lørdag den 29. december 2012

Ikke mere Kingo Bøv herfra i 2012

Hold da op, sådan en juleferie går virkelig hurtigt. Jeg har flere gange tænkt på, at jeg ville skrive et indlæg, hvor jeg for en gangs skyld ville dvæle ved det faktum, at navnet Camp Chaos for første gang i de sidste tre år ikke har levet op til sit navn.

Der har nemlig ikke været noget kaos over denne jul. Overhovedet. Jeg har heller ingen overvældende trang til at få ungerne sendt afsted i institution, for selv at kunne komme på arbejde, hvor jeg vill have fem minutter for mig selv.

Jer, der løbende læser med ved, at der har været langt mellem snapsene, når det kommer til familieidyl herhjemme. Ikke at vi ikke har det godt, eller er glade ved hinanden i det daglige, men jeg har virkelig syntes, det har været op ad bakke med tre små børn. Som i christ.lad.mig.nu.bare.få.lov.til.at.gå.på.toilettet.uden.entourage-op ad bakke.

Derfor er kontrasten også skærende, når man pludselig har tre piger, der leger sammen. Uden at vi skal ind og mægle hvert andet minut. Sirener, der truer med at springe voksne trommehinder, lyder dog stadig som sød musik, når der er tale om glade hvin og ikke ulykkelige skrål.

Lange dovne dage i Camp Chaos.
Her er der gang i en bootcamp for kommende taskenspillere.

Juleaften forløb uden gråd og tænders gnidsel. Vi havde aftalt at Clara og Rosa skulle have nogle af deres gaver om eftermiddagen, så vi ikke skulle haste gennem middagen for at de kunne nå at være med. Miriam blev også tilbudt at få nogle sammen med dem, men det var hun overhovedet ikke interesseret i: Mor, jeg vil gerne vente til i aften. Så kan jeg jo bare se på at de pakker deres gaver op...

Rimelig sejt af hende, hvis du spørger mig.

Julemanden kom dog på besøg om eftermiddagen, og havde en gave med til alle børnene. Og så blev der danset om juletræ. Af flere omgange. Og mit store, bløde morhjerte var lige ved at smelte som et kinderæg i en varm børnehånd ved synet af mine tre store piger, der gik rundt med store skinnende øjne og nød det hele i fulde drag. Især Clara og Rosa virkede pludseligt så kæmpestore at de rent faktisk forstod, lidt af hvad der foregik.

Alt i alt var det den perfekte måde at gøre det på for os. Jeg har intet ønske om at mine børn partout skal vente til om aftenen med deres gaver. Tværtimod vil jeg hellere have ro til at kunne nyde den mad vi andre har brugt tid på at lave, uden at blive hevet i fra alle sider. Heldigvis har vi en familie, der er helt med på den taktik.

Klokken halv ni blev de mindste lagt og mens de blev puttet, blev der lagt gaver ind under træet og gjort klar til at danse og åbne pakker.

Uh og der var gode pakker under træet til mig. Lækre sorte G-Star jeans, en cardigan fra too good to be basic, et Kähler lyshus (!), en lilla kop fra Royal CPH og mange andre lækre sager. Men selvom det tangerer en kliche, så tror jeg faktisk at den bedste gave kom fra Miriam. Selvgjort i børnehave.

Se Mor, det er et hus. Med et loftsvindue i.
Og så er der mig. På en KÆMPE hoppeborg.

Og ungerne, hvad fik de? Jo, noget med en masse Playmobil og Lego Friends til Miriam (Lego French, kalder hun det) og små dukkehuse, som de kan slæbe med sig til Clara og Rosa.

Desuden fik de alle tre hver deres sovepose, i en farve så pink at jeg er ved at selvantænde, hvergang jeg ser den. Ikke at jeg ikke kan lide pink. Bevares. Bare helt med måde - og uden alt for mange Disney prinsesser. Ikke ligefrem tilfældet her. Men gæt, hvad der bliver leget mest med i disse dage?

Det endte med at blive en lang smøre. Men så bare vent til jeg går i gang med at opsummere 2012 på et tidspunkt.

I øvrigt var jeg ikke den eneste der manglede teksten til On the road to jul. Har virkelig haft mange hits på den konto. Men det var også en jævla god sang. I øvrigt tror jeg, at jeg næste år vil fortælle Miriam at en anden julesang, hun går og synger altså ikke hedder "Kingo Bøv", men i stedet Jingle Bells.

Og hvis I ikke hører fra mig inden, vil jeg bare ønske jer rigtig godt nytår på forhånd. Et succeskriterium for mig i år er, at jeg holder mig vågen til midnat - og at mine børn ikke vågner et kvarter senere.




7 kommentarer:

  1. Det lyder simpelthen så dejligt - dejlig læsning, skønt med en jul, og ferie hvor man faktisk nyder dagene sammen :)
    Jeg må tilstå, jeg lige nu sys der er liiige langt nok til den 7.1. hvor vi alle starter på 'job' igen. Men håber også at hvis pigerne blir raske inden for nogle få dage - at vi så kan få lidt hygge dage inden vi alle starter igen. For jeg plejer faktisk ik' at ha' det på den måde.

    Rigtig godt nytår til jer også!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg læste lige dit indlæg. OMG, jeg får helt kuldegysninger ved tanken. Lyder nemlig velkendt. Hvis jeg lyder lidt vammeltglad i år, så er det simpelthen fordi kontrasten er skærende. Jeg føler med dig - og kan kun sige, at tiden arbejde for jer. Men at indtil da krydser vi fingre for snart raske børn, der sover gennem natten! Godt nytår til jer alle.

      Slet
  2. Hold nu k*** hvor lyder det dejlig kvalmende :-) Lige en jul efter mit hoved. Og jeg er missundelig. Her har der været lidt for meget sygdom, men heldigvis lader det til (7-9-13) at med to feriedage tilbage, så er vi ved at være tilbage på sporet. TG!

    Også rigtig godt nytår til dig og dine. Vi blogges ved i 2013.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for gode nytårsønsker - og lige over! Skal vi ikke satse på at 2013 bliver året, hvor vi ikke konstant ligger underdrejet af sygdom?

      Slet
  3. Oh, manglende kaos giver håb for dem, der stadig er i kaos til knæene. Mig fx. Godt nytår!

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er håb.
      Og jeg har i hvert fald et mål for nytåret - og det er at vi får drukket os nogle sjusser - hvad enten der er på denne eller din side af Oddergrisschens tracks!

      Slet
  4. "kingobøv" er skidesjovt!
    Har har vi sunget:"et barn er født i baconhjem" hele julen.

    SvarSlet

Vil du læse mere?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...