onsdag den 9. marts 2011

Støvsuger vs. hund

Efter fodringstid...
Jeg får en akut trang til at få hund, hver gang vi spiser aftensmad. Clara og Rosa tillader måske at vi fører skeen to gange, og så går fægtekrigen ellers i gang. Især Clara vil hellere sulte end mades i tiden. Hun skriger som en stukken gris og kaster sig bagover i sin højstol, hvis hun har besluttet sig for, at hun selv vil spise eller at der er noget på bordet, som hun vil have (men ikke må få). Til fastelavn i vuggestuen i mandags, var hun blevet så tosset, at var de nødt til at give hende en fastelavnsbolle, fordi de andre børn fik en og hun ikke måtte (hun slægter tydeligvis mig på, jeg var også blevet gal i skralden, hvis andre fik kage og jeg ikke måtte få noget).

Nå, men her ligner efterhånden en slagmark herhjemme, hver gang vi har været i gang med at fodre ulvene. Udfordringen ved både kartofler, pasta og ris er, at de er nogle små suckers, der helst skal ligge på gulvet i et par timer, før de er tilpas tørre til at man kan støvsuge eller feje dem op uden at de sætter sig fast i kosten og sikkert udgør en væsentlig sundhedsfare. 

Må indrømme at jeg flere gange har tænkt om vi i stedet for en nyere støvsuger skulle anskaffe os en hund? 

Jeg kan se flere fordele ved omkring spisetid: 
  • gulvet bliver ikke kun støvsuget, men også vasket efter krummer
  • vi behøver ikke hente vaskeklude til pigernes fingre efter mad
  • vi kan bare løfte ungerne op og børste dem af over hunden
  • og hvis hunden bare er stor nok, kan den også ordne resterne på bordet

Mr. Wack er godt nok ikke så opsat på min idé. Han har en eller anden underlig forestilling om at han så bare vil rykke endnu længere ned i rækkefølgen herhjemme. Jeg kan ikke se, at det har nogen betydning. Jeg mener, så du billedet i toppen af indlægget - og det var kun den ene side af bordet? 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...