søndag den 20. marts 2011

Præstationsfremmende midler til babyer søges

Der er gået en prås op for Rosa her til morgen. At hun kan komme fremad - og væk fra legetæppet. Indtil nu har hun kun møffet sig rundt i en lille radius fra der hvor hun er blevet sat. Igennem et par uger har hun forfinet sin kommando-style-kravle-på-maven teknik og nu ligner hun faktisk en lille ivrig orm, når hun bugter sig frem. Under hvin og prusten fik hun sig transporteret fra stue og ud i køkkenet, hvor hun fandt Miriams Djeco-magneter på opvaskemaskinen og tog sig et hvil mens hun hev dem ned, hun kunne nå.

Imens lå Clara på maven på tæppet i stuen og beklagede sig højlydt. Der er ingen tvivl om, at hun har forstået at Rosa har en stor fordel nu, hvor hun kan bevæge sig over længere afstande. Og det huede hende ikke. Man kunne se på hende at hver en fiber i hendes krop gerne vil af sted, men koblingen mellem hjerne og vrangvillig krop er der bare ikke endnu. Så hun skubber sig arrigt bagud, væk fra der hun gerne ville hen og brokker sig så vi andre heller ikke er i tvivl.

Jeg må indrømme, at jeg blev helt lettet da Rosa fik modet til at komme lidt omkring. Nu har jeg da i det mindste ét barn, der kravler før det bliver et år i begyndelse af maj. For det tæller da som at kravle når man kommer omkring på maven? Ikke? Hos Flødebollerne kunne jeg læse at lille V er begyndt at gå! Ikke engang 11 måneder gammel. Say what? Tror jeg skal på internettet og lede efter præstationsfremmende midler til babyer! Seje unge.

Måske burde jeg slet ikke være så forhippet på at de lærer at komme omkring begge to, for pludselig har vi double trouble herhjemme og så drømmer mig sikkert tilbage til dengang, de bare sad og brugte hele deres koncentration på ikke at vælte bagover i stedet for at give mig grå hår over alt det ballade de kan efterlade i kølvandet på deres fremdrift.

Nu ikke noget med at tage sorgerne på forskud. Der er Ingen der siger at Clara nogensinde lærer at komme fremad. Eller måske springer hun bare det udviklingstrin over og direkte til gå-delen. Nå det mener du ikke? Hun må hellere komme i specialklassen i Daddy Daycares kravleskole så.

2 kommentarer:

  1. Ha, ha, tak for din ros til Lille V. Jamen, han ER også dygtig. Men altså, det undrer mig ikke, at han lærer tingene så hurtigt, for han bevæger sig h-e-l-e t-i-d-e-n! Konstant. Det barn sidder aldrig stille, og han vågner klokken seks om morgenen og sover måske maks. to timer i løbet af dagen – så han har GOD tid at øve sig i. Selv når jeg ammer (ja, det gør jeg altså stadig), er han i fuld bevægelse – han står sgu nærmest på hovedet. Så selv om det er dejligt, at han kan gå, er han altså også en liiiille smule anstrengende. Jeg er ret sikker på, at Clara og Rosa nok skal komme efter det – også uden brug af epo og diverse! ;-) (Og ps: Tænk at have TO halvgående/kravlende krapyler ... tsk, tsk, der må være noget at holde styr på. Du er for sej! Respekt!)

    SvarSlet
  2. Måske er det bare sådan, at babyer der ikke vil sove, lærer at gå tidligere end babyer, der vil sove (her taler vi kun om dagen). Rosa har nu forfinet sin kravleteknik, så hun nu kan "rumpekravle", hvilket åbenbart er en disciplin hendes far også excellerede i. Clara kommer ikke ud af flækken, men som du skriver, så skal jeg nok få sved på panden, når de begge bevæger sig - i forskellige retninger. Jeg skal løbe 5 km 8. maj, hvis de startede nu kunne jeg måske nå at komme lidt i form?

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...