fredag den 7. januar 2011

Når hjælpen kommer til den som hulker

Jeg har egentlig altid fået at vide, at hvis man ikke kan sige noget godt, så kan man ligeså godt holde sin mund. Det har ham her i hvert fald ikke - eller også har han bare fløjtet højt og helligt på det. Men altså, hvis I synes jeg et brokkehoved i tiden, så kan I jo tænke på, at der er en der er værre (og sjovere).

Nå, men jeg skal være ærlig. Jeg er ikke i nærheden af at være nogens supermom længere. I virkeligheden går jeg lidt med skyldfølelse af at have lyst til at bruge en check-ud knap, til at sætte mit liv lidt på stand-by. Bare indtil vi alle er raske igen og har fået skyggen af overskud tilbage. Men sådan en knap findes desværre ikke, så jeg trykkede i stedet på den på den meget virkelige røde knap i nat - og hulkende skrev en sms til min mor kl. 04.17 med teksten:

Jeg er desperat... Kan du på nogen måde komme og hjælpe i dag. Vi har næsten ikke lukket et øje endnu, fordi de hoster og græder på skift alle tre. Desuden er min hals helt gal og jeg vil gerne have den podet. Kan bare ikke overskue det mere. Undskyld jeg skriver på dette tidspunkt...

Kort efter kom svaret:
Kære Rikke! Jeg forsøger at finde ud af noget - kan måske komme i løbet af formiddagen - vil det hjælpe? Kh mutti

04.37:
Hvis jeg kan være der ved godt ti-tiden - vil det være ok? Kh Mutti

Krise afblæst.

Mine forældre bor ikke engang i nærheden af os, men min mor smed alt i hænderne for at hjælpe os - og som ekstra bonus tog min far med, så ungerne har bare nydt at have deres bedsteforældre hos dem hele dagen. Jeg har været ekstra salig, fordi der er blevet gjort rent og vasket tøj og jeg har kunnet få sovet en smule. Desuden behøvede K ikke styrte hjem fra arbejde ovenpå hans to dages internering herhjemme. Til gengæld måtte han forbi apoteket et par gange for at hente det penicillin jeg fik for min halsbetændelse (så kan jeg sgu da bedre forstå det gjorde så pede ondt). Mine forældre arbejder begge fuld tid endnu, så jeg føler mig meget priviligeret og taknemmelig. Ja, jeger stadig er træt som bare pokker, min lunte er nærmest ikke eksisterende og jeg gruer for natten, men i morgen er det weekend, og så er verden bare et mildere sted.

Nu er ungerne puttet. Rosa kan ikke rigtig overgive sig til søvnen. Vi spekulerer på, om hun måske er begyndt at savne fysisk kontakt, mens hun bliver lagt til at putte for natten? I går faldt hun nemlig i søvn, da hun kom tæt på mig, og så lå vi der som den meget store og den meget lille ske. Hun faldt heldigvis i søvn, og da hun sov dybt kom hun tilbage i sin egen seng, så jeg kunne være ske for en lille hostende Clara. Omkring kl. 05 faldt vi alle i søvn og jeg vågende lidt i 8 og kiggede på Miriam der lå med armen om sin Peter Plys og Clara, der havde kapret det meste af mine hovedpude og lå som en lille frø på den måde som kun babyer kan. Rosa pustede sødt fra sin tremmeseng i Ks side af sengen. Og på trods at det foreudgående natteroderi var jeg faktisk tæt på at syntes at det var ren zen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...