tirsdag den 6. september 2011

Aflevere. Arbejde. Afhente. Aftensmad.

Jeg er her stadig - sort of.

Det er som om, der er nogen der har stjålet af tiden og bare har efterladt en masse krummer og en gigantisk bunke vasketøj. Dagene passerer mere eller mindre bare forbi som et diasshow fuld af uskarpe billeder, der er timet lige et par sekunder for hurtigt. Bare lige nok til at man registrerer et kendt motiv, men ikke når at lave kobling til hvem eller hvad det er, før næste billede er på.

Aflevere. Arbejde. Afhente. Aftensmad.

Sådan ser vores dage ud i tiden. Totalt strippet for nogen slinger i valsen - eller overskud til at nyde nogle af delene. Når pigerne får morgenmad, sidder jeg næsten og overvejer at spike min morgenkaffe for at holde svineriet ud indtil de alle er afleveret i institution og jeg kan komme på arbejde. På arbejde kan jeg ikke vente på, at jeg igen kan gå, for at kunne hente dem inden institutionen lukker (hvordan fanden er det lige at stort set alle kan aflevere efter kl. 8 og aflevere før kl. 16?). Når vi er hjemme kan jeg næsten ikke vente på at især Clara og Rosa skal i seng, og når de sover som små engle glæder jeg mig til at se dem igen, den efterfølgende morgen. Og derefter kører møllen igen. Det er lige til at få lange baller af.

Miriam er rigtig sød i tiden, men hun var desværre så uheldig at komme til skade i børnehaven i fredags, så de næste tre uger, er hun udstyret med en gips-arm pga. et "pilekvistbrud", som det vist hedder på doktor'sk. Det er ikke noget alvorligt, men bruddet var tydeligt på røntgenbilledet, så de valgte at lægge gips på. Vi var på skadestuen det meste af lørdag formiddag, og hun var simpelthen så sej. De masede på hendes arm og hun forsøgte at sidde musestille under røntgen, mens de tog fire billeder af hendes tændstiktynde arm. På plussiden synes forældrene at det er så synd for hende, at vi kaster slik ind i hendes mund, bare hun åbner den. Så for hende er største minus nok, at armen klør.  Hvordan den skal holde i tre uger, er beyond me. Allerede efter fire dage er den så wammel, at jeg slet ikke tør tænke på, hvordan den ser ud, når den skal pilles af.

Clara og Rosa har været ved at drive os til vanvid. De kan og vil alting selv, hvis det står til dem, og de efterlader et spor af rod efter sig. De kan sagtens drikke selv af en kop og har gjort det siden de var 10-11 måneder, men det er stadig sjovt at vende bunden i vejret på en fuld kop. De har også fundet ud af at dreje en ske rigtigt, så de næsten kan spise deres havregrød rigtigt med ske, men alligevel skal hele hånden ned i tallerken, rundt i hovedet og op i håret - og udover alt i nærheden. Samtidig kan jeg nærmest ikke gå to skridt før de forsøger at lægge mig i benlås og forhindre min frie bevægelighed. Har jeg held til at slippe løs, skriger de, med verdens mest irriterende lyde, indtil en af os tager dem op. Gider de så alligevel ikke det, får man en lussing så det synger for ørene eller bliver kradset på kinderne. Og don't get me started på "puslebordskampene". Fatter simpelthen ikke at de bliver ved med at gide opføre sig, som om vi forsøger at tvinge dem til at gå på glødende kul.

Hvorom alting er. Det hele er en lille smule op af bakke i tiden. Jeg synes ikke rigtig, jeg har noget overskud at dele ud af. Der er så meget jeg gerne vil nå, så mange ting jeg gerne vil ordne, folk jeg gerne vil se, et liv jeg gerne vil leve. For ærligt talt, hvem har lyst til at leve et liv, som bare handler om at hverdagene skal overstås, så man kan komme til weekend? Weekender, hvor man alligevel er så smadret at man ikke orker invitere gæster eller ordne nogle af de ting som hober sig op.

Jeg fatter simpelthen ikke hvordan andre familier overlever med to fuldtidsjob, tre børn og alle de gøremål der følger med for at få en hverdag til at gå op. I hvert fald ikke hvis de også nogle gange skal smile oprigtigt til deres børn og have lyst til at se nogle venner til aftensmad uden at være ved at få stressknopper ved udsigten til ekstra oprydning.

Har fået bogen "På job efter barsel" af Lotte Kirkeby Hansen og Lene Wissing. Måske skulle jeg prøve at åbne den og se om de har gemt de vise sten til mig. Må ærligt indrømme at jeg mere har lyst til at åbne en flaske vin og derefter trække dynen over hovedet og vågne op, når det er blevet sommer igen.

11 kommentarer:

  1. JA. JA. JA.
    Jeg er der også!! Og med kun 1 barn vel at mærke... Hvor er hverdagen dog røvkedelig og ensformig! OG jeg har kun været fanget af den i 8 dage!

    Så er der godt nok lang tid til næste ferie og/eller barsel!

    Kh Camilla

    SvarSlet
  2. Åh, hvor jeg dog kender det - og jeg er også total mystificeret af, hvordan i alverden det er muligt at bringe sent og hente tidligt. Hvad er det for nogle jobs folk har?!?!!!?

    SvarSlet
  3. Jeg tror ikke der er nogen familier med to fuldtidsjob og børn der får det til at hænge sammen.

    Jeg vil faktisk næsten gå så vidt som til at sige at jeg ikke tror nogen familier med børn får det til at gå op.

    Og ang. bringe sent-hente tidligt - flekstid, bedsteforældre, deltid, studerende, natarbejde?

    SvarSlet
  4. Aj Rikke! Du får mig til at huske at nyde de sidste barselsuger! Meeeen glæder mig nu til at komme på arbejde og bruge mine 8 (ja otte!) års universitetsuddannelse.
    Forslag til nemmere børneliv:
    1) Morgenmad i institution - I min søsters børns institution giver de børnene pålægschokolade og syltetøj til morgenmad. Hendes unger springer ud af sengen om morgenen for at nå morgenmad i børnehaven!
    Går nok desværre ikke i Mårslet - men måske du skulle overveje at stille op til det kommende forældrerådsvalg med et "mere sukker til vores børn tema"!
    2) Hver søndag laver I kødsovs til 7 dage - det kan så varieres over ugen med ris, pasta, kartofler, gnocchi, spelt....

    Vi ses snart! I er altid velkomne her til en gang hurtig aftensmad efter princippet kom - spis - rod - skrid ;-)

    SvarSlet
  5. Kender det SÅ godt. Er allerede bekymret for at skulle ind i hamsterhjulet igen efter endt barsel (hvem sagde noget om at tage sorgerne på forskud :-)) Syntes, det var svært nok at få en hverdag til at hænge sammen med bare ét barn, og når der så pludselig er to... Argh!

    Ang. det der med at aflevere sent og hente tidligt, så vil jeg også MEGET gerne vide, hvem de er (og måske i særdeleshed hvad de laver), dem, der kan det. Det er stort set alle i Øglens institution. Selv om vuggeren først lukker kl. 17.15, er Øglen en af de absolut sidste, der bliver hentet, hvis vi af uransagelige årsager (som fx 2 x fuldtidsjob) først kan være der kl. 16. I don't get it...

    SvarSlet
  6. Jeg tror, det er en situation alle børnefamilier kender, og hvis der er nogen, der har en løsning, tror jeg de kan blive rige! Eller valgt ind i folketinget, hvis de gik til valg på at give børnefamilierne en lettere hverdag.

    I vores familie tror jeg at det bliver noget med deltidsarbejde/nedsat tid, der bliver løsningen, i hvert fald så længe børnene er små.
    Meeen nu skal jeg først lige gennem en barsel og et speciale, og så må vi se om der overhovedet er nogen, der vil ansætte mig ;)

    SvarSlet
  7. @Camilla: Jeg vidste ikke du var startet på arbejde igen. Håber ikke det er rent op af bakke.

    @Ella: Hvis du finder ud af det, må du godt lige fortælle videre :)

    @Konen: Du har sikkert ret. Men så vil jeg også have bedsteforældre tæt på, flekstid, være studerende, men være fri for natarbejde. Men I en institution på nogle og 60 børn, må vi da være flere familier, der arbejder en hel alm 37 timers arbejdsuge?

    @AnneD: Jeg melder mig frivilligt, hvis du også gør. Og det første vi gør er at indføre pålægschokolade og syltetøj. Og tak for den stående invitation - jeg er sikker på at vi tager imod med kyshånd igen :)

    @Øglemor: Nu skal du vist bare fokusere på at få ruget varanen ud og nyde det næste år eller hvor meget du nu skal have. Det andet er så kedeligt at tænke på.

    @Gravidgrahvad: Jeg vil gerne være rig, men helst ikke ind i folketinget :) Spændende med alt det fremtiden bringer for dig. Følger med fra sidelinien :)

    SvarSlet
  8. Hej Rikke
    Vi er vist i samme båd... Pyha, det er bare hårdt indimellem. Det er også bare en svær alder vores tvillinger har for de vil altid og eksperimenterer med alting og bliver mega sure når man ikke lige har forstået dem ikk?. Emil sidste påfund er at kravle op i reolsystemet, så nu skal vi have det boltet fast til en væg. De sviner også helt vildt når de spiser og det er sgu ikke altid det ser lige sødt og sjovt ud. Det værste er næsten når man nu tænker på at man går den sure tid i møde... Men hvad vi overlever jo nok og heldigvis er de jo skønne det meste af tiden.. Bare man ikke skulle bruge så meget krudt på arbejdet. Kh kristine

    SvarSlet
  9. @Kristine: Det er jo ikke fordi man som sådan bliver glad for at høre at andre er i samme båd, når man selv synes at ens liv er dødsygt i tiden - og så alligevel. I går overhørte jeg en kollega, der talte om, hvordan hans datter på 10 måneder var ved at få tænder, og de var oppe 10 gange om natten. Kunne ikke lade være med at tænke at det bare er noget vi skal overleve det næste års tid, og så bliver det sikker meget nemmere (og sjovere). Pretty please. Ellers er jeg nok nødt til at løbe skrigende væk snart. Vil du i øvrigt ikke sende mig et billede af double-trouble på regsen@gmail.com. Jeg er nysgerrig efter at se, hvor store de er blevet :)

    SvarSlet
  10. HEJ RIKKE

    Jeg melder mig også under de samme faner , som jer andre herinde !!! Det er som revet ud af min hverdag :-) Hold op det er nogle banditter i den alder. Mine er 14 måneder og i den grad frække... heldigvis er de to store så selvhjulpne at det hjælper :-)
    Og jeg lover jer alle at det bliver bedre... Om et år blir det nemmere..... Og taler af erfaring.
    jeg er ude i AU Pair, som hjælp !!! For 4 børn og indimellem perioder, hvor jeg er meget alene pga. min mads arbejde pu-ha det trækker tænder ud . kræver selvfølgelig at man har plads og lyst til et menneske ekstra i huset.... Men syntes nu, at dem jeg har sankket med om det, ja de er så glade for den beslutning. Det giver luft til også at kigge ungerne i øjnene og måske fordybe sig lidt mere med dem. Det får jeg ihvertilfald ikke altid gjort.... Det pokkers samvittighed, som er klistret på os mødre høhø...

    SvarSlet
  11. Hej Ajo. Undskyld mit sene kommentar. Det lyder helt igennem dejligt med en hjælpende hånd - især, hvis du ofte er alene med fire børn. Jeg har ondt af mig selv, hvis jeg er alene et par timer med mine piger. Hvis du lige vil undskylde mig, så vil jeg sætte mig til at dagdrømme om et liv med mere overskud til ungerne i form af fuldtidshjælp* :)

    *ved godt at en au pair ikke er fuldtidshjælp, men lad mig lige have min fantasi et øjeblik...

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...