Living la vida loca...

Fy for pyffer, jeg er træt. Vi har haft gæster fra England hele weekenden. Min mave orker ikke spise eller grine mere og min hjerne er træt af at skifte rundt mellem sprog. Miriam har været helt vildt sej. Hun varmede hurtigt op og fortalte vores gæster om alt og intet fra hendes hverdag. De nikkede bare pænt og smilede, når hun blev rigtig ivrig. Clara og Rosa synes bare det var fedt at have gæster og var sikkert ligeglade om de talte dansk, engelsk eller farsi. Bare der var et par frie arme til at hjælpe dem stavre rundt på elastikben.

Men dem der syntes det var allerbedst var deres forældre, som havde allieret sig med bedsteforældre, som rykkede ind lørdag middag, hvorefter de spurtede ud af døren. Adios amigos!

Det var så fedt, og jeg fik jordens lækreste bøf og vin på Klassisk 65. Og vi drak sjusser og grinede lidt mere. Og det hele var bare så skørt og sjovt og anderledes end normalt. Og jeg forbandende ikke noget (eller nogen) langt væk selvom vi var i seng kl. halv to (wow - living la vida loca hva'?!) og husets tre børnebeboere slog glukkerne op kl. 6 og var freeeesh. 

Mr. Wack er kørt i lufthavnen med vores gæster: Tror også de er trætte, når de kommer hjem. Selvom vores unger egentlig har været mønsterbørn, mens de har været her, så må det synes som om vi er forældre til et kobbel ulve ved måltiderne. Clara og Rosa kaster sig over maden og kaster det til højre og venstre så snart den første sult er tilfredsstillet. Faktisk bliver de skidesure, hvis vi ikke forstår deres grynt og råb asap, og så fejer de alt af bordet i protest. Vores gæster tog det meget pænt og den ene greb hurtigt støvsugeren og sugede en halv gryde ris op fra gulvet, mens den anden foldede vasketøj. I Camp Chaos er der arbejde til dem der vil arbejde. Uanset hvor du kommer fra.