onsdag den 18. august 2010

Hårboller og støvfangere

Hvad sker der lige med de sutter, jeg har købt til pigerne? Én ting er, at det er som om at pigernes hår er ved at falde af i totter, og hvis sutten ryger ud, og de kommer til at ligge sig ovenpå den (hvilket ofte sker), så skal jeg i nattens mulm og mørke ikke længere bare proppe den tilbage i den søgende og gryntende mund, før jeg har undersøgt den for eventuelle fremmedlegemer. En anden er, at de synes at tiltrække diverse støvpartikler i rummet, som ligger sig som et fint, uldent lag omkring sutten*. Meget lidt korrekt, har jeg flere gang selv haft sutten i munden inden jeg har stukket den ind i deres mund med det resultat, at jeg nærmest har hostet en hårbolle op pga. hvad der har fæstnet sig på sutten af hårrester og fnuller. Jeg har observeret problemet især, på de sutter, jeg har købt fra navnesutten.dk. MAM har ikke samme magnetiske effekt på uønskede partikler, men nu har jeg udviklet en nærmest permanent frygt for at putte sutterne i munden på dem uanset mærke, hvis de først har været ude om natten. Resultatet er, at jeg nu har et stort lager af forskellige sutter liggende i en plastikbøtte i vindueskarmen, så jeg kan bytte ud i løbet af natten. Om morgenen kan jeg så høste et større udbytte af nussede sutter under pigernes små varme kroppe, som så skal igennem den helt store rengørings-/skoldningstur for igen at kunne anvendes uden risiko for at få hår i munden. Det er et fuldtidsjob at være på barsel. Hvordan bliver det ikke, når de også skal til at spise fast føde...

*Ja, jeg kan godt se, at det kan lyde, som om jeg burde svinge støvekosten lidt oftere...  Rengøringshjælp hvor er du?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...