torsdag den 30. september 2010

Barselssved

Klokken nærmer sig 21 og jeg har endnu ikke tre sovende piger. Clara og Miriam sover tungt, men Rosa har en hård aften. Da de blev lagt omkring halv otte virkede de begge trætte som normalt, og da jeg puttede Miriam umiddelbart efter tænkte jeg, at det var nogle gode unger vi havde, der var så nemme at få i seng om aftenen. Hvornår lærer jeg det? Sådanne overmodige tanker bør man være meget varsom med at tænke, for der er overhængende risiko for at man jinxer det. Som i aften hvor Rosa bare ikke har kunnet finde ro og var helt utrøstelig. Sutten blev spyttet ud, brystet afvist og hun vred sig, uanset hvordan vi forsøgte at trøste hende.

Jeg bliver hurtigt stresset, når pigerne græder længere end et par minutter. Jeg mærker det som en uro indeni og jeg begynder at svede. Sådan en rigtig kold og klam sved, der først bryder ud på overlæben, gør panden varm og giver store våde skjolder under armhulerne, hvis gråden fortsætter over længere tid.

Barselssved, kalder jeg det. Et lige så ucharmerende ord som selve fænomenet, men rigtig mange af mine veninder beskriver en lignende situation, når deres børn græder. Det er især, når jeg ikke kan afkode hvorfor barnet græder, eller hvis gråden opstår (og ikke kan stoppes) mens jeg er på besøg hos fx min mødregruppe eller står i et supermarked, en bus eller andre offentlige sammenhænge. Des ældre børnene bliver og bedre de selv kan give udtryk for deres behov, jo mere sjældent forekommer disse svedeture -og tak for det, for det er ikke ligefrem behageligt (eller charmerende for den sags skyld. Men så igen, når man alligevel har gylp på trøjen og uglet hår, så gør det måske ikke den store forskel...). Gad vide om der findes det særligt ord for det?

Nu hvor jeg er færdig med indlægget sover alle pigerne trygt. Måske skulle jeg tage mit et hurtigt bad og få vasket sveden af mig og krydse fingre for at det bliver en rolig nat for hele husets beboere.

1 kommentar:

  1. Oh yeah! Christian hylede så meget, at jeg faktisk stadig kan få en akut indsættende barselssved alene ved at tænke på det. Nu jeg tænker over det, så er det vel lidt samme symptom, som gør sig gældende om eftermiddagen i bilen på vej til børnehaven ;) BTW, sikke en fin blog, du har fået dig!

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...