lørdag den 7. maj 2011

Undskyld vi roder! Klumme i Århus Stifttidende d. 6.5.2011


Man skal være mere end almindelig svagtseende, hvis man ikke bemærker det utrolige rod, som jeg og min familie pr. automatik efterlader omkring os, når vi er hjemme.

Overtøj ligger henkastet i entreen, på stole, over gulvlamper i takt med at man får rullet børnene ud af deres overtøj. Sko i fire størrelser ligger i en pærevælling overalt og det er ikke et ualmindeligt scenarie at finde en af os i vild jagt efter en manglende sko tre minutter over afgang.

Der er legetøj overalt. Noget er smidt. Noget er væltet. Selv husets mindste, Clara og Rosa, efterlader et spor af krummer, legetøj og tabte strømper på deres (numse)kravlende færd gennem huset.

Vores hus er kun 112 m2 og vi taler dagligt om, at vi godt kunne bruge mere plads. Ét badeværelse til mor og tre piger bliver på sigt nok en smule trangt, men som situationen er lige nu, betyder mere plads nok bare mere rod.

Vi har nogle gode venner, der er flyttet til Singapore, hvor de har fuldtidshjælp. Jeg sukker henført, når de fortæller om den kæmpe hjælp hun er i hverdagen. Hun har tidligere arbejdet for en familien med fire børn, men jeg tror, hun ville være i knæ efter en uge hos Camp Chaos. Efter en weekend ligner huset faktisk noget, jeg har brug for at tage ferie fra.

Hver anden uge får vi godt nok hjælp til rengøring. Ikke alene giver det en vis ro at vide, at der bliver gjort rent hver anden uge, vi slipper også for endeløse skænderier om, hvem der nu skal jage hære af nullermænd ud fra under sofaen, svinge toiletbørsten eller tørre støv af vindueskarme. Problemet er bare, at to minutter efter vi er trådt ind af døren ligner det igen, at vi er blevet ramt af et mindre jordskælv.

Efter aftensmaden kigger vi for det meste bare opgivende på hinanden og laver sten-saks-papir uden at fortrække en mine for at bestemme, hvem der skal rydde op efter måltidet. Det er nitten at tabe, skulle jeg hilse at sige.

Jamen, hvor svært kan det være at holde orden på 112 m2? I princippet vel ikke, men er I klar over, hvor svært det er at lave noget som helst, når man har et barn klistret på hoften og kun én arm fri?

Når vi får besøg, er min indledende replik efterhånden bare Undskyld, vi roder! Min mor plejer at citere ofte Herdis Møllehave som svar: Man kan tidsnok bo i et museum. Det er pænt af min mor at vende det blinde øje til, i hvert fald indtil jeg vender ryggen til, for så går den hvide tornado ellers i gang med klud og støvsuger. Giv hende ti minutter alene i huset, så har hun ordnet det, der ville tage os det meste af en eftermiddag nå. Gad vide om der er et oprydningsgen, jeg ikke har arvet?

Clara og Rosa fylder et år i næste uge. Udover at det måske ville være lidt ekstravagant gave og hvis det ikke var fordi, vi hverken har tid, plads eller penge til det, så ville jeg skrive en au pair på hver af deres ønskesedler.

Tre gode hjemmesider for dig med børn:
1.    www.boenibyen.dk/aarhus: Masser af ideer til, hvad du kan lave med junior i Aarhus
2.    www.rejsmedboern.dk: Fyldt med inspiration med dig, som gerne vil rejse med dit barn
3.    www.sjovforborn.dk: Guide til attraktioner, forlystelsesparker og gratis glæder i Danmark og udlandet

2 kommentarer:

  1. Det lyder til at det ser ud ligesom hjemme hos os....og vi har blot ét barn. Det kan være vi skal droppe at få flere børn, så skal vi bare til at kravle rundt ovenpå endnu mere tøj, sko, reklamer (arrj, de reklamer, nu skal vi sgu også snart få så'n et "Nej tak" skilt) legetøj osv. for overhovedet at komme rundt i huset. Suk, jeg hader at rydde op og gør det stort set altid (kun) først en halv time inden der kommer gæster og så bliver det aldrig gjort ordentligt...så bliver det bare proppet i skabe og skuffer og så ligger det der og roder i stedet for...suk. Ærgerligt at ingen her i huset har fødselsdag snart, så vi også kan ønske os en au-pair ;)

    SvarSlet
  2. Jeg tror faktisk også kontrasten er størst, når man får sit første barn - eller i hvert fald proportionalt med, hvor meget overskud man har. Jeg vil også titusinde gange hellere bruge tiden foran min computer (og nogle gange med mine børn), end at svinge toiletbørsten. Synes faktisk der burde blive delt au-pairs ud til alle, når de fik deres første barn. Og en pr. barn derefter. Eller i hvert fald en rengøringshjælp, der også kunne folde tonsvis af vasketøj.

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...