torsdag den 24. marts 2011

Boller og ben

Den sidste uge har været en lille smule crazy synes jeg. På nær fokølelse og hoste er Rosa frisk nok, men Clara har været syg siden tirsdag. Hun bliver ved med at have høj feber, og natten til i dag løb vi begge i pendulfart mellem soveværelset og pigernes værelse og fiskede efter sutter og trøstede. Kl. 5 tog jeg Clara op, målte hendes temperatur og gav hende en børnepanodil, en tør ble og tog hende med ind i vores seng. Det fik hende ikke til at sove, i stedet lå hun og rev mig i ansigt og hals og gurglede af grin. Tror faktisk det er den måde man får begyndende løse kinder og kalkunhals.

En halv time hvinede Rosa fra sin seng og ville være med i den begyndende fest. Et kvarter senere kom Miriam dappende på bare tæer fra sit værelse og så var vi fem i sengen – Mr. Wack og jeg havde hver hvad der svar til et frimærke i areal.

Nå, men ingen søvn er åbenbart det nye sort i vores familie, så op med os. Wack og jeg skulle alligevel have de sidste brikker i det store hvem-tager-på-arbejde-hvornår? puslespil lagt. Jeg har barnets første og anden sygedag på mit arbejde, hvilket er en kæmpe hjælp, men desværre er der ikke nogen, der tager mit arbejde for mig, så i løbet af den korte tid jeg har været tilbage har jeg allerede oparbejdet en kæmpe pukkel af opgaver, som jeg skubber foran mig som en Sisyfos-sten. Wack nåede at være tilbage på arbejde én helt dag, før han også måtte overtage sygdomsdepechen.

I morgen har jeg min ugentlige fridag og jeg selvom pigerne ikke helt er på toppen endnu, så skal jeg da i det mindste ikke bekymre mig om logistikproblemet. Men inden da er der lige et par småting  som fx at jeg skal have bagt 30 boller til vuggestuen – og kl. er halv ti. Mr. Wack er i biografen (en 100-lap på at han falder i søvn) og jeg havde egentlig været forbi Matas i dag for at købe voks, så jeg kunne prøve at vokse mine ben over et glas vin (er alkohol ikke lokalbedøvende?) når ungerne sov.

Den meget unge pige i butikken gav mig et råd med på vejen: Husk at hårene skal være mindst en halv cm før du får en god effekt af voksen. Hun så faktisk lidt forkert ud i hovedet, da jeg meget beredvilligt forklarede, at det slet ikke var noget problem, for jeg havde ikke barberet mine ben siden jul.

Må hellere komme i sving, hvis jeg både skal nå både boller og ben inden nattetjansen starter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...