fredag den 6. maj 2011

Tre børn og kun to arme. What to do?

Mr. Wack har forladt matriklen og er draget over storebælt for at se noget med en mur. Han kommer hjem på søndag. Yai. Indtil da er jeg alene med tre (3!) syge (!) børn. Jep, Mimsen har kastet sig ind i sygdomsstafetten med en temperatur på 38,5, men kaster heldigvis ikke op (endnu?). Hun skal dog kæmpe bravt med Rosa om at få depechen, for Rosa kaster stadig op. Clara gør ikke længere, men hun er slatten som en karklud. Hendes øjne, der normalt er så fulde spilopper er bare matte, og hun kigger på mig som om hun har 100 års erfaring at trække på. Både Rosa og Miriam klynker og vil helst sidde hos mig, men Clara piver faktisk ikke, hun er bare sært stille og træt. Jeg føler mig som verdens mest utilstrækkelige mor, når alle tre har brug for mig og jeg kun har to arme at holde dem i. Har brug for at klone mig - og helst lidt snapt.

Heldigvis nu sover de alle tre, ingen af dem med hovedet i den ende af sengen de blev lagt og har samme cute factor som små lodne hundehvalpe. De behøver ikke sige undskyld og angre, når de om kort tid sikkert ridser bilen med en flot sten, de lige har fundet, eller river hul i min nye skønne skjorte fordi den lige skulle bruges til klæd-ud-leg. De kan nøjes med at falde i søvn. Så er jeg blød som smør og kan tilgive alt.

Jeg burde gå i seng, men jeg tør næsten ikke, for jeg frygter, at når mit hoved rammer puden, så starter nattens morskaber. Bare morskaberne ikke indebærer mere bræk, for det tror jeg simpelthen ikke jeg er voksen nok til selv at håndtere.

Men man er aldrig mere voksen end at man godt kan ringe til sine egne forældre og tiggepåsinegrædende knæhøre dem, om de vil komme og agere aflastning. For som Linda fra Blogsbjerg så rigtigt skrev den anden dag, så bliver alting bare 4.000 gange bedre, når man kommer mor på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...