søndag den 9. januar 2011

Det lysner

Jeg synes, det lysner lidt i forhold til sygdom herhjemme. De sidste par nætter har ikke været helt så urolige som ellers og Claras feber er ved at være på vej væk. Vi skal nok regne med at Rosa tager samme tur, men så ved vi i det mindste, hvad vi skal forvente. I aftes havde Clara 40 i feber, så det endte med at jeg gav hende en børnepinex og lod hende sov i ble og satte så vækkeuret hver halvanden time for at checke at hun ikke blev for kold. Haha - satte vækkeuret. Den var god.

Men vi sov næsten til klokken otte allesammen og resten af dagen har vi haft besøg af en journalist og en fotograf fra Århus Stifttidende (mere om det i morgen) og bagefter nogle gode venner, som vi ikke har set i meget lang tid. Hun er højgravid og har termin i midten af februar. Og simpelthen bare så smuk med sin runde mave.

Der er bare et eller andet med de maver, når de strutter allemest. Ærgerligt at maven skal ligne sådan en slatten ballon lige efter fødslen, uanset hvor smuk man ellers har været gravid. Måske er det universets måde at hælde lidt malurt i bægeret, når man står med sin lille nyfødte bylt i armene. Og os der har fået kejsersnit, vi kan så tilføje en lille ekstra "rullepølse", der hvor arret er.

Min veninde i Singapore kan fortælle (skræk)historier om, hvordan man i Singapore, kan få et kombineret kejsersnit og "nip and tuck", når man nu alligevel er i gang. Men det er selvfølgelig også landet, hvor man skal være meget præcis til personalet, så de ved, at man selv vil amme barnet og at de ikke lige skal smide ungen fra skødet og i et sæbebad, umiddelbart efter det er kommet ud i verden (Dorthe - korriger mig, hvis jeg fortæller det forkert). Det er jo noget så forskellig fra herhjemme, hvor det nærmest er en kardinalsynd, hvis man "kommer til" at spilde en dråbe babyshampoo i vandet før barnet er et år.

Nå, men altså, det jeg ville skrive var, at det har altså været en dejlig dag, hvor vi for første gange i lang tid har set og talt med andre end os selv og hinanden.

Jeg har en del blogindlæg på bedding i den næste tid. Foruden mine egne blogindlæg, er der kommet nyt kataglog fra FOF Århus og så har jeg tænkt mig at begynde på en oversigt over de kirker, hvor man kan gå til babysalmesang i Århus. Jeg begynder at have lidt travlt, for datoen for første arbejdsdag begynder at komme faretruende nærmere...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...