lørdag den 19. maj 2012

På med løbeskoene


Klumme i Århus Stiftstidende 18. maj 2012

Vores tvillinger, Clara og Rosa, blev to år i forrige uge. De blev fejret med gaver og gæster, og spankulerede rundt som to velnærede borgmestre, og opførte sig, som om de ikke havde lavet andet end at underholde et hus fuld af gæster. Vi gav dem begge løbecykler, da de længe har kastet lange blikke efter deres storesøster Miriams cykel.

Det tog dem ikke lang tid at knække koden til, hvordan de kom fremad og holdt balancen på løbecyklerne. De første par gange blev de tæt ved os, men det varede ikke længe før de blev mere modige og bevægede sig hurtigere og længere væk.

Jeg kan godt se, at jeg snart skal til at have det lange ben foran, hvis jeg skal holde trit med dem. Det fik mig til at tænke på, at jeg for nyligt fandt mine løbesko frem efter de havde været gemt væk i snart tre år. De er stadig spritnye. Jeg fik dem et par dage før graviditetstesten viste positiv med Clara og Rosa. Med graviditeten fulgte trætheden, derefter tungheden, og så blev der ikke løbet efter andet end Hjem-IS-bilen.

Jeg indrømmer, at jeg er ved at være lidt ked af, at jeg ikke er i bedre form. Men når formen er så dårlig, at man næsten ikke orker at slæbe selv fra sofaen til slikskabet om aftenen, så synes vejen fra sofaen til hoveddøren meget lang. Dertil kommer, at der er en del i min omgangskreds, som allerede har taget kampen op mod den dårlige form. Problemet er bare, at de hurtigere, end man kan nå at sige ”Haribo”, har meldt ud, at de træner til en halv- eller hel maraton. Det lægger et vist pres på mine skuldre, synes jeg.

Det er almindeligt kendt, at energi avler energi og at træning er godt både for det fysiske og mentale overskud. Derfor virker det også modsigende, at det er noget, jeg ikke har lyst til. Efter to år med jævnligt afbrudt nattesøvn, er det i hvert fald ikke overskud, der er mest af i vores hjem.

Måske skulle jeg starte med at se på mine egne børn. De har altid lyst til at bevæge sig. Kroppen på vores tvillinger er aldrig i ro, uanset om de spiser, ligger på puslebordet eller sover. Det er i virkeligheden også dem, der viser størst interesse for mine løbesko: De sjosker rundt i dem, og efterlader dem rundt om i huset, som jævnlig påmindelse om, at de burde spændes på mine fødder i stedet.

Engang var jeg på et kursus, hvor en oplægsholder konstaterede, at hvis man skulle spise en elefant, skulle man gøre det en bid af gangen. Så i stedet for at finde på en masse dårlige undskyldninger burde jeg måske bare starte et helt andet og mere hyggeligt sted end at tænke på maraton. Nemlig med at spænde løbeskoene på mig selv og cykelhjelmene på mine unger. Hvis jeg er heldig, bliver de snart så gode til at bruge løbecyklerne, at jeg kommer i form alene af at jagte dem forpustet gennem villakvarteret, hvor vi bor.

Man har vel altid lov til at håbe? 

4 kommentarer:

  1. Man skal jo starte et sted. Og i bund og grund er en maraton (eller en halv) jo ikke sund for kroppen, så mindre mål kan altså sagtens gøre det.

    SvarSlet
  2. Du har så evig ret. Det er nok også bare en virkelig dårlig undskyldning for ikke at komme ud over villavejene. I øvrigt tror jeg slet ikke jeg kan indhente Clara og Rosa på løbecyklerne længere, de er sindssygt hurtige allerede.

    SvarSlet
  3. jeg elsker din ærlige måde at skrive på :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, det var en dejlig kommentar at få.

      Slet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...