søndag den 30. januar 2011

Når man skraber bunden af bægeret med overskud og tålmodighed

Jeg ved, jeg gentager mig selv, når jeg skriver om det igen, men jeg kan huske, hvornår jeg sidst var sådan rigtig udhvilet. Det var nemlig d. 6. december. Før og siden har vi haft lange perioder med uro om natten, men tidligere har det ligesom ikke fyldt helt så meget. Måske er det i virkeligheden fordi jeg er ved at nærme mig det punkt, hvor jeg skraber bunden af bægeret, der tidligere var fyldt til randen med overskud og tålmodighed.

Da pigerne var små, vækkede de mig flere gange om natten, fordi de var sultne. Jeg vågnede troligt og lagde dem til uden at vække Mr. Wack eller føle mig synderligt træt. De skulle jo have mad, og jeg havde min iPhone, hvor jeg enten fik læst en masse blogs, nyheder eller spillede (åndsvage) spil, mens de spiste (en af de store fordele ved dobbeltamning, når det fungerer, har man begge hænder fri. Multitasking får faktisk en helt ny betydning). Det var meget simpelt. De spiste og faldt i søvn. End of story.

Efter de ikke længere sover i samme seng, står der en tremmeseng på hver siden side af os, så man kan give en sut. På den måde har det fungeret fint i længere tid, men spørg lige om det er nitten, når man ligger ved siden af barnet, der ikke sover. Og Mr. Wack er bestemt heller ikke fredet længere for ligningen: "to meget nataktive børn" + "træt (og sur) mor" giver desværre ikke summen "far der sover uforstyrret hele natten".

Der er ingen af dem, der sover igennem, hvilket de sikkert burde nu, men især Clara er slem. De sover som regel fint til omkring det tidspunkt, hvor vi går i seng. Fra det øjeblik vores hoveder rammer puden er det som at trykke på en knap. De vågner delvist op og jeg giver dem noget at spise, fordi jeg tænker, at så falder de nok til ro igen. Sådan har det jo altid været. Men Plejer er skredet i svinget. For minimum én af dem vågner op og slet ikke kan finde ro igen. Fint nok hvis det så bare var for lige at sige "hej hej, tak for mad og må jeg få et kys og en sut", men nej. De er som et par små gremlins, der er übercute om dagen, men hvis de fodres efter kl. 23 udvikler sig til mini-monstre, der stjæler al sammenhængende nattesøvn og efterlader rander så store som fyldte Nettoposer under vores øjne.

I nat rodede Clara rundt fra 24-03, hvor jeg efterhånden jeg var så arrig og fyldt med eder og forbandelser, at jeg tog min pude og dyne marcherede ind på sofaen, og lå og dampede af, mens jeg forsøgte at indhente noget søvn. Lidt svært, når man har moralsk kvababbelse over at være blevet så edderspændt rasende.

Sker der noget i hovedet på forældrene, når børn har nået den alder, hvor de i princippet burde kunne sove igennem? I hvert fald er jeg nået dertil, hvor jeg ikke længere synes det på nogen måde er hyggeligt, når der er uro om natten. Hvis det nu bare var for at få en sut eller en sjælden optankning, men TRE stive timer (og jeg har ikke engang turdet spørge Mr. Wack om hun fortsatte, efter jeg deserterede), det holder bare ikke. Ikke engang min telefon bringer nogen trøst længere. Mine øjne er fyldt med grus og selv på laveste skærmlys føler jeg, at jeg stirrer på en malerlampe. Det er sådanne nætter, hvor jeg hører min mund formulere ord og sætninger som: pisseligeglad, idioter, kraftedeme for meget, nu stopper du fandeme! Jeg er et mulehår fra at sige, hvad jeg ellers aldrig troede, jeg kunne få over mine læber: jeg ha*?r dig!. Ikke lige sådan noget, der booster ens gode samvittighed, som i forvejen er rimelig slatten, når man render rundt og er zombie-mor pga. søvnmangel.

Mr. Wack går på barsel på tirsdag, og jeg starter på arbejde om tre uger. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få arbejdsliv til at hænge sammen med tre timers nattesøvn, som det er i tiden. Men måske bliver det en lise at komme væk og drikke sin kaffe ro og mag på et kontor, hvor man kan lukke døren. Hvis udhvilethed kunne hældes på flaske og købes, ville jeg pantsætte vores hus for at få noget. Indtil da må jeg nøjes med kaffe. Kaffe er det nærmeste, jeg kommer på udhvilethed og udsigten til en kop kan gøre de tidlige morgentimer lidt mere udholdelige.

Hvis der er nogen morale til denne historie, så er det vist at Clara og Rosa snart (meget snart) skal ind på deres eget værelse. I virkeligheden er det måske os, der er skyld i forvandlingen fra englebørn til øgleyngel om natten. Undskyldninger for ikke at gøre det har der været nok af, men jeg tror, næsten jeg er villig til at prøve hvadsomhelst nårsomhelst for at få mere søvn. Måske kunne jeg starte med at gå lidt tidligere i seng...

Damn, skrev jeg lige, at jeg starter på arbejde igen om tre uger? Holy moly!


fredag den 28. januar 2011

Uuuuh - Tonight's gonna be a good good night!

Raske børn - Check!
Babysittere (aka mormor og morfar) - Check!
Bordreservation - Check!
Ny kjole - Check!

Første aften alene i byen med Mr. Wack i jeg ved ikke hvor længe. Alt for længe. Glæder jeg mig - det tror jeg nok jeg gør!

torsdag den 27. januar 2011

Babyen der troede, hun var en hundehvalp

Jeg tror, Clara tror, hun er en hundehvalp. I hvert fald kan hun ikke tåle at et stykke hjemmestrikket tøj, kommer inden for hendes rækkevidde, før hun propper det i munden og begynder at hive tråde ud. Hun har formået at pille tråde ud på en helt ny uldcardigan og -kjole, fordi jeg lige vendte ryggen til et øjeblik.
Nogle gange sætter trådene sig fast i hendes små tænder. Hvis det er snoren på en hjemmesko, sidder hun ret ubehjælpsomt med de ene ben svævende i luften fastgjort til bisserne. Og piver. Som en lille hundehvalp.

Gad vide om hun synes det uldne fornemmelse i munden og på tænderne er lækker? Eller måske har hun allerede nu udviklet en aversion mod hjemmestrik og har indledt en personlig vendetta imod det, hun kan få fat på.

Hvis det er tilfældet, så forudser jeg, at hun taber kampen med den hastighed som familiens strikkemafia producerer tøj til dem i. Så indtil hun selv forstår det må jeg forsøge at begrænse skaderne til (for små) strømper.

Babyen, der troede hun var en hundehvalp

tirsdag den 25. januar 2011

Autosvar

Dette er Rikkes fingre. Der er desværre ingen forbindelse til øverste etage grundet en uforklarlig fejl, som muligvis er forårsaget af kronisk træthed. Der arbejdes på højtryk på at få genetableret kontakten. Vi beklager ulejligheden.

mandag den 24. januar 2011

Dét der med at skille tvillinger ad...

Puha, det her bliver et af de indlæg, der bliver svære at skrive, for det rammer lige ned i et af mine ømmer punkter. Bær over med mig, hvis jeg væver eller bliver lidt for rørstrømsk.

Når talen falder på tvillinger, er der mange forskellige holdninger til om man bør holde dem sammen eller skille dem ad. Før jeg selv fik to (pragt)eksemplarer af slagsen, må jeg indrømme, at jeg rystede lidt på hovedet af forældre, der ikke valgte at skille dem ad, når de skulle starte i institution eller skole. Come on, de skal da lære at blive selvstændige! Min tante har tvillingedrenge og da de skulle i skole insisterede de på, at de skulle gå sammen - selvom skolens princip var at skille dem ad. Jeg rystede også på hovedet. Hvor gak gak kunne man være?


Som med så meget andet, så skifter man nemt mening, når man selv står med nallerne i nælderne og jorden pludselig drejer den anden vej rundt. Vi har fået plads i vuggestue til Clara og Rosa 1. marts, hvor de starter i samme institution som Miriam. Der er kun en vuggestuegruppe i huset, så det var nemt at vælge. Havde valget været der, var der ikke tvivl i mit sind. Vi havde ikke delt dem. Bare tanken om at de skal tilbringe størstedelen af deres vågne timer sammen med pædagoger i stedet for en af os giver mig gåsehud. Man skulle jo ellers tro, at jeg var lidt mere cool, når det ikke var første gang, og de har jo hinanden. Men det er jeg ikke. Jeg synes det er angstprovokerende og skræmmende, at de snart skal ned i det virvar. For selvom det er et fantastisk sted, så er det jo bare noget helt, helt andet.

Der er flere tvillingepar i huset, men det er første gang, de får tvillinger af samme køn - og ovenikøbet enæggede. Det giver jo potentielt nogle udfordringer, for hvad nu hvis de ikke kan kende forskel på pigerne? Det er jeg hundeangst for. Hvad nu hvis de bare begynder at omtale dem som tvillingerne. Det hader jeg, og jeg har siden de blev født gjort et stort nummer ud af at kalde dem "Clara og Rosa", selvom jeg godt har kunnet se på andre, at de synes jeg var emsig. Men hvis generne vil, at de på sigt kommer til at blive kloner af hinanden, så synes jeg bare, at det var vigtigt at "opdrage" omverdenen til at kalde dem ved navn. Selv synes vi jo at det er nemt at kende forskel på dem. Og jeg trøster med med, at langt de fleste der kender dem, siger det samme. Jeg gør faktisk også et stort nummer ud af, at klæde dem forskelligt på, selvom jeg må indrømme at min forkærlighed for symmertri og struktur af og til får det til at krible efter at gøre det lidt ens. Hele den del af tvillingeforholdet må blive et selvstændigt indlæg.

Egentlig er det jo lidt mærkeligt at jeg på den ene side vil gøre alt for at holde dem sammen - og på den anden side, vil jeg ikke have, at folk kalder dem tvillingerne. Når jeg tænker over det, har jeg faktisk slet ikke været ude af huset med hverken Clara eller Rosa alene. De er altid sammen, og det er måske derfor tanken om at skulle skille dem er hård for mig. Måske gør jeg dem en bjørnetjeneste, men jeg håber, at det i øjeblikket er med til at give dem en tryghed, at de aldrig er alene.

Jeg har ikke fornemmelsen af, at de ikke kan undvære hinanden, men de får rigtig meget ud af at være sammen. En ny veninde, der også har tvillinger sendte mig et link til en artikel fra Vores Børn, der handler om tvillingeforholdet. Noget af det jeg hæftede mig mest ved var udsagnet om, at samfundets fokus på individualitet og selvstændighed i høj grad smitter af på tvillingeforældre. At vi er bange for, at skiller vi dem ikke af, bliver de ude af stand til at begå sig i verden. At vi fokuserer mere på det potentielt problematiske i tvillingeforholdet i stedet for at værdsætte den tryghed, der er i at have et andet menneske så tæt på.

Og det citat jeg bed allermest mærke i var Problemet i forhold til tvillinger er, at der er opstået den misforståelse, at det at være selvstændig betyder, at man er fuldstændig uafhængig af andre. Det er jo ikke rigtigt. At være selvstændig betyder at man kan stå i en gruppe og være stærk i sig selv. Pyha - det håber jeg virkelig, for hvilken mor eller far ønsker at foretage valg på sine børns vegne, som skader dem på sigt?

Som altid et meget langt indlæg fra mig. Der er bare så mange tanker forbundet med det hele. Jeg ved jo godt at de er tvillinger og altid vil være det, men de er jo også to helt enestående små piger, der nok deler gener, men også er helt unikke og individuelle. Ligningen er på ingen måde 1+1=1. Hvilket også kræver sit helt eget indlæg, hvis dette ikke skal ende med at blive vor tids Krig og fred i omfang.

Tak fordi du læste med så langt. Hvis du selv har tvillinger eller har holdninger til dette indlæg, vil jeg sætte pris på din kommentar. Jeg kunne godt bruge lidt feedback på emnet.

Ens og alligevel forskellige
(Forsiden af "Bogen om tvillinger" af Joan Grønning)


søndag den 23. januar 2011

Mount Vasketøj

Det er faktisk ikke længere korrekt, at den højeste bjergtinde ligger i Nepal og hedder Mount Everest. Spritny forskning viser, at det højeste bjerg faktisk befinder sig på en stille villavej i Mårslet, Danmark og hedder Mount Vasketøj.

Bjerget kaldes også for "Den uendelige" i folkemunde, da dens tinde fortaber sig i himlen og dets omfang synes at tiltage når man vender ryggen til eller blinker med øjnene. Størrelsen af Mount Vasketøj får selv garvede bjergbestigere til at tabe kæben og nakken, når de stirrer åndeløst efter dens majestætiske og efter sigende velduftende top. Den reelle højde på bjerget kendes endnu ikke, da ingen tilsyneladende har nået (eller set) toppen.

Der meldes ikke om savnede, men fundet af flere enlige sokker vidner om, at man skal omgås Mount Vasketøj med respekt og ikke mindst tålmodighed.

fredag den 21. januar 2011

Gæt et køleskab

Jeg tog bussen ind til Århus i dag for at mødes med min tvillingemødregruppe hos en af pigerne som tilfældigvis bor i samme opgang som en af mine gode veninder fra studietiden. Som det vist har fremgået af bloggen har jeg været mere eller mindre isoleret i min lille barselshule herhjemme siden slutningen af november pga. sne og sygdom. Jeg kan godt have bilen af og til, men når jeg har den, skal jeg også aflevere Miriam i børnehave, og jeg må indrømme, at jeg næsten har brændt evt. overskydende energi af, når jeg har fået tre unger i tøjet, proppet ind i bilen, hevet ud igen og slæbt ind i børnehaven inkl. alt det overtøj  og skiftetøj sådan en 3-årig skal bruge i løbet af en dag, slæbt autostolene ud og ind i bilen og så først der kan jeg køre afsted til den destination jeg nu har planlagt. Som regel med kraftig odeur af en heftig omgang barselssved.

Eftersom vejret er så fint i tiden tænkte jeg, at jeg ville tage bussen ind til byen. Det har jeg ikke gjort, siden jeg havde liftene på MB'en, og det er immervæk mindst tre måneder siden. Jeg har være i syv sind om vognen siden liftene kom af, men nu tror jeg, at jeg er ved at genvinde min oprindelige kærlighed til den. Vi har nemlig købt to køreposer på udsalg og de er superfine. Nu sidder pigerne spændt fast i klapvognsselen, i en kørepose med en babydyne til at lune lidt. Når de ikke sover, kan jeg meget bedre få dem op at sidde (så meget som vognen tillade), så de kan følge med. Det var svært med voksiposerne, da jeg havde lammeskind i bunden for at de ikke frøs, men så kunne jeg ikke bruge selen i vognen.

Selve busturen gik  fint. Det tager ca. en halv time her fra Mårslet og stik mod forventning sov de hele vejen. De sov også mens jeg liiige skulle forbi Emmerys i Magasin, og mens de blev kastet rundt på brostenene op til den adresse vi skulle mødes på. Og så sov de faktisk også lige halvanden time mere. Faktisk nåede jeg at drikke to kopper varm (!) kaffe, spise boller, kage og sludre med de andre før der var bud efter mig to etager nede. Sad og bankede lidt på babyalarmen og kunne ikke helt finde ud af hvad jeg skulle gøre af mine hænder - det er helt uvant at have så lang tid for sig selv, når vi er på tur.

Jeg nåede også lige at besøge veninden i opgangen. Ved ikke helt, hvad jeg skulle i hendes køleskab, men jeg blev nødt til at tage et billede af det til sammenligning. Gad på en eller anden måde godt lidt der bare lå tre appelsiner, en flaske champagne, en tube wasabi og to flasker Dior neglelak i vores køleskab i stedet for noget, der på samme tid ville få Mejeriforeningen til at tørre øjnene og kernesund folket til at korse sig med bladselleri og drukne deres kvalme i Udos Choice.

Den minimalistiske globetrotters køleskab
Skulle det være et glas mælk?

torsdag den 20. januar 2011

Faldskærmstrusser...

Hvad svarer man, når ens 3-årige uden varsel dykker ned i kurven med det rene vasketøj, fisker et par trusser op, holder dem frem og nærmest hviner:

Orh hå hårrrh - sikke nogle store underbukser!


Mens jeg kiggede på hendes triumferende fremvisning af beklædningsdelen, kom jeg til at tænke på en scene fra Hals store kærlighed, hvor Jack Black sidder med Gwyneth Paltrows trusser mellem hænderne og undrer sig over, at de er på størrelse med en faldskærm. Havde ikke rigtig noget godt at sige til mit forsvar. Størrelsen på hendes "fangst" lod sig ligesom ikke benægte og der var heller ikke rigtig noget spørgsmål i hendes stemme. Kun ivrig konstatering. Var ellers et kort øjeblik nervøs for, om hun ville begynde at spørge ind til størrelsen på dem, eftersom de fleste sætninger indledes med "hvorfor?" i tiden.

K kom mig til undsætning: Jamen dog, har du fundet et par af farmors underbukser?


onsdag den 19. januar 2011

Når trætheden overmander selv stridsbananer...

Nu hvor Snemand Frost og Frøken Tø holder hinanden i hed omfavnelse er jeg igen begyndt at hente Miriam fra børnehaven. Mens sneen har haft forvandlet veje, stier og fortorve til lede pukkelpiste har det næsten været umuligt for mig at komme afsted. Oddervognen har jeg næsten ikke kunnet skubbe gennem sneen fordi den er så stor og tung (men dejlig praktisk) og selvom Mountain Buggyen måske kunne have været et godt alternativ, så ville jeg ikke kunne få Miriam med hjem, da ståbrædtet ikke kunne køre i den dybe sne. 

Det passer mig derfor meget fint, at sneen er ved at være væk, så jeg kan putte pigerne i vognen og hente hende. Selvom jeg henter hende forholdsvist tidligt, så kan vi godt mærke på hende, at hun er mere træt nu hvor hun er startet i børnehave. Der gælder nogle andre regler end i vuggestuen, og samtidig er hun holdt op med at sove til middag. Resultatet er at jeg mange dage får en meget træt og meget sur lille dame med hjem. Pædagogerne kan slet ikke genkende den usamarbejdsvillige stridsbanan vi ofte har at gøre med, og siger at hun nok oversamarbejder dernede. Gee thanks! Gid hun gjorde det lidt herhjemme. Synes vi har kæmpe konflikter om alt fra rosinernes placering i havregrynene om morgenen til hvorvidt jeg må tørre mine hænder i samme håndklæde som hende, når vi vasker hænder. Det kan gå fra virkelig hyggeligt til jordens undergang på et splitsekund med gråd og tænders gnidsel til følge. Nogle gange når bølgerne går virkelig højt tager jeg mig selv i at ønske en timeout knap i mit eget liv, for hvem orker i længden at rende rundt med hønserøvsmund og sende ungen ind og køle af på sit værelse i tide og utide? Gad vide om jeg er immun, når det bliver Clara og Rosas tur?

Men uanset hvor usandsynligt træls hun kan være pga. sit lille udviklingsoprør, ligeså engleagtig ser hun ud, når hun sover. Og nå trætheden overmander de mindste, så kan de åbenbart sove stående - som en hest. I hvert fald faldt hun i søvn på vej hjem i dag lænet ind over kalechen på MB'en. Moren uden skrupler kunne selvfølgelig ikke lade være med at tage et billede til "det pinlige fotoalbum", som skal bruges som afpresning, når hun bliver teenager.

I øvrigt er det vildt praktisk, hvis mine børn kan stå op og sove. Så behøver vi nemlig ikke længere bekymre os om, hvordan vi får plads til dem alle i vores lille hus, når de bliver ældre. 

Et træt lille stridsbanan


tirsdag den 18. januar 2011

De lærenemme papegøjer og de onde tandfeer

Jeg skal love for at der er kommet gang i mundtøjet på de små damer herhjemme. Rosa har i lang tid kunne sige bapbapbap wawawa (eller hvordan det nu staves på babysprog), mens søster Clara bare har kigget undrende på og holdt sig til at grine og pludre lidt. Men i løbet af de sidste par dage har hun virkelig fanget at munden kan bruges til andet end at skovle mad ind i. Hun hviner, "synger", griner og forsøger sig med dadada og virker helt opløftet over sine nyfundne evner. Det er ligesom et par lærenemme papegøjer, der sidder og gentager den samme "sætning" igen og igen.

Det må virkelig også være en øjenåbner sådan at slå øjnene op en dag, og så kan man pludselig udtrykke sig eller bruge sin krop på en ny måde. Jeg gad virkelig også godt gå og pludre løs over et par måneder og så pludselig en morgen vågne op og opdage, at jeg talte flydende fransk. Eller vrikke lidt rundt som en gås og så en dag finde ud af, at man faktisk var blevet dødgod til ballet. Ærgerligt at man ikke kan huske, hvor sej man var, dengang man var baby og bare tilegnede sig nye færdigheder uden at vide hvordan. Nu ved jeg ikke engang, hvordan man lærer nyt.

Jeg kan stadig kun sige "Jeg hedder Rikke" og tælle til ti på fransk, selvom jeg havde store planer, om at bruge nogle af alle ammestunderne på at lære det. Jeg downloadede endda en "French for Dummies" (hmm...) app til min iPhone, men jeg efterlod åbenbar min hjerne i depositum på Skejby, da vi fik pigerne med hjem tilbage i maj. Der er kun plads til viden om tilbud på babymos og bleer. Erica Jong ville korse sig og brænde mine ammebh'er på trampolinen i vores have.

På tandsiden er der ved at være "hul igennem" til Rosas fortænder. Jeg kan i hvert fald mærke den skarpe kant, men der gå noget tiden inden de rigtigt er fremme. Clara savler som en bulldog og vi bruger simpelthen så mange savlesmække i tiden, men tænderne ligger stadig lige under huden. Søvn og tandfrembrud er som at blande vand og olie. Det hænger bare ikke sammen. Så vidt jeg kan forstå på veninder med børn på nogenlunde samme alder, så huserer (de onde) tandfeer over det ganske land.  Synes godt de kunne tage at lægge 1000 kr. under hovedpuden hos forældrene for hver tand der bryder frem på ungerne. Tror faktisk godt jeg kunne lære ikke at være sur over manglende søvn, hvis jeg fik en kontant bonus for det.

søndag den 16. januar 2011

Nååårrrh... er det tænder, der er på vej frem?

Pigerne har det meget bedre i dag. Rosa har stadig høj feber, men de spiser og er glade. K ringede til vagtlægen i går, som kunne fortælle at der var 47 (!) influenzaramte i kø i venteværelset, så det var ikke noget sted for et par små piger på otte måneder at være. Qua det lange forløb de har haft ville han sende den kørende vagtlæge ud til os. Vi var nummer 12 på listen, så det ville blive hen på eftermiddagen og de ville ringe først, for at se om Rosa havde det bedre.

Da de begge kastede op og Rosa havde høj feber, lod jeg dem sove inden for. Det giver desværre kun sådan noget "klatsoveri", så de blev aldrig rigtig udsovede. Hen på eftermiddagen tog K ud for at handle ind og imens satte jeg dem i højstole og prøvede at give dem noget A38 med frugtmos. Clara er ikke synderligt imponeret over det syrlige islæt i madrepertoiret, hvorimod Rosa synes det er meget spændende og ser meget eftertænksom ud og slikker sig om munden efter hver mundfuld. Til gengæld får Clara den sødeste lille trutmund, når hun får mad hun kan lide. Og A38 sødet med lidt frugtmos, det er blev godtaget.

Men i hvert fald var de i et vældig hopla begge to og hvinede og kastede sig rundt i stolene, da K kom hjem med to fyldte poser - og en vagtlæge. Hmm - følte mig som den største hypokonder på mine børns vegne. Havde han ringet på forhånd ville jeg nok have aflyst, men nu stod han altså der, med Christian Stadil briller og apotekstaske og lignede en, der mest af alt havde lyst til at vende om på hælen og drøne ud i den store Audi med chauffør, der holdt uden for. Rosa kiggede nysgerrigt på ham og var meget optaget af brillerne (de var virkelig også ehm.. særlige) og lod sig undersøge på kryds og tværs. Han udelukkede hurtigt meningitis, mellem-, hals- og lungebetændelse. Jeg havde været lidt bekymret for det sidste, for de har hostet i lang tid. Men Stadil-wanna-be-lægen mente, at det nok var den virus, der florerer i tiden som de havde meget svært ved at komme af med. Han var hurtigt ude af døren, og selvom jeg ville have aflyst besøget, hvis han havde ringet som lovet, så er jeg glad for, at hun blev undersøgt. Og sikke en service at vi ikke selv skulle afsted og blive udsat for endnu mere sygdom.

Nå, men for at gøre endnu en kort historie lang, så sov begge engleunger til 07.30 i morges kun afbrudt af en enkelt amning i nat. Rosa havde stadig høj feber, men de  har spist godt og var glade. Jeg prøvede "noget nyt" og lagde dem direkte på vores glatte pergogulv og så skal jeg ellers love for, at de blev fik sig skubbet sig rundt som et par små bjæffende sælunger. Vi måtte flere gange fiske en højlydt utilfreds Rosa ud fra halvvejs under sofaen og begge var helt dækkede af nullermænd på ben og mave (hvor mange mon de nåede at spise?). Har slet ikke brug for en robotstøvsuger, kan bare iføre ungerne et par mikrofiberklude og så lade dem møffe sig rundt.

Da jeg skiftede Rosa omkring middag lagde jeg mærke til noget, som måske forklarer en hel del af den sidste tids uro herhjemme og fik mig til at tænke:  Nåååååårrrrh!... Der er to fortænder på vej... En hurtigt check af Claras gummer viser det samme. To styk ligger lige under gummen og er klar til at bryde igennem. Jeg må indrømme, at jeg har følte mig pænt lam i dag, for jeg havde ikke skænket det en tanke. Alle "tegnene" har været der. Feber, uro, røde numser, pylleri, savl... Det forklarer selvfølgelig ikke opkast og hosten, men alligevel. Har nok været mest optaget af at overleve fra dag til dag og ikke lige tænkt at de måske var i gang med at udvide tandsættet. Men hvor giver det mening - og hvor håber jeg, at det er det. For så er der da en (foreløbig) ende på deres trængsler.

Forhåbentligt er det værste overstået og snart kan de fremvise 2x2 styk fine bisser. Så må vi se om amningen stopper meget brat snart. Jeg bliver helt nervøs ved tanken om, hvad især Clara kan få ud af sådan et par skarpe bisser, den lille mælkevampyr.

lørdag den 15. januar 2011

Bræksyge vol. 3

Jah da! Vi tager lige en runde sygdom igen.

Clara kaster op, men har indtil videre ikke feber. Rosa kastede op tidligt i morges og har 39 i feber og har haft det nogle dage efterhånden. De har begge hostet i lang tid, så jeg frygter at eftermiddagsudflugten går til vagtlægen. Hvor er det bare synd for dem - og for Miriam, som bare bliver den lille satellit, som svæver ude i periferien, mens mor og far hhv. skifter tøj, måler temperaturer og tørrer opkast op.

Nu er jeg i gang med at vaske tøj og lufte ud. Bliver jo helt nervøs for om vi har et sprængfarligt indeklima med lede svampesporer over alt. Og ja, jeg er lidt hysterisk - og desperat. Flere har sagt, at det bliver bedre, når de bliver 2 år. 2 ÅR!!! OMG! Det er om 16 måneder! Hvornår kan man begynde på Bio-Strath? Jeg må have et græsstrå af håb at klynge mig til.

fredag den 14. januar 2011

Sandheden skal man høre til babyrytmik

Da jeg var på barsel med Miriam i 2008 forsøgte jeg mig udi noget babyrytmik gennem By i bevægelse. Hun fattede sikkert nul og en hat af, hvad der foregik, men jeg var førstegangsmor og meget optaget af at hun i hvert fald ikke skulle blive understimuleret (as if...). Desuden var det rigtig hyggeligt at være afsted sammen med min mødregruppe og ungerne synes sikkert også det var fint nok at få en på opleveren - også selvom de kun var fire-fem måneder gamle.

Hende der havde holdet vi gik på var en liiiiille smule speciel. Meget farverig, vi kan kalde hende Rytmelone, og den fik ikke for lidt på de tre gennemgående akkorder på guitaren, rasleæg og tamburiner. Og ungerne sad på skødet af os med store øjne og vidtåbne munde og kiggede på deres topengagerede mødre, som skrålede med på navnesang og Lille Peter Edderkop med hver deres næb og overartikuleret mimik.

Miriam var ingen undtagelse og hun var da også almindeligt optaget af de andre børn - hvis du altså spørger mig, hendes mor. Jeg kan ikke huske, hvad det var hun lavede præcist, men en dag sagde Rytmelone ud i plenum til mig:  

Miriam - hun bliver en af dem, der forstyrrer sin sidemand i skolen. Jeg har været pædagog i xx (en menneskealder?) år, og jeg tager aldrig fejl.

Nå, så man så lige mig få smalle læber og stenansigt der? Jeg følte mig dybt forudrettet. Miriam var måske fem måneder og tydeligvis et meget fremmeligt barn, der måske nok bare kedede sig lidt over de samme tre akkorder damen klimptede på sin gamle guitar. Og hvis hun blev sådan en der forstyrrede de andre i skolen, så var det ikke min skyld. Mig. Dydsmønstret. Hvis hun var sådan en, måtte det skyldes hendes far. Jeg sagde selvfølgelig ikke noget, grinede også lidt af det, men blev en lillebitte smule fornærmet. Nok mest af skræk fordi, jeg var bange for at hun ville udvikle sig til ungen som ingen kan lide.

Men nu er hun tre år. Og kun halvvejs i skole. Men Rytmelone tog faktisk ikke fejl. Miriam er fuldstændig kold. Får hun lyst til at starte en fest, så gør hun det. Så kan andre bare følge trop eller lade være. Og mens jeg er totalt hæmmet og skal indtage pænt meget alkohol for overhovedet at komme i nærheden af at være ligeglad, så synes jeg det er befriende at hun bare er og lader sig begejstre uden at skele til om andre synes det er passende eller ej.

Spørgsmålet der presser sig på synes jeg stadigvæk er: hvordan kunne hende pædagogen se det i hende allerede dengang? Og gad vide hvad hun ville sige om Clara og Rosa. Måske skulle jeg forsøge mig udi babyrytmik igen bare for at få min nysgerrighed styret.

torsdag den 13. januar 2011

Et udpluk fra en helt almindelig dag

Der var engang hvor mine piger spiste og sov som teenagere. Det er måske stadig tilfældet for Clara, men nu hvor klokken nærmer sig 21.30 har Rosa stadig ikke overgivet sig til søvnen efter knap to timer. Hun er egentlig meget glad og ligger og pludrer, godt nok lidt irritabelt, men hver gang jeg lige tror at nu er hun faldet hen, så lyder der "bapbapbap" med totalt sukkerstemme eller *klongklong*, hvilket er lyden af en sut, der bliver banket mod tremmerne i sengen. Når man hører det lyd er det bare at komme op af stolen og haste derind, for man ved aldrig om lyden efterfølges af et *klak*, som er lyden af en sut, der forsvinder i intetheden og lægger sig til at hvile under vores seng.

Det har været en helt almindelig og hyggelig dag. De små og jeg sov til næsten halv otte. Ingen af dem havde fået mælk i nat (wuhuu!), så jeg ammede dem i sengen, før jeg tog dem med ind til Miriam og K. Normalt får de grød som det første, men jeg var eksploderet inden næste måltid, hvis jeg ikke havde ammet dem. Det er både fordelen og ulempen ved at dobbeltamme, for der er (næsten) altid mælk nok - og meget af den, selvom de ikke længere ammer så meget mere.

Da de havde sovet minilur (efter at have været vågne i 1 time) gav jeg dem grød. Jeg sprang over det lave gærde (det eneste jeg kan få røven over alligevel) og gav dem noget "instagrød", så jeg kunne nøjes med minimal opvask - og som bonus var der lige varmt vand til "instakaffe" til mig også. Jeg gav dem i et anfald af overskud et par "jakker" fra Ikea på, så de kunne få lov til at sidde og smatte lidt med noget af grøden. Egentlig er jeg mest til at give dem maden selv, og undgå svineriet, men jeg mindes at Miriam havde nogle af sine hyggeligste stunder ved bordet, når hun fik lov til at røre ved maden også. I forvejen synes Clara og Rosa, at noget af det sjoveste "legetøj" er plastikskåle og -snapseglas fra Ikea. Min mor fortæller også hver jul, hvordan jeg som barn efter en særlig stor gavehøst tilbragte det meste af aftenen med at hænge min mormors mundservietter op på en snor med klemmer, for at tage dem ned og folde dem sammen. Pigerne har også en kæmpe kurv med legetøj, som de på ingen måde kan overskue indholdet i. Det meste er, bilder jeg mig ind, arvelegetøj fra Miriam... Keep it simple er vist et motto, jeg burde tage til mig... nahhh, det så kedeligt.

De fik lov til at sidde med hver deres tallerken, som de så gjorde deres for at få kastet på gulvet hurtigst muligt. Det er den eneste rigtige retning. Ned. Og det skal helst sige et ordentligt brag. Så sidder de der med deres to kridhvide tænder og ligner små julelys. Se hvad jeg kan mor. Jeg kan slippe og det larmer! Mens det står på, er det ret hyggeligt, men jeg skal være ærlig og sige, at jeg samtidig får nervøse trækninger om mundvigen, når jeg kan se at den nedeste hylde på bogreolen skal have en omgang med kluden efterfølgende, for at tørre grød væk.

Jeg tog et par billeder med min mobil af "grødhovederne".

Rosa sekundet før tallekenen ryger på gulvet

Hvorfor har du holdt det her skjult for mig mor?
Det er jo sjovt!























Nu er klokken passeret 22 og jeg tror og håber at Rosa sover fast nu. Jeg skal i gang med at have pakket lidt sammen til i morgen, hvor jeg skal mødes med min superheltetvillingemødregruppe. Al erfaring viser, at jeg skal begynde at forberede mig aftenen før, så jeg ikke står og kampsveder i morgen klokken kvart i ni, når jeg bare skal ud af døren for at aflevere Miriam i børnehave og ingen af os er klar. Det er faktisk længe siden jeg har afleveret hende. Gad vide om jeg overhovedet kan løfte trunterne i deres autostole på samme tid længere?

mandag den 10. januar 2011

Artikel i Århus Stifttidende

I går skrev jeg, at vi havde haft besøg af en journalist og en fotograf fra Århus Stifttidende og at jeg ville skrive mere om det i dag. Dagen er godt nok gået på held, men bedre sent end aldrig.

Årsagen til besøget var at avisen i anledning af de royale tvillinger ville lave en artikel med en århusiansk familie med tvillinger - og gerne ældre søskende også. Journalisten Birgitte Krøyer lavede en hurtig søgning i Google på "tvillinger Århus" og fandt min blog i et søgeresultat.

Vi talte lidt om det herhjemme og selvom jeg var lidt nervøs ved udsigten til at "stå offentligt frem", så var det en god måde for mig at få lidt fokus på min blog og det jeg laver på.

Jeg må indrømme, at jeg var ret nervøs inden de kom. Men hele interviewet var bare så hyggeligt, og både K og jeg talte og talte og talte, og Birgitte skriblede som en gal. Det var lidt ligesom, når man får prikket hul på en pose ufrosne isterninger - vi var ikke til at stoppe. Og imens tog fotografen Martin Ballund en masse billeder samtidig med at han også lige kunne underholde Miriam, der virkede helt forgabt. Ville da ikke være dårligt med en pressefotograf/barnepige i huset. Men mon ikke de tjener bedre end den gående rate for børnepasning?

Den kortere netudgave af artiklen kan du læse her: Kaos og idyl går hånd i hånd.

Vi har fået 10 af de billeder fotografen tog, og alle er rigtig gode. Jeg er selv ret glad for det store billede, der er i avisen, hvor man kan se Miriam hopper. Og ja, børn må godt hoppe i vores sofaer. De må også godt skubbe bøger ind på de nederste hylder på vores bogreol. Det virkede fint præventivt for Miriam, da hun var lille, så det har ikke samme interesse, når vi er ude.

Vores lille familie (Foto: Martin Ballund)
Det var superfint at få lidt reklame for min blog og der var tale om, at jeg muligvis kan få en interview i et af deres hverdagstillæg, med særlig fokus på den del af bloggen, der retter sig mod mødre og fædre på barsel i Århus. Dét ville ikke være dårligt.

Der var et par småfejl i artiklen, som jeg for en god ordens skyld nævner her:
  • Det var ikke en fejl i pigernes kredsløb som var skyld i alle bekymringerne, men tilstanden TTTS, som kun rammer enæggede tvillinger. Jeg laver et indlæg om det i nærmeste fremtid.
  • I avisen nævnes barsel.dk, som en københavnsk blog, jeg gerne vil lave en århusiansk pendant til. Det er i stedet hjemmesiden www.paabarsel.dk, der er tale om.
  • I avisen står der også at jeg har blogget siden 2007. Det har jeg desværre ikke. Dengang tænkte jeg kun på det. Først i juli 2010 kom jeg i gang. Jeg rider ikke samme år, som jeg sadler.

søndag den 9. januar 2011

Det lysner

Jeg synes, det lysner lidt i forhold til sygdom herhjemme. De sidste par nætter har ikke været helt så urolige som ellers og Claras feber er ved at være på vej væk. Vi skal nok regne med at Rosa tager samme tur, men så ved vi i det mindste, hvad vi skal forvente. I aftes havde Clara 40 i feber, så det endte med at jeg gav hende en børnepinex og lod hende sov i ble og satte så vækkeuret hver halvanden time for at checke at hun ikke blev for kold. Haha - satte vækkeuret. Den var god.

Men vi sov næsten til klokken otte allesammen og resten af dagen har vi haft besøg af en journalist og en fotograf fra Århus Stifttidende (mere om det i morgen) og bagefter nogle gode venner, som vi ikke har set i meget lang tid. Hun er højgravid og har termin i midten af februar. Og simpelthen bare så smuk med sin runde mave.

Der er bare et eller andet med de maver, når de strutter allemest. Ærgerligt at maven skal ligne sådan en slatten ballon lige efter fødslen, uanset hvor smuk man ellers har været gravid. Måske er det universets måde at hælde lidt malurt i bægeret, når man står med sin lille nyfødte bylt i armene. Og os der har fået kejsersnit, vi kan så tilføje en lille ekstra "rullepølse", der hvor arret er.

Min veninde i Singapore kan fortælle (skræk)historier om, hvordan man i Singapore, kan få et kombineret kejsersnit og "nip and tuck", når man nu alligevel er i gang. Men det er selvfølgelig også landet, hvor man skal være meget præcis til personalet, så de ved, at man selv vil amme barnet og at de ikke lige skal smide ungen fra skødet og i et sæbebad, umiddelbart efter det er kommet ud i verden (Dorthe - korriger mig, hvis jeg fortæller det forkert). Det er jo noget så forskellig fra herhjemme, hvor det nærmest er en kardinalsynd, hvis man "kommer til" at spilde en dråbe babyshampoo i vandet før barnet er et år.

Nå, men altså, det jeg ville skrive var, at det har altså været en dejlig dag, hvor vi for første gange i lang tid har set og talt med andre end os selv og hinanden.

Jeg har en del blogindlæg på bedding i den næste tid. Foruden mine egne blogindlæg, er der kommet nyt kataglog fra FOF Århus og så har jeg tænkt mig at begynde på en oversigt over de kirker, hvor man kan gå til babysalmesang i Århus. Jeg begynder at have lidt travlt, for datoen for første arbejdsdag begynder at komme faretruende nærmere...

lørdag den 8. januar 2011

Den første nat

Hvor er det bare en stor dag for Kronprinseparret. Jeg blev helt rørt, da Frederik stod der og fortalte at de var blevet forældre til to velskabte, sunde og raske børn. Og at det var en dreng og en pige Marys mave gemte på. Sikken lykke. Sunde og raske børn, så kan man ikke ønske mere den dag.

Der er blevet sagt og skrevet rigtig meget om de royale tvillinger i dag, så jeg vil faktisk ikke dvæle mere ved det. Blot sende en stor og venlig tanke til de stolte forældre. De nærmer sig deres første nat med deres små vidundere. Når solen står op i morgen har de måske, måske ikke sovet meget, men de har i hvert fald studeret deres vidundere nøje allerede og sikkert været på en masse forskellige rutsjeture i forhold til det ansvar, de har fået. At fordoble sin børneflok er en stor mundfuld både praktisk og følelsesmæssig. Og så hul i at de måske kan få en masse hjælp. Det ændrer ikke på, at de skal lære deres nye vidundere at kende i ro og mag hen over den næste tid.

Og hende Mary. Hatten af for hende. Hun er fandeme sej. Punktum.

Jeg er garanteret ikke den eneste, men jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på den dag, vi fik vores piger i armene for lidt over otte måneder siden. Næsten et kilo tungere end Frederik og Marys børn, men stadig små og skrøbelige for os. 

Det kan godt være at der ikke er kommet nogle billeder af de royale tvillinger, men så sætter jeg da bare et på af Clara og Rosa, da de var spritnye. 

Vores små prinsesser Clara (tv) og Rosa på deres første dag





Royale tvillinger på vej

Hvor er det bare spændende for Kronprinseparret med den kommende familieforøgelse! Jeg har lige været med Miriam til frisør og kom hjem til DR Update og TV2 News der nærmest har ryddet hele sendefladen for at dække begivenheden. Normalt synes jeg deres loops af nyheder er frygteligt irriterende, men jeg er altså helt solgt denne gang. Jeg er så spændt på at høre, hvordan det går - og ikke mindst, hvad hendes mave har gemt på.

Så jeg skal vist klikke forbi DRs temaside om kongelige tvillinger en del gange i dag. Og lur mig om jeg ikke slår over på førnævnte kanaler et par gange eller ti også. 

fredag den 7. januar 2011

Når hjælpen kommer til den som hulker

Jeg har egentlig altid fået at vide, at hvis man ikke kan sige noget godt, så kan man ligeså godt holde sin mund. Det har ham her i hvert fald ikke - eller også har han bare fløjtet højt og helligt på det. Men altså, hvis I synes jeg et brokkehoved i tiden, så kan I jo tænke på, at der er en der er værre (og sjovere).

Nå, men jeg skal være ærlig. Jeg er ikke i nærheden af at være nogens supermom længere. I virkeligheden går jeg lidt med skyldfølelse af at have lyst til at bruge en check-ud knap, til at sætte mit liv lidt på stand-by. Bare indtil vi alle er raske igen og har fået skyggen af overskud tilbage. Men sådan en knap findes desværre ikke, så jeg trykkede i stedet på den på den meget virkelige røde knap i nat - og hulkende skrev en sms til min mor kl. 04.17 med teksten:

Jeg er desperat... Kan du på nogen måde komme og hjælpe i dag. Vi har næsten ikke lukket et øje endnu, fordi de hoster og græder på skift alle tre. Desuden er min hals helt gal og jeg vil gerne have den podet. Kan bare ikke overskue det mere. Undskyld jeg skriver på dette tidspunkt...

Kort efter kom svaret:
Kære Rikke! Jeg forsøger at finde ud af noget - kan måske komme i løbet af formiddagen - vil det hjælpe? Kh mutti

04.37:
Hvis jeg kan være der ved godt ti-tiden - vil det være ok? Kh Mutti

Krise afblæst.

Mine forældre bor ikke engang i nærheden af os, men min mor smed alt i hænderne for at hjælpe os - og som ekstra bonus tog min far med, så ungerne har bare nydt at have deres bedsteforældre hos dem hele dagen. Jeg har været ekstra salig, fordi der er blevet gjort rent og vasket tøj og jeg har kunnet få sovet en smule. Desuden behøvede K ikke styrte hjem fra arbejde ovenpå hans to dages internering herhjemme. Til gengæld måtte han forbi apoteket et par gange for at hente det penicillin jeg fik for min halsbetændelse (så kan jeg sgu da bedre forstå det gjorde så pede ondt). Mine forældre arbejder begge fuld tid endnu, så jeg føler mig meget priviligeret og taknemmelig. Ja, jeger stadig er træt som bare pokker, min lunte er nærmest ikke eksisterende og jeg gruer for natten, men i morgen er det weekend, og så er verden bare et mildere sted.

Nu er ungerne puttet. Rosa kan ikke rigtig overgive sig til søvnen. Vi spekulerer på, om hun måske er begyndt at savne fysisk kontakt, mens hun bliver lagt til at putte for natten? I går faldt hun nemlig i søvn, da hun kom tæt på mig, og så lå vi der som den meget store og den meget lille ske. Hun faldt heldigvis i søvn, og da hun sov dybt kom hun tilbage i sin egen seng, så jeg kunne være ske for en lille hostende Clara. Omkring kl. 05 faldt vi alle i søvn og jeg vågende lidt i 8 og kiggede på Miriam der lå med armen om sin Peter Plys og Clara, der havde kapret det meste af mine hovedpude og lå som en lille frø på den måde som kun babyer kan. Rosa pustede sødt fra sin tremmeseng i Ks side af sengen. Og på trods at det foreudgående natteroderi var jeg faktisk tæt på at syntes at det var ren zen.

torsdag den 6. januar 2011

Jeg har bare lige overtaget depechen...

Når der er lidt stille herinde i disse dage, så er det fordi, jeg har overtaget depechen i vores sygdomsstafet herhjemme. Mens vores tre piger er ved at opbygge deres immunforsvar er K og jeg tilsyneladende ved at nedbryde vores. Ingen af os kan huske, at vi har været så ofte syge på så kort tid. Mon der er en sammenhæng mellem konsekvent afbrudt søvn over en længere periode og ens generelle helbredstilstand?

Det eneste gode der kommer ud af sygdom synes at være et reduceret taljemål. På negativ-siden prikker det virkelig til den dårlige samvittighed, for de sidste par dage har jeg vist nået niveauet under zombiemor, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, uden panodil hvis jeg ikke var så heldig at have en dejlig mand, der kunne arbejde hjemme og aflaste mig, mens jeg lå som en anden grøntsag og rallede på sofaen. Jeg må endnu engang bøje mig i støvet for single forældre. At være syg og alene med børn, det er simpelthen skrækkeligt.

Miriam er den eneste herhjemme, der holder skansen ifht. sygdom nogenlunde. Hun hoster dog som en gammel værtshusgæst og snottet løber, så i morgen skal hun have en hjemmedag sammen med pigerne og jeg. Jeg glæder mig, for så kan jeg måske få en smule aflad for min mentale fravær de sidste par dage.

Men når vi engang alle har haft hinandens sygdomme herhjemme, så forventer jeg, at vi alle kommer ud med jernhelbred. Spørgsmålet er bare hvor længe det varer, for jeg lider efterhånden ret så voldsomt at socialt underskud.

tirsdag den 4. januar 2011

Små damer på otte måneder

Titlen siger det hele. Basserne er otte måneder i dag. Det har vi fejret ved, at jeg sov en kort formiddagslur sammen med dem, og de har fået lov til uhindret at hive mig i hår og næse, mens de skreg af grin af mine forpinte lyde. De har så mange kræfter så det er helt uhyggeligt og et langt hår og (ditto) næse er lige noget for sådan et par små pilfingre. Jeg synes, jeg klipper deres negle flere gange i ugen i tiden, men der er altid en eller anden helligdag, som de så bruger til enten at kradse hul på dem selv - eller os.

De har været i tophumør og har stjålet hinandens sutter og grinet så de så ud som om de var ved at flække. Det ser virkelig også sødt ud. Clara får lige fat om Rosas og vupti er den ude. Men øjeblikket efter har hun grinende hevet Claras sut ud også. Og så har vi danset til Pixie Lott (via Grooveshark.com) og i det hele taget bare haft en dejlig formiddag. Nu er de puttet udenfor og tager forhåbentlig en god lur, for nu tror jeg at jeg vil spænde sofaen på ryggen og krydse fingre for at jeg kan snige en lille times søvn ind.

Her kommer selvfølgelig lige et par billeder. Jeg synes de har ændret sig meget siden det indlæg, jeg lavede da de var seks måneder. Døm selv.

Grinebideren Clara 

Vores lille klovn Rosa

Jeg kommer først!


mandag den 3. januar 2011

Hormonella sentimentella og hendes freaks

Ved et tilfælde slog jeg over på DR her til aften og gik og ryddede op efter aftensmaden uden helt at lægge mærke til, hvad det var de viste. Indtil jeg opdagede at der var overraskende mange ens mennesker samlet på ét sted. Det kan godt være at jeg lod opvask være opvask og kastede mig i en hed omfavnelse med sofaen. Et program om enæggede tvillinger, det var næsten for godt til at være sandt. Og alligevel var jeg pænt skeptisk. For selvom jeg som de fleste andre er voldsomt fascineret af ligheden på enæggede tvillinger, så er der en masse modstridende følelser forbundet med det. Det er ligesom lidt noget andet, når man selv har et par af slagsen liggende svagt snorkende i rummet ved siden af.

Det er da interessant og en lille smule overvældende at kun ½ procent af verdens befolkning er enæggede tvillinger og at vores piger er en del af del statistik. Det er også spændende at høre om teorier ifht. spørgsmålet om arv vs. miljø, når det kommer til ligheder og forskelle på enæggede tvillinger, der har nærmest 100% identiske gener. Alligevel er det altså lidt svært at forholde sig til. Godt nok har vi fået foretaget en test, som viste at Clara og Rosa er enæggede tvillinger, men det er jo ikke noget vi går og tænker over i det daglige. Måske også fordi det er sjældent at vi omtaler dem som "tvillingerne", men fra starten har gjort noget ud af at kalde dem ved navn.

Nå tilbage til udsendelsen.

Jeg så nok ca. to minutter af udsendelsen, og så havde jeg allerede våde øjne. En enægget trilling, der selv fødte enæggede trillinger. Det gik lige i tårekanalen. Altså nu er jeg også en kæmpe sucker for storladne øjeblikke og kan næsten ikke se film med dyr eller børn uden at sprinkleranlægget går i gang. Og efter jeg har fået børn. Der burde være et særligt ord for sådan nogle som mig: Hormonella sentimentella.

Og da de så begyndte på historien om de adopterede og adskilte tvillinger Mia og Alexandra, der vokser op i henholdsvis USA og Norge. Det var næsten ikke til at holde ud at se på. Da jeg lige havde født Miriam tudede jeg i flere dage efter historien om et spædbarn, der var blevet efterladt i en park i Horsens viklet ind i et håndklæde og lagt i en plastikpose. Jeg kunne slet ikke rumme det, og som en af mine veninder sagde, så var det måske fordi jeg forestillede mig, at det var mit barn, der var blevet efterladt til en grum skæbne. Det gjorde ondt et sted i mit hjerte, hvor det aldrig har gjort ondt før. Og jeg tror lidt det var samme sted, det rumstede i dag, ved forestillingen om at det var Clara og Rosa, der var blevet adskilt og bortadopteret.

Samtidig fik jeg også en lidt træls smag i munden, for hvorfor er det at udsendelser om tvillinger - og enæggede i særdeleshed altid skal være underlagt en slags cirkusmusik? Ligesom for at understrege det mærkelige særlige ved dem. Jeg er sandsynligvis den eneste i DK, der tænkte denne tanke, men jeg er virkelig også vildt følsom overfor emnet. Det er nemlig min store skræk at Clara og Rosa skal blive så ens, at ingen kan kende forskel på dem. Når jeg har fået nok søvn og føler mig ovenpå, så kan jeg godt klare kommentarer som de ligner jo hinanden på en prik! og kan I selv kende forskel på dem?, men når jeg ikke har, så bliver jeg bare så ked af det. For når jeg ser på billeder af dem, da de var helt spæde, kan jeg også godt blive i tvivl især, hvis det har lukkede øjne, hue og sut, men jeg er aldrig et sekund i tvivl, når jeg ser på dem IRL. Og hvilken mor ønsker ikke at andre mennesker betragter hendes børn som unikke i sig selv og ikke to alen af et stykke.

Det er nok også fordi sådanne udsagn prikker til min største frygt - at de vokser op og ikke finder tryghed i sig selv også. At de altid vil have brug for den anden for at fungere. Men det gav mig lidt ro, da jeg hørte to enæggede fyre, der ironisk nok sagde noget i nærheden af all identical twins look at other identical twins as if they are freaks! Og det siger vel lidt om selvopfattelsen ikke kun er bundet op på det at være enægget tvilling.

Næste mandag kommer anden del af udsendelsen kl. 20 på DR. Så skal I se mig vande høns igen.

Nå nu vil jeg lige gå ind og lyse lidt på dem med min mobiltelefon for lige at få dagens sidste glimt af mine egne freaks.
Clara (tv) og Rosa, otte uger gamle.
Sutten bidrager til almen forvirring om hvem er hvem.

søndag den 2. januar 2011

Det der med aftensmad...

Jeg ville ønske, at vi kunne få det med en madplan til at fungere herhjemme. For mig er det et dagligt irritationsmoment at finde på, hvad vi skal have at spise til aftensmad. Vi mangler også altid et eller andet, og bliver jeg dagligt sluppet løs i et supermarked, så ender der altid en masse unødige ting (læs: ting med sukker) i kurven.

Eftersom jeg går hjemme på barsel er det på en eller anden måde blevet naturligt, at det er mig der suverænt bestemmer, hvad vi skal have at spise. Problemet er bare, at jeg jeg nærmest får stressknopper over denne planlægning, fordi jeg udover at yde yngelpleje også skal forholde mig til hvad vi kan få at spise, som er børnevenligt uden vi altid ender i pasta og kødsauce eller lasagne. Nu hvor Clara og Rosa også er begyndt at spise grød og mos, så skal de også lige tænkes ind i ligningen, for er der ikke også noget med at de skal lære at spise kød? Og mos lavet af andet end kartofler og gulerødder? Men hvordan undgår man lige at brænde inde med et halvt kilo jordskokker, hvis man ikke har en plan med, hvad de ellers kan bruges til udover mos? Jeg ved ikke med jer andre, men jeg besidder ikke lige kulinarisk nok viden til at lade dem indgå naturligt i vores aftensmad, medmindre jeg har gjort mig nogle overvejelser på forhånd. Det er vildt ærgerligt, for mange gange ender vi faktisk med at smide en del råvarer ud, fordi vi ikke ved (eller har overskud til) at stille noget op med dem, når klokken er blevet fem minutter i hentetid og køleskabet gabende uinspirerende.

En klassisk mobilsamtale mellem min mand og jeg omkring kl. 16 er:
Rikke: Hvad synes du vi skal have at spise til aftensmad?
K: Det ved jeg ikke. Hvad synes du?
Rikke: Det ved jeg ikke. Hvorfor er det altid mig der skal finde på det?
K: Skal vi have hjemmelavede burgere så?
Rikke: Neeeeeeej (krydret med et overdrevent suk), det gider jeg ikke. 
K: Jamen hvad så?
Rikke: Det ved jeg ikke, noget med pasta måske, det kan Miriam godt li'.
K: Hvad med pasta og noget kødsauce så?
Rikke: OK. Tager du kød med hjem?

Vores aftensmad er dræbende forudsigelig. Det er de samme 10-15 retter der går igen hver uge. Pizza, lasagne, pasta med kødsauce, tortillas og risotto er gengangere herhjemme. Fisk sniger sig indimellem ind, hvis jeg har været forbi fiskehandleren om torsdagen nede ved det lokale supermarked, men det bliver oftest til en gang fiskefrikadeller af den færdige fars. Miriam kan overleve på en ært og spiser faktisk sjældent mere end et par mundfulde af aftensmaden. I børnehaven får de serveret hjemmelavet mad hver dag, og tilsyneladende synes hun godt om denne, for pædagogerne siger ofte at hun ofte spiser både to og tre portioner. Det er aldrig sket herhjemme. Jo, hvis vi serverer pandekager med forskelligt fyld honning.

Clara og Rosa spiser mest grød og lidt mos. Clara er helt klart den mest madglade af alle vores børn. Hun spiser stort set hvad hun bliver budt og er begyndt at eksperimentere med klumper. Rosa får stadig hønserøv, når der kommer noget nyt i nærheden af hendes læber, og klumper, det er kun noget hun godtager, hvis det præsenteres med en god portion frugtmos ovenpå. I aftes stod den på kartoffel- og gulerodsmos med kylling lavet med sådan en smart kartoffelpresser fra Ikea, nu hvor blenderen er pakket af vejen. Rosa fik den sidste halvdel af sin med frugtmos ovenpå. Det virker som en lidt mærkelig kombi, men deres tilgang til mad er jo ikke så konservativ som vores endnu.

Men for at vende tilbage til de der madplaner. Jeg skal snart starte på arbejde, og så skal der altså være lidt mere styr på aftensmaden herhjemme, for at vi ikke ender med en åben konto hos Just-Eat. Mit nytårsfortsæt er at forsøge mig med madplaner. I dag dumpede der en mail ind fra aarstiderne.com, som hver uge sender mig deres forslag til en madplan. Det ser meget lækkert ud, men måske knap så børnevenligt. Og prøv lige at se tirsdagens menu. Lyder det som noget du ville byde din familie?

Var det noget med en omgang skidstegt laks?


















lørdag den 1. januar 2011

Ka' man være en karl om æ nat...

Jeg er som sædvanlig træt, men for en gangs skyld af hel egen fri vilje. Jeg troede slet ikke at nytåret ville blive noget særligt, men jeg endte med at gå i seng kl. 04 efter at have danset og skrålet klokken var lidt i feeeeeem - sig uhh uh med Rasmus Seebach nok hundrede gange og insisteret på, at vi skulle spille Katos Desert Walk ligeså mange gange (dog uden synderlig held - lousy dj vi havde) og drikke shots af DUKTIG glas fra Ikea. Jeg ammer stadig - og mest om natten, så det var faktisk begrænset, hvad jeg fik indenbords med procenter i, men jeg genopdagede en lille snert af Rikke-før-børn. Det er ikke så ofte hun lader hilse på sig, men det er dælme befriende, når hun gør. Hun går ikke ret højt op i hjemmelavet økologisk babymad eller bletilbud, heller ikke i blokpolitik eller boliglån, men hun er festlig og frem for alt fløjtende ligeglad med, at hun snart skal op og lave grød, skifte bleer, lave puslespil og forsøge at mønstre en vis form for morevner, når hun desværre ikke kan ligge i sengen hele dagen med savl ud af mundvigen og hele tredje sæson af The Wire kørende som baggrundstapet. Men som en bekendt engang sagde på drævende jysk: Ka' man være en karl om æ nat, så ka' man os' være en karl om æ daw! 

Der er ikke så meget at sige - jeg elsker nytår. Især at den kollektive fornemmelse af at nu vender vi et nyt og ubeskrevet blad - eller hvad man nu gør i disse papirløse og digitale tider. Jeg har nytårsfortsæt og ved at jeg kommer til at bryde de fleste (regelmæssig træning, tomt slikskab og madplaner for blot at nævne nogle få), men det er ligesom ikke nytår uden. Til gengæld får jeg ikke længere nedtur over ikke at have nået dette og hint i det forgangne år. Efter jeg har fået børn - og især efter tredoblingen af børneflokken i år, så er min tilgang mere vi-når-det-vi-når, og fred være med det, så længe vores familie hænger godt sammen.

Clara og Rosa sender lige et lille nytårshej herfra. Glæder mig til at tilbringe 2011 med dem. De virkelig nogle søde tøser. Klarede hele nytårshalløjet uden problemer. Jeg ammede dem hver to gange undervejs, men hverken på trods af at det lød som en krigszone udenfor, så lod de sig ikke mærke med noget. Rosa har været lidt pylret i dag og Clara kastede faktisk op to gange i formiddags, men ellers har de været så søde. De finder sig i næsten alt, som regel med et stort savlende smil. Check lige frisuren på dem. De er ved at få hår igen, men de har konstant morgenhår og ligner lidt forpjuskede fugleunger - altså nogle ret velnærede nogle af slagsen.
Godt nytår fra de morgenfriske piger Rosa (tv) og Clara

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...