torsdag den 27. september 2012

For gammel til at få en tatovering?

Jeg tror, jeg har fået en midt-30'er krise. Altså ikke sådan en, hvor jeg har kastet mig ud i botox eller har lagt min kost om til stenalderkost. Nej, jeg tror min krise er meget værre. Jeg er nemlig igen begyndt at fantasere om at få en tatovering.

Sidst jeg legede med tanken var jeg på en obligatorisk dannelsesrejse efter gymnasiet. På et tidspunkt var jeg så heldig at have en australsk fyr som rejsemakker i et par måneder. Han var meget anderledes end mig selv. Havde lange dreadlocks og masser af tatoveringer. Indtil jeg mødte ham var tatoveringer nærmest kun sådan noget jeg havde set i film og i nyhederne, når de viste noget om rockere. Heldigvis var han også en fantastisk rejsefælle og kunne underholde alle med sine store fortællerevner.

Ved juletid var vi begge på på Koh Chang i Thailand, hvor han slog pjalterne sammen med en en lille flok australske og irske fyre, på et afsidesliggende sted, hvor de vist primært bare hang ud og tog en masse stoffer. Min ven der selv havde gjort sig rige erfaringer blev lokket af det "gamle liv" og tilbragte en del tid der, mens jeg hang ud med de langt mindre eksperimenterende backpackere og fejrede "dansk jul".

Nå, men ud over stoffer, så var de også meget optaget af at få tatoveringer - thai style, som var noget med at få banket blæk ind med en spids bambuspind. Der var fx den her særligt grænsesøgende fyr, som fik prikket en tegning ind i sin lyske af en tændstikmand med en plæneklipper. Jeg håber, der var en dybere mening bag, men hans forklaring af det var, at det var et symbol på at han - and I quote - "barberede sine boller".

Jo deeet. På en eller anden måde er jeg bare lidt mere snerpet end det. På den anden side kunne jeg måske godt bruge en påmindelse om at stængerne af og til kunne trænge til en tur med skraberen.

Men altså, jeg ved ikke om jeg overhovedet tør. Eller hvad det skulle være. Nutidens pigtråd og springende delfiner er vist erstattet med tekster - omend det også kan gøres rigtig flot. Ikke som i Lalandia, hvor jeg så en svært tatoveret familiefar, hvor der stod "I forgive, but never forget" med store gotiske bogstaver. Okay så. Heller ikke noget for mig.

Ved faktisk ikke helt, hvad der er noget for mig. Det er jo vigtigt at det betyder noget. Er helt sikker på at jeg ikke skal drikke et par fadøl og marchere ind til en tatovør, bladre i et par glansbilledbøger og så være bestille en full sleeve. Og jeg er virkelig ivrig for at være venlig, så det skulle ikke undre mig, at jeg ville få sagt ja, til en ordetligt motherf*?!er, bare fordi jeg ikke ville være til besvær eller sige nej. Og der ville sikkert være tekst involveret, som med garanti ville blive stavet forkert.

Jeg er ikke så bange for det der med at "være gammel med tatovering". Jeg forestiller mig ikke rigtig, at jeg flasher mere hud, når jeg er 70 end jeg gør nu. Det er mere det med placeringen af den - og det definitive i at sætte noget på sin hud, der gør mig en smule nervøs. Omvendt så ville det sgu nok være sundt nok at føre det ud i livet i stedet for at sidesteppe rundt om emnet resten af sine dage.

Nå, men jeg kan garantere jer, at der ikke bliver tale om tændstikmænd, Dragen fra Mulan, som min søde kollega "foreslog" eller det kinesiske tegn for "sur-sød sovs".

Hvorfor bruge tusindvis af kroner på en ægte tatovering,
når man kan få en fra børnenes julekalender?

15 kommentarer:

  1. Yay, en mere, der overvejer en tatovering. Jeg har fablet om det for læææænge siden ovre hos mig, men så blev jeg gravid, og så ammede jeg (og der er noget med, at det dersens blæk ikke er top-godt for smållinger), men nu - nu er der sådan set ingen undskyldninger længere.

    Ud over altså, at jeg heller ikke ved, hvad det skal være, og hvor tatoveringen skal sidde. Men har udelukket andre steder end skulderblad og håndled.

    Men er der så ikke bare noget med, at vi finder en tatovør og bliver tuschet sammen, så. Hva' hva' hva'? Det behøver ikke at blive veninde-tattoos, og hvis vi finder en tatovør i O'ense er der lige langt for os begge. Kom nu, Mulle. Evt. efter det der BT Halvmaraton vi skal løbe til april ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, jeg tør ikke. Hverken tatovering eller halvmaraton. Jeg tror hellere, jeg vil mødes til kaffe (eller vin) :) Bum bum bum... hvilke andre undskyldninger kan jeg finde på - Det danske bloddonorkorps kan simpelthen ikke leve uden min deltagelse og der er vist noget med karantæne. Findes der overhovedet nogen god tatovør i Odense? Jeg abonnerer på en Jimmi Duvall på Instagram (@jimmyduvall), han giver mig lyst til at tatovere hele kroppen med kranier og letlevende damer. Men det er vist i Oslo og måske lidt langt væk...

      Men jeg lover, hvis jeg nogensinde kommer levende igennem et halvmaraton er jeg også klar på en tatovering... :)

      Slet
  2. Kom nu Mulle! Ja, jer begge to!

    SvarSlet
    Svar
    1. Får du så også en? Det kan være vi kan få mængderabat! Muhahahaha. Der kan stå "Badass Motherblogger" op af underarmene på os. Det bliver skide flot.

      Slet
  3. Jeg tør ikke. Jeg indrømmer det gerne. Jeg har leget med tanken længe og ville gerne, men er altså så skræmt for nåle/smerten (hvordan jeg har overlevet 2 fødsler ved jeg ikke?!!)
    Men min bror har nogle på armen og en ved anklen og han bor i Odense ;-) men tror nu han har fået lavet sine her på Vestegnen.

    SvarSlet
  4. PS. Jeg tør heller ikke halv-maraton! I damer - er I sindsyge??? Det er røv langt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ikke mig der er sindssyg! Det er Øglemor! Hun forsøger bare at hive andre ned i sølet til sig, men jeg falder ikke for det.

      Slet
    2. Det ER røvlangt, men det er fedt. Bagefter, that is. Og så kan man leve læææænge på, hvor langt man har løbet. Og fordi man har løbet så langt, så skal man restituere jo. Og fylde kroppen med kulhydrater. Det betyder i min bog masser af slik og kage, så det er ren win. 2 timers smerte for ugevis af kagespisning. Uden den dårlige samvittighed :-D

      Slet
    3. Sagde du unlimited kage? OK, jeg er med (skal bare lige i gang med det der løb igen)!

      Slet
  5. Hey du minblogger ven - løber ikke halv M! Men det M tattoo må være noget midt i livet halløj krise. Selv overvejer jeg tre stjerner to små tæt op ad hinanden og så en stor ved siden af. Kan bare ik finde ud af 1) hvor (på kroppen that is) - og tildels også 2) af hvem og 3) om det ikke virkeligt er lidt for midtvejs midt i 30-erne agtig krise...

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen, måske er det bare nu vi tør sætte ord på det - eller indser, at det er nu det skal gøres, mens der stadig er en chance for at et par procent ikke synes det er herrekikset :)
      Hvis en veninde spurge mig om råd ville jeg klart sige "go for it". Med mig selv er det lidt anderledes... Sig til, hvis du gør noget ved det :)

      Slet
  6. Hej Rikke og I andre :-)

    Det gør ikke ondt- kun lidt i starten. Så bliver huden ligesom bedøvet... Så igang med jer !! Har to små... Og har ikke planer om flere. Syntes ligesom det er "grænsen" Og de er ikke på arme eller lænd. De kan skjules- ikke at jeg føler behov for det... Den på ballen kan ikke anbefales, men den på benet er jeg rigtig rigtig glad for... jeg syntes det er kikset når det kammer over. men hver sin smag ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu bliver jeg jo nysgerrig igen - ligesom da jeg efterlyste et billede af dine (iøvrigt helt utroligt søde) drenge. Jeg tror desværre også jeg skulle have en rigtig stor en for at den kunne ses på ballen, derfor vil jeg nok vælge et andet sted. Tøhø.

      Slet
  7. Jeg er ret splittet omkring tatoveringer. På den ene side synes jeg, at de er fedest, når folk går all in med store, synlige tuscher op og ned ad armene - på den anden side ved jeg også godt, at jeg aldrig selv ville turde noget så ekstravagant, så jeg vil nok alligevel være til en lille fesen én, der kan gemmes.
    I øvrigt synes jeg, at Pernille Rosendals tatoo-armbånd er både sødt og feminint, så hvis det ikke var alt for copycat-agtigt kunne jeg godt finde på noget i den stil.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret. Jeg er også mest til de lidt større, og det ville jeg aldrig turde få. På en eller anden måde er mit liv bare heller ikke ligeså rock n roll som Pernille Rs... I øvrigt får jeg nok endnu flere hits på min blog nu, hvor du bringer hendes navn op. Dengang jeg skrev om hendes bluse fra X-faktor (en Stine Goya sag med billesmykker af Sophie Bille Brahe tror jeg) var der virkelig mange hits fra Google. Pernille er evig smuk, og hvis hun fik en tatovering af en tændstikmand med en plæneklipper i panden tror jeg stadig, jeg ville synes hun var incroyable.

      Slet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...