torsdag den 18. november 2010

Om at slippe moderrollen

Der er flyttet en ny bog ind på badeværelset. Den ligger pt. ovenpå Den gode barsel og Mille og Mulle i bad og er den jeg først rækker efter i øjeblikket. I går blev jeg så grebet af at kigge i den, at jeg forsøgte at bruge tandtråd, mens jeg bladrede i den, fordi jeg var helt opslugt. Mener jeg tænkte at, når jeg både kan holde to cyklende tykke babyben væk fra en lorteble i et flaskegreb samtidig med at jeg får vand på en skumklud og pareret de par ivrige hænder, der er på vej ned for at rode rundt dernede også, så kunne jeg vel også udøve tandhygiejne og læse samtidig.

Tilbage til bogen. Vi spiste aftensmad hos gode venner her i byen i går. 

(hvorfor siger man egentlig gode venner? Hvorfor ikke bare venner? Er en ven ikke per definition god? Eller er det fordi, hvis man siger gode venner, så er det fordi man kan lide dem alle sammen rigtig godt, men hvis man kun siger venner om flere, så er det fordi der min. er én man ikke går ligeså godt i spænd med som de andre? Nå tilbage til bogen). 

Fire voksne og fem børn under tre år. Der var rimelig knald på, og jeg tror, jeg nåede omkring en halv tallerken mad, før jeg bare gav op og var mor for alle mine piger, der havde brug for opmærksomhed på den ene eller anden måde. Men min veninde havde altså Overlevelsesguide til mødre af Maren Uthaug stående i sin reol, og eftersom jeg lige har opdaget Marens blog, så måtte jeg selvfølgelig låne bogen. Min veninde er mor til to aktive drenge, så hun havde ingen problemer med at låne den ud. 

Nå, men for at gøre en kort historie lang, så stod jeg altså lidt senere på badeværelset og ordnede tænder og læste lidt. I bunden af alle siderne er der sætninger som fx: Du ved, det er på tide at slippe moderrollen når den eneste musik du hører, er den i supermarkedet - eller Åh Abe og  Du ved, det er på tide at slippe moderrollen når 99% af billederne i dit fotoalbum er af dine børn - eller deres hamster. Jeg stod og summede lidt mellem tandtråd og tandbørste (der var jeg ligesom nødt til at ligge bogen fra mig, eftersom veninden måske ikke ville synes særlig godt om at få sin bog tilbage med tandpastapletter), og så var det lige jeg kom til at tænke på, hvornår jeg tror, at min mand synes, det var på tide, at jeg slap mderrrollen - eller i hvert fald lige tog den op til revision. 

Det var i slutningen af min sidste barsel, hvor jeg ringede til ham midt i arbejdstiden (det gjorde jeg ret ofte hen mod slutningen) og insisterede på, at han skulle høre, hvordan jeg kunne få Miriam til at grine, ved at jeg bøvsede højt. Selvfølgelig gad ungen på ingen måde optræde på kommando, så der stod jeg bare og ræbede ind i telefonen, mens unge og mand forholdt sig meget stille. Som han senere fortalte, så var det lidt svært at genfortælle til kollegaerne, hvad det lige var der skete under det telefonopkald. Personligt var jeg lidt småfornærmet på dem begge. Miriam fordi hun fik præstationsangst lige dér og ham fordi han ikke brød ud i klapsalver over mit (mislykkede) påfund.

Så langt ude er jeg endnu ikke, men når man én gang her været helt derude - så er der nok en risiko for at det sker igen. I øjeblikket synes Clara faktisk at den sjoveste lyd, jeg kan frembringe er det smukke: WAZZAAAA!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...