mandag den 19. september 2011

Spirende søskendekærlighed... eller noget

Min kollegas kone fødte i morges. Deres andet barn. Født på samme fødselsdag på deres første barn. Hvor pudsigt er det lige?

Ovre hos Øglemor går hun og venter utålmodigt på at deres lille varan kommer ud til dem. Jeg venter også, for jeg elsker nyheden om familieforøgelser. Hun er selvfølgelig, og forståelig nok ret spændt på, hvordan det kommer til at blive med en lille ny - især, når der allerede er én, der har førstepladsen i familien.

Sådan var de også her, da jeg blev gravid igen. Jeg gik vist mest i chok, da vi til 12-ugers scanningen fandt ud af, at vi ventede tvillinger, for én ting var at der var to, en anden var, at jeg havde den ondeste samvittighed overfor Miriam, der ikke kun skulle dele mor og far med en, men med to søskende. Jeg syntes det var SÅ uretfærdigt over for os allesammen. Jeg havde det også sådan lidt: Tvillinger - er det ikke sådan noget man bliver skilt af?

Miriam var lige knap to år, da jeg blev gravid. Jeg kan huske, at vi tænkte at 2,5 år var den helt perfekte aldersforskel (det svarer til at jeg skulle begynde at tænke på at blive gravid igen om ganske få måneder... that's just not gonna happen...). Stik mod forventning er jeg begge gange blevet gravid, bare jeg har tænkt tanken. Begge gange er har jeg rystet som et espeløv, når pinden viste "gravid" - og prøvet at finde på 20 forskellige årsager til at to streger ikke er gravid.

Nå, men lige op til jeg skulle have kejsersnit med Clara og Rosa var jeg ved at bakke ud hundrede gange om dagen. Jeg tudede og tudede og syntes at verden var ond. Og at Clara og Rosa var lede fordi de kom og masede sig på vores lille treenighed. Jeg var helt igennem overbevist om, at jeg ikke kunne elske dem ligeså højt som numero uno. Så de måtte altså finde sig i, at det nok ville blive svært at vinde mit hjerte. Bum.

Jeg er enebarn, så jeg kender ikke så meget til søskendekærlighed. Kasper har både storesøster og lillebror, så hans udgangspunkt var noget anderledes end mit. Han syntes, jeg skulle vende den om og tænke, at det også var lidt synd for Clara og Rosa, at de ikke kunne få samme opmærksomhed som Miriam.

Sandt nok, men det kom jo også fra en der selv var 2'er i en søskendeflok. En 2'er kan jo ikke ligefrem sige ja til at nummer to ikke fylder ligeså meget som nummer et. Det svarer jo næsten til at indrømme at man var det tynde øl derhjemme, fordi der allerede var en på piedestalen. Og det er nok de færreste lillesøstre eller -brødre, der har haft det på den måde. Håber jeg!

Behøver jeg sige, at jeg var solgt i det øjeblik, jeg hørte først Clara og derefter Rosas bryde den hektiske koncentration på operationsstuen med hver deres skingre, gennemtrængende skrig.

Da jeg var kommet lidt til mig selv ovenpå bedøvelsen og morfinen tilbragte jeg de næste mange timer og dage med at kigge på først den ene og så den anden og prøve at indprente mig alle deres små ligheder og forskelligheder. Det var ligesom at overvære en tenniskamp som jeg sad og kiggede på dem.

Miriam tog imod sine lillesøstre med ophøjet ro og overbærenhed. De sov også de første otte-ti uger væk og vågende kun for at spise. Alt andet foregik i søvne. Det hun husker bedst, er vist at hun fik en brandbil i plastik og at mor fik en streg på maven på hospitalet.

Et af mine bedste minder fra de første dage som nybagt, rundt-på-gulvet mor-til-tre, var, da hun kom mig i møde ned af en gang på patienthotellet på Skejby. I den ene hånd havde hun sin mormor og i den anden en pose med: En KAJKAGE Mor! Hun var überlykkelig over den giftgrønne kage. Gav mig et klem og strøg forbi mig og ind til sine lillesøstre. Dem værdigede hun ikke et blik, fordi hun havde noget meget bedre i hånden. Fra at hun bare havde været min lille pige, så virkede hun flere år ældre på et par dage. Det var så vildt.

Her til aften har jeg synkroniseret min telefon med min computer. Jeg har siddet og kigget på små videoklip af pigerne fra både nu og fra den første tid. Totalt trip ned af memorylane. Jeg kan slet ikke huske at Miriam har været så lille, fordi hun slet ikke har noget baby-agtig over sig længere.

I forlængelse af ovenstående kommer lige en bid med mine tre piger, som er fra juni 2010, da Clara og Rosa var 1 måned. Det er måske ikke ligefrem søskendekærlighed, de ligger vist mere hos hende på tålt ophold, men det er da også en start.


Clara og Rosa er stadig på tålt ophold i Miriams liv, men nu hvor hun ikke helt tiden skal passe på deres hoveder og de begynder at kunne lege små lege sammen (fx bunke, hvor de kaster sig ovenpå hende til stor morskab for dem alle tre) er hun begyndt at få øjnene op for potentialet i to hengivne potentielle slaver lillesøstre.

3 kommentarer:

  1. Som jeg også skrev til dig tidligere i dag, så synes jeg, dit indlæg er dejlig læsning. For selv om jeg fornuftsmæssigt godt ved, at jeg bliver svært glad for Varanen, så fylder alle tankerne ift. Øglen altså bare meget lige nu. Så det der med at høre, at jeg dels ikke er den eneste, der tænker/har tænkt sådan, dels får alle skræktankerne jaget bort i det sekund, babyen (eller; babyer i flertal, i dit tilfælde :-)) lander - det er dejligt bekræftende!

    Og når det er sagt, hvordan får man så babyer til at sove de første 8-10 uger? Og gad vide, hvor man får fat i en Kajkage tæt på Rigshopspitalet (eller bare ét eller andet sted i 2100 Spelt, for den sags skyld). Er sikker på, at sådan en ville være et sikkert hit hos Øglen ;-)

    SvarSlet
  2. Det er underligt, at man virkelig HAR mere kærlighed i sig. Jeg troede også, at det aldrig ville blive det samme med 2'eren, men det blev det. Måske også lidt mere fordi han var/er så lille og har brug for at jeg tager mig af ham 24/7.

    Misforstå mig ikke. Jeg elsker begge mine drenge meget højt, men bare på hver sin måde. Den der babykærlighed er helt speciel. Og tumlingekærligheden, hvor man ser personligheden meget tydeligt er fantastisk. Meget svært at forklare... Men der er kærlighed en masse - og mere til, når der måske (læs forhåbentlig) kommer en 3'er. Jesper læser ikke med her :-)

    SvarSlet
  3. @Øglemor og Vevika: Det der med én portion kærlighed som alle så skal deles om - det er egentlig meget rart at den ikke er tilfældet. I disse minutter sover alle mine piger middagslur. De snorker svagt og har truttede munde og jeg forstår slet ikke, at vi har kunnet lave tre så fine piger. Crazy shit.

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...