onsdag den 6. april 2011

Min numsekravlende Elasti-Girl

Jeg har helt glemt at sige tak til jer, der deltog i min afstemning om, hvad I læser på min blog. Overraskende nok var der faktisk ikke nogen, der kom kun for at læse om Pernille Rosendals tøj. Måske er det fordi de i stedet er begyndt at søge på "Pernille Rosendal gravid". Det ville overraske mig meget, hvis man kan finde svaret her på min mail.

Men igen, tak for hjælpen, så blev jeg da lidt klogere :)

Denne uge har jeg lovet mig selv, at jeg skal gå i seng senest kl. 22. Det går virkelig dårligt. Men nu hvor de gode intentioner alligevel er gået fløjten, så får I lige et hurtigt blogindlæg.

Clara har nemlig knækket "numsekravlekoden" i dag. En snegl kommer nok hurtigere frem, men hun fik ved egen hjælp rykket sig flere meter frem under stor tiljublen fra de stolte forældre. Hun var selv helt elektrisk og hvinede højt, for det har været så tydeligt, at hendes hjerne har kæmpet for at kontrollere den lille usamarbejdsvillige krop - uden det er lykkes før i dag.

En af de blogs jeg ofte suser forbi er Superheltemor, som altid er garant for et træk på smilebåndet. Hun er mor til fire dejlige superheltepiger, Krea-Girl, Frk. Fantastisk, Lille Hulk og Superbaby.

Clara burde også have et superbaby-navn, nemlig "Elasti-Girl". Det kan nemlig godt være at hun er lidt slow-starter, når det kommer til at bevæge sig fremad, MEN hun kan nå ting, der står så langt væk, at hun ikke burde have en chance - helt uden at flytte sig en millimeter. Det er ret imponerende, at en baby, hvis arme er så korte, at de knap kan nå over hovedet, kan forlænge sine arme uden man ligger mærke til det og kan rage forbudte knive, gafler og mobiltelefoner til sig uden problemer.

Der har da været tilfælde, hvor hun ikke kan nå det hun sigter efter. I de (få) tilfælde sidder hun og stirrer intenst på objektet, som om hun forventer at have telekinetiske evner og få det tættere på, så de små fangarme kan komme til.

Om kort tid sukker jeg sikkert højlydt og drømmer mig tilbage til de dage, hvor de fandt sig i at ligge på ryggen i kravlegården og kigge på en uro, i stedet for at jeg skal jerne rundt og få flossede nerver af de ulykker den ene kan forårsage, mens jeg yder damage control ved den anden. Men lige nu er jeg bare så glad på Claras vegne (og lidt på mine vegne, fordi der er håb for at mine mindste unger kommer til at gå før de skal i børnehave).

2 kommentarer:

  1. Tænk hvis hun lærte telekinese!? SÅ havde du problemer!

    SvarSlet
  2. Jeg tror faktisk allerede alle mine piger kan telekinese, når det kommer til at få mig til at komme springende. De stirrer godt nok ikke ret meget på mig, men piver i stedet - og så vælter jeg møbler og mennesker for at komme hen og hjælpe dem med snottede næser, legetøj der har gemt sig under sofaen, sutter der er faldet ud m.m. Telekinese vil være en stor hjælp for mig, tror jeg.

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...