fredag den 2. marts 2012

Berlin. To dage uden BPS*

Ja, det gik jo egentlig ret godt med at skrive jævnligt - altså mens vi havde ferie. Så var de ligesom om hverdagen ramte igen with a vengeance, og efterlod mig savlende i en bunke vasketøj om aftenen i armlås med en halvspist pose Haribo.

Nå, men det var faktisk noget helt andet end hverdagen, jeg ville skrive om. Kasper og jeg havde nemlig for nylig den helt særlige fornøjelse af at være i Berlin i to dage. Ganz allein. Aber doch, det var fandeme dejligt. To dage på et lækkert hotel uden andre planer, end ikke at skulle være noget for andre end os selv. Og at sove til vi ikke gad længere. Og læse. Og spise. Og shoppe. Og hvad vi ellers gad.

Jeg elsker Berlin. Den har alle de ting, som jeg sætter pris på ved en storby. Historie, shopping, grønne områder, god mad (ja, du kan faktisk få andet end currywurst og sauerkraut) og Starbucks. For ikke at nævne, at der er sindssygt god plads i Berlin. Selv på de mest besøgte steder, er der god plads.

Jeg elsker plads. Selvom jeg sagtens kan se charmen i London, så kan jeg få klaus af at man mange steder går så tæt. Det er ikke fordi jeg lige forestiller mig, at vi tager pigerne med på storbyferie lige foreløbig, men hvis vi skulle, ville Berlin være en oplagt destination, fordi vi uden problemer kunne have tvillingeklapvognen og en almindelig klapvogn med uden at skulle gå i konvoj. Vi havde Miriam med derned, da hun var halvandet og det var nemt, bekvemt og vildt hyggeligt med lange gåture i Tiergarten, mens hun sov i sin klapvogn. Og en hel dag i zoologisk have, som er virkelig god i Berlin og har god plads. Fik jeg nævnt, at jeg er glad for albuerum?

Men denne gang handlede det heldigvis kun om os, og det var rart. For en gangs skyldt tænkte vi hverken på spise- eller sovetider, vasketøj eller praktiske gøremål. Og vi fik shoppet. Ikke noget vi ikke kunne finde herhjemme, men hvor jeg normalt laver en hit-and-run og bare flår et eller andet ned fra hylderne, hvis jeg en sjælden gang er inde i en tøjbutik, så var der tid til at gå og snuse - og endda prøve noget på. Wauw wauw hva'!?

Det var nu ikke fordi, jeg havde brug for nyt tøj, mens vi var dernede. Jeg kunne principielt have nøjedes med rent undertøj og det tøj jeg gik i. Når man er vant til at være en menneskelig snotklud er det faktisk en meget surrealistisk oplevelse, ikke at have aftegn af snottede næser eller fedtede fingre på især lår og skuldre det meste af dagen.

Aftensmad på Vapiano... Mmmm. Dejligt sted.
Vi brugte virkelig lang tid på at gå rundt og bare lave ingenting. I KaDeWe forelskede jeg mig i en et sygt dyr kuglebane startersæt fra HABA til pigeren, som jeg brugte alle mine overtalelsesevner på at overbevise Kasper om, at vi da ikke kunne leve uden. Jeg ved ikke helt, hvad det springende punkt for ham var. Udover at det er fedt at lege med glaskugler (skrev først kun "kugler", men det så ligesom lidt forkert ud på skrift...), var det måske udsigten til ikke altid kun at skulle være Hest eller Prins i Miriams rollelege, pedel i Sylvanian dukkehuset eller tegne endeløse tegninger af prinsesser eller Mickey Mouse der gjorde udslaget.

To overnatninger var måske lige i underkanten, og det var lidt et antiklimaks at komme hjem til tre glade, men trætte unger og en død fisk, når det nu lige gik så godt med at være alene igen. Oh well, heldigvis var mormor og morfar slet ikke afskrækkede og har lovet at påtage sig tjansen igen, når vi senere på året drager til England i fire (4!) dage.

God weekend!

*Børn På Slæb

2 kommentarer:

  1. Åhr det vil jeg også!

    Jeg var i Berlin i maj sidste år, og det er helt sikkert også en by, jeg kunne forestille mig at tage ungerne med hen i. Ikke mindst fordi man kan køre i tog. Børn + flyvemaskine + lufthavne + sikkerhedskontrol er bare et regnestykke jeg slet ikke kan få til at gå op.

    SvarSlet
  2. Jeg kan også få koldsved ved tanken om tre børn + flyvetur. Både pga. logistikken og snart, når Clara og Rosa lige om lidt fylder to år, prisen. Berlin er overkommeligt på rigtig mange måder og de har en virkelig fin zoo + akvarium. Men det holder nu også ret meget, at være afsted helt alene uden børn :)

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...