torsdag den 31. marts 2011

Homeparties i provinsen


Der er én ting, der er helt sikkert, når man bor i provinsen, og der er, at der flere gange om året tikker mails og sms’er ind med indbydelser til homeparties af den ene og anden art. Især børnetøj og plastic-fantastic Tubberware er en evergreen. Jeg må indrømme, at jeg tog til mit første homeparty med en vis skepsis. Det var et Tubberware-party hos en nabo, vi var næsten lige flyttet ind i vores hus og eneste grund til at jeg tog med var for at hilse på nabokonerne. 

Det var en fantastisk oplevelse. Sjældent har jeg grinet så meget. Nabokonerne viste sig at være på alder med mig og der var kage og vin i rigelige mængder (what’s not to like) . Der blev sladret og sludret og jeg var flere gange ved at flække af grin over demonstratricen (hedder de ikke det), der var så vild med sine produkter, at hun næsten smittede mig med sin entusiasme. Der var ikke det en salatslynge ikke kunne bruges til. Ja, hun havde faktisk to i deres campingvogn. Én til salaten og én til at slynge bh’er og andet undertøj i. Det var de bare fantastiske til. Eneste ting, der ikke kom i den salatslynge var mandens undertrøjer, de var alligevel for store.

Nu ville jeg så ønske, at jeg kunne skrive, at jeg gik derfra med pengene i behold, men jeg kunne ikke dy mig. Det blev godt nok ikke til en salatslynge (er I klar over, hvad den koster? Det er plastik - ikke guld de sælger), men en skriggrøn kande og fire krus med drypfrit låg. Designet skriger Tubberware til himlen, og bliver faktisk ikke brugt helt så ofte som hun garanterede mig det ville. Det er nok bare mig, der er lidt forkert på den.

På det seneste er det især børnetøjsinvitationer, der kommer. Jeg må indrømme at efter min jomfrutur til homeparty, så har det ikke helt været det samme siden. Børnetøj er bare ikke lige så sjovt som plastic. Ofte er der slet ikke hvidvin, og man sidder meget pænt at kigger på at tøjet bliver præsenteret. Der kommer lige et par forsigtige ”uh” og ”åh” fra de fremmødte, men det er næsten ligeså festligt som en kop lunken kakao, mens det står på. Bagefter bliver stemningen lidt mere højrøstet over økotex-bomulden og mælkedrengestriberne og flere fortæller begejstret om hvor glade de har været for en bestemt style.

En god nabo havde inviteret til børnetøjsparty i aftes. Jeg havde næsten glemt det, men det var jo tæt på og jeg trængte faktisk til at komme lidt ud. Selv Mr. Wack syntes, det var en god idé og sendte mig afsted uden formaninger om at holde igen (allerede der skulle jeg måske have været bekymret…).

Det gik da hverken værre eller bedre end at jeg selvfølgelig købte noget. Det nærmede sig vist 1000 kr., for tre par bukser, to tullesæt og et par bluser. Jeg synes selv jeg holdt godt igen, selvom jeg i situationen har lyst til at købe det hele – også drengekollektionen.

Da jeg kom hjem igen fortalte jeg Mr. Wack om mit formidable mådehold. Han nikkede og så ud til at bifalde mine køb (igen, jeg burde have lugtet at noget var i gære). Så gik jeg i gang med noget andet. Pludselig, ud af det blå, oplyser han med meget voksen stemme, at vi har brugt en millionmilliardtrilliard i de sidste måneder og fortsætter så på inkvisatorisk vis med at få mig til at uddybe forskellige posteringer. Det viser sig at Wack aka luskebuks har downloaded et program fra spiir.dk, som lover, at det kan hjælpe med at holde styr på ens privatøkonomi ved at skabe overblik over poster. Sådan en sladrehank. Hvad skulle det nu gøre godt for. Jeg er nemlig en mester i at bruge penge – hvorfor skal der nu spændes ben for det? Jeg synes faktisk, det nærmer sig usportslig adfærd. 

2 kommentarer:

  1. Den omgang spank/spiir har jeg også været igennem. Bare rolig når først Mr. Wack kommer til den del, hvor han beder dig om at kategorisere de sidste posteringer, fordi han ikke kan gennemskue, hvilken butik du har været i ud fra de små Dankort-koder, så har jeg fundet et smuthul, kategorien: gaver. Det kan fx få selv de dyreste skokøb til at se ud som om, at du bare har været helt vild gavmild.

    SvarSlet
  2. Haha Katja, det er helt klart en bedre idé end: deny, deny, deny, som jeg har benyttet mig af indtil nu :)

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...