søndag den 24. juli 2011

DJ'en og Dansemusen

I dag tog Wack og Miriam til Anders' Regnskov (som det jo hedder...), mens jeg blev hjemme med Clara og Rosa. Søde som de er, så var flere timer i en klapvogn i en luftfugtighed, der nok bedst kan sammenlignes med en tur i tyrkisk dampbad, nok ikke den bedste cocktail. 

Som erstatning for slanger, fugle og andet kryb, havde jeg fornøjelsen af at se pigerne i deres es. Når de er veludhvilede og glade så er de begyndt at lege små lege. De farer omkring i en slags fangeleg, der som regel ender med at de kravler op i sofaen og vælter omkring som kegler på køreteknisk anlæg, mens de klukker af grin og hviner af fryd over deres egne påfund. 

Jeg har tidligere lavet et indlæg, om der var noget "særligt bånd" mellem dem fordi de er enæggede tvillinger. I de seneste måneder, har jeg faktisk syntes det virkede som om de ikke ænsede hinanden - eller som om den anden var på "tålt ophold" i deres liv. De kiggede lidt på hinanden, men brugte det meste af dagen på at stjæle legetøj fra hinanden og opføre dramatiske scener, hvis de hver især følte sig krænkede (=hvilket så var hele tiden). 

Måske var der en sammenhæng til al sygdommen, men nu er der ingen tvivl om at de har fået øjnene op for hinanden. Udover den begyndende leg, så spejler de sig i hinanden. Fx når de sidder ved bordet og spiser, kan man være sikker på, at bliver der væltet et glas mælk med vilje, så går der et splitsekund, så har den anden imiteret (vi kan næsten lige så godt sætte os på gulvet og spise aftensmad, vi tilbringer efterhånden meget af vores tid dernede med at tørre og samle op. Man burde lave "astronautmad" til småbørnsfamilier, hvor al skulle indtages flydende - eller "tørkost", som ikke kunne tværes ud i og over alt).

Tvillinger eller ej, de er skøre og sjove i tiden. Forleden stod de på Miriams værelse, som næst efter badeværelset er favorite hang-out (behøver jeg at skrive, at det er fordi der begge steder er så mange sager, som man ikke må pille i). Det er slet ikke til at stå for, når man er 1 år. Miriam satte musik på, og så var der tumlingefest. Rosa var DJ og styrede volumen med hård hånd (the only way is up) og Clara var dansemusen, der dansede med hele kroppen (albuerne tæt til kroppen og så overkroppen roterende i vildt tempo fra side til side). De skal nok blive et kønt par, når de rammer teenageårene.

Har du fundet ud af, hvordan man åbner?
Ahem... psst - Clara... Jeg tror, mor har opdaget os.
Skynd dig se uskyldig ud
Lykken er at ligge tæt (op af en væg)

Arh - du får sgu lige en krammer søs.



3 kommentarer:

  1. Altså, de er jo virkelig søde, men hold da op nogle lårbasser de har sig! ;) Håber I nyder ferien - det ser det ud til!

    SvarSlet
  2. Tak du :) Lækre lamselår er lige hvad de har :)

    SvarSlet
  3. Synes atronautmad lyder fedt, men vil gerne stemme for, at det er i den udgave, der svæver rundt i bobler, der er sjove at fange med munden, og som ikke siver ned i vores ubehandlede trægulv (jeg havder virkelig det gulv)

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...