Jeg har bare lige overtaget depechen...

Når der er lidt stille herinde i disse dage, så er det fordi, jeg har overtaget depechen i vores sygdomsstafet herhjemme. Mens vores tre piger er ved at opbygge deres immunforsvar er K og jeg tilsyneladende ved at nedbryde vores. Ingen af os kan huske, at vi har været så ofte syge på så kort tid. Mon der er en sammenhæng mellem konsekvent afbrudt søvn over en længere periode og ens generelle helbredstilstand?

Det eneste gode der kommer ud af sygdom synes at være et reduceret taljemål. På negativ-siden prikker det virkelig til den dårlige samvittighed, for de sidste par dage har jeg vist nået niveauet under zombiemor, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, uden panodil hvis jeg ikke var så heldig at have en dejlig mand, der kunne arbejde hjemme og aflaste mig, mens jeg lå som en anden grøntsag og rallede på sofaen. Jeg må endnu engang bøje mig i støvet for single forældre. At være syg og alene med børn, det er simpelthen skrækkeligt.

Miriam er den eneste herhjemme, der holder skansen ifht. sygdom nogenlunde. Hun hoster dog som en gammel værtshusgæst og snottet løber, så i morgen skal hun have en hjemmedag sammen med pigerne og jeg. Jeg glæder mig, for så kan jeg måske få en smule aflad for min mentale fravær de sidste par dage.

Men når vi engang alle har haft hinandens sygdomme herhjemme, så forventer jeg, at vi alle kommer ud med jernhelbred. Spørgsmålet er bare hvor længe det varer, for jeg lider efterhånden ret så voldsomt at socialt underskud.