne bliver sjovere og sødere dag for dag og opgaven med at lære et nyt hus og have at kende.

Nedenfor min seneste klumme i Århus Stiftstidende, bragt i industriferien.

***
Det er sommerferie og min mand og jeg har ikke lagt nogen planer. Jeg er nødt til lige at gentage mig selv – vi har ikke lagt nogen planer. Det virker næsten helt forbudt at sige det, når planer er en uundgåelig del af livet i en børnefamilie med to udearbejde forældre, et skolebarn og to børnehavebørn.

Facebook bugner i øjeblikket med statusopdateringer om venners campingferier i Italien, kanoture og sommerhushygge og annoncerne i siderne vil gerne friste mig med sidste øjebliks tilbud om rejser til fjerne destinationer. Sidste år var vi på Kreta med mine forældre. Prisen for en uges charterferie for fire voksne og tre børn i højsæson var svimlende. Det var også en skøn ferie, men min indre jyde har det svært ved at brænde så mange penge af på en enkelt uge.

I år har vi derfor valgt, at sommerferien holdes på egen matrikel. Nu forventer du måske en længere pibekoncert om, hvor synd det er for mig. Men sagen er faktisk at jeg nyder, at vi alle fem kan bruge vores eget hjem som base for mindre udflugter.

I foråret solgte vi vores hus og flyttede på den anden side af gaden i et større hus med plads til en familie på fem. Det er kommet meget bag på mig, hvor ekstremt stressende, hele processen omkring salg af hus og overtagelse af et nyt har været. Især efter vi er flyttet ind og det hele er begyndt at bundfælde sig er det gået op for os, hvor stor en omvæltning en flytning er for både store og små.  

Så efter en halvt års konstant planlægning rundt om køb og salg af hus, flytning og fuldtidsarbejde føles det helt igennem afslappende ikke at skulle nå noget. Ren afslapning bliver det måske ikke, for der er stadig tre små generaler, som holder os, de menige forældre, i geled i døgnets vågne timer. Men de nyder helt klart også at have os helt tæt på uden  konstante formaninger om at de skal skynde sig med at få tøj og sko på og komme ud af døren. Vores tvillinger er blevet fire år nu og nyder at have deres storesøster tæt på og finder på mange fælles lege.

I haven står der et stort badebassin, som de tidligere ejere gav til os. Jeg tør ikke helt tænke på, hvordan vores næste vandregning ser ud, men når den kommer, vil jeg tænke på alle de hvin og grin, der har været i det bassin.  Når solen står højt over Danmark i sommerhalvåret, så lokker badeferie i Italien ikke på samme måde, som når tre uger tiltrængt ferie tilbringes inden døre med at kigge opgivende ud på heldagsregn. Og vejret er perfekt til staycation (som vist er det hippe ord for ”vi har ikke råd og/eller orkede ikke at planlægge noget andet, så vi bliver hjemme i år”). Vi har planer om at slå et telt op i haven og sove derude med pigerne. Det har de ikke prøvet før, så for dem er det en oplevelse i sig selv.

I øvrigt er Århus og omegn et fantastisk sted at holde ferie. Hvem har brug for en strand i Italien, når man ikke skal mange kilometer væk for at finde smukke og børnevenlige sandstrande, der fungerer som fluepapir for solhungrende sommergæster, der er forlystelser, biografer, isbutikker og smuk natur at tage på cykeltur i. Jeg glæder mig allerede.


Rigtig god sommer!

En snap af vores post-bade-aftenhygge foran pejsen på terrassen.

søndag den 8. juni 2014

Stilhed – det evige faresignal

Mine forældre har naboer, der for nylig desværre mistede deres yngste dreng på nitten år efter længere tids sygdom. Til begravelsen var kirken stuvende fuld af venner, familie og bekendte. Efter højtideligheden var alle inviteret med på den lokale kro for at snakke og mindes. Drengens onkel holdt en mindetale, hvor han bl.a. fortalte om sine oplevelser med drengen og dennes storebror. Det lød til at de to brødre fik Emil fra Lønneberg til at ligne en artig skoledreng. Der var gang i den fra morgen til aften og stilhed i deres selskab burde få alle alarmklokker til at ringe. I talen sagde onklen med masser af varme i stemmen, at hvis han fortalte, at de skulle have gæster, og folk spurgte, hvem der kom på besøg, svarede han altid: Vi får såmænd besøg af 1. og 2. Verdenskrig!

Jeg tror ikke ligefrem, at det er det ry, som vores piger har blandt venner og familie, trods et højt aktivitetsniveau. Men det er ikke længe siden, at stilhed i vores hjem før kl. 19 var noget, der med rette burde afføde en vis bekymring. Stilheden involverede nemlig gerne at pigerne legede enten med toiletbørsten, klippede dukkehår eller tømte køkkenskabe.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Nu er stilhed heller ikke noget, der er ret meget af  i vores hjem med et børnehaveklassebarn og tvillinger i børnehavealderen.

Vores tvillingepiger deler et værelse i øjeblikket, da vi er ved at renovere børneværelser. Da pladsen er lidt trang med to store senge, er det sjældent at de leger sammen derinde. Men undtagelsesvist havde de søndag morgen gang i en rigtig god leg derinde, hvor de klædte sig ud og legede far, mor og børn med deres dukker og bamser.

De grinede og havde en dejlig leg, og min mand og jeg kiggede lettede på hinanden. Uden ord bekræftede vi hinanden i, at det var skønt, at de endelig kunne lege godt sammen, uden at vi skulle være der hele tiden som igangsættere og mæglere. Fire år og store piger. Godt nok var de ikke specielt stille, men de legede i det mindste sammen uden at vi skulle intervenere hver andet minut.

Efter en rum tid, kom de ud og ville have et underlag, så de kunne tegne. En af dem kom med to tuscher uden tutter på, at jeg bad hende om at sætte dem på igen. Hvis de ville tegne kunne de gøre det inde i stuen.  Det var de på ingen måde enige i, så jeg gik ind på værelset for at finde tutterne.

Igen burde jeg have været mistænkelig allerede da de kom med tuscher. For de burde slet ikke være på værelset. Den tanke slog ned i mig alt for sent. Da jeg kiggede op igen og rundt i rummet kunne jeg konstatere, at de havde tegnet på alle vegne. Dem selv, sengene, sengetøjet, lagnerne, væggene, madrasser, trægulvet – ja selv den dukke der for et par måneder siden fik en smart korthårsfrisure af en børnesaks. Min smil stivnede og hjertet sank. For hrrrrelvede! Her gik vi lige og slappede af, og så viser det sig, at vi er blevet slået hjem som to ludo-brikker.

Der var ikke så meget andet at gøre end at tage en dyb indånding, tale med lidt store bogstaver til de to Picassoer og finde sprit og klud frem.

De var ikke helt stolte af situationen og forsikrede os, som så mange gange før, om, at det ikke ville ske igen. Den forsikring er nok omtrent lige så sandsynlig, som at vi kommer til at sove til længere end klokken seks ugens syv dage de næste mange år.

Klumme i Århus Stiftstidende 6. juni 2014


torsdag den 22. maj 2014

Flytning er serious business

Som jeg skrev om for nylig, så har jeg flyttet mig ude i det virkelige liv i den seneste tid. Ikke kun mig, men også mine piger og heldigvis også min søde mand. Ikke langt dog. Sådan nærmere 25 meter på tværs af vores gade.

Som nævnt fik vi 22. december sidste år muligheden for at se naboens hus, som de overvejede at sætte til salg. Jeg var solgt i det øjeblik vi kom ind og så stuen med pejsestue, det store spisekøkken, børneafdelingen og kælderen. Der var vaskekælder. Jeg er nødt til lige at skrive det igen. V A S K E K Æ L D E R - med tilhørende walk-in closet! Godt nok malet i flot mintgrøn farve, men halløj - ikke noget med at tørre vasketøj i stuen længere, og ikke noget med at have vasketøj liggende allevegne i huset, fordi vi ikke orkede at få det lagt på plads. Og sauna. Hva' ba! Hvem ønsker sig ikke sådan en til opmagasinering af klapstole, dåseøl og havehynder?

At det lykkedes er nærmest uvirkeligt. Jeg er glad, lettet og på nuværende tidspunkt træt helt ind i knoglerne. Flytning er serious business. Godt nok tænker man, at det ikke kan være så besværligt at flytte fra den ene side af gade til den anden, men omg, det har ikke været tilfældet her. Faktisk synes jeg vi flyttede ting over gaden det meste af de fjorten dage, vi havde mellem overtagelse af det nye hus - og overdragelse af det gamle hus. De nye ejere fik nøglen d. 15. maj kl. 15 - og vi flyttede de sidste ting ud af garagen et kvarter før de kom.

Jeg er på én gang både lettet om hjertet og fyldt med vemod. Det hus har været vores trygge base i seks dejlige år. Tiltagende småt som vi fik Clara og Rosa og efterhånden som de voksede var overvejelserne og bekymringerne omkring vores boligsituation et tilbagevendende emne både i samtaler mellem Kasper og jeg, men også her på bloggen. På arbejde har jeg også haft min egen "føljeton" i forbindelse med vores ugentlige fredagsbrødsmøder, til stor moro eller måske i virkeligheden udtalt kedsomhed, for mine kollegaer.

Men nu er vores boligsituation ligesom på plads. Vi har masser af plads at boltre os på - og masser af nye projekter at gå i krig med. Så som at pakke en trilliard flyttekasser ud. Eller få tapetseret køkkenet. Og børneværelserne. Og resten af de 160 m2 i stuehøjde (kælderen er i denne sammenhæng den "unævnelige" rent m2-mæssig).

Hvis vi bare orkede.

Jeg har det som om, jeg er en ballon, der har været pustet lidt for hårdt op til en børnefødselsdag og nu ligger halvflad og rynket, i spænd under en sofa. Sådan en, der kun lige kortvarigt kan hænge i luften, hvis man forsøger at kaste med den, og ellers bare dovent lader sig falde ned igen.

Jeg magter i disse dage kun at ligge mig på sofaen efter unger er puttet og tænde for crap tv, som de tidligere ejere har været så venlige ikke at afmelde i tide. Ved siden af min mand, som heldigvis har sin iPad, så han slipper for at se De unge mødre og Dance Moms sammen med sin ugidelige hustru.

Så hvis I ikke lige får stribevis af billeder fra mit nye domicil, så er det fordi jeg lider af apati for en stund.

Nogen ideer til, hvordan jeg får energiniveauet op igen? Redbull har jeg prøvet - det er vist ikke holdbart i længden.
Vi er ikke de eneste der er trætte.
Rosa falder også jævnligt om -
dog som regel som følge af arrigskab.

torsdag den 8. maj 2014

Vil du have en smagsprøve eller en stor portion?

”Ej, mor, det kan jeg ikke liiiii’” udbryder mine pigerne jævnligt både i kor og på skift når aftensmaden kommer på bordet. Lige så jævnligt får jeg lyst til at rive mig selv i håret, for selvom jeg er rimelig eksperimenterende i køkkenet, når det kommer til familiemad, så sørger jeg altid for, at der er noget på bordet, som jeg ved de kan lide. Eller i hvert fald troede de kunne lide indtil det blev serveret.

I lang tid var det et stort hit blandt mine piger på snart fire og seks år, hvis der pasta vendt i pesto på bordet. Fra den ene dag til den anden duede pasta ikke længere, medmindre jeg lige ville smække en Shrek-sovs (spinatsovs) sammen til at akkompagnere dem. Nok er det nemt at lave det, men på ingen måde, noget jeg vil gøre, når resten af maden står på bordet.

Det kommer efterhånden ikke bag på mig, at mindst en af pigerne har sadlet om i forhold til deres madmæssige præferencer fra dagen før, når vi sætter os til middagsbordet. Derfor har vi altid peberfrugt, agurk og gulerødder i køleskabet og majs på dåse i skabet, da de som regel gerne vil spise den type grønsager til aftensmaden. På den måde kan vi forældre godt lave tilbehør som vi kan lide, men som ikke nødvendigvis rammer deres smagsløg..

Min mand og jeg husker med gru, at der blev serveret masser af udkogte rosenkål, lørdagskyllinger og koteletter i fad, da vi var børn.  I det hele taget var der ret meget mad, der var rodet godt og grundig sammen –gerne vendt i en eller anden form for sovs. Det var først et godt stykke inde i 80’erne at pasta og hvide ris begyndte at konkurrere med kartoflen og de lejlighedsvise brune ris hos vores forældre. Pastaen udkogt og risen al dente, men dog en kærkommen forandring.

Jeg er efterhånden kommet frem til at sandsynligheden for, at mine børn spiser det, der er på bordet hænger tæt sammen med, hvis de enten selv har været med til at lave den, eller hvis de selv må vælge det, de vil have op på tallerkenen. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor børn skal tvinges til at spise det op, de har på tallerkenen – især ikke, hvis de ikke selv har øst op. Det er svært at forestille sig, at man nogensinde får et afslappet forhold til noget man ikke har lyst til, hvis man af flere omgange har været tvunget til at blive siddende til fx rosenkålen var spist.

VI har ikke den regel herhjemme. Eneste regel er, at de skal smage på den mad, der kommer på bordet. Det tilbagevendende spørgsmål de får er: ”Vil du have en smagsprøve eller en stor portion?” Bryder de sig ikke om det, kan de sige det, og så vælge grønsager og et stykke brød Andre gange beder de om mere og  glemmer, at de først ikke havde lyst til at spise det.

Mens jeg skrev stikord til dette indlæg, kom jeg til at tænke på, om jeg nogensinde har hørt en voksen, der i ramme alvor har sagt: ”Mine forældre lavede altid mad, jeg rigtig godt kunne lide!”? Jeg tror det næppe. Heldigvis bliver de færreste af os ved med at foretrække pasta med ketchup og grønsagsstænger, og lærer efterhånden at sætte pris på noget af den mad vores forældre serverede gang efter gang. Måske tilpasser vi den endda til vores smagsmæssige præferencer, hvilket med al sandsynlighed er den overvejende grunde til at rosenkål stadig kan købes.

Klumme i Århus Stiftstidende d. 2. maj 2014

fredag den 2. maj 2014

Home Sweet Home

Jeg ved ikke om nogen af jer, undrede jer over, at jeg for noget tid siden lagde et billede op af vores hus, der  skulle sælges - uden yderligere forklaring - og så fjernede jeg det igen kort tid efter.

I løbet af det sidste år, har jeg også underholdt med vores tilbagevendende tanker omkring vores boligsituation. Med et mindre hus med kun to børnværelser og tre piger var det ligesom en boligform, der havde en naturlig udløbsfrist. Vi har overvejet forskellige løsninger, hvoraf de tilbagevendende har været:
a) ikke gøre noget
b) bygge til
c) sælge og håbe på at vi kunne købe noget større derfter.
22. december bankede det så på døren. Vores genbo overvejede at sælge huset. Han havde til vores årlige sommerfest nævnte for mig om at de måske ville sælge, når deres teenagepiger var blevet lige lidt ældre - som i om et par år. Jeg havde aldrig set huset, men nævnte at hvis de overvejede at sælge måtte de gerne lige nævne det for os inden.

Næste morgen tænkte jeg ikke mere over det - det lå jo en del år ude i fremtiden.

Vi så huset om eftermiddagen den 22. december - og jeg var solgt. Jeg ville SÅ meget have vores juletræ til at stå i det hus.

160 m2 med børneafdeling, stort køkkenalrum, stue og pejsestue (halloooooo juletræ!), forældreafdeling og en stor kælder med fællesrum, masser af opbevaring, bryggers, 3. (!) bad og sauna.

Jeg kunne næsten ikke tænke på andet hele julen. At det så var yderligere kompliceret af, at der var andre, der var interesserede gjorde det ikke just nemmere.

For at gøre en meget lang historie kort, så brugte vi et par måneder på at gøre vores eget hus salgsklart. Vi fik taget billeder af det samme dag, som jeg rejste til Singapore, to dage før jeg rejste hjem, lå det på nettet og da jeg kom hjem fra der fremvisninger i kalenderen ugen frem.

Dagen efter jeg kom hjem blev vi syge på skift. Flere gange kørte jeg rundt med børn der kastede op og en mand, der lignede en der var ved at tage billetten, mens vores for-første-gang-i-seks-år-pletfrie hjem blev vist frem. Det var ærligt talt ligesom at bo i et museum, men trods syg familie, så turde vi ikke aflyse. Sæt nu det var den ene chance vi fik?

En uge efter kunne vi fjerne "Til Salg"-skiltet og begynde at underskrive de endeløse dokumenter vedrørende salg og ikke mindst køb af vores nye hus.

Vi har været jævla heldige, at det hele flaskede sig, og det ved vi godt. Og I går fik vi nøglen til det nye hus og er nu gået i gang med, hvad der føles som et kamikaze-projekt med at få gjort klart til at flytte ind om en uge.

Forvent billedspam inden længe.

Jaaaah da, vi kan da sagtens lige nå at fjerne tapet i en stor del af huset
og sætte filt op i stedet på en uge... Det tager fx ingen tid i et køkken
med trappenedgang. #mendetblivergodt! 

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...