mandag den 8. august 2011

Mig og alle de døde og mishandlede børn

Jeg kan simpelthen ikke holde det ud - tanken om at der andre steder i byen, landet, verden er børn som udsættes for helt umenneskelige forhold og overgreb. Min mave er en stor knude ved tanken om børn, der dør af kvæstelser forårsaget af vold i hjemmet, børn der udsættes for vanrøgt, overgreb eller lever under så forfærdelige forhold, at der ikke engang er råd til mad - eller mad at skaffe. Og en af kronerne på værket af mine tilbagevendende mareridt om spædbørn, der bliver efterladt til en krank skæbne af deres forældre.

Engang havde jeg en hård skal omkring mig. Det var faktisk kun film om dyr, der blev væk, der kunne åbne for vandhanerne. Ej, hvor har jeg tudet mange gange til Den uendelige historie og Den lange rejse hjem (don't ask - indsætter ikke engang et link, fordi det er for pinligt).

Så fik jeg et barn og med det krakellerede den åbenbart porcelænstynde skal omkring mig. Jeg vil ikke tænke disse dystre tanker, men hver gang jeg læser eller ser noget om børn, som ikke render kornfede og glade rundt og ligner nogle man har lyst til at sætte tænderne i, men i stedet udsættes for utænkelige og umenneskelige handlinger, så indprenter der sig billeder af disse børn på min nethinde - men med mine pigers ansigter på.

Jeg er så sindssygt bange for at mine børn dør fra mig - eller at jeg dør fra dem. Når jeg kører på arbejde om morgenen invaderes mine tanker pludselig af tanken om, hvor bange Miriam ville være, hvis hun lå  mishandlet og indespærret i et mørkt rum, eller hvis nogen kom forbi institutionen og skød Clara og Rosa.

En ting er tankerne, dem kan jeg som regel ryste af mig ved at tænke på noget nuværende, som fx at Rosa i weekenden virkelig fattede meningen med at bruge sine ben til at gå eller at Clara er begyndt at uddele våde babykys "på kommando"- noget andet er drømmene.

I nat drømte jeg, at vi alle var taget på tur. Af en eller anden grund havde vi efterladt Rosa alene hjemme i huset. Vi var afsted i lang tid, og da jeg pludselig fandt ud af, at det ikke var rigtigt, så kunne jeg ikke komme tilbage til hende. Jeg vidste bare at hun havde været alene i mere end et døgn uden nogen form for hjælp. Jeg vågnede, med et ansigt der var vådt af tårer og jeg havde en stor usynkbar klump i halsen. Clara lå tilfældigvis i sengen ved siden af mig og jeg var nødt til bare at give hende et kys og et kram, nu hvor hovedpersonen i min drøm, Rosa, lå i sin egen seng. Clara gad på ingen måde at blive kysset og krammet  klokken kvart over kvalme om morgenen, så hun kvitterede med at kradse mig i øjet med den ene hånd og nive mig i brystet med den anden.

Men jeg tager gerne imod alle den tough love ungerne orker at give mig, når de ikke gider deres tudeprins af en mor - hvis bare det fjerner alle billederne i mit hoved for en stund.

Maskinmesteren har skrevet et rigtig fint indlæg, om man på et tidspunkt gror hård mor-hud. Konklusionen er genkendelig.

4 kommentarer:

  1. Så sandt som det er sagt!

    Kh Camilla

    SvarSlet
  2. Hvor kan jeg bare godt sætte mig ind i det, du skriver. Jeg har det på nøjagtig samme måde!

    Kan man mon elske for meget?

    SvarSlet
  3. Du rammer plet i noget inde i mig med dit indlæg. Jeg tænker også ALT for ofte på, at der er så mange uskyldige- børn som voksne - der bliver ramt af den onde verden. Især da jeg lige havde født for nogle måneder siden ramte det hårdt. Kan simpelthen ikke fatte det.
    På en måde er det jo smukt, at vi som mennesker bliver sårbare af at elske andre mennesker så meget, at vi bekymre os for det meste af menneskeheden :-)

    SvarSlet
  4. Jeg tænkte nok, at jeg ikke var den eneste, der gik rundt med tanker om død og ødelæggelse inden i. Kunne dog være praktisk med en "sluk-knap" nogle gange :)

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...