onsdag den 19. januar 2011

Når trætheden overmander selv stridsbananer...

Nu hvor Snemand Frost og Frøken Tø holder hinanden i hed omfavnelse er jeg igen begyndt at hente Miriam fra børnehaven. Mens sneen har haft forvandlet veje, stier og fortorve til lede pukkelpiste har det næsten været umuligt for mig at komme afsted. Oddervognen har jeg næsten ikke kunnet skubbe gennem sneen fordi den er så stor og tung (men dejlig praktisk) og selvom Mountain Buggyen måske kunne have været et godt alternativ, så ville jeg ikke kunne få Miriam med hjem, da ståbrædtet ikke kunne køre i den dybe sne. 

Det passer mig derfor meget fint, at sneen er ved at være væk, så jeg kan putte pigerne i vognen og hente hende. Selvom jeg henter hende forholdsvist tidligt, så kan vi godt mærke på hende, at hun er mere træt nu hvor hun er startet i børnehave. Der gælder nogle andre regler end i vuggestuen, og samtidig er hun holdt op med at sove til middag. Resultatet er at jeg mange dage får en meget træt og meget sur lille dame med hjem. Pædagogerne kan slet ikke genkende den usamarbejdsvillige stridsbanan vi ofte har at gøre med, og siger at hun nok oversamarbejder dernede. Gee thanks! Gid hun gjorde det lidt herhjemme. Synes vi har kæmpe konflikter om alt fra rosinernes placering i havregrynene om morgenen til hvorvidt jeg må tørre mine hænder i samme håndklæde som hende, når vi vasker hænder. Det kan gå fra virkelig hyggeligt til jordens undergang på et splitsekund med gråd og tænders gnidsel til følge. Nogle gange når bølgerne går virkelig højt tager jeg mig selv i at ønske en timeout knap i mit eget liv, for hvem orker i længden at rende rundt med hønserøvsmund og sende ungen ind og køle af på sit værelse i tide og utide? Gad vide om jeg er immun, når det bliver Clara og Rosas tur?

Men uanset hvor usandsynligt træls hun kan være pga. sit lille udviklingsoprør, ligeså engleagtig ser hun ud, når hun sover. Og nå trætheden overmander de mindste, så kan de åbenbart sove stående - som en hest. I hvert fald faldt hun i søvn på vej hjem i dag lænet ind over kalechen på MB'en. Moren uden skrupler kunne selvfølgelig ikke lade være med at tage et billede til "det pinlige fotoalbum", som skal bruges som afpresning, når hun bliver teenager.

I øvrigt er det vildt praktisk, hvis mine børn kan stå op og sove. Så behøver vi nemlig ikke længere bekymre os om, hvordan vi får plads til dem alle i vores lille hus, når de bliver ældre. 

Et træt lille stridsbanan


2 kommentarer:

  1. Sådam er treårige! Simon var lige sådan og Christian ligeså. Jeg har også fået præcis samme forklaring i børnehaven, om at barnet bruger alle sine ressourcer på, at samarbejde og tilpasse sig i børnehaven. Men så sagde Simons daværende meget kloge børnehaveleder som opfølgning:

    Og det skal du faktisk være rigtig glad for, for det betyder, at barnet betragter jer, som sin trygge base, hvor det er okay, at være vred og sur. Nogle børn har det faktisk omvendt: De bruger alle deres ressourcer på, at samarbejde derhjemme og raser efterfølgende ud i institutionen - dem bliver vi bekymrede for!

    Se, det synes jeg faktisk hjalp/hjælper at tænke på, når bukserne skal på FØR blusen, og æblebådene SKAL i den lyserøde skål (fordi det er knægtens yndlingsfarve) eller når afslaget på en kæmpepose vingummi i Brugsen udløser hysteriske anfald. Så skal man bare tænke på, at det faktisk er fordi, at man klarer det der opdragelse helt OK!

    Og ja, man kan blive frygtelig træt, når man er tre år og ikke sover middagslur længere. Simon præsterede faktisk en gang at falde i søvn lige midt i aftensmaden. Billedet af den episode er ikke helt så appetitligt, som det af Miriam...

    SvarSlet
  2. Haha - forhåbentlig tog I en masse billeder af Simon inden i fiskede ham op af kartoffelmosen :) Synes pædagogens forklaring lyder som en jeg gerne vil adoptere. Vil prøve at tænke på det, når jeg mest af alt har lyst til at sende hende på kostskole i et andet land.

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...