søndag den 27. marts 2011

Ting man ser igennem fingre med for at få et par minutters ro

Når mine børn har grædt tilstrækkelig lang tid er der tidspunkter, hvor jeg bare giver op og lader dem lege med "forbudte" ting, for at købe mig bare 5 minutters ro.

Vi er ikke ude i tændstikker og skarpe knive, men for Miriams vedkommende er det sikkert som erantis i marts at hun kan lokke en saks, min iPhone eller mine solbriller ud af mig, hvis hun bare er irriterende insisterende nok. Normalt er lige netop de ting NEEEEEEEJ, men grænserne for, hvad hun må lege med rykker sig simultant med at min tålmodighed forsvinder. For Clara og Rosas vedkommende er det normalt ting som at jeg lige vender ryggen til at hun får trevlet nogle tråde op i sin hjemmestrikkede bluse, eller at de gnaver ryggen af en bog sidder og tygger på pappet.

De har være syge på skift den sidste uge, og for hede hule helvede, det har været en langt uge. Ikke alene har det nærmest været umuligt at få arbejdskabalen til at gå op, men at være hjemme med to småsyge og mega-pivede piger, dét trækker tænder ud. Det hele er kulmineret her i weekenden, hvor vi alle - uden undtagelse - har fået os en forårsforkølelse, og render rundt med 11-taller og kranierne fuld af snot.

Miriam er hardcore børnehavebarn, så lidt snot sætter ikke nogen dæmper på aktiviteterne. Hun kommer bare lige forbi i ny og næ og vil have næsen pudset, men pylrer ikke. Nå, men til gengæld har Clara og Rosa nærmest ikke lavet andet end at græde de sidste to dage (og for Claras vedkommende også om natten). Især Clara er helt ulykkelig, hvis hun ikke sidder på arm hele tiden, hvilket med tiden bliver pænt anstrengende - også selvom man virkelig anstrenger sig for at være rummelig-mor.

Jeg ved det godt, det er jo synd for dem og bla bla bla. Men konstant gråd er en meget simpel form for tortur, som selv den stærkeste må bukke under for (og jeg er ikke engang i nærheden af at være i den kategori). På et tidspunkt var jeg så desperat i dag, at Clara måtte have leget med selv min nye computer, hvis hun bare ville holde op med at græde 5 minutter og være sit "gamle" glade og frække selv. Heldigvis kastede hun lange blikke efter fjernbetjeningen og jeg lavede en lille hurtig risikoanalyse på hvad der kunne ske. Konklusionen blev at så længe hun ikke suttede på batterierne eller slugte knapperne, så var jeg fløjtende ligeglad. Vi har så mange, så en fra eller til, og jeg orkede bare ikke et sekunds tuden længere.

Desværre holdt interessen kun kort og så var gode råd igen dyre. Og sådan fortsatte dagen. Var mør som kobe-kød, da de endelig, endelig, endelig kunne ligges i seng. Jeg er næsten klar til at smide min mobil i puljen med min computer og vielsesring, hvis det kan få dem til at sove natten igennem og vågne raske op med et smil på læben.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...