tirsdag den 15. marts 2011

Klumme i Århus Stifttidende d. 4.3.2011

Jeg har nu overlevet den første uge tilbage på arbejde uden at nogen tilsyneladende har opdaget, at jeg er håbløst underkvalificeret efter et år, hvor jeg har brugt mere tid på at læse Peter Pedal end avisen og set mere Ramasjang end Deadline.

Min tilbagevenden til arbejde startede blidt med to dages kursus. Jeg kunne holde koncentrationen i ca. fem sekunder af gangen før tankerne strejfede langt væk fra de emner, der blev talt om og dvælede ved detaljer som pletter på oplægsholderens skjorte og om der mon var chokoladekage eller kringle til næste kaffepause.

Det kom også lidt bag på mig, hvor hårdt jeg skulle koncentrere mig om at sludre og holde øjenkontakt med mine kollegaer. Efter ti måneders babypludren, kommer small-talk åbenbart ikke bare flydende som skidt fra en babyrumpe og jeg er efterhånden så vant til at blive afbrudt af et eller flere af mine børn, at mine øjne flakker pr. automatik med få sekunders intervaller.

Mens jeg forsøger at finde fodslag på arbejdsmarkedet igen, har min mand overtaget ansvaret for børn og hjem. Jeg troede, det ville være svært, men det har været overraskende smertefrit at være væk. OK indrømmet, jeg tænker på mine tre piger mange gange om dagen, men jeg savner dem ikke synderligt. Faktisk er det befriende at være et sted, hvor kaffen kan drikkes varm, hvor ingen græder, når jeg forlader rummet, smider rugbrød på gulvet eller tørrer leverpostejsfingre af i håret på mig, når jeg vil samle det op igen.

På en eller anden måde er det næsten for nemt at starte igen. Jeg havde forventet gråd og tænders gnidsel fra både børn og mig selv, men alle synes at acceptere tingenes tilstand uden de store kvaler. Det hænger nok sammen med at min mand har overtaget depechen i husholdnings- og børnepasningsstafetten og derfor sørger for at det hjemlige kører på skinner. Den virkelige udfordring kommer, når vi skal forsøge at få en hverdag til at fungere med tre børn og to voksne, der skal ud af døren før 07.30 og ikke er hjemme før 16.30. Jeg har en snigende fornemmelse af, at vi inden længe får vores billede i glas og ramme hos den lokale pizzamand og at gæster får ikke kun stukket et barn, men også en maskinfuld vasketøj i favnen, når de kommer på besøg.

Men kommer tid kommer råd og vi får det selvfølgelig til at hænge sammen. Spørgsmålet er bare hvornår og hvordan?

2 kommentarer:

  1. det lyder godt at arbejdslivet er til at overske! selvom jeg da stadig frygter det lidt!

    SvarSlet
  2. You can do it! Bare vent til rugbrødscirkusset begynder, så vil du tigge og be om at komme ud og væk ;o)

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...