fredag den 2. september 2011

Double trouble på gå-ben, Klumme i Århus Stifttidende


For et par uger siden fandt mine tvillingepiger Clara og Rosa endelig ud af, at deres ben også kan bruges til at gå med. Det skete nærmest fra den ene dag til den anden. Hvor andre børn øver sig, før de tager deres første skridt, har mine piger overhovedet ikke interesseret sig for det. Det har været meget nemmere at kravle selv, skrige til nogen gad løfte dem eller bare håbe, på at storesøsteren ville forbarme sig over dem og slæbe dem til den ønskede destination, som en kat slæber en tung killing.

Jeg må indrømme, at jeg var begyndt at blive en smule utålmodig, fordi de slet ikke viste nogen interesse for at gå. På Facebook kom den ene opdatering efter den anden fra andre forældre, hvis langt yngre poder først susede rundt med gåvogne og siden gik. Clara og Rosa var mere interesserede i at slås om, hvem der først kunne mase sin blerumpe ned i gåvognen og derefter kommandere den anden til at være slave chauffør.

De få gange, de fik sig forvildet sig væk fra en sofa, en gåvogn eller en hånd, stod de og svajede lidt og lignede nogle, der havde fem kilo cement støbt om fødderne. Fødder, der ikke ville rokke sig ud af flækken.

Men fra den ene dag til den anden begyndte Rosa en aften at rejse sig midt ude i ”ingenting” og efter lidt vaklende forsøg fik hun smidt ”cementen” om benene. Med et ansigt, der var lige dele paf og stolt over sine nyvundne evner, stavrede hun derefter hjemmevant, rundt som om hun aldrig havde bestilt andet. Få dage efter fulgte Clara efter. ´

Lad mig starte med at sige, at jeg synes, det er utroligt, hvordan pigerne (tilsyneladende) fra det ene øjeblik til det andet fandt ud af at rejse sig og gå. Men i min iver efter at de skulle lære at gå, fik jeg vist fortrængt, at mobilitet også kan bruges til ballade.

Vi var lettere forsinkede en morgen, hvor det øsregnede. Mens vi fór rundt og forsøgte at få styr på skiftetøj, hjemmesko og sutter, lagde vi derfor ikke mærke til at fordøren gik op og at Clara begav sig udenfor. Kort efter efter hørte jeg lyden af Miriam, der kaldte ”Moar!”, på en måde som lød som Candace fra Phineas og Ferb, og af Clara, der skraldgrinede. Jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at se det sjove i, at hun sad og plaskede i den største vandpyt i alt sit tøj, når vi i forvejen var for sent på den. Men hun var ovenud lykkelig over at missionen var lykkedes og slet ikke til at skyde igennem.

Pigerne har helt sikkert ikke opdaget, potentialet for double-trouble med deres nye evner. Ikke desto mindre, er der ingen tvivl om, at det er en klar fordel at have tre børn, der nu går. Også selvom det betyder at deres eventyrlyst bliver endnu større og at de af og til skal fiskes op af vandpytter, fordi forældrene ikke er hurtige nok. Men måske kan vi tage dem alle under armen og bevæge os ud i Aarhus Festuge i samlet flok*?

Top tre over ting jeg gerne vil i Festugen:
1. Høre Vokalgruppen SONO på brobjergskolen tirsdag d. 30.8. Har du ikke hørt dem har du en oplevelse til gode (hint: prøli' at se om du kan finde mig på plakaten, hva' hva')
2. Lade mig rive ud af forstadsidyllen i Rebel Town på Bispetorv
3. Tage min ældste med til gratis børnefilm i Øst for Paradis

*Det kan jeg så sige med sikkerhed nu, at det sker nok æ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...