Mig og mine bingovinger

Jeg har for en måned siden været så letsindig at melde mig ind i motionscenter, ud fra det håbden teori, at det kan få mig til at tage kampen op mod slappe muskler og løst maveskind. I øjeblikket står der 0-5 til tyngdekraften og især mine baller kan med lethed holde op til flere blyanter gemt fast. To graviditeter på 3 år har ikke ligefrem boostet min træningsmoral og selvom jeg af og til er at finde prustende og stønnende på stierne i lokalområdet, så er jeg hurtigere at lokke hen til slikskabet end til mine løbesko.

Men så var det, at mine bukser sprak fra ende til anden, da jeg var med Miriam på legepladsen i weekenden (stoffet var helt klar mørt. mmhmm...). Så i går kom jeg modvilligt afsted. Nervøs ved tanken om endevægsstore spejle til at fange ens spejlbillede fra enhver tænkelig og utænkelig vinkel. Instruktøren gjorde sit for at få mig til at føle mig godt tilpas. Jeg tror dog ikke helt han fangede ironien, da han spurgte, om jeg tidligere havde dyrket noget eliteidræt og jeg så forundret ud og sagde: ja, kan du ikke se det - og lavede et "strøg" med hånden ned forbi kroppen for at vise hvor åbenlyst det på ingen måde måtte være (fyi har jeg aldrig være elite til noget). Især efter at jeg to sekunder forinden havde fortalt, at jeg havde tre små børn. Han mumlede bare jo... og skyndte sig at begynde at tale om maskiner.

Av av. Har fortrudt. Mon jeg kan finde på en undskyldning for ikke at komme der igen. Fik også smadret min forestilling om, at jeg kunne træne mine bingovinger væk. For nej, ifølge instruktøren kan man ikke træne løs hud væk (tak for lort makker), men man kan udfylde det med muskler. Ahem, nej! Det er jo ikke dét jeg vil. Jeg vil ikke have større muskler, jeg vil bare have min løse hud væk. Og have slanke, lækre arme. Og ben. Og mave. Og røv. Hvis de ikke kan gøre noget mod løs hud, så kan det virkelig også være lige meget, så skulle jeg måske have sat mine spareskillinger ind på en plastik-fantastisk konto.