tirsdag den 16. august 2011

De forbyttede babyer, del 2

Hov, jeg kom vist lige til at udgive indlægget, før jeg var færdig med det... Here goes the rest:

Jeg fortsætter, hvor jeg slap i går. Og hvis I vil have flere ord, så knock yourselves out:

Nå, men hvis vi nu antager, at Clara og er Clara og Rosa er Rosa, så tænker du måske: jamen, enæggede tvillinger ligner jo hinanden helt vildt meget, hvordan kan I så være sikre på, at I ikke selv har byttet rundt på dem? Inden de blev født var min svigerfar faktisk så bekymret for dette på vores vegne, at han - i en god mening - sagde: Man kan da altid håbe, at den ene har et modermærke i ansigtet, så I kan kende forskel. Jow deeet....

Jeg kan sagtens kende forskel. Det kan godt være de har identisk arvemasse og sikkert kommer til at ligne hinanden mere om mere, men jeg er bare ikke i tvivl og har kun været rigtig i tvivl om det én gang. Det var dagen efter de var født, og jeg præsenterede dem for en anden nybagt tvillingeforælder. Da jeg trissede videre med dem i deres fællesvugge og i ens sygehustøj, blev jeg pludselig i tvivl, om jeg havde sagt rigtigt og måtte hive en arm op for at se på et armbånd. Jeg havde sagt forkert, og jeg fik så sindssygt dårlig samvittighed, for hvilken elendig mor var jeg, der ikke engang kunne kende forskel på sine børn?

Måske har jeg aldrig været i tvivl, når jeg kiggede på dem IRL, men i flere måneder, var jeg godt nok meget i tvivl, når jeg så billeder af dem og når de græd. Jeg gættede forkert halvdelen af tiden, hvilket ikke ligefrem boostede min mor-til-tre-selvtillid.

Sådan er det ikke længere, for de lyder på ingen måde ens. En sjælden gang kan de lyde ret ens, når de møffer rundt efter en sut i nattens mulm og mørke, men den der skriger højest og længst er altid Rosa, hvis hun ikke får sin vilje. Det er ikke fordi jeg ikke kan se lighederne mellem dem, men jo bedre jeg lærer dem at kende, desto mere forskellige er de i mine øjne. Clara er lidt større end Rosa, men der har bare altid været noget ved øjnene, ørerne, munden, hovedformen, små skønhedspletter på kroppen osv.

De små tricks med neglelak på en lillefinger har ikke været nødvendigt. Vi gør det også nemmere for os selv, ved aldrig at give dem ens tøj på. Rosa har lyserødt på (rosa=lyserød, fååårk, vi er kløgtige hva' hva' hvaaaa?) og Clara er i lilla (nogle af vores venner, foreslog om vi havde overvejet at ændre hendes navn til "Laila". Haha, det grinede vi meget af den dag. Giver det mening - eller skulle man have været der?).

I begyndelsen var det totalt faux pas, men hånden på hjertet, i svage øjeblikke kan jeg godt lide en vis form for symmetri i det tøj, de får på. Så nogle gange (kodeordet er nogle) får de ens bukser eller bluse på - i forskellig farve (Ah, who am I kidding. Jeg ender garanteret som totalt sell-out og giver dem matchende tøj på og ens frisurer, før de starter i skole).

Deres temperamenter er heller ikke ens, selvom det er nærliggende at tro, når de er blevet til sammen, har næsten 100% ens DNA og kun har været adskilt i få timer af gangen. Jeg ved faktisk ikke helt, om jeg kan give nogen præcis forklaring af, hvem der er hvordan, for de ændrer sig dagligt. De er bare ikke ens. Kan lide mange af de samme ting, men reagerer ikke ens på fx fremmede eller nye omgivelser. Jeg tror dog at det at de ofte altid er sammen er med til at give dem en tryghed, som kun er få forundt. De ting som de kan gøre ved hinanden og de grin de får sammen er helt utrolig sjovt og fantastisk at være vidne til.

Selvom jeg sagtens kan kende forskel, så kan jeg godt tage fejl i en snæver vending, hvis jeg forventer at noget er på en bestemt måde. For noget tid siden, da kun Rosa kravlede på alle fire, og Clara numsede sig frem, havde jeg udgangstilladelse en aften, hvor Kasper så puttede hele mini Camp Chaos. Da jeg kom hjem fortalte han at Rosa - stik mod forventning - bare havde lagt sig ned og var faldet i søvn, hvorimod Clara havde lært at rejse sig op i sengen og bare ikke ville sove. Jeg syntes, det var vildt sejt af Clara, der altid har været en my efter Rosa med det fysiske.

Næste morgen hev jeg Clara op først og lagde hende ind i sengen til Kasper, der to sek senere kaldte triumferende på mig og fortalte at "Hun kan kravle Rikke, Clara kan kravle!!!" Og ganske rigtigt var den lille prop på vej på alle fire. Jeg samlede hende op og satte hende ind i stuen og hentede derefter Rosa. Inde i stuen kom jeg til at kigge nærmere på dem og blev forvirret. For det lignede altså ikke helt Rosa i Rosas tøj... Hmm... Var det bare fordi jeg var træt med træt på - eller?

Efter lidt kløen i nakken fandt jeg ud af, at der jo var byttet om. Årsagen var, at aftenen før, var Kasper gået i samlebåndsmode og havde givet pigerne nattøj på i et tempo, der ville gøre en akkordarbejder grøn af misundelse. - og havde så ikke lige lagt mærke til at det var den forkerte han puttede i tøjet og i den forkerte seng. Så det var faktisk slet ikke Clara, der havde udviklet motorikken med ekspresfart mens moren havde været væk.

Selvom det er sjovt nu, så synes jeg det overhovedet ikke, da jeg lige opdagede det. For hvis Kasper ikke længere kunne kende forskel, så var det altså lidt op af bakke. Så jeg var lige isdronning i flere timer for en stund, indtil jeg kom til at huske lidt på, hvordan det er at putte tre små børn selv. Det er pænt hektisk. Og når man har været alene med dem i flere timer, samtidig med man skifter lortebleer med den ene hånd, tørrer røv på Miriam med den anden, rører rundt i aftensmaden med en ske mellem tænderne, samtidig med at man forsøger at sparke stole væk, så der ikke er nogen der kravler op (og falder ned), så er det noget, der bare skal overstås hurtigst muligt, så man selv kan få fødderne op (so shoot me, hvis du synes, det lyder urimeligt).

Men tøjbytteriet er ikke nok til at tage 100% fejl, så jeg vil stadig mene, at medmindre Skejby har spillet os et puds, så er der ingen forbyttede børn herhjemme. 

Jeg ved der er flere med tvillinger, der læser med. Kan I genkende noget af ovenstående?

2 kommentarer:

  1. Ork jo du kan tro jeg kan kende det du beskriver. Jeg kan sagtens se forskel på de to 11 mdr enæggede drenge.
    Lige fra fødslen har de haft forskelligt temperament de lille har været vågen fra dag et og fulgt med i alt og storebror brugte de første dage på at åbne det ene øje for bare at sove videre.
    Det får mig til at tænke at de er genetisk ens samme opdragelse og miljø men de er født med en personlighed man som forældre ik har indflydelse på.
    I bilen har de selvfølgelig hver deres autostol, men de arvede stole er lidt forskellig i str så den store sidder altid i de med ternet betræk :-) Så når faderen sætter dem ud i bilen løfter han tit barnet i vejret ala Løvernes Konge og råber "hvem er det jeg har her". Fatter ik ha stadig ik kan se forskel
    ´KH Vibeke

    SvarSlet
  2. Haha - jeg sidder her og griner ud i stuen, og fik lige et løftet øjenbryn af Kasper, der vist nok følger med i en-to-tre fodboldkampe på én gang (hvorfor forstår jeg ikke, der er jo De unge mødre). Hvis han vidste det billede jeg har i hovedet af din mand, der løfter sin ene søn i luften. Fantastisk!

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...