tirsdag den 4. oktober 2011

Velkommen efterår i småbørnsland

Er der nogen af jer, der har lagt mærke til at jeg nærmest ikke har nævnt sygdomsdepechen med et eneste ord på min blog i noget nær flere måneder?

Jow jow, vi har da nærmest gået og følt os helt overskudsagtige og tænkt små-bitte, men meget håbefulde tanker om, at forårets tour-de-force udi afprøvning af diverse virusser som børn kan opsnappe, måske betød, at vi nu var ovre det værste.

Det skulle vi aldrig have gjort.

Med andre ord fik vi Nemesis lige i nakken. With af vengeance.

Rosa startede ballet med at tømme sin mavesæk udover aftensbordet torsdag. Vi kiggede på hinanden med letskjult panik i øjnene (for vi husker med gru den måned med konstant bræk, vi var igennem i begyndelsen af året), mens vi forsøgte at undgå at hun lavede vinduesviskeren med armene i det og Clara i at kravle rundt i det.

Samme nat kvitterede Clara med en smule af sit maveindhold i sin seng. Heldigvis opdagede vi det før hun blev smurt ind i det. Man er vel rutineret efterhånden.

Fredag var de begge helt OK. Miriam var ikke berørt, men under hele sidste sygdomsmaraton var hun heller ikke syg, så det undrede mig ikke.

Natten til lørdag kaldte Miriam og ville gerne ind til os for at sove. Kasper hentede hende og fik hende placeret i smørhullet. To sekunder efter vågnede jeg helt op ved lydes af den velkendte ørle-ørle-lyd - meeeeget tæt på mit øre. Sprang op i sengen, og fik i samme sætning halvråbt, at MIRIAM KASTER OP og fik kommanderet Kasper til at tænde lyset og finde noget hun kunne kaste op i (i stedet for mit sengetøj).

Den fangede han faktisk forståeligt nok ikke ret meget af. Jo han tændte da lyset og nåede at finde en pose i mit tøjskab (det er åbenbart til den slags nødsituationer, at jeg altid gemmer mine poser, når jeg har handlet tøj), som han så kastede ind under hagen på det stakkels barn. Det var selvfølgelig for sent. Alt var sølet til. Så kl. 4 om natten stod Miriam, der nu var i højt humør, og fik vasket hår badeværelset, mens Kasper var på loftet for at hente en ren dyne og fik lagt nyt sengetøj på.

Hun var frisk igen klokken seks og ville op. Det samme ville Clara og Rosa. Det ville moren og faren ikke. Det var mig, der trak morgennitten.

Lørdag eftermiddag gik jeg i brædderne. Jeg troede, jeg bare var træt, but nooooo. Fra lørdag eftermiddag til mandag aften var jeg mere eller mindre sat ud af spillet. Lå bare i fosterstilling og sov. Mit hoved og mine øjne gjorde fandeme så ondt, at jeg ikke engang kunne spille Wordfeud på min telefon. Ville bare sove, sove, sove og ikke forholde mig til noget eller nogen. Ikke så nemt med tre meget friske og aktive små piger i huset - og en mand, som blev mere og mere presset af sin nye status som "single-far".

Jeg meldte mig syg i går på arbejde. Så præsentationen af de unge ministre og lagde mig så under dynen igen. For to sekunder senere at blive vækket af vuggestuen, der ringede og spurgte om vi kunne hente Rosa, fordi hun havde diarré... *@!?^%/!!!

Rosa har det fint igen og ingen af de andre har fået sprutskid endnu. Er selv først kommet sådan rigtig på benene i eftermiddag, og nu krydser jeg alle lemmer, der krydses kan for, at Kasper ikke skal igennem samme tur. Helt ærligt og meget egoistisk, tror jeg seriøst ikke, at jeg orker mere sygdom. But who am I kidding. Jeg kan lige så godt ruste mig til runde to, tre, fire (indsæt uendeligehedstegnet her) herover de næste måneder. Mangler også stadig skoldkopper x2, så sig lige til, hvis du kender nogen i nærheden af Århus, som jeg kan få lov til at gnubbe mine unger op af, så vi kan få det overstået snart.

2 kommentarer:

  1. Sikke en omgang!
    Jeg glæder mig bestemt ikke til at se, hvilke nye og spændende baciller der er i børnehaven til glæde for resten af familien her i efteråret. Vi burde bare gå i hi alle sammen!

    SvarSlet
  2. Ja, der er sikkert en hel buffet af nye spændende variationer over gammelkendte temaer at gå i krig med. Og så er det jo altid spændende, hvor mange der må i gulvet og hvem der slipper. I hi... lyder meget tiltalende, men jeg tvivler på at den de yngste 3/5 af vores familie kan se det gode i det forslag. Her vågner 2/5 nemlig med sang og råb kl. 5.45. Jiiiihhaaaaar!

    Rikke //Lejrlederen (der ikke kan kommentere fra sit arbejde... mon der er et hint jeg har overset fra min chef?)

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...