onsdag den 30. marts 2011

Verden er ikke retfærdig

Jeg har været til et foredrag i mine pigers institution her til aften. Det var det tætteste jeg kommer på at være spontan, for jeg var slet ikke tilmeldt (wuhuu living on the edge!), og det startede kl. 19 lige midt i 3 x putning og jeg fik grønt lys til at tage af sted 18.45.

Kl. 19.02 var jeg ude af døren og kom stæsende som den sidste med kødsovs på kinden og sneglespor på skulderen fra tre hold snottede næser. Smilede pænt og lidt undskyldende til de andre fremmødte forældre, som pudsigt nok lignede mig lidt i fremtoning.

Foredraget handlede om Hvilken hjælp børnene skal have for at blive sig selv. Og jeg skal afholde mig fra at gå alt for meget i detaljer med, hvad der blev talt om (for det er ikke fordi jeg har teflonhjerne og kun huske få ord fra hver tredje sætning…), men jeg tror at essensen var noget med at verden ikke er retfærdig – og det er forældrenes ansvar at lære børnene det. Og at vi skal hjælpe vores børn til at udvikle deres selvværd mere end ”kun” selvtillid (hvem skal så være med i X Faktor om 15 år?).

Og inden nogen farer til tasterne, så var moralen ikke, at vi som forældre skulle lære vores elskede unger om tsunamier, nedsmeltning af atomkraftværker og borgerkrigslignende tilstande af den arabiske verden allerede før de kom i børnehave. Nej, det vare meget mere lavpraktisk og ufarligt.

Jeg tror faktisk det handlede om som forældre at have nosser til at sige nej og stå fast overfor sine dyrebare poder. Fx i afhentningssituationen. Ungen vil ikke med hjem og insisterer på at blive hængende. ”MOAR – jeg skal liiiiiiiige: indsæt-100-forskellige-og-langvarige-aktiviteter-her. Hvis man skal af sted, så er det os som forældre, der skal sige fra. Barnet skal ikke have valgmuligheden om det vil med hjem. For det har jo reelt ikke noget valg. Det skal med hjem. Uanset om det vil eller ej. Med grin eller med gråd. Det vigtigste var, at man som forælder var en mur og ikke et gardin (du skal ikke være ked af det, hvis du allerede er stået af, det forstår jeg egentlig godt).

At være en mur handler om andet end faste baller (så set ud fra det perspektiv er jeg nok et gardin), men at det muren står fast hvis man spiller en bold op af den, hvorimod gardinet bare lader bolden falde til jorden.

Jeg er tydeligvis lidt rusten ud i formidling af input. Jeg kunne på en eller anden måde godt lide at hun kaldte en spade for en spade og sagde at verden ikke er retfærdig. Man kan ikke dele sol og vind 100% lige og børnene lærer ikke noget godt af det. Men vis mig lige det forældrepar, som ikke tænker i retfærdighed dag og nat hvis de har flere børn. Selv er jeg enebarn, så jeg har aldrig skullet dele med en anden, men min svigerfar er meget obs på at både Mr. Wack og hans søster får det samme. Med tvillinger i huset bliver vi nok retfærdighedens højborg, for når de er så tætte i alder er det svært ikke at ville dele sol og vind lige helt automatisk.

Og det er også en god og interessant diskussion, hvordan man så rent praktiserer at lære sine børn at verden ikke er retfærdig mens man samtidig har fokus på at udvikle og støtte deres psykiske robusthed.
Jeg ville tro at det var et emne, der kunne få gnisterne til at fyge, men tror de fleste af os bare nød et par timer væk fra børneputningsræset derhjemme, så der var overraskende stille, da vi kunne stille spørgsmål.

1 kommentar:

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...