torsdag den 26. april 2012

Hvem ligner dit barn?

Er det ikke sådan noget forældre altid tænker over - altså hvem deres børn ligner? Jeg har egentlig altid tænkt det mest som noget fysisk. Altså hvem af os pigerne ligner. Det burde være nemt nok. De fleste skruebrækkere synes tilsyneladende, at pigerne ligner deres far. Ikke at der er noget dårligt i det, men altså, det kunne da være dejligt, hvis statistikken ændrede sig lidt til min favør. Bare så jeg ikke kun var deres rugemaskine og efterfølgende maître d' eller lignede "fars nye kone".

Miriam ligner uden tvivl sin far. Det er hende alle, med meget få undtagelser, synes ligner ham (pånær min barndomsveninde, som synes hun ligner min far, meget mærkeligt) og ikke mig. Hun har også samme statur som ham. Lang og slank (pånær da hun var helt spæd, der var hun en ordentlig basse på 56 cm og 4310g - yessir!). Hun kan holde sig vågen i timevis efter som normale sengtid, også selvom hun ligger på en sofa (jeg falder i søvn, hvis min krop nærmer sig en 180 graders vinkel). Hun spiser næsten kun, hvis hun nødes - eller hvis der er sukker i farvandet.

Clara og Rosa ligner måske deres søster af udseende, men er på mange måder ligesom jeg. De er A-mennesker og står helst op, hvis der står noget med 6 på uret (også gerne 5.26 - de er ikke kræsne med hvor 6-tallet er placeret) og går ud som to små lys, der er brændt i begge ender omkring kl. 19. De er sultne fra det øjeblik de står op og snacker sig gerne gennem hele dagen. De er fx heller ikke for fine til at gå på rov i deres vuggestuekollegaers eftermiddagsmadpakker, hvis de er tilgængelige (det kunne jeg trods alt ikke finde på... Medmindre der lå noget ubeskyttet chokolade og kaldte på mig).

Det sjove er, at når jeg af og til se et babybillede af mig selv, så er der da visse ligheder med mine piger. Ikke? Please humor me!
C'est moi - henslægt i Åjjerwognen. Tyk og glad.

Den almægtige (that'll be me)

Miriam, engang for længe siden...
(aner ikke hvis de lårbasser ved siden af tilhører...)
Badenymferne C (tv) og R.


Hvem ligner jeres børn?



6 kommentarer:

  1. Der er ingen tvivl om, at den ældste søn er en klon af mig. Jeg fandt en gang et billede af mig som 2-årig og viste til min svigermor, hvortil hun sagde: Hvorfor har I givet A en kjole på? Mht. sind er han også mig op af dage (altså sådan som jeg var som barn).
    Mindste sønnen er lidt mere en blanding. Han lignede meget sin bror som helt lille, men nu hælder han mere og mere til sin fars side. Hans røde hår er kommet for at blive og hans hidsige/stædige sind er magen til faderens ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha - sød historie med kjolen :) I øvrigt hvis nogen kommenterer mine børn temperament med henvisning til, at de jo nok har det fra "nogen" (hint hint) plejer jeg bare at sige, at det ikke kan være fra mig, for jeg har stadig mit.

      Slet
  2. Min datter Vera ligner mig, både af udseende og sind. Jeg må erkende, det er altså lidt dejligt når folk påpeger at hun ligner mig....skørt at man har det sådan.
    Jeg er spændt på hvem lillesøster (som kommer til verden lige om lidt) ligner...det ku' da være lidt sjovt hvis hun ligner sin far mere :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan jeg sagtens forstå, jeg bliver også vildt glad, når andre kan se mig i mine børn. Men når jeg kigger på andres børn, er det ofte et flygtigt glimt at noget, der minder mig helt vildt om den ene eller den anden forælder, selvom jeg måske ikke normalt tænker så meget over det. Spændende med lillesøster - håber I snart har fundet navnet :)

      Slet
  3. I starten syntes jeg ikke rigtigt Ronan lignede nogen af os, og jeg tænkte at det nok bare var fordi han var så lille og man alligevel aldrig kan se den slags når børn er helt spæde. Men en dag kom jeg til at se på Manden mens han sov og så var ligheden der pludselig - det var simpelthen så hyggeligt. Er ret spændt på hvordan lille Nye Baby kommer til at se ud

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså nu render jeg jo lige rundt om mig selv og får babyjulelys i øjene. Har lige skrevet det på din blog, men for fa'en kæmpestort tillykke med de gode nyheder. Krydser alt, hvad krydses kan for at den lille blop bliver hvor den skal. Tror måske at jo mere man kigger på sine børn, uanset om det er billeder eller IRL, så lærer man deres træk så godt at kende, at man genkender lighederne, især i de der lidt specielle situationer, som fx et træk i ansigtet, et smil eller en måde at bevæge sig på.

      Slet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...