tirsdag den 1. maj 2012

"Skat, jeg tror, de leger med toiletbørsten igen"

Klumme i Århus Stiftstidende

”Skat, jeg tror Clara og Rosa leger med toiletbørsten igen”, lød det søvndrukkent fra min mand fra soveværelset forleden morgen.

Selv stod jeg over morgenkaffen, mens jeg bladrede løst i avisen og havde netop tænkt tanken: ”Hvor er det skønt, at pigerne efterhånden er så store, at de kan lege lidt, uden vi skal være der konstant”.

I stedet for mine lettede tanker, burde jeg havde haft store bimlende alarmklokker i ørerne. Stilhed er nemlig et faresignal i vores hjem. Miriam, vores ældste på fire, er ovre ”balladealderen”. Det er længe siden, jeg har fisket en hel rulle toiletpapir op af toilettet eller ryddet op efter en tømt tube tandpasta – i hvert fald hvor hun har været involveret.

Med vores tvillinger Clara og Rosa, der bliver to år om en måned, er det en helt anden sag. De har uden tvivl nået den alder, hvor de ikke tager nej for et nej, uden at gøre højlydt opmærksom på deres uenighed. En alder, der på mange måder tester vores tålmodighed til det yderste.

Det betyder fx, at der flere gange dagligt er mindst en, der ligger fladt på maven og skriger, mens hun hamrer med arme og ben ned i gulvet. Som regel skyldes raserianfaldet, at hun ikke fik lov til at gå ud i regnen med bare tæer i sandaler, eller at vi ikke serverer vaffelis til aftensmad. Ofte står søsteren som tilskuer og betragter seancen med store uskyldige øjne, som om det er første gang, hun oplever nogen opføre sig sådan.

Udover at de har deres helt egen mening om, hvad de må og ikke må, så er deres opfindsomhed udi narrestreger snart en Astrid Lindgren-bog værdig. Det den ene ikke kan finde på, kan den anden med garanti. Jeg har ikke tal på alle de gange, de har tømt en potteplante på stuegulvet eller har været i gang med køkkenskufferne.

Nogle gange tror jeg, at det er selve tanken om, at vi kommer og ”fanger” dem, der er drivkraften i deres frækhed. De hviner begejstret i vilden sky, når vi nærmer os med vores nærmest permanent løftede øjenbryn og strenge stemmer.

På det seneste er de desværre blevet meget optagede af toilettet. De har helt styr på, at der skal papir ned i toilettet. Men ikke kun et enkelt ark eller to. Nej helst hele rullen og hvad de ellers finder i nærheden af hårspænder, elastikker, tomme toiletruller mv. Og ja, så er der jo den ”magiske” børste, der står ved siden af toilettet. Af en eller anden grund, har de ikke forstået, hvilken funktion den har på toilettet. For når de af og til har held til at få fingrene i den, er den med på sightseeing i resten af huset.

Der bliver heldigvis længere og længere mellem, at vi finder den andre steder, end dens tiltænkte plads på badeværelset. På sigt bliver der forhåbentlig også flere og flere tidspunkter, hvor jeg kan ånde lettet op og nyde min morgenkaffe uden få den gal i halsen, når der har været stille i længere tid.

Indtil da vil jeg krydse fingre for, at de fremover vælger at vende potteplanter på hovedet i stedet for at slæbe rundt på toiletbørsten.

4 kommentarer:

  1. Bare da jeg så overskriften fik jeg et surt opstød. Mine drenge på 1½ år roder også rundt med toiletbørsten, og det er noget af det mest ulækre de kan byde deres mor - har helt lyst til at spritte dem af bagefter.
    Det er så skarpt forfulgt af deres påhitsomhed i sidste uge. Jeg kunne høre plasken og da jeg kom ud på toilettet piskede de rundt i toiletvandet med en energi som var deres hjemmelavet bearnaissesauce ved at skille MED MIN HÅRBØRSTE. Gad vide om den holder til en kogevask.
    Har du forresten set den nye tvilinger.info side på nettet? (den er ihvertfald ny for mig)
    KH Vibeke

    SvarSlet
  2. Det er altid dejligt med dine kommentarer Vibeke. Jeg tror du har nogle skøre unger :) Som en af mine FB-venner (for sjov) skrev om episoden med toiletbørsten: "Godt den kan komme i opvaskemaskinen" :-D Klammo. Og tak for tippet med siden, havde godt set at de havde lavet designet om. Synes der er mange gode artikler derinde. Hav en dejlig dag!

    SvarSlet
    Svar
    1. Rikke jeg elsker simpelthen at læse, at du står i helt de samme udfordringer som mig, med mine to krudtugler ! Hos os er den toiletbørste af samme grund stillet lidt af vejen..... men hvad de ellers ikke kan finde på i stilheden er ikke småting.... :-) Tak fordi du bringer smilet frem !! Forresten er det med en AU pair en velsignelse. Ved ikke om du kan huske jeg skrev, at vi skulle have en. jeg slipper hende aldrig igen hihi.... Vi har aldrig vasketøj liggende i store bunker mere. behøver jeg sige andet en ahhhhh :-)

      Slet
    2. Haha - tak for din kommentar. Jeg ville også gerne stille toiletbørsten af vejen, men der er ikke rigtig noget oplagt sted at stille den væk henne. Kunne også overveje at købe en containerfuld i Ikea og så bruge dem som engangsbørster :) I øvrigt, Au pair... Mmmmm.... Et hjem uden synlige bunker af vasketøj... Det lyder som the promised land.

      Slet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...