fredag den 14. januar 2011

Sandheden skal man høre til babyrytmik

Da jeg var på barsel med Miriam i 2008 forsøgte jeg mig udi noget babyrytmik gennem By i bevægelse. Hun fattede sikkert nul og en hat af, hvad der foregik, men jeg var førstegangsmor og meget optaget af at hun i hvert fald ikke skulle blive understimuleret (as if...). Desuden var det rigtig hyggeligt at være afsted sammen med min mødregruppe og ungerne synes sikkert også det var fint nok at få en på opleveren - også selvom de kun var fire-fem måneder gamle.

Hende der havde holdet vi gik på var en liiiiille smule speciel. Meget farverig, vi kan kalde hende Rytmelone, og den fik ikke for lidt på de tre gennemgående akkorder på guitaren, rasleæg og tamburiner. Og ungerne sad på skødet af os med store øjne og vidtåbne munde og kiggede på deres topengagerede mødre, som skrålede med på navnesang og Lille Peter Edderkop med hver deres næb og overartikuleret mimik.

Miriam var ingen undtagelse og hun var da også almindeligt optaget af de andre børn - hvis du altså spørger mig, hendes mor. Jeg kan ikke huske, hvad det var hun lavede præcist, men en dag sagde Rytmelone ud i plenum til mig:  

Miriam - hun bliver en af dem, der forstyrrer sin sidemand i skolen. Jeg har været pædagog i xx (en menneskealder?) år, og jeg tager aldrig fejl.

Nå, så man så lige mig få smalle læber og stenansigt der? Jeg følte mig dybt forudrettet. Miriam var måske fem måneder og tydeligvis et meget fremmeligt barn, der måske nok bare kedede sig lidt over de samme tre akkorder damen klimptede på sin gamle guitar. Og hvis hun blev sådan en der forstyrrede de andre i skolen, så var det ikke min skyld. Mig. Dydsmønstret. Hvis hun var sådan en, måtte det skyldes hendes far. Jeg sagde selvfølgelig ikke noget, grinede også lidt af det, men blev en lillebitte smule fornærmet. Nok mest af skræk fordi, jeg var bange for at hun ville udvikle sig til ungen som ingen kan lide.

Men nu er hun tre år. Og kun halvvejs i skole. Men Rytmelone tog faktisk ikke fejl. Miriam er fuldstændig kold. Får hun lyst til at starte en fest, så gør hun det. Så kan andre bare følge trop eller lade være. Og mens jeg er totalt hæmmet og skal indtage pænt meget alkohol for overhovedet at komme i nærheden af at være ligeglad, så synes jeg det er befriende at hun bare er og lader sig begejstre uden at skele til om andre synes det er passende eller ej.

Spørgsmålet der presser sig på synes jeg stadigvæk er: hvordan kunne hende pædagogen se det i hende allerede dengang? Og gad vide hvad hun ville sige om Clara og Rosa. Måske skulle jeg forsøge mig udi babyrytmik igen bare for at få min nysgerrighed styret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...