Babyen der troede, hun var en hundehvalp

Jeg tror, Clara tror, hun er en hundehvalp. I hvert fald kan hun ikke tåle at et stykke hjemmestrikket tøj, kommer inden for hendes rækkevidde, før hun propper det i munden og begynder at hive tråde ud. Hun har formået at pille tråde ud på en helt ny uldcardigan og -kjole, fordi jeg lige vendte ryggen til et øjeblik.
Nogle gange sætter trådene sig fast i hendes små tænder. Hvis det er snoren på en hjemmesko, sidder hun ret ubehjælpsomt med de ene ben svævende i luften fastgjort til bisserne. Og piver. Som en lille hundehvalp.

Gad vide om hun synes det uldne fornemmelse i munden og på tænderne er lækker? Eller måske har hun allerede nu udviklet en aversion mod hjemmestrik og har indledt en personlig vendetta imod det, hun kan få fat på.

Hvis det er tilfældet, så forudser jeg, at hun taber kampen med den hastighed som familiens strikkemafia producerer tøj til dem i. Så indtil hun selv forstår det må jeg forsøge at begrænse skaderne til (for små) strømper.

Babyen, der troede hun var en hundehvalp