søndag den 23. september 2012

Om taknemmelighed, veninder og lokummer der brænder

Jeg tænker faktisk ofte på, at jeg har meget at være taknemmelig for. Fx at jeg har født tre sunde og raske børn - Clara og Rosa på trods af meget dårlige odds i løbet af graviditeten, har mand, hus, arbejde, godt helbred, børn der (for det meste) sover igennem om natten og hår, der endelig ikke falder af i totter ovenpå amning (bevares, det er også kun halvandet år siden jeg stoppede).

Men samtidig med taknemmeligheden er der også den medfølgende dårlige samvittighed, der sidder som en skræppende papegøje på min skulder og råber Husk det nu! Husk det nu! Husk det nu ind i mit snart blødende øre. Man har lyst til at verfe den ned og vride halsen om på den, men den har godt fat i skulderen og lader sig sjældent rokke.

Jeg føler mig desuden meget priviligeret og taknemmelig over at have en stor venindeskare, som jeg har lært og kende gennem mange forskellige sammenhænge. Nogle ser jeg ofte, da vi bor i samme by, synger i samme kor eller arbejder sammen med. Andre er flyttet til byer (eller lande) langt væk med deres familier og lever travle liv, som gør os til sjældne gæster i hinandens hjem.

Men som en af disse veninder sagde til mig en gang, hvor jeg igen igen havde startet en telefonsamtale med: Undskyld! Jeg er virkelig ked af at jeg ikke er bedre til at ringe/skrive/besøge dig/[indsæt-selv-flere-undskyldninger her]!: 

I de her år handler det vel primært om at undgå helt at miste kontakten og bare vide, at vi er der for hinanden hvis lokummet brænder. 

Og hvis det er vores grundvilkår, så behøver vi ikke hele tiden undskylde, men i stedet for bare nyde, når der er tid i en travl hverdag til at samle mobilen op og trykke Opkald, i stedet for at smelte sammen i hed omfavnelse med sofaen og vågne op en time senere med aftryk af fjernbetjeningen på kinden og genudsendelser af Taggart på tv.

For at gøre en lang historie kort(ere). Så fejrede jeg mig selv og min 35 års fødselsdag ved at invitere en flok veninder til mad og vin herhjemme i går. Vi blev 18 og var det ikke fordi jeg har verdens sødeste mand, som tog ungerne med sig og en mor, som om morgenen ringede for at høre, om hun ikke liiiige skulle komme og hjælpe med at gøre klar - så var gæsterne nok ankommet til et hus, hvor de selv skulle stille borde op og lave salaten.

Samtidig havde jeg ikke det helt store held med at lave saltede mandler, hvilket jeg postede på Instagram (@campchaos). Sukkede lidt opgivende, til der kom en sms kl 8.30 fra naboen i går, hvor der stod:

Så lige dine mislykkede mandler på insta. Nu er det sådan at jeg har en mandel-snack-mester herhjemme (og en masse mandler). Må han lave nogen for dig? 

What to say - udover Jaaaah!!! og Tak!!! Og 45 minutter senere stod verdens bedste nabo (af flere årsager end mandlerne) på dørtrinnet med første levering af tre forskellige slags mandler.

Jeg kom i seng kl. 4 i nat. Efterlod et syndigt rod og konfetti på gulvet. Der var ingen dans på bordene, men der var masser af snak, musik og varm stemning.

Kasper og ungerne er endnu ikke kommet hjem endnu. De kommer først, når Clara og Rosa skal sove til middag. Så jeg sidder helt stille og lader opvask være opvask og drikker en kop kaffe, blogger, læser skimmer avisen og prøver at abstrahere fra den motorsav, der snerrer i haven ved siden af.

I dag er en god dag.

Avis, computer og kaffe. Tre helt igennem dejlige ting.
Koppen er min nye yndlings Eames kaffekop.

6 kommentarer:

  1. Din veninde har fuldstændig ret. Man kan jo ikke nå det hele, men det betyder ikke, at man ikke tænker på hinanden og er der, når mandlerne kikser :-)

    Det lyder som en helt perfekt fødselsdagsfejring og en skøn stilfærdig søndag.

    SvarSlet
  2. Kære Mille. Det var en dejlig dag - og som toppen af kransekagen fik jeg lov til at sove en time på sofaen om eftermiddagen, mens Kasper tog double trouble med ud i haven for at spise halvmodne æbler :) Weeeeeheee, det var dejligt!

    SvarSlet
  3. Tillykke! Jeg glæder mig til at fylde 35, hvis det foregår på den måde dér...

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså, det kræver lidt arbejde at komme dertil, men det var dejligt at høste frugterne, så jeg kan kun sige do it (og der er garanteret længe til du bliver 35, så der er masser af tid at lære at lave mandler i...).

      35... fåårk det lyder voksent.

      Slet
  4. Det lyder som en fantastisk hyggelig weekend du har haft - og tillykke med fødselsdagen! Det du skriver om her - med taknemmeligheden osv - er bare så rigtigt. Dejligt når der er livliner engang imellem :)

    35 er meget voksent - fyldte selv dette for mig meget skarpe hjørne i maj i år. Jeg gik og sagde til alle jeg blev 34 (og mente det faktisk - troede selv på det - indtil min skønne mand gjorde mig opmærksom på jeg FAKTISK fyldte 35...) Kald det bare fortrængning ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. På en eller anden måde dejligt at vide, at jeg ikke er den eneste, der synes det er meget voksent. Da jeg blev 30 var jeg gravid med Miriam og skænkende det ikke mange tanker. Denne gang var der ligesom nogen der begyndt at sige: Tillykke med den halvrunde fødselsdag... Argh! Det er jeg ikke klar til inden i hovedet. I øvrigt må det være i orden med en lille smule fortrængning af og til. På den ikke særligt voksne måde, hvor man stikker fingrene i ørerne og råber LALALALALALA!

      Slet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...