mandag den 10. oktober 2011

Maraton mor

Nu er det jo ikke ligefrem nogen hemmelighed at jeg har haft mere end almindeligt svært ved at komme i form efter jeg fødte Clara og Rosa for snart 8 (ahem - 18) måneder siden. Jeg er ikke tyk, bare lasket inde under tøjet. Og kejsersnitpølsen bliver ved med at ligne, at de har forsøgt at sy mig sammen vrang-mod-vrang og med en trykfods afstand. Og hvad sker der lige for det ekstra hud på maven og sidebenene, der ikke rigtig vil trække sig sammen, men helst bare ligger sig til at slappe af ovenpå bukseliningen, som en overhævet gærdej? (du får en lammer, hvis du nævner noget om mit indtag af sukker).

Når tingenes tilstand er på den måde, så må man godt hade en lillebitte smule på kvinder, der knap 39 uger henne i deres graviditet (!) gennemfører et helt-helt-uproblematisk maraton på en tid jeg med garanti  ikke ville kunne opnå - og ligeså uproblematisk føder et sundt, skønt og velskabt barn få timer senere.

Jeg håber fandeme, at hun har haft rigtig mange hæmorider i løbet af den graviditet. Ellers er det virkelig ikke fair. Og når det er meget vigtigt at det er fair, når det kommer til graviditeter. Når du har haft en helt. helt uproblematisk graviditet skal du have en lidt nerverpirrende fødsel - eller amningen skal gå lidt trægt i starten. Men hvis du har brækket dig de første mange måneder af graviditeten og samtidig taget 35 kilo på, så skal din fødsel være helt, helt uproblematisk og/eller barnet helt utroligt eksemplarisk. Sådan er reglerne. Jeg har nemlig selv lavet dem.

De eneste maratondiscipliner, jeg er kyndig i er Sygdom-over-tid og Foldning-af-endeløse-bunker af vasketøj (her er jeg faktisk på tæt til at være Iron woman).

3 kommentarer:

  1. Jeg bliver faktisk ikke engang imponeret over, at det kan lade sig gøre at løbe maraton i højgravid tilstand. Jeg bliver nærmere irriteret og spekulerer over hvorfor hun mon har behov for i den grad stadig at leve sine egne ambitioner ud. Jeg synes, det virker lidt sygeligt.

    SvarSlet
  2. Jeg synes, det er sejt nok at kunne løbe en maraton under sin graviditet - men mest ud fra et "tænk, at det kan lade sig gøre"-synspunkt. Forstår ligesom GiSP heller ikke, at det skal være nødvendigt at gøre det - og da slet slet ikke 39 uger henne. Crazy people.

    Når det er sagt, så gad jeg nu godt løbe et maraton. Ikke, at jeg tror, det bliver nogen dans på roser (eller specielt) kønt. Overvejer en liiiiille smule Berlin næste år. Hvad siger du - skal du med? :-)

    (Er i øvrigt ret imponeret over dit sy-lingo. "vrang mod vrang" og "med en trykfods afstand". Gemmer der sig i virkeligheden en gudsbenådet syerske bag tasterne? :-))

    SvarSlet
  3. @GiSP: Ja, det er lidt mærkeligt. Men når man ser hende, så virker hun altså helt almindelig og det barn hun har født var også ret stort. Forskellen på hende og de fleste (alle?) andre er nok også at hun ikke bare vågnede op en dag og tænkte: Nu løber jeg sgu lige en marathon (ikke at jeg tror ret mange vågner nogensinde liiige tænker det - især ikke når man er gravid). Synes jeg har læst noget om at man bare ikke skal optrappe, når man er gravid, men hvis man allerede er topaktiv, så er det nok noget andet.

    @Øglemor: Marathon... Puha. Jeg er imponeret over dit gåpåmod ikke engang en måned efter du har født... Jeg synes altid ting, der ligger meget langt ude i fremtider virker som en suuuper idé... men jeg har ingen anelse om, det overhovedet vil kunne lade sig gøre. Måske kan vi lave en blog-a-thon få andre med på ideen?

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...