mandag den 3. januar 2011

Hormonella sentimentella og hendes freaks

Ved et tilfælde slog jeg over på DR her til aften og gik og ryddede op efter aftensmaden uden helt at lægge mærke til, hvad det var de viste. Indtil jeg opdagede at der var overraskende mange ens mennesker samlet på ét sted. Det kan godt være at jeg lod opvask være opvask og kastede mig i en hed omfavnelse med sofaen. Et program om enæggede tvillinger, det var næsten for godt til at være sandt. Og alligevel var jeg pænt skeptisk. For selvom jeg som de fleste andre er voldsomt fascineret af ligheden på enæggede tvillinger, så er der en masse modstridende følelser forbundet med det. Det er ligesom lidt noget andet, når man selv har et par af slagsen liggende svagt snorkende i rummet ved siden af.

Det er da interessant og en lille smule overvældende at kun ½ procent af verdens befolkning er enæggede tvillinger og at vores piger er en del af del statistik. Det er også spændende at høre om teorier ifht. spørgsmålet om arv vs. miljø, når det kommer til ligheder og forskelle på enæggede tvillinger, der har nærmest 100% identiske gener. Alligevel er det altså lidt svært at forholde sig til. Godt nok har vi fået foretaget en test, som viste at Clara og Rosa er enæggede tvillinger, men det er jo ikke noget vi går og tænker over i det daglige. Måske også fordi det er sjældent at vi omtaler dem som "tvillingerne", men fra starten har gjort noget ud af at kalde dem ved navn.

Nå tilbage til udsendelsen.

Jeg så nok ca. to minutter af udsendelsen, og så havde jeg allerede våde øjne. En enægget trilling, der selv fødte enæggede trillinger. Det gik lige i tårekanalen. Altså nu er jeg også en kæmpe sucker for storladne øjeblikke og kan næsten ikke se film med dyr eller børn uden at sprinkleranlægget går i gang. Og efter jeg har fået børn. Der burde være et særligt ord for sådan nogle som mig: Hormonella sentimentella.

Og da de så begyndte på historien om de adopterede og adskilte tvillinger Mia og Alexandra, der vokser op i henholdsvis USA og Norge. Det var næsten ikke til at holde ud at se på. Da jeg lige havde født Miriam tudede jeg i flere dage efter historien om et spædbarn, der var blevet efterladt i en park i Horsens viklet ind i et håndklæde og lagt i en plastikpose. Jeg kunne slet ikke rumme det, og som en af mine veninder sagde, så var det måske fordi jeg forestillede mig, at det var mit barn, der var blevet efterladt til en grum skæbne. Det gjorde ondt et sted i mit hjerte, hvor det aldrig har gjort ondt før. Og jeg tror lidt det var samme sted, det rumstede i dag, ved forestillingen om at det var Clara og Rosa, der var blevet adskilt og bortadopteret.

Samtidig fik jeg også en lidt træls smag i munden, for hvorfor er det at udsendelser om tvillinger - og enæggede i særdeleshed altid skal være underlagt en slags cirkusmusik? Ligesom for at understrege det mærkelige særlige ved dem. Jeg er sandsynligvis den eneste i DK, der tænkte denne tanke, men jeg er virkelig også vildt følsom overfor emnet. Det er nemlig min store skræk at Clara og Rosa skal blive så ens, at ingen kan kende forskel på dem. Når jeg har fået nok søvn og føler mig ovenpå, så kan jeg godt klare kommentarer som de ligner jo hinanden på en prik! og kan I selv kende forskel på dem?, men når jeg ikke har, så bliver jeg bare så ked af det. For når jeg ser på billeder af dem, da de var helt spæde, kan jeg også godt blive i tvivl især, hvis det har lukkede øjne, hue og sut, men jeg er aldrig et sekund i tvivl, når jeg ser på dem IRL. Og hvilken mor ønsker ikke at andre mennesker betragter hendes børn som unikke i sig selv og ikke to alen af et stykke.

Det er nok også fordi sådanne udsagn prikker til min største frygt - at de vokser op og ikke finder tryghed i sig selv også. At de altid vil have brug for den anden for at fungere. Men det gav mig lidt ro, da jeg hørte to enæggede fyre, der ironisk nok sagde noget i nærheden af all identical twins look at other identical twins as if they are freaks! Og det siger vel lidt om selvopfattelsen ikke kun er bundet op på det at være enægget tvilling.

Næste mandag kommer anden del af udsendelsen kl. 20 på DR. Så skal I se mig vande høns igen.

Nå nu vil jeg lige gå ind og lyse lidt på dem med min mobiltelefon for lige at få dagens sidste glimt af mine egne freaks.
Clara (tv) og Rosa, otte uger gamle.
Sutten bidrager til almen forvirring om hvem er hvem.

7 kommentarer:

  1. Hej Rikke - dejlig blog!

    Jeg er ny læser her og har allerede læst mange indlæg tilbage... Jeg er ikke på barsel (endnu - først til maj) og har ikke i forvejen/venter ikke tvillinger, men du skriver simpelthen så skønt og inspirerende, at jeg bliver hængende!

    Jeg så også tvillinge-programmet i går, og jeg tudede mest, da de sagde farvel til hinanden.

    LouiseH

    SvarSlet
  2. Kære LouiseH

    Tusind tak fordi du tog dig tid til at kommentere på mit indlæg. Det er virkelig dejligt med lidt respons fra dem, der læser med - man kunne jo gå hen og blive inspireret til at skrive noget mere :) Og stort tillykke med den kommende familieforøgelse til maj! Jeg håber, du nyder ventetiden, til du holder dit barn i armene for første gang. Det er jo fantastisk.

    Kh Rikke

    SvarSlet
  3. Hej Rikke
    Jeg elsker også at følge dine blogs - og jeg kan ofte genkende de følelser, du beskriver.

    Jeg så desværre ikke selv udsendelsen om de enæggede tvillinger i går. Jeg gad ellers godt have set og hørt mere til de enæggede fyre bag udsagnet, du refererer "all identical twins look at other identical twins as if they are freaks".

    Nå, jeg må lede efter en genudsendelse.

    Glæder mig til dit næste indlæg - og så må jeg hellere selv se at få mig taget sammen og få mig en blog, når jeg får mere tid fra næste måned... ;-)

    Bedste hilsener
    Joan

    SvarSlet
  4. Hej søde Rikke

    Åhh synes du beskriver det så godt...det der med, at man (jeg) kan blive overhysterisk over at folk skal synes de er ens(selvom Frida og Alfred jo er dreng/pige)...men måske mere det der med at de bliver omtalt og set som en helhed og ikke som de to unikke vidundere de er. Derfor kan mor her godt gå i den modsatte grøft og hele tiden sammenligne for at fremhæve forskellighederne...hmm er der en gylden mellemvej?!

    Nå, men vil da også sige at Clara og Rosa selvfølgelig ligner hinanden...men da ikke SÅ meget, så er sikker på, at VS, BH mm sagtens kan kende forskel uden farvekode :-) Og tillykke med de 8 mdr... glæder mig så meget til at se de store piger og deres mor imorgen...jubiiii!!!

    Knus Maria

    SvarSlet
  5. @Joan: Hvor er det sjovt du skriver, jeg tænkte nemlig lige på at sende dig en mail den anden dag, da jeg havde set udsendelsen :) Jeg kan kun bakke op om at du skal have dig en blog, det ligger ligesom til højrebenet ikke?

    @Maria: Hvor du sød, og ja, de skal nok kunne kende forskel på dem uden neglelak og armbånd. Det varer heldigvis også nogle år inden de selv kan skifte tøj for at drille, eller begynder at kræve at gå i ens tøj. Så indtil da må farvekoden lilla til Clara og lyserød til Rosa gælde for dem der evt. skulle være i tvivl. Ærgerligt at vi ikke fik hinanden at se i dag, men vi tager revanche i næste uge!

    SvarSlet
  6. Kære Rikke,
    først og fremmest tak fordi du skriver den her blog, og derved bidrager med lidt kvalitets underholdning i min barsel.

    Jeg er selv passager i tvillingebåden. Fik de dejligste små enæggede piger for knap 4 måneder siden.
    Jeg er 25 år og det er mine første børn. Det har indtil videre været en kæmpe stor og fantastisk oplevelse.

    Du kan tro jeg kender det med "tvillinge-ambivalensen". Jeg er på den ene side utrolig stolt over deres specielle søskendeskab og synes selv det er utroligt at de er så fysisk ens. Samtidigt har jeg meget svært ved at folk omkring os dyrker det i den grad som de gør. Jeg klæder dem aldrig ens, og bryder mig ikke om at folk referere til dem som "tvillingerne". Derfor kalder jeg dem kun, pigerne. Eller slet og ret - mine børn!
    At have enæggede tvillinger tænder et lys i folks øjne, som jeg ikke bryder mig synderligt om. De vil gerne se giraffen :-S
    Jeg håber at de vokser op, og føler at de er værdifulde hver for sig, og ikke i kraft af hinanden.
    Jeg håber de ikke føler behov for at "optræde" som kloner for at vinde positiv opmærksomhed.
    Jeg håber de vokser op og får glæde af hinanden, i hvert deres selvstændige liv.

    Jeg følger spændt med i dine fremtidige blogindlæg. Vi tvillingeforældre må jo holde sammen :)

    De bedste hilsner
    Malí Dinesen

    SvarSlet
  7. Kære Mali.

    Først og fremmest stort tillykke med dine dejlige piger. Det er en som du skriver en stor og fantastisk oplevelse på alle måde. Jeg kan sagtens genkende dine tanker. Samtidig er jeg også sikker på at uanset hvad så er det vigtigste nok at de får ubegrænsede mænger af kærlighed - så skal de nok klare sig. Det er nogle gange man som mor bare har lyst til at råbe lidt af folk, der liiiiige skal se ens børn - især når de er helt små.

    Og så lige et stort tak for dine meget venlige ord om min blog. Jeg bliver virkelig glad, når der er andre (og især tvillingeforældre), der får noget ud af mine indlæg.

    Mange hilsner
    Rikke

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...