Jeg indrømmer gerne, at jeg, før jeg fik børn, havde lidt
svært ved at se charmen i sådan et lille gylpebundt. Bevares, de var søde at se
på, men jeg forstod bare ikke, hvad det var, der fik ellers kloge og fornuftige
mennesker til nærmest permanent at tale med overdreven sød Bamseline-stemme og
falde i svime over selv dem styggeste prut. For åh og ih og næ, hvor er det sødt! Så fik jeg selv
børn og måtte konstatere, at jeg ikke var et hak bedre.
Måske hænger det sammen med, at meget af den kommunikation,
man har med sådan en lille størrelse er lidt ensidig i begyndelsen. Så når
barnet endelig smiler til en, jubler man: Hun
ser på MIG! Og jublen vil ingen ende tage, når poden begynder at grine med
lyd.
En unavngiven mor, kunne ikke forstå sit held, da hendes
ældste datter begyndte at grine, da moren slog en uskyldig bøvs. Høj af
datterens reaktion gentog moren sit nye glansnummer, til stor moro for poden. Og således opildnet af succes, var denne mor
nødt til at ringe til den stolte far, der var på arbejde, for at gentage
succesen. Eneste forskel var, at barnet pludselig ikke optrådte på kommando, og så stod moren der med alle sin
talenter og bøvsede ind i telefonen med et tavst publikum på begge sider af
linjen. Da faren kom hjem, konstaterede han tørt, at det havde været lidt svært
at forklare sine kollegaer, hvad der lige foregik i den samtale.
Jo ældre børnene bliver glemmer man nemt, at man engang stod
og bøvsede ind i en telefon som om det var det mest naturlige i verden. Der
bliver lidt længere mellem de helt store overraskelser. Vores tvillinger, Clara
og Rosa, er halvandet år nu. Selvom vi sagtens kan forstå deres signaler, så glæder
vi os også til, at de får mere sprog. Men jeg synes ofte, at jeg glemmer at få
talt med dem. Jeg går bare på automatpilot, spørger dem om noget, og laver så
lige en lynhurtig beregning ud fra deres reaktioner, om det er noget de har
lyst til eller ej.
Jeg har slet ikke tænkt over, at jeg kunne stille dem et
spørgsmål og få et svar. Derfor kom det som en stor overraskelse for mig, da
Clara den anden dag ”svarede” mig ved at nikke og ryste på hovedet. Resten af
dagen gik jeg rundt og spurgte hende om hun ville have a eller b, for at sikre
mig, at det ikke bare var ønsketænkning.
Det lyder sikkert skørt for de fleste, at hverken Kasper
eller jeg, har tænkt over, at de måske kunne gøre sig forståelige på andre
måder end ved at baske med arme og ben. Vi har bare gjort alting for dem pr.
automatik. Fordi det var det nemmeste, og fordi det af og til er lidt småt med overskuddet
herhjemme. Måske var det derfor jeg fik
samme varme følelse i maven af at blive både set og forstået af mit barn. Og selvom det kun er forældrene selv, der
virkelig værdsætter disse milepæle, så er dem, der gør alle de søvnløse nætter
og snottede næser værd.
Top tre over fordele
ved tvillinger på halvandet:
- 1. De kan underholde hinanden i mindst to minutter af gangen.
- 2. De er trøster hinanden, selvom den ene lige har bidt og hevet i hår.
- 3. Der er dobbelt op på våde kys og kram, til alle der vil have.
Ingen kommentarer:
Tilføj en kommentar