torsdag den 29. september 2011

Om at ønske sine børn hen, hvor peberet gror

Som jeg skrev om for nylig, så var jeg meget bekymret for om Miriam ville være skadet for livet , når hun nu blev storesøster til to søstre på én gang (I know, lidt overdrevet, men sådan føltes det altså dengang).

Det lå ligesom lidt i luften, at når det nu ikke var en mulighed at Clara og Rosa kunne bo i min mave til evig tid, så måtte de altså bare indpasse sig efter os, når de nu kom ud. Og de skulle nok forvente, at jeg hellere ville være sammen med deres storesøster end dem i det første lange stykke tid.

Jeg er sgu så dum, at det er utroligt, at jeg kan finde ud af at trække vejret nogle gange. Og selvom jeg havde håbet lidt inderst inde, så så jeg slet ikke toget komme.

Det ramte mig lige i hjertet med topfart, da jeg så og holdt dem første gang. Det var næsten endnu vildere end med Miriam, for dengang anede jeg ikke, hvad der var op og ned på mine følelser, eller hvor meget det ville ændre. Clara og Rosa flyttede bare hjemmevant ind i det mest sårbare lag i mig og fik automatisk aktiveret yngelpleje-genet. Fuldstændig ligeglade med, at jeg faktisk havde planer om at semi-ignorere dem indtil de ligesom havde bevist, at de var værd at elske på samme niveau.

Det overraskede mig derfor i en grad, som gjorde mig helt flov, at det faktisk var dem, der fyldte allermest i begyndelsen og ikke deres storesøster. Deres små tykmavede kroppe, deres bløde hud og manken af sort hår. For ikke at nævne deres store mørke øjne, der forsøgte at danne hoved og hale i tusindvis af indtryk.

Miriam var bare for stor og for meget. Hun larmede, råbte, sang. Hoppede rundt i møblerne få cm fra deres hoveder (sådan føltes det i hvert fald) og krævede i det hele taget meget mere opmærksomhed end jeg  følte, jeg havde overskud til at give. Jeg ved ikke, hvor meget hun bemærkede det, men jeg var ved at blive skør af hele tiden at forholde mig til børn på vidt forskellige udviklingstrin. Og indeni var jeg i oprør og havde allermest lyst til at nogen kom og tog Miriam væk, til jeg havde fundet ud af at være mor for de små.

Jeg havde heldigvis en rigtig god SP, som anerkendte og fik sat ord på følelsen som noget helt normalt. At man helt automatisk vender sin opmærksomhed indad mod spædbarnet, mens det store barn repræsenterer noget udadvendt, som mange nybagte mødre har meget svært ved at rumme. Som "løsning" foreslog hun, at vi hver især hver dag, bare én gang om dagen, kom Miriam i møde med et forslag om noget, vi gerne ville lave kun med hende. Tegne en tegning, læse en bog, bygge med klodser. Ikke flere timer, ikke flere gange om dage. Bare én gang.

Det gjorde det ikke nødvendigvis nemmere i starten, men det gav alligevel en mulighed for at rumme hende og være sammen med hende på en 2½ årigs præmisser uden hun hele tiden skulle passe på.

I dag er det noget helt andet. Der er det faktisk ofte Clara og Rosa jeg kan ønske hen, hvor peberet gror. For jævla de kan rode og regere. ALT, skal undersøges på alle leder og kanter. Helst noget med indhold. Møbler er kun til for at blive kravlet op af. Igen og igen. Tandpasta skal trykkes ud, mens den anden går i gang med toiletbørsten. Oh my fucking god, vi har nogle gange travlt med at løbe efter dem, mens vi i situationen må tage bestik af, om det er bedst at undgå alt jorden ved orkideen bliver hældt ud i sofaen - eller om posen med havregryn bliver hældt spred ud over køkkengulvet. Hvis det ikke var fordi jeg stadig er lidt af en slikmutter, så er jeg sikker på at jeg var vildt tynd nu af al den jagten rundt til deres højlydte hvin af fryd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...