onsdag den 22. februar 2012

"I skal have tvillinger!"

Ja, hvordan reagerer man egentlig, når man får at vide, at man venter tvillinger? Bliver man ovenud lykkelig, glad, ked af det, frustreret, forvirret, bange, ked af det? Der er sikkert mange, der bliver überglade, men jeg tror at de fleste taber underkæben og overvældes af alle de tanker, der blæser gennem hjernen. Shit, der er to!

Selv fik vi det at vide ved 12-ugers scanningen, som vist egentlig først var i uge 13 eller 14, da lægehuset havde glemt at sende mine papirer ind til Skejby. Jeg fik fandeme et gigachok, selvom jeg havde tænkt tanken rigtig mange gange forinden og havde talt om det til mange. Kasper smilte bare endnu bredere end før og kunne slet ikke se alle de forfærdeligheder, jeg kunne.

Fysisk havde jeg en fantastisk graviditet. Jeg synes, min tykke mave var vanvittig smuk og jeg nød, at mærke dem mosle rundt. Psykisk var det en noget anden sag, pga. hele det lange forløb med den konstante risiko for Tvilling til tvilling transfusionssyndrom (TTTS). Jeg skylder stadig den søde Kone noget mere om selve forløbet, men indtil videre er der lidt overordnet om forløbet her. Her næsten to år efter tænker jeg stadig rigtig meget på det, og selvom det er råddent hårdt at have tvillinger nogle gange, så husker jeg også, hvor bange vi var for at miste dem i rigtig lang tid.

Jeg er så taknemmlig for, at TTTS ikke udviklede sig, men at det i stedet endte med to helt igennem store (3330g og 3345g), sunde, smukke og velskabte piger født ved planlagt kejsersnit i uge 38+0. 

Sistazzz!
Clara til til venstre flankeret af sin wing woman Rosa

Jeg ved, at der nogle gange er tvillingemødre, der læser med. Måske endda nogle kommende? Jeg er simpelthen så nysgerrig efter at høre om, hvordan I reagerede, da I fandt ud af, at I ventede tvillinger? Og hvordan reagerede jeres mænd? Det er lige meget om I har nyfødte eller voksne tvillinger, jeg synes det er SÅ spændende at høre om og vil gerne suge af jeres oplevelser, hvis I vil dele. Pretty please?


14 kommentarer:

  1. Hej Rikke

    Jeg læser ofte dine særdeles underholdende indlæg på din blog. Tak for dit bidrag til træningen af min lattermuskel :)

    Vi er ligesom jer begavet med tre skønne unger (pige fra august 2009 og enæggede drenge fra april 2011). Da vi forholdsvis kort tid efter ankomsten af vores datter fandt ud af, at jeg igen var gravid, var det lidt af et chok. Efter få dages tilvænning var vi dog bare lykkelige for, at endnu et barn var på vej. Det lille chok blev dog transformeret til et gigantisk jordskælv, da vi til en tidlig scanning fik at vide, at der ikke kun var ét lille fint hjerte, der bankede, men hele to! Say what! Det kan vi da ikke. Hvad med vores lille datter? Hun er jo alt for lille til at være storesøster og alt alt alt for lille til at være storesøster til TO.... Jeg tudede i et par dage, og den jo egentlig glædelige nyhed blev overbragt til nære veninder og familie med rigelige mængder af hulk og snøft - for hvordan skulle det ikke gå. Det fantastiske er jo bare at fra samme øjeblik, som det enorme chok ramte os, ja så var de jo vores og intet måtte ske dem. Grundet risikoen for TTTS har vi jo også været bekymret gennem graviditeten. Vi slap heldigvis uden nogle komplikationer og ud kom to fine drenge (36+3). I dag er drengene knap 11 mdr. Vores datter er en fantastisk storesøster, som holder meget af sine små brødre. Vi kæmper med mange af de samme udfordringer, som du beskriver, og jeg nyder bare at DU sætter ord på mange af mine tanker, frustrationer og glæder :)

    /Iben

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Iben
      Tak for din kommentar. Det er rart at vide, at der er andre, der kan sætte sig ind i vores hverdag :) Jeg kan også levende sætte mig ind i det du beskriver. Især delen med at jeres store datter som var "alt for lille til at være storesøster". Godt at høre, at hun er glad for sine brødre. Det må nogle gange være lidt af en mundfuld. Jeg er i hvert fald imponeret over, hvor sød Miriam er ved sine søstre, og så selvom de er helt utroligt stride nogle gange.
      11 måneder... så har I også noget at se til nu?
      Kh Rikke

      Slet
  2. Vi har et par enæggede piger fra august 2011. Jeg blev så inspireret af dit indlæg, at jeg ikke kunne begrænse mig til en kommentar. Jeg måtte skrive en hel post på min egen blog om, hvordan vi reagerede, da vi fik at vide at vi skulle have to. Læs den her (eller klik på mit navn): http://kanalerne.wordpress.com/2012/02/22/i-skal-have-tvillinger/

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Christie
      Jeg har allerede været forbi og har slugt hvert et ord. Og som jeg skrev, så er de bare så søde :) Jeg har sat dig på min blogroll, så kan andre også nyde synes fremover, når du poster.
      Kh Rikke

      Slet
    2. Tak for det! Jeg har også fået dig sat på min blogroll :-)

      Slet
  3. chok.... er vist det eneste ord. Vi fik det også først at vide til NF scanningen, men underbevidstheden vidste vist godt at der var 2... havde ihvertfald joket med det til søstre og veninder i ugen før. Jeg brugte rigtig lang tid på at vænne mig til tanken og nåede vist egentlig aldrig at glæde mig rigtig til drengene på grund af al den tumult vi var igennem. Glemmer aldrig da jeg sad på Riget med 2 smukke drenge født ved planlagt kejsersnit 36+3 og helt perfekte (2.7 og 2.8 kg.) Jeg var bare SÅ lettet og lykkelig over at vi nu var de lykkelige forældre til 3 smukke og sunde børn. Storesøster elsker sine brødre, selvom jeg godt kan mærke på hende at det er en udfordring med hele 2 små brødre på én gang. Men hun er mega stolt af dem og har en masse glæde af dem allerede. Det er bare det hele værd. Og tænk lige om lidt bliver de 2 år og så bliver alting snart lettere. Kh. Kristine

    SvarSlet
    Svar
    1. Kristine - om føje år sidder vi forhåbentlig og kigger på al hvor afkom, med et stort smil (og måske også et stort glas vin i hånden) og tænker: "Det var jo slet ikke så slemt endda de første år!" Haha :) Hvor er det stort at dine drenge snart er to år. Clara og Rosa er lige i hælene.

      Slet
  4. Puha, det er jo lang tid siden.

    Som i den ret så store milepæl - 3 ÅR - falder ned i hovedet om få måneder.

    (Og jeg lever stadig)...

    Vi var til scanning i 7 uge - da jeg havde lavet en positiv test. Lægen måbede og sagde: "Jaaaa, det ser fint ud... Men.........(virklig lang ventetid).. Der er TO"...

    Jeg begyndte bare sådan at småsvede med det dersens instrument placeret oppe i min livmoder og udbryde kække grynt "Nå nå, ja ja, så tager vi to, bum bum. No problems.. " (Boy was i wrong)
    Drengenes far, havde tabt evnen til at lukke kæben i igen, og sagde intet."

    Jeg meldte mig syg, kunne ikke andet end at stirre ud i luften den dag. Deres far, min daværende kæreste var taget på job, og havde sagt til den første og bedste han havde mødt "Vi skal have tvillinger".. Og så var han gået videre..

    CRAZY....

    SvarSlet
  5. Hej,
    nu er det en gammel post, men for mig som sidder og scanner nettet for info om tvillinger da vi lige har fået nyheden, vil jeg MEGET gerne ud med hvordan jeg oplevede det!

    Jeg blev henvist til en scanning for at bestemme termin, da det ikke lige var til at regne ud. Ingen menstruation efter p-pillestop i april og nu var vi her i august med en positiv test :-) Jeg havde en negativ test taget på sommerferien i USA, så jeg gættede på et sted mellem 2 og 9 uger henne..

    Jeg var taget alene til scanningen, for det lå midt på dagen og at vi begge to skulle have fri til at konstatere at den var god nok og se den lille hvide klat i den lidt større sorte klat, som min søster fint havde beskrevet det som, tænkte jeg at det var lidt overkill. Det viste sig at jeg var 8+4 og klatterne var lidt større end jeg havde troet, og stadig en smule svære at se hoved og hale i (pun intended) og rigtig rigtig fine med hjertebanken og det hele.

    Som jeg lå der og hulkede på briksen, var noget af det første jeg sagde "jeg ville gerne have haft min kæreste med alligevel". Vi har aftalt at fra nu af er alle scanninger og vigtige besøg noget vi gør sammen :-)

    Til start troede jeg nummer to sorte klat muligvis var lidt luft i maven eller noget i den dur, indtil jordmoderen ret hurtigt sagde "se der, og se dér!". Måtte spørge hende direkte om det var tvillinger hun mente, var i chok. Men hun var flink og forklarende og meget positiv overfor det hele, selvom jeg ikke syntes hun kunne være sikker på at det var så fint som hun påstod..
    Da jeg kom ud af lokalet var der en pige på min alder (jeg er stadig en pige indtil jeg reelt bliver mor ;-)), der spurgte om jeg var ok - de røde øjne og udtrykket i mit ansigt må have vist at det var jeg overhovedet ikke :-) så hun var den første jeg plaprede ud med det til. Siden er det blevet til mange matas-damer og min fysioterapeut og alle dem man kan sige det til, når nu det er for tidligt at sige til omgangskredsen og arbejdet.

    Jeg er nu 11+4 og og chokket har lagt sig og vi glæder os rigtig meget. Det er vores første, så det skulle jo bare have været prøve-barnet, for at se om det var noget for os, men nu springer vi ud i to med det samme. Så bliver vi heller ikke så gamle med nummer 2 barn, var min kærestes ræsonnement efter et par dage..

    Vi skal til nakkefoldsskanning om en uge, så der håber vi at begge to har det godt og trygt og hænger i derinde :-D og faren skal se dem for første gang, det bliver stort!

    Tak for blog og noget at klinge sig til her i forvirringen - dog har jeg læst lidt fremad om hvad vi kan forvente os, og det tror jeg bare jeg lader være med lidt endnu ;-)

    Mange hilsener
    Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Rikke. Kæmpestort og dobbelt tillykke med din graviditet og med de to peanuts, der gemmer sig i din mave. Jeg kan så godt forstå, du blev paf. Tvillinger er jo altid noget, "de andre" får :) Kom til at grine over din kommentar med at der var mange matas-damer, fysioterapeut m.m. der havde fået det at vide. Jeg husker det på samme måde. Det virkede bare så surrealistisk, at man bare var nødt til at sige det højt (ikke at det gjorde det mindre sært).
      Er de en- eller tveæggede?
      Det er dejligt, hvis du kan bruge min blog som inspiration - dog skal du ikke hænge dig for meget i, hvordan det har været for os - eller andre for den sags skyld. Du vil møde rigtig mange, der hæfter sig ved, hvor hårdt det dog må blive for jer med tvillinger, og som ser helt vilde ud i øjnene når du nævner det, men rul med øjnene og lad være med at tage sorgerne på forskud. Nogle af de sejeste tvillingeforældre jeg kender, fik tvillinger som deres første to børn. Andre som nummer 2 og 3, eller 3 og 4, men fælles for dem alle er, at de elsker deres dobbelte lykke. Double Trouble herhjemme er fire år, og de er kilde til evig hovedbrud og MASSER af grin. De har altid en legekammerat ved hånden og jeg føler mig 100% heldig over at have været så priviligeret at få to smukke, dejlige børn på én gang - foruden vores første datter.
      Håber du får en god og uproblematisk graviditet og hvis jeg må give dig ét råd, så er det at du skal lytte til dig selv og din krop og ikke prøve at være unødig sej undervejs :)
      Stort virtuelt kram
      Rikke

      Slet
    2. Tusind tak! For svaret og kommentarerne og lykønskningerne :) Jeg vil prøve at huske at det for os aldrig kan blive som det nødvendigvis har været for andre, alle forældre og børn er forskellige :) Er stødt på 'puh, det bliver hårdt' kommentarerne, og da det var min første tanke selv, - sammen med en masse bristede idéer om barsel og lære sit dejlige barn at kende stille og roligt -  var jeg ikke super glad den første uge efter nyheden. Nu glæder vi os og føler os også ret heldige over at vi skal have to her første gang :)

      Vi ved ikke endnu om det er en- eller tveæggede, det var for tidligt at sige til terminsskanningen, men de ligger i hver deres hinde kan man se på billederne, men kan ikke huske om jordmoderen sagde noget om hinderne, bare at de tegn man normalt kigger efter for at se en/tve ikke kunne ses endnu. Vi håber at det måske kan bestemmes på fredag til nakkefoldsskanningen. 

      Og så håber jeg virkelig at begge to stadig har det godt! Det var så tidligt vi fik det at vide, og meget kan ske derinde, så er meget meget spændt på om de er lige store og alt det, der er vigtigt - at der fx stadig er to! :-/ bekymret mor-syndrom er allerede i gang, det har jeg ellers planer om at lægge fra mig inden april ;) 

      Slet
    3. Hej Rikke
      Jeg tror desværre bekymret mor-syndromet, som du så fint kalder det, er kommer for at blive. Du vil blive overrasket over, hvor mange ting, man kan bekymre sig om som mor - og allerede som mor-in-spe. Jeg krydser fingre for at jeres blops begge har det godt, og at du får en skøn graviditet. Hold dig endelig ikke tilbage med at skrive, hvis der er noget. Er en total sucker for tvillingegraviditeter. Det er SÅ spændende - og vildt at det kan lade sig gøre.
      I øvrigt kan det godt blive en god barsel selvom man får to børn på én gang. Så et godt råd, når I kommer dertil er at købe en barnevogn, der gør det nemt at komme omkring. Og en god deodorant, for ja, der vil da være tidspunkter, hvor man stress-sveder som en piske galophest - men det var der altså også for mig, da jeg "kun" havde en. Er sikker på at man vokser med opgaven og når jeg ser forældre med helt små tvillinger nu, så forstår jeg slet ikke, at det kan lade sig gøre at være så heldig. I dag havde jeg Rosa med på en mor-datter tur uden de to andre. Det var så hyggeligt at være alene med hende, og hun sugede det hele til sig - i ca. tre timer, så ville hun alligevel gerne hente Clara igen.

      Spændende med nakkefoldsscanningen. Holder du mig ikke lige opdateret herinde? :)

      Slet
    4. Hej igen
      Så fløj der lige 1½ måned afsted..
      Vi havde en god scanning tilbage i september, lige indtil vi fik tallene for Downs, og jeg må have haft nogle dårlige blodprøver, for selve nakkefoldene var vist meget fine med 2,1 mm som den tykkeste. Anywho, én med 1:521 og én med 1:366. Ikke overbevisende tal (jeg blev 32 dagen efter), og da vi spurgte lidt ind til det, gik scanningsdamen (fandt ikke ud af hendes titel) i neutral-mode og måtte selvfølgelig ikke påvirke os til, om vi ville have fostervand/moderkageprøve eller en lægesamtale. Var helt forvirret i en uge og ringede rundt til diverse hospitaler for at høre om den nye NIPT test, der kigger på foster DNA i morens blod, så man undgår abort-risikoen. For 2-3 % risiko for abort med 0,3 % risiko for Down's lyder som om odd'sene er bedre at undgå de invasive prøver!
      Hold nu op hvor har jeg læst meget på nettet de følgende uger. Om Downs, om non-invasiv test, om at de bliver tilbudt fra 2015 på landets hospitaler, og meget meget mere. Og jo mere man læser, jo mere forvirret kan man gøre sig (det vidste jeg jo egentlig godt). For folk med vildt gode til får også trisomi-børn. Og der er langt værre sygdomme man kan rende ind i undervejs (så programmet om kviksølv-ophobning i fosterets hjerne i forgårs - jeg går bare i hi til de er født..).
      Vi endte simpelthen med at købe blodprøven privat og få lidt ro i sindet. Den kom tilbage med lav risiko, men denne gang udført på generne - direkte på babyernes gener - det er noget der tiltaler mig som bioanalytiker :-)
      Jeg besluttede at det var simpelthen det sidste jeg gider bekymre mig om nu - nu skal der nydes graviditet, og det har bare været dejligt :-D
      Vi begyndte at mærke de første små puf i sidste uge (er 19+0 i dag) og det er så hyggeligt! Jeg kunne sidde og ae maven en hel dag tror jeg, og bare mærke det bevægelse der er :-)

      Nu er der scanning på mandag, er spændt igen efter sidste gang, men mest glæder jeg mig bare :)

      Det er rigtig dejligt at høre om dine oplevelser med dine piger, også efter de er blevet store, og jeg glæder mig faktisk til det hele, ej, til det meste i hvert fald ;-)
      Mange hilsener fra Rikke

      Slet
    5. Teknikken driller mig lidt, har svaret for nogle dage siden på dit svar, men det er ikke er kommet op :-/ det må ligge og flyde rundt i "skyen" et sted.
      Som altid, når en tekst bliver smidt væk af teknikken, var den lang og detaljeret og at gengive det bliver træls, så en kort(ere) opsummering:
      Vi har det godt :) havde en træls nakkefoldskanning med mellemgode/mellemdårlige tal, som endte ud i at vi købte den private kromosomtest, som bliver tilbudt på landets hospitaler fra næste år (suk!) men den test viste gode resultater og beslutningen om at nyde graviditeten derfra bliver levet ud :-D i morgen står den på gennemscanning, og med tanke på sidste scanning er det med lidt spænding og glæde og også en del spænding og afmålt forventning at vi går ind til denne! Selvfølgelig bliver det godt, de sparker løs derinde (yay en fantastisk fornemmelse) men bliver der nævnt det mindste kommer grublerierne sikkert igen, og det gider jeg ikke - bum! Det tog for megen tid og energi sidst.
      Jeg ser om jeg kan få genskabt indlægget og ellers kunne jeg jo skrive lidt oftere herinde så ikke så meget går tabt ad gangen :-)

      Slet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...