mandag den 5. december 2011

Sygdom og børnefødselsdag. Klumme i Århus Stiftstidende


Hvis du har læst min klumme en enkelt gang eller to i første del af 2011, så husker du måske, at vi var mere end almindeligt ramt af sygdom herhjemme. Jeg husker det som om, vores tvillinger, Clara og Rosa snottede, sked og styrtbrækkede sig gennem det meste af vinteren og foråret. Mens Kasper og jeg begge stiftede bekendtskab med  børnevirus af flere omgange klarede Miriam, vores ældste, sig igennem miseren med en enkelt sygedag. Til gengæld var det hende, der havde den glæde af at få lus med hjem, lige da Mount Vasketøj var på sit højeste.

Henover sommeren og i begyndelsen af efteråret lysnede det gevaldigt. Der var højest et par snottede næser der skulle tørres, og jeg begyndte så småt at tro, at vi måske var ovre det værste. Men nu er optimisme omkring sygdom og småbørn ikke den bedste cocktail – i hvert fald ikke hos os.

Først blev Kasper syg, og et par dage efter lagde børnene sig på skift. Jeg var den eneste, der holdt mig ovenpå og forsøgte at bringe og hente de børn der på skift var raske nok til at komme i institution, og nå både at arbejde og forhindre Mount Vasketøj i at kælve udover hele huset.

For en uge siden fyldte Miriam så fire år. Vi havde inviteret børnehaven til fødselsdag herhjemme. Vi havde begge taget fri, og planen var at de små skulle i vuggestue, så vi kunne hjælpes ad med at forberede det sidste og hygge om både fødselsdagsbarnet og gæsterne.

Jeg burde have vidst bedre, for med små børn i huset er planer kun noget, der findes i tankerne. Jeg vågnede derfor med en mandel på størrelse med en valnød og en stemme, der lød som Chris fra Chris og Chokoladefabrikken. Som om det ikke var nok præsterede Clara og Rosa begge (igen) at være glovarme og med fossende ellevetaller ud af næsen.  

Jeg mærkede langsomt panikken indfinde sig. Mor med halsbetændelse, Double Trouble hjemme og det meste af en børnefødselsdag at forberede. Måske ville det rigtige have været at aflyse, men vi nænnede det ikke.

I stedet for delte vi os op, så Kasper tog sig af pigerne og jeg forberedte maden. Så jeg halsede rundt med stenansigt og prøvede at få styr på kyllingespyd og kagemand. Jeg er ikke stolt af at indrømme det, men jeg er rimelig sikker på, at der kun har været én gang før, hvor jeg var tættere på at forlange skilsmisse. Det var den dag for fire år siden, hvor Miriam blev født. Dengang stod jeg og bed i bordpladen for hver ve-storm, da Kasper kom ind i stuen og med lavmælt stemme fortalte, at bilen ikke kunne starte.

På en eller anden måde lykkedes det at blive klar uden at underskrive skilsmissepapirer, da elleve glade Larver og to pædagoger indtog vores lille hus. Clara og Rosa var for en gangs skyld samarbejdsvillige og sov gennem hele festen. To timer senere myldrede gæsterne mætte og glade ud igen, og fødselsdagsbarnet var stolt og glad.

Jeg ved bedre end at tro, at vi nu har overstået det værste for denne vinter. Men man har vel lov at håbe?

Top tre over ting jeg elsker ved min telefon
1. Jeg kan spille Wordfeud morgen, middag, aften og nat. Naaarj, jeg er ikke afhængig.
2. Den er perfekt til at underholde mine børn i flere minutter af gangen
3. Jeg kan filme de mærkelige ting mine børn gør og bruge det mod dem senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...