fredag den 11. november 2011

Mit tiltrængte pusterum, Klumme i Århus Stiftstidende

Jeg er lige kommet hjem fra et seminar med mit arbejde. To dage med overnatning på Hindsgavl Slot på Fyn. Alene. Uden mand og børn. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet alene. Det er noget, jeg har drømt om i månedsvis, men som aldrig er blevet til noget.

Efter førstedagens program ringede jeg hjem og fik en meget afslappet mand i røret. Han var i gang med at lave hjemmelavet pizza til dem. Han fortalte, at tvillingerne var blevet udstyret med en pakke rosiner og at Miriam var faldet i søvn på sofaen. Jeg måtte lige samle min underkæbe op, for det lød næsten for godt til at være sandt. Når jeg er alene med dem, er der som regel en larm af en anden verden og aftensmaden er, hvad jeg kan nå at finde i fryseren og tilberede i mikroovnen, inden de får splittet hele huset ad.

Vi blev afbrudt, mens vi talte. Da jeg fik fat på ham igen, efter at have løbet forvildet rundt på slotspladsen for at finde et sted med signal, var der lidt mere larm i baggrunden. Han lød stadig meget rolig og sagde, at det ikke alarmerende. Fint, tænkte jeg, og fik hurtigt fundet en måde at få afsluttet samtalen, så jeg kunne mødes med mine kollegaer til en god (og uforstyrret) aftensmad med dejlig vin i glasset.

Havde jeg nu været fornuftig, ville jeg også være gået i seng, da flertallet fortrak til deres gemakker før midnat. På den måde ville jeg måske have indhentet nogle timers søvnunderskud og sikkert være vågnet frisk og veludhvilet efter otte timers uforstyrret søvn. I stedet var klokken ”pludselig” 02, før jeg kravlede ned under dynen. Så da vækkeuret ringede kl. 07 vågnede jeg helt desorienteret med grus i øjnene. Det var lige før, jeg var mere træt end normalt, men til forskel fra alle andre morgener, var den eneste jeg skulle sørge for at få klar, mig selv. Hvilken luksus.

Seminaret var godt, men det bedste var faktisk, at jeg kunne gå på toilet, uden at der var mindst ét barn, der forsøgte at bryde gennem døren ind til mig. At jeg kunne tage et brusebad, uden samtidig at holde et vågent øje med, at en af tvillingerne ikke fik sig listet fuldt påklædt ind i kabinen. At ingen havde lagt en gummistøvle fuld af sand i min seng, og at der ikke lå LEGO-klodser spredt over hele gulvet, som jeg i nattens mulm og mørke kunne have den helt særlige fornøjelse af at træde på med hele min kropsvægt.

Nu er jeg hjemme igen og freden er forbi. Kasper havde ikke haft det helt så nemt, som jeg havde troet. Men i modsætning til hvis jeg, havde været alene om det hele i et døgn, var der slet ikke noget martyrium, der skulle udleves. Ingen spændte kæbemuskler, opgivende suk eller hentydninger til hvor hårdt det altså havde været. Det er lidt imponerende, synes jeg. Især når man tager i betragtning at pigerne i øjeblikket har et aktivitetsniveau, der kan få en til at føle sig hundrede år gammel i løbet af en halv time.

Det er dejlig at være hjemme hos dem igen, men jeg drømmer allerede om næste gang, jeg får muligheden for et tiltrængt pusterum.

Top tre over ting, der gør det nemmere i hverdagen:1) Færdige madplaner inkl. alle råvarer fra fx aarstiderne.com eller retnemt.dk
2) Osuma.dk, dagligvarer leveret til døren, samme dag som du bestiller
3) Fast spis-og-skrid-fra-opvasken aftale på skift med gode venner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...