søndag den 6. marts 2011

Træthed, vampyrer, fastelavn og sukker

Okay så... når man bor midt i Camp Chaos, så er man ikke altid herre over, hvornår energidepoterne er tappet for reserver, for i kampens hede glemmer man som regel at holde øje med om der er nogle indikationslamper der blinker og minder en om, at det er på tide at stoppe op. Måske er der slet ikke nogen, for når vognen ruller, så er der ligesom ikke noget pit stop at slæbe sit trætte legeme ind på og bede nogen om at udskifte batterierne.

Jeg har lige besteget mount vasketøj og efter en lang (men god) weekend, må jeg med en lille smule røde ører indrømme, at jeg ikke lige er gearet til en tur ned af memory lane, så føljetonen med min graviditet med Clara og Rosa må lige vente en postgang eller to. Sorry, hvis nogen af jer kiggede forbi for at se, om der var mere. Det kommer, det kommer.

Wack har sat første episode af True Blood på, mens jeg forsøger at vride min hjerne for noget at skrive (den der siger, at tale er sølv, tavshed er guld skal tvinges til at se Twillight 1-3 på repeat). Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes. Føler mig godt nok 400 år gammel i dag, men der stopper ligheden vist også. I det mindste har True Blood alt det som Twillight ikke har: sex, død og ødelæggelse - og et besynderligt fravær af rød læbestift.

Miriam og jeg var til tøndeslagning ved den lokale Brugs i går (wuhuu - gang i den i provinsen hva'!). En meget smuk (og sikkert brandfarlig) BR-Askepot med vinterjakke og diadem. Hun tjattede lidt forsigtigt til tønden og måtte se konge- og dronningekronerne kapret af ridderen før hende og isbjørnen bag hende. Tror ikke hun tænkte videre over det. De festlige brugsfolk delte nemlig slikposer og fastelavnsboller ud og believe me i Miriams univers er sukker guld. Med sin pose i hånden og en kakaomælk i den anden fandt hun sig endda i at jeg small-talkede med naboen om vind og vejr uden at gentage ordet "moar" titusind gange og hive mig i lommerne. Man skulle tro hun var opdraget af ulve nogle gange, men sukker does the job.

Clara og Rosa blev 10 måneder i fredags. De kravler stadig ikke, men de øver sig. Rosa har lært at komme fremad på maven commando style, som om hun er ved at møve sig under pigtråd. Her til aften fandt hun også ud af, hvordan man sætter benene foran hinanden, når man øver sig i at gå. Hun ser så sød ud med de stive ben, der forsøger at mestre den nye færdighed. Clara er mere stillesiddende, men hun sej til at efterlignede mimik og lyde. Hendes foretrukne er lige nu indianer- og pruttelyde (til stor morskab for Miriam, der dog heller ikke går af vejen for at opdrage strengt på hende: nej Clara! - kig på mig, det må du ikke) og selvom de tykke små hænder stadig er en slags alien hands, der er omtrent lige så lette at styre, som de der gravkøer man kan sidde på i sandkasser (husker I dem), så er hun ret sej, synes jeg.

Nu vil jeg få styr på "udstyret" til Miriam til i morgen. De skal have fastelavnsfest i børnehaven og hun glæder sig til at måtte tage Askepot-kjolen med tilhørende "højhælede" sko på (selvom hun over aftensmaden, som den lille il commandante hun er, bød mig købe et isbjørnekostume til i morgen). Clara og Rosa skal være kat og mus, men jeg må nok hellere skrive det i panden på dem med en tusch, så personalet ikke er i tvivl dernede - "kostumerne" overlader nemlig ret meget til fantasien...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...