søndag den 30. januar 2011

Når man skraber bunden af bægeret med overskud og tålmodighed

Jeg ved, jeg gentager mig selv, når jeg skriver om det igen, men jeg kan huske, hvornår jeg sidst var sådan rigtig udhvilet. Det var nemlig d. 6. december. Før og siden har vi haft lange perioder med uro om natten, men tidligere har det ligesom ikke fyldt helt så meget. Måske er det i virkeligheden fordi jeg er ved at nærme mig det punkt, hvor jeg skraber bunden af bægeret, der tidligere var fyldt til randen med overskud og tålmodighed.

Da pigerne var små, vækkede de mig flere gange om natten, fordi de var sultne. Jeg vågnede troligt og lagde dem til uden at vække Mr. Wack eller føle mig synderligt træt. De skulle jo have mad, og jeg havde min iPhone, hvor jeg enten fik læst en masse blogs, nyheder eller spillede (åndsvage) spil, mens de spiste (en af de store fordele ved dobbeltamning, når det fungerer, har man begge hænder fri. Multitasking får faktisk en helt ny betydning). Det var meget simpelt. De spiste og faldt i søvn. End of story.

Efter de ikke længere sover i samme seng, står der en tremmeseng på hver siden side af os, så man kan give en sut. På den måde har det fungeret fint i længere tid, men spørg lige om det er nitten, når man ligger ved siden af barnet, der ikke sover. Og Mr. Wack er bestemt heller ikke fredet længere for ligningen: "to meget nataktive børn" + "træt (og sur) mor" giver desværre ikke summen "far der sover uforstyrret hele natten".

Der er ingen af dem, der sover igennem, hvilket de sikkert burde nu, men især Clara er slem. De sover som regel fint til omkring det tidspunkt, hvor vi går i seng. Fra det øjeblik vores hoveder rammer puden er det som at trykke på en knap. De vågner delvist op og jeg giver dem noget at spise, fordi jeg tænker, at så falder de nok til ro igen. Sådan har det jo altid været. Men Plejer er skredet i svinget. For minimum én af dem vågner op og slet ikke kan finde ro igen. Fint nok hvis det så bare var for lige at sige "hej hej, tak for mad og må jeg få et kys og en sut", men nej. De er som et par små gremlins, der er übercute om dagen, men hvis de fodres efter kl. 23 udvikler sig til mini-monstre, der stjæler al sammenhængende nattesøvn og efterlader rander så store som fyldte Nettoposer under vores øjne.

I nat rodede Clara rundt fra 24-03, hvor jeg efterhånden jeg var så arrig og fyldt med eder og forbandelser, at jeg tog min pude og dyne marcherede ind på sofaen, og lå og dampede af, mens jeg forsøgte at indhente noget søvn. Lidt svært, når man har moralsk kvababbelse over at være blevet så edderspændt rasende.

Sker der noget i hovedet på forældrene, når børn har nået den alder, hvor de i princippet burde kunne sove igennem? I hvert fald er jeg nået dertil, hvor jeg ikke længere synes det på nogen måde er hyggeligt, når der er uro om natten. Hvis det nu bare var for at få en sut eller en sjælden optankning, men TRE stive timer (og jeg har ikke engang turdet spørge Mr. Wack om hun fortsatte, efter jeg deserterede), det holder bare ikke. Ikke engang min telefon bringer nogen trøst længere. Mine øjne er fyldt med grus og selv på laveste skærmlys føler jeg, at jeg stirrer på en malerlampe. Det er sådanne nætter, hvor jeg hører min mund formulere ord og sætninger som: pisseligeglad, idioter, kraftedeme for meget, nu stopper du fandeme! Jeg er et mulehår fra at sige, hvad jeg ellers aldrig troede, jeg kunne få over mine læber: jeg ha*?r dig!. Ikke lige sådan noget, der booster ens gode samvittighed, som i forvejen er rimelig slatten, når man render rundt og er zombie-mor pga. søvnmangel.

Mr. Wack går på barsel på tirsdag, og jeg starter på arbejde om tre uger. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få arbejdsliv til at hænge sammen med tre timers nattesøvn, som det er i tiden. Men måske bliver det en lise at komme væk og drikke sin kaffe ro og mag på et kontor, hvor man kan lukke døren. Hvis udhvilethed kunne hældes på flaske og købes, ville jeg pantsætte vores hus for at få noget. Indtil da må jeg nøjes med kaffe. Kaffe er det nærmeste, jeg kommer på udhvilethed og udsigten til en kop kan gøre de tidlige morgentimer lidt mere udholdelige.

Hvis der er nogen morale til denne historie, så er det vist at Clara og Rosa snart (meget snart) skal ind på deres eget værelse. I virkeligheden er det måske os, der er skyld i forvandlingen fra englebørn til øgleyngel om natten. Undskyldninger for ikke at gøre det har der været nok af, men jeg tror, næsten jeg er villig til at prøve hvadsomhelst nårsomhelst for at få mere søvn. Måske kunne jeg starte med at gå lidt tidligere i seng...

Damn, skrev jeg lige, at jeg starter på arbejde igen om tre uger? Holy moly!


5 kommentarer:

  1. Jeg synes faktisk, at du selv giver løsningen: Hold op med at amme dem om natten. Hvis din fornemmelse er, at de ikke kan håndtere overgangen fra søvn, til spisning og til søvn igen, så må de jo undvære nattespisningen. Mon ikke de kan drikke af kop nu? Så kan du jo tilbyde dem vand, hvis de vågner og det vil de garanteret ikke synes er særligt sjovt i starten (Og hvis de virkelig er Gremlins, er det nok heller ikke den bedste idé), men de skal jo før eller siden vænne sig til, at rigtige mennesker ikke spiser om natten :)

    Og jeg tror også, at eget værelse kunne være en løsning (siger jeg så og har en treårig, der stadig sover i vores seng!) Og måske skulle I stille tremmesengene sammen, så pigerne er tæt på hinanden om natten?

    Og så kan du jo glæde dig over, at pigerne ikke har noget sprog og derfor ikke forstår dine eder og forbandelser. Og så er du altså slet ikke, den eneste mor, der har kaldt sit barn for alle mulige uhyrligheder...

    SvarSlet
  2. Rikke, det er mit liv du beskriver, helt ned til de kærlige hilsner om, at nu er det saftsuseme for meget (det er en airbrushed version)! Herude siger sundhedsplejersken også noget om eget værelse... Alternativt har jeg lige set at man kan få en baby-whisperer ud til sig, altså som med hestene bare uden hest men med unge, var det noget?

    SvarSlet
  3. Ditte for president!

    Dorthe, jeg synes, I skal hidkalde baby-hviskeren og så skal du gæsteblogge om det her hos mig :) Det lyder faktisk endnu mere mærkeligt end den gestaltterapeut vi havde besøg af i min mødregruppe (don't ask).

    SvarSlet
  4. Jeg forstår fuldstændig, hvordan du har det. Søvnunderskud er bare det VÆRSTE i hele verden, og lige p.t. er jeg også villig til at gældsætte mig for flere millioner, hvis jeg kunne få noget vakuumpakket udhvilethed i bytte, inden jeg starter på arbejde ... I MORGEN! Fatter det ikke.

    Men som dig håber jeg også på, at det der med kaffen på kontoret kan redde en del af dagen og ligesom give mig lidt luft og energi til at vende tilbage til Familien Søvnløs om eftermiddagen. Jeg krydser fingre for noget snarlig god søvn til jer. (PS: Jeg tør ikke opgive amning om natten, for pludselig tørrer de der bryster ud, og så har man end ikke DET våben at tage i brug længere, når Krapylet vågner op ...)

    SvarSlet
  5. På en eller anden måde er det bare rart at vide, at der er andre i samme båd som en selv. Måske er det lige præcis den viden, der gør, at man ikke kaster ungerne ud af vinduerne, når man for 117 gang har hevet brysterne frem eller fisket efter en forsvunden sut i det store sorte hul, som sådan en tremmeseng tilsyneladende forvandler sig til om natten.

    Jeg starter på arbejde om 1½ uge. Fatter ikke hvor tiden er gået af. Håber at kaffen smager godt på kontoret! Og at Krapylets start-på-arbejde-og-tak-fordi-du-har-givet-mig-livet-gave til dig, nu hvor du er startet på arbejde er mange timers sammenhængende nattesøvn.

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...