onsdag den 13. juni 2012

EM i sproglige perler

Hvis jeg skal sige noget positivt om EM i fodbold, udover at jeg da også gerne så, at det gik det danske landshold godt, så er det kommentatorernes udråb og små sproglige perler.

Hvem ser ikke billedet: Hvis man står i skidt til halsen, så er det værste man kan gøre at tabe kæben for sig? Jeg kender det som: Hvis du står i lort til halsen, skal du ikke hænge med hovedet.

Jeg elsker sådanne små ordsprog og samler dem på samme måde, som jeg engang samlede på små stykker håndsæbe (nej, lad være med at spørge hvorfor) og papirservietter (for the record var jeg altså ikke engang konfirmeret dengang).

Der er mange mennesker, som jeg har dyb respekt for, men dem der krydrer deres sprog med små velplacerede små ordsprog får en særlig stjerne. Især dem, der ikke gentager dem ind i det uendelige hvilket jeg godt kunne lære lidt af. Jeg er som en papegøje, hvis jeg forelsker mig i en vending. Not cool. En af dem er min mor. Hun er mega-god til det. Jeg tror ikke hun decideret skriver tingene ned, men hun husker som en elefant og kommer med velplacerede betragtninger som han kan få en rådden tomat til at så lækker ud, hvis vi ser et madprogram eller Man kan tidsnok bo i et museum, når jeg undskylder igen og igen for at vores hus konsekvent ligner, at der er sprunget en BR og et vaskeri udover det.

Min chef har også en skatkiste af vendinger, som hun rundhåndet deler ud af, når det lige passer ind. En af mine yndlings var: Den er nok kravlet ind i sin mor igen, om en afgørelse, vi aldrig hørte mere til.

Jeg har også en veninde, som virkelig kæmper, med de der ordsprog. Hun er super velformuleret og har masser af selvironi, derfor griner hun som regel højest, når vi andre er ved at flække af grin over, at hun lige brugt et ordsprog, der som oftest har en noget kreativ sammensætning. Så derfor må man godt grine og fortælle dem videre på sin blog. Hun siger sådan nogle perler som: Der er ugler i paradis i stedet for der er ugler i mosen og Man må ikke skyde postbude med kanoner i stedet for man skal ikke skyde gråspurve med kanoner. Og lige når hun siger den, serverer hun dem med en sådan autoritet, at man faktisk bliver lidt i tvivl om hendes version egentlig ikke er den korrekte.

Jeg gad i øvrigt godt være sådan en, hvor ordsprog indgik som en naturlig del af mit ordforråd - både de rigtige og de kreative. Tror dog ikke det er mit lod. I stedet for er jeg sådan en der samler dem sammen på små lapper papir, noter i min telefon og hvor jeg ellers liger finder noge at kradse det ned henne. Og så er der så én af dem, jeg husker og gladeligt deler igen og igen og igen vil nogen nok mene. Forhåbentlig kan jeg så engang tage dem frem og terpe dem, så de kan indgå som et heeeelt naturlig (mmmmhmmmm) del af min daglige tale. Alternativt kan jeg øve mig på sådan helt afslappet naturligt at lade dem indgå i mine indlæg fremover.

Du kan finde en meget stor oversigt over forskellige ordsprog lige her.

Som nævnt - jeg samler, så hvis du har et yndlingsordsprog, så share share share!


4 kommentarer:

  1. Ordsprog og bevingede ord er skønne, især de kreative, som består af en mystisk kobling mellem to eller flere originale ordsprog. Jeg hører mange, da der er flere, ufrivillige ordsprogs-jonglører på min arbejdsplads. Desværre kan jeg sjældent huske dem bagefter. Men du kan da få denne, hvor en kollega sagde, at nu kastede han altså handsken (og ikke håndklædet) i ringen ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kender godt til ikke at kunne huske guldkornene. Hvem der bare havde audisk (? hvad er pendanten til fotografisk) hukommelse?

      Slet
  2. Jeg havde en kæreste, der den dag jeg gik fra ham sagde; Du kunne da godt have råbt jagt i gevær!
    I øvrigt er jeg vild med alle taletossetheder. Og specielt når det er fuck ups i reklamer fra supermarkeder eller på deres skilte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ja, det kunne du da godt have gjort! Var han fra Jylland? Synes ikke det er første gang jeg har hørt den vendt på den måde. Taletossetheder. Smukt ord.

      Slet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...