søndag den 29. august 2010

Alene på tur med tvillinger - mission impossible?

Endelig.

I fredags kom dagen, som jeg har set frem til med både forventning og gru. Sammen med småtøserne skulle jeg til tvillingetræf i Århus.

Forventning
, fordi skulle jeg skulle være sammen med nogle andre tvillingemødre, som jeg havde mødt gennem et tvillingeforum på hjemmesiden www.minmave.dk og som jeg én gang havde mødt umiddelbart før jeg fødte. At jeg var spændt på at møde dem igen og se indholdet af deres flotte maver IRL er vist en underdrivelse.

Gru
, fordi det var første gang, jeg skulle alene af sted med de små. Jeg har flere gange været alene af sted med pigerne, når jeg har været sammen med min nye mødregruppe her i byen, men det er altid foregået med barnevognen (første gang jeg skulle af sted med den, var jeg også ved at få dårlige nerver af nervøsitet). Denne gang skulle jeg selv pakke bilen med barnevogn, autostole med dyrebart indhold, huske taske, dyner – kort sagt, nok pakkenelliker til at overleve et længere ophold på en øde ø for tre personer uden at mangle noget. Derudover skulle jeg fragte os sikkert ind i Århus C, finde en parkeringsplads og få pakket det hele ud igen. Jeg kunne næsten ligeså godt have planlagt at føre en strategisk krig mod en fjendtligtsindet nation – jeg var forberedt til tænderne, intet var overladt til tilfældighederne.

At jeg også skulle forholde mig socialt til de andre og deres børn kunne jeg på dagen næsten ikke tænke på - alle mine tanker kredsede om, hvad der kunne gå galt. Hvad nu hvis pigerne begyndte at græde og jeg ikke kunne hjælpe dem, fordi jeg for en gangs skyld kørte og ikke kunne give sutter, holde solen væk fra deres øjne, holde deres små hænder, tørre gylp væk osv. osv. Need I say, at jeg nærmest svedte tran, inden jeg tog af sted? 


Da jeg havde proppet bilen, med alt jeg kunne forestille mig at mangle de næste fire timer, sagde jeg: ”Ønsk mig held og lykke”, til min kæreste, inden jeg satte nøglen i bilen. ”Det har du slet ikke brug for,” svarede han og sendte mig af sted med på min mission impossible med langt mere tiltro, end jeg følte, jeg fortjente. Og så begav jeg mig på min lange rejse (læs: 12 km) med mine to mindste guldbarrer. De pludrede sødt fra deres autostole på bagsædet og lød ikke til at være ved at krepere pga. sol, gylp eller manglende sutter – og langsomt begyndte jeg at slappe mere af og fik frigivet mere hjernekapacitet til at fokusere på de mere positive sider af denne vanvidstur jeg troede, jeg var på. Nu var vi jo på vej, uden jeg havde fået kolde fødder og aflyst med henvisning til min egen angst.

Da jeg endelig slappede mere af, kom jeg til at tænke på hvad en sundhedsplejerske engang sagde til mig: ”Hvad er det værste, der kan ske, hvis du (indsæt noget man er nervøs for her)?” Nu kunne jeg jo godt komme på en masse skrækscenarier for denne tur, men de handlede mest om nogle, hvor pigerne blev helt ulykkelige og ikke synes det var fedt overhovedet. Hmm – de er jo som regel glade, hvis bare mit ansigt (og bryster) er inden for rækkevidde, og det kunne jeg da hurtigt sætte kryds ved. Og skulle det ske at de virkelig blev utrøstelige (=det værste der kunne ske), så kunne jeg jo bare køre hjem igen med det samme. Det gav mig en besynderlig ro, og pludselig fandt jeg mig på en parkeringsplads i ø-gaderne, med udpakket barnevogn, glade børn og med fornuften i behold - klar til tvillingetræf.

De næste tre-fire timer strøg af sted. Vi var fem mødre (plus en modig kæreste, der var blevet hjemme for at give en hjælpende hånd) med 10 babyer i alderen 6 uger til fire måneder. Fire hold tveæggede (alle dreng/pige) og et hold enæggede (mine trunter). Og vi beundrede, pludrede, trøstede, opmuntrede og gav bryst/flaske, grinede, snakkede og udvekslede historier og erfaringer i ét væk – og det var SKØNT. Jeg var så ovenpå bagefter, for det kunne jo lade sig gøre at komme ud med to små børn uden at det hele gik i hårknude. Jeg nåede endda at spise en bolle og en kage og drikke to kopper kaffe i ro og mag. Ikke dårligt.

Lige inden vi sagde "farvel og på gensyn" lykkedes det os at få alle ungerne lagt på et tæppe for at forevige dem. Jeg behøver vel ikke skrive, at der blev knipset og blitzet indtil et par af de små højlydt gav udtryk for at nu havde de leget topmodel nok for denne gang.

Jeg fik ikke lige sikret mig alles accept af, at jeg poster billedet på min blog, men måske kommer der et billede inden længe. Jeg må advare jer om, at I vil komme til at møde ti styk lækkerbidskener, så det er på eget ansvar!


I morgen skal jeg på farten igen. Og jeg skal samtidig aflevere vores ældste datter i vuggestue, inden jeg kører videre med de små. Spændende hvordan jeg får den ligning til at gå op.




Så kom billedet på... Desværre er det lidt grynet, da det er taget med min mobil - og moren havde måske lidt for travlt med at holde øje med sine unger, der hhv. sov og var på nippet til at bryde ud i gråd (stjerne- og jordbærpigerne i bunden) til at tænke så meget over kvaliteten, men de er skønne hver og en alle ti.

2 kommentarer:

  1. Wow hvor er de nuttede!!! Alle ti

    SvarSlet
  2. Tak Superheltemor - på vegne af alle mødrene er jeg sikker på :)

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...