søndag den 6. november 2011

Meget Træt Mor Til Tvillinger

Da jeg læste, hørte jeg flere gange, nogle der henviste til, at årsagen til at de amerikanske lærebøger altid er så tykke, er fordi forfatterne bliver betalt pr. ord. Jeg har aldrig undersøgt, om det er rigtigt, men det er i hvert fald heldigt, at jeg ikke skal tjene min løn, for de ord jeg skriver på min blog. I hvert fald ikke med indlægsfrekvensen i øjeblikket. Jeg skriver næsten sjældnere end Clara og Rosa sked, da de var små.

Jeg vil virkelig gerne skrive, men jeg orker det bare ikke. Fx har jeg for længe siden lovet at lave noget omkring Top 5 spørgsmål til tvillingeforældre, som jeg virkelig gerne vil have skrevet, men jeg går ofte kold, inden jeg kommer i nærheden af min computer.

Er også bare så træt og sur hele tiden. Den anden dag sagde Miriam med sin allersødeste stemme tørt konstaterende til mig over morgentandbørstningen: Mor, du er godt nok sur i dag. Kasper stod lige ved siden af, vi fik lige øjenkontakt og spruttede begge af grin. Jeg konstaterede knap så surt, at det havde hun da egentlig ret i.

Det værste er, at det ikke er hendes skyld. I virkeligheden at det Clara og Rosa, som trækker tænder ud. Der er bare så meget arbejde med dem i tiden. Selvfølgelig elsker jeg dem, men for filan, sådan et par tvillinger på 18 måneder er på ingen måde easy riding.

Jeg har altid troet, at det hårdeste år med tvillinger var mellem 0-1. Men det var da ren badeferie i modsætning til det hell ride vi (forhåbentlig) er midtvejs i nu her mellem 1-2.

Hvis jeg havde lidt overskud tilbage burde jeg læse noget om deres udvikling. Jeg vil vædde med, at der står noget om, at de både bruger alle vågne timer på at  søge grænser udforske verden og samtidig har et ekstremt behov for at deres mor forældre står parat i det sekund, de har brug for det. Og det har de ca. hver andet sekund. Og hvis man ikke lige har tid til at løfte dem begge op (=mange kilo) og rende rundt med dem på hoften og underholde dem, så græder de, til jeg er tæt på at rende skrigende væk. Nogle gange burde jeg nok i virkeligheden gøre det - altså løbe skrigende væk. I det mindste en lille tur. Jeg kunne måske overveje, at skrue ned for skrigeriet. Naboerne kigger så mærkeligt.

Det er noget værre piv, jeg kan godt selv se det. I må bære over med at jeg er en MTMTT (Meget Træt Mor Til Tvillinger). Please.


7 kommentarer:

  1. Kan svagt huske, da Øglen var halvandet - det var dæleme heller ingen badeferie. Og du har ovenikøbet dobbelt op OG en storesøster - jeg bøjer mig i støvet og stikker øjeblikkeligt min egen træthedspibe (lidt) ind.

    Ved ikke, om du har hørt sangen "Deterenfasedetgårover" før, men ellers synger jeg den gerne for dig ;-) Og ellers sender jeg dig god karma og krydser fingre og tæer for, at det snart lysner!

    SvarSlet
  2. Jeg sidder bare her mandag morgen og nikker til dit indlæg efter en weekend hvor M&M har været UARTIGE (som min søde farmor ville sige).
    De er jo 14 mdr nu og piller i alt igen og igen og igen, får masser af skæld ud med de blir bare ved.
    De har ca 500 stk legetøj men vil hele tiden lege med det samme så de skriger, hiver i hår og bider ud efter hinanden.
    Når vi nærmer os badeværelset om morgenen starter de med at sk´rige for de gider ik bli skiftet og står som en flitsbue når tøjet skal på.
    Så sent som i morges da vi gjorde klar til dagpleje tænkte jeg hvordan jeg kunne klare at gå hjemme ved dem i et år :-)
    Lige nu glæder jeg mig til at de gider se lidt tegnefilm i TV og at de selv kan tage sutten om natten.
    Desuden har skift til vintertid ik hjulpet, tror sgu stadig de kører Tokyotid. Det har virkelig været hårdt for dem.
    Jeg er enig med dig i at isære de første 7 mdr var piece of cake men nu syns jeg godt nok de terroriserer alle. Har allerede med koldsved tænkt om juletræet med fint pynt skal hænge i loftet i år så de små fingre ikke flår Jesus ud af krybben.

    KH
    Vibeke

    SvarSlet
  3. Nej nej nej! I må ikke sige de første måneder er de nemmeste! Jeg har et par tvillingepiger på 3 måneder og jeg er pænt træt ovenpå 3 mdr med mad hver 3. Time døgnet rundt. Og i stedet for at spise mere pr måltid er det da meget sjovere at begynde at spise hver 2. time... Er alligevel glad for jeg ikke ammer så jeg kan sove lidt i weekenden.
    Hilsen Christie

    SvarSlet
  4. @Øglemor: Tak for de søde ord. Jeg tror egentlig fast på, at det værste man har prøvet, er det værste man kan forestille sig, så om det er et eller flere børn er nok hip som hap. Må dog samtidig indrømme at jeg af og til tænker: hvor ville det bare være nemt med ét barn - men det er kun når det er pikkehårdt, som nu. På andre tidspunkter synes jeg virkelig, jeg er et af jordens heldigste kartoffel, sådan at have tre sunde, raske og helt utroligt sjove piger.

    @Vibeke: God idé med juletræet, jeg har overvejet om man kan nøjes med en wallpaper til væggen i stedet. Clara og Rosa hiver også totter ud af håret på hinanden, når de lige får "heldigt" fat. Rosas yndlingsversion er at stå bagved Clara, lige få fat i et par totter og så trække-skubbe rigtig hurtigt, så Claras hoved kører rundt som en centrifuge.

    @Christie: Av, jeg får også lidt dårlig samvittighed... Man er vist bare nødt til at tro på, at der er nogen, der sørger for at dele sol og vind lige. Så hvis de første mange måneder er så hårde, at man flere gange dagligt overvejer, om man selv kan blive bortadopteret til et hjem uden børn, så kommer der også snart en periode, hvor alt synes meget lettere. De første mange måneder er et stort arbejde, men inden længe begynder de heldigvis også at "give" meget mere igen :)

    SvarSlet
  5. åh, det er præcis sådan det er hjemme hos os. De er over alt, I alt og på alt og efter en weekend med 3 unger hjemme er man bare smadret. Jeg har hørt at tågerne letter omkring de 2½ år... vi må holde ud
    kh Kristine

    SvarSlet
  6. Kan ikke sige så meget andet end "I hear you!". Jeg har altid ment, at år 1-2 var den absolut mest anstrengende periode. Især fordi, man ikke længere får de samme fripas, som man gør, når man har helt små børn. Fx skal man jo gå på arbejde :) Og så har du endda to på halvandet. Puxa! Som brasilianerne, ville sige :)

    SvarSlet
  7. @Kristine: OK - vi trucker videre... Jeg tænker ofte at mine piger er meget heldige at de er så úbercute af og til. Ellers var de for længe siden strittet ud af reden :)

    @A not so desperate housewife: Puxa! Hermed indlemmet i mit ordforråd :)

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...