onsdag den 22. december 2010

Børnemodtagelsen på Skejby tur-retur

De sidste par indlæg har handlet om, hvordan vi har været ramt at bræksyge herhjemme. Især Clara har været syg i lang tid og i morges blev vi enige om at ringe til lægen. Mest for lige at høre, om der var noget vi kunne gøre for at få hende på højkant. Lægen ville gerne se hende, fordi hun havde været syg så længe, og fordi hun havde haft høj feber i et par dage og ikke rigtig tissede.

I venteværelset kastede hun op ud over det hele, så hvis jeg havde været i tvivl om hun stadig var syg og om jeg måske bare var lidt overpylret, så var jeg det ikke længere. Lægen syntes også at hun virkede utilpas og mat og ville helst indlægge hende, så de kunne observere hende. Så jeg strøg hjem med hende og fik pakket Rosa og pusletasken sammen. Heldigvis arbejdede K hjemmefra i dag, så han kunne tage med os.

Resten af dagen er gået med at få taget prøver på den lille patient - og på at vente på svar. Da de kom, var der forhøjede infektionstal og de havde mistanke om en urinvejsinfektion. I første omgang prøvede de med en lille pose, som skulle opsamle hendes urin, men da en prøve viste at der var bakterier i begyndte de at tale om at lave en blærepunktur på min lille pige. I know, I know, det er sikkert easy peasy og som sygeplejersken sagde, så ligger blæren lige under huden, så det ville ikke gøre mere ondt end en blodprøve. Okay og ja - havde det være alle andres børn ville jeg have lagt ansigtet i de rette folder og argumenteret for, at det jo var nødvendigt. Må dog indrømme at jeg ikke var helt så kålhøgen, da det drejede sig om min egen unge. Især fordi hun altså langt fra var imponeret over blodprøve-delen af hendes besøg.

Heldigvis nåede de ikke så langt, for en ny urinprøve viste, at der alligevel ikke var bakterier i alligevel. Efter syv stive timer på Børnemodtagelsen på Skejby fik vi så lov til at tage hjem med en 2-dages åben indlæggelse, så vi kan komme i direkte kontakt med dem derude, hvis det ikke bliver bedre. Desuden har vi "fået lov" til at give hende børnepanodil i form af stikpiller til at hjælpe med feberen og ubehaget. Man kan sige meget om de små numseraketter, men effektive, det er de altså. Feberen er allerede faldet til næsten normal og hun klager sig ikke ret meget mere.

Nu er vi så kommet hjem og der ånder fred og ro. Jeg håber virkelig, at der bliver lidt mere ro i nat, end tilfældet har været den sidste uges tid. Vi skal holde jul herhjemme på fredag og bliver 12 personer. Juletræet er endnu ikke købt, og der er nærmest kun en (svine)sti at gå på fra soveværelse til stue og køkken for bare skidt og vasketøj. Heldigvis kommer min mor (aka den hvide tornado) allerede i morgen og hjælper os med at blive klar. Det skal nok blive jul og vi når det hele, men det vigtigste er faktisk at Clara er ved at få det bedre.


Den lille patient med plaster og armbånd











Her vogter jeg!































Det lidt mærkelige ved denne dag er faktisk, at for præcis ét år siden var vi en tur forbi Rigshospitalet for at få scannet min mave for at se, om det ville blive nødvendigt med et operativt indgreb pga. mistanken om at pigerne var ved at udvikle TTTS. Dengang vidste vi ikke, om vi ville komme hjem til jul - eller om vi overhovedet ville komme derfra med to levende og raske børn. Vi kom derfra med en god nyhed om, at tilstanden ikke havde udviklet sig bekymrende og med en lille ro i sindet, kørte vi hele turen hjem i slemt snevejr, men svært lettede. Så bekymrende har det selvfølgelig ikke været med Clara, men jeg har tænkt rigtig meget på det i dag. Jeg håber virkelig er ringen er sluttet ifht. hospitalsbesøg for vores vedkommende.

Rosa har taget dagen i stiv arm også. Vi lånte en barnevogn, som hun sov i. Og når de var vågne sad de flere gange sammen deri og stjal sutter og legetøj fra hinanden. Det er så sødt, hvordan de har fået øjnene op for hinanden. At lytte til dem klukgrine over de mindste ting fra hinanden er en gave, jeg ville ønske man kunne pakke ind og ligge under juletræet.

K har i øvrigt ikke fået købt julegave til mig endnu. Jeg har foreslået, ham et klippekort på 10 gange uforstyrret søvn. Mærkeligt nok insisterer han på i stedet at finde mig en stor, fin gave. Jeg forstår det ikke.

Og så krydser vi lige fingre for at Miriam ikke begynder at styrtbrække sig i løbet af den næsten uge. Please.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...